Doktor Moreaus Ø/8. I Skoven

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

V. Pios Boghandel København


Doktor Moreaus Ø.djvu Doktor Moreaus Ø.djvu/7 60-76

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

Ottende Kapitel.
I Skoven.


Jeg vandrede gennem Krattet, som beklædte Aasen bagved Huset, næsten uden at lægge Mærke til, hvorhen jeg gik, slentrede Videre gennem en tæt, skyggefuld Gruppe Træer med ranke Stammer paa den anden Side og befandt mig snart et godt Stykke Vej hinsides Aasen og i Færd med at stige ned mod en Bæk, som løb gennem en snæver Dal. Jeg standsede og lyttede. Afstanden eller det tætte Krat forhindrede enhver Lyd i at naa fra Indhegningen herhen. Luften var stille. Saa raslede det i Buskene, en Kanin smuttede frem og løb op ad Skrænten foran mig. Jeg tøvede, og satte mig ned i Udkanten af Skyggen.

Her var smukt. Bækken var skjult under den yppige Plantevækst paa Bredderne, undtagen paa eet Sted, hvor jeg skimtede en trekantet Plet af det blinkende Vand. Paa den modsatte Side saa jeg gennem en blaalig Dis et Virvar af Træer og Slyngplanter, og over disse atter Himlens klare Blaa. Hist og her betegnede en hvid eller rød Plet en eller anden klatrende Snylteplantes Blomst. En Stund lod jeg mit Blik strejfe henover dette Billede, og saa begyndte jeg paany at gruble over Montgomerys Tjeners besynderlige Ejendommeligheder. Men det var for hedt til, at man rigtigt kunde tænke, og jeg sank snart hen i en Tilstand, der var midt imellem Slumren og Vaagen.

Hvor længe jeg sad saaledes, ved jeg ikke, men jeg vaktes ved en Raslen i Buskadset paa den anden Side af Strømmen. I det første Øjeblik kunde jeg ikke se andet end de svajende Toppe af Bregnerne og Sivene. Men saa viste der sig pludselig paa Strømmens Bred et Væsen — i Begyndelsen kunde jeg ikke skælne, hvad det var for et. Det bøjede Hovedet ned mod Vandet og gav sig til at drikke. Da saa jeg, at det var et Menneske, som gik paa alle fire ligesom et Dyr!

Han var iført en blaa Klædesdragt og havde en kobberfarvet Hud og sort Haar. Det syntes, som om grotesk Hæslighed var en fælles Ejendommelighed for alle denne Øs Indbyggere uden Undtagelse. Jeg kunde høre ham suge Vandet op med Munden, mens han drak.

Jeg bøjede mig forover for bedre at kunne se ham; et Stykke Lava løsnede sig under min Haand og trillede klaprende ned ad Skrænten. Han saa op med et brødefuldt Blik, og hans Øjne mødte mine. Straks rejste han sig over Ende og blev staaende, tørrede sig om Munden med sin klodsede Haand og betragtede mig. Hans Ben var næppe halvt saa lange som hans Krop. Saaledes vedblev vi at stirre paa hinanden i maaske et Minut. Saa luskede han ind imellem Buskene til højre for mig, standsende een eller to Gange for at se sig tilbage, og jeg hørte Kvistenes Raslen blive svagere og dø hen, efterhaanden som han fjærnede sig. Af og til drejede han sig og betragtede mig med en stiv Stirren. Længe efter at han var forsvunden, blev jeg siddende over Ende og stirrede i den Retning, han var gaaet. Min søvnige Ro var som blæst bort.

Jeg blev opskræmmet ved en Støj bagved mig, og idet jeg hurtigt vendte mig om, saa jeg en Kanins daskende, hvide Hale forsvinde op ad Skrænten. Jeg sprang op.

Synet af denne groteske, halvt dyriske Skabning havde pludselig befolket det stille Landskab for min Fantasi. Jeg saa mig temmelig nervøst om og tænkte med Beklagelse paa, at jeg var ubevæbnet. Saa faldt det mig ind, at den Mand, jeg netop havde set, havde været klædt i blaat Tøj, og ikke nøgen, som en Vild vilde have været, og jeg stræbte at lade denne Kendsgærning overtyde mig om, at han, naar Alt kom til Alt, var et fredeligt Menneske, og at den sløve Grusomhed i hans Ansigt ikke svarede til hans Karakter.

Ikke desto mindre var jeg i høj Grad foruroliget ved dette Syn. Jeg vandrede til venstre langs med Skrænten, stadig drejende Hovedet og kiggende hid og did mellem Træernes ranke Stammer. Hvorfor gik dette Menneske paa alle fire og sugede Vandet op med Munden? Lidt efter hørte jeg paany Jammerskrig af et Dyr, og i den Tro, at det var Pumaen, gjorde jeg omkring og gik videre i en Retning stik modsat af den, hvor Lyden kom fra. Saaledes kom jeg ned til Bækken, overskred den og banede mig Vej gennem Krattet paa den modsatte Side.

Jeg overraskedes ved Synet af en stor Plet af stærk højrød Farve paa Jorden, og da jeg kom derhen, saa jeg, at det var en ejendommelig Slags Svamp, grenet og rynket ligesom en bladagtig Lavart, men opløsende sig til en slimet Masse ved Berøring. Og derefter traf jeg i Skyggen af nogle yppige Bregner en ubehagelig Genstand — Liget af en Kanin, bedækket med glinsende Fluer, men endnu varmt, og med afrevet Hoved. Jeg standsede forfærdet ved Synet af Blodet, der var sprøjtet omkring. Her var i det mindste een af Øens Gæster, som havde fundet sin Død!

