Doktor Moreaus Ø/9. Menneskestemmen
Niende Kapitel.
Menneskestemmen.
Da jeg kom i Nærheden af Huset, saa jeg, at Lyset kom fra mit Værelses aabne Dør; og derpaa hørte jeg ud fra Mørket ved Siden af den lyse Firkant Montgomerys Stemme, der raabte: "Prendick!"
Jeg vedblev at løbe. Lidt efter hørte jeg ham igen. Jeg svarede med et svagt: "Halløj!" og et Øjeblik efter vaklede jeg hen til ham.
"Hvor har De været?" sagde han og holdt mig ud fra sig i Armslængde, saa at Lyset fra Døren faldt paa mit Ansigt. "Vi har begge haft saa travlt, at vi rent havde glemt Dem indtil for omtrent en halv Time siden."
Han førte mig ind i Værelset og anbragte mig i Lænestolen. En Stund var jeg blændet af Lyset. "Vi havde ikke tænkt, at De vilde gaa paa Opdagelser her paa vor Ø uden at sige os det," sagde han. Og derpaa tilføjede han: "Jeg var bange! Men … hvad … halløj!"
Thi mine sidste Kræfter svigtede mig, og mit Hoved faldt forover paa mit Bryst. Jeg tror, at han fandt en vis Tilfredsstillelse i at give mig Kognak. "For Guds Skyld," sagde jeg, "skyd en Slaa for den Dør."
"De har nok mødt — et eller andet mærkeligt Væsen, hvad?" sagde han. Han laasede Døren af og vendte sig saa igen til mig. Han gjorde mig ingen Spørgsmaal, men gav mig noget mere Kognak og Vand og tvang mig til at spise. Jeg var sunken fuldstændigt sammen. Han gjorde en noget uklar Bemærkning om, at han havde glemt at advare mig, og spurgte mig ganske kort, hvornaar jeg havde forladt Huset, og hvad jeg havde set. Jeg svarede ligesaa kort i afbrudte Sætninger. "Sig mig, hvad betyder alt dette?" sagde jeg i en Tilstand, der grænsede til Hysteri.
"Ikke noget saa særdeles rædsomt," svarede han. "Men jeg tænker, at De omtrent har faaet nok for een Dag." Pumaen udstødte pludselig et skarpt Smærtenshyl, hvorpaa han bandede halvhøjt. "Fanden tage mig," sagde han, "om ikke dette Sted er ligesaa galt som Anstalten i Gower-Gade med sine Katte."
"Montgomery," sagde jeg, "hvad var det for et Væsen, som forfulgte mig? Var det et Dyr, eller var det et Menneske?"
"Hvis De ikke faar sovet i Nat," sagde han, "er De fra Forstanden i Morgen."
Jeg rejste mig op og stillede mig ligeoverfor ham. "Hvad var det for et Væsen, som forfulgte mig?" spurgte jeg.
Han saa mig lige ind i Øjnene og vrængede med Munden. Hans Øjne, som et Minut før havde syntes helt livlige, blev nu sløve. "Ja, efter hvad De har fortalt mig," svarede han, "saa skulde jeg næsten tro, at det var en Bussemand."
Jeg følte en uhyre Forbitrelse, som imidlertid forsvandt ligesaa hurtigt, som den kom. Jeg kastede mig igen i Lænestolen og trykkede Hænderne mod Panden. Pumaen begyndte paany.
Montgomery traadte hen bagved mig og lagde sin Haand paa min Skulder. "Hør nu, Prendick," sagde han. "Det var galt gjort af mig at lade Dem drive alene om her paa vor dumme Ø. Men det er ikke saa slemt, som De bilder Dem ind, Menneske. Deres Nerver er gaaede helt i Skuddermudder. Lad mig give Dem noget at sove paa. Det .... vil vare ved i Timevis endnu. De maa se at komme til at sove, ellers svarer jeg ikke for Følgerne."
Jeg svarede ikke, men bøjede mig forover og skjulte Ansigtet i Hænderne. Lidt efter kom han tilbage med et lille Glas, der indeholdt en mørk Vædske. Dette rakte han mig. Jeg tog det uden Vægring, og han hjalp mig op i min Køje.
Da jeg vaagnede, var det højlys Dag. En kort Stund blev jeg liggende udstrakt og stirrede op i Loftet. Jeg lagde Mærke til, at Loftsbjælkerne var lavede af et Skibs Spanter. Derefter vendte jeg Hovedet og saa, at der stod et Maaltid parat til mig paa Bordet. Jeg var sulten og vilde netop til at klavre ud af Køjen, da denne foregreb min Hensigt, meget høfligt drejede sig rundt og lod mig trille ned paa Gulvet paa alle fire.
Jeg rejste mig op og satte mig til Bords. Mit Hoved var tungt, og i Begyndelsen havde jeg kun en ganske uklar Erindring om, hvad der var sket den foregaaende Aften. Morgenbrisen sendte en meget behagelig Luftning ind gennem det rudeløse Vindue, og bidrog tilligemed Maden til at forhøje den Følelse af legemligt Velbefindende, som jeg havde. Snart efter aabnedes Døren bagved mig — Inderdøren, som førte ud til Indhegningens Gaard. Jeg vendte mig om og saa Montgomerys Ansigt. "Naa, hvordan gaar det? Godt?" spurgte han. "Jeg har voldsomt travlt. " Og dermed lukkede han Døren igen. Senere opdagede jeg, at han glemte at aflaase den.
Saa kom jeg til at huske paa det Udtryk, hans Ansigt havde haft den foregaaende Aften, og dermed begyndte Erindringen om Alt, hvad jeg havde oplevet, igen at dukke frem. Netop mens Skrækken atter greb mig, lød der et Skrig indefra. Men denne Gang var det ikke et Skrig af en Puma.
Jeg lagde den Bid Mad, som jeg var i Færd med at føre til Læberne, fra mig og lyttede. Alt var stille, undtagen Morgenluftens Susen. Jeg begyndte at tro, at jeg havde hørt fejl.
Efter et langt Ophold genoptog jeg mit Maaltid, men spidsede dog stadig Øren. Lidt efter hørte jeg en ganske svag og sagte Lyd. Jeg sad som forstenet. Hvor svag og ubestemt den end var, greb den mig dybere end Alt, hvad jeg hidtil havde hørt af Rædslerne bagved Muren. Denne Gang var det ikke muligt at tage fejl af disse utydelige, afbrudte Lyde eller at tvivle om, hvorfra de kom. Det var en Stønnen, afbrudt af pinlig Hulken og Gispen. Nu nærede jeg ingen Tvivl om dens Betydning; det var et menneskeligt Væsen, der martredes!
Da dette gik op for mig, rejste jeg mig, skred med tre Skridt gennem Værelset, greb Haandtaget paa Døren til Gaarden og stødte den op.
"Prendick, Menneske! Stop!" raabte Montgomery og sprang til. En forskrækket jagthund bjæffede og knurrede. Der var Blod i Rendestenen. saa jeg, levret, men ogsaa noget friskt, og jeg mærkede den ejendommelige Lugt af Karbolsyre. Gennem en aaben Dør paa den anden Side af Gaarden saa jeg inde i et halvmørkt Værelse et Væsen ligge ynkeligt bunden paa et Stillads — fuldt af Saar, blodigt og indsvøbt i Bandager. Men saa skjultes alt dette af gamle Moreaus Ansigt, blegt og frygteligt.
Øjeblikkeligt greb han mig i Skulderen med en blodbesmurt Haand, løftede mig helt op fra Jorden og slyngede mig hovedkulds tilbage i mit eget Værelse. Han løftede mig ligesaa let, som om jeg var et lille Barn. Jeg faldt, saa lang jeg var, paa Gulvet, og Døren blev slaaet i og skjulte hans Ansigt med dets Udtryk af voldsom Lidenskabelighed. Derpaa hørte jeg Nøglen blive drejet om i Laasen, og Montgomerys bebrejdende Stemme.
"Tilintetgøre et helt Livs Arbejde!" hørte jeg Moreau sige.
"Han forstaar det ikke," sagde Montgomery og tilføjede en hel Del, som jeg ikke kunde høre.
"Jeg har ikke Tid til det endnu," svarede Moreau.
Mere hørte jeg ikke. Jeg rejste mig skælvende op med et Kaos af de frygteligste Anelser i mit Sind. Kunde det være tænkeligt, at saadant noget som Vivisektion af Mennesker laa indenfor Mulighedernes Omraade? Dette Spørgsmaal foer igennem mit Sind ligesom et Lyn henover en stormpisket Himmel. Og paa een Gang sammentrængte den forvirrede Rædsel i min Sjæl sig til en levende Forstaaelse af, hvilken Fare jeg var stedt i.