Der var ikke andre Spor af Vold paa dens Krop. Det saa ud, som om den pludselig var bleven greben og dræbt. Og mens jeg stirrede paa det lille lodne Lig, spurgte jeg mig selv, hvorledes dette var gaaet til. Den ubestemte Frygt, som havde faaet Indpas hos mig, lige siden jeg havde set det umenneskelige Ansigt af Manden nede ved Strømmen, blev tydeligere, mens jeg stod der. Det begyndte at gaa op for mig, hvor dumdristigt det var at begive mig ind blandt dette ukendte Folk. Krattet omkring mig fik et andet Udseende for min Fantasi. Hver Skygge blev til noget mere end en Skygge, blev til et Baghold, hver Raslen blev til en Trusel. Det var, som om usynlige Væsener iagttog mig.

Jeg besluttede at vende tilbage til Indelukket ved Strandbredden. Jeg vendte mig pludselig bort og styrtede mig voldsomt — maaske endogsaa fortvivlet — ind mellem Buskene, ivrig efter igen at slippe ud i det Frie.

Jeg standsede mig selv, netop i rette Tid til at forhindre mig i at træde helt frem paa en aaben Plads. Det var en Slags Lysning i Skoven, dannet af Vindfælder; unge Planter spirede allerede frem for at kæmpe om den tomme Plads, og paa den anden Side lukkedes Udsigten atter af det tætte Virvar af Stammer, slyngende Ranker og Pletter af Svampe og Blomster. Foran mig sad tre groteske Menneskeskikkelser paa Hug paa de trøskede Levninger af et vældigt, omstyrtet Træ, uden endnu at have lagt Mærke til min Nærhed. Den ene var øjensynligt en Kvinde. De to andre var Mænd. De var nøgne, med Undtagelse af, at de havde svøbt et Stykke højrødt Klæde om Lænderne, og deres Hud havde en grumset lyserød eller lys graabrun Farve, som jeg aldrig før havde set hos Vilde. De havde fede, grove Ansigter uden Hage, med skraa Pander, og et sparsomt, stridt Haar paa Hovedet. Aldrig før havde jeg truffet saa dyrisk udseende Skabninger.

De talte sammen, eller rettere sagt, en af Mændene talte til de to andre, og alle tre var altfor optagne til at lægge Mærke til den Raslen i Løvet, som jeg havde frembragt ved at nærme mig. De rokkede fra Side til Side med Hovedet og Skuldrene. Talerens Stemme lød tyk og slubrende, og skønt jeg tydeligt kunde høre hvert Ord, han sagde, kunde jeg dog ikke forstaa ham. Han syntes mig at deklamere et eller andet indviklet Kavdervælsk. Snart efter blev hans Udtale mere skingrende, han slog ud med Hænderne og rejste sig op.

Saa begyndte de andre ogsaa at pjatte i Kor, idet de ligeledes rejste sig op, slog ud med Hænderne og rokkede med Kroppene i Takt med deres Sang. Jeg lagde Mærke til, at deres Ben var abnormt korte og deres Fødder tynde og klodsede. Alle tre begyndte langsomt at kredse omkring, trampende med Fødderne og svingende med Armene; der kom en Slags Melodi i deres rhythmiske Recitation, og en Slags Omkvæd — det lød ligesom "Alula" eller "Balula". Deres Øjne begyndte at funkle og deres grimme Ansigter at opklares af et underligt Udtryk af Glæde. Spyttet dryppede ned fra deres læbeløse Munde.

Pludselig, mens jeg iagttog deres groteske og uforklarlige Bevægelser, indsaa jeg for første Gang klart, hvad det var, der havde været stødende for mig, hvad det var, der havde frembragt de to uforenelige og modstridende Indtryk af, at de var mig fuldstændigt ubekendte og dog paa den særeste Maade velbekendte. De tre Væsener, der var optagne af denne mystiske Højtidelighed, var af menneskelig Skikkelse, og dog menneskelige Væsener med det underligste Skin af et velkendt Dyr over sig. Hvert af disse Væsener havde, til Trods for sit menneskelige Ydre, sin Pjalt Tøj, sin Legemsskikkelses kluntede Menneskelighed, indblandet i sig, i sine Bevægelser. i sit Ansigtsudtryk, i hele sit Jeg, noget, som nu paa en aldeles uimodstaaelig Maade mindede mig om et Svin — en Besmittelse af Svinet — Dyrets umiskendelige Mærke.

Jeg stod overvældet af denne Opdagelse, og saa stormede de frygteligste Spørgsmaal ind paa min Sjæl. Skabningerne begyndte at hoppe op i Luften, først den ene, saa den anden, hujende og gryntende. Saa snublede en af dem og laa et Øjeblik paa alle fire. Han kom ganske vist straks op igen, men dette forbigaaende Glimt af disse Uhyrers ægte Dyriskhed var tilstrækkeligt.

jeg gjorde omkring saa lydløst som muligt og trak mig tilbage ind i Krattet. Hvert Øjeblik stivnede jeg over hele Kroppen af Frygt for at blive opdaget, naar en Kvist knækkede eller et Blad raslede. Det varede længe, førend jeg fik mere Mod og vovede at bevæge mig friere.

Min eneste Tanke i dette Øjeblik var at slippe bort fra disse væmmelige Væsener, og jeg lagde næppe Mærke til, at jeg var kommen ud paa en smal Sti mellem Træerne. Men idet jeg gik over en lille Lysning, fik jeg paa een Gang en ubehagelig Overraskelse ved inde mellem Træerne at se to klodsede Ben, som bevægede sig med lydløse Fodtrin i en Retning parallel med min og maaske en halvhundrede Alen fra mig. Hovedet og den øverste Del af Legemet skjultes af et Virvar af Slyngplanter. Jeg standsede brat, i det Haab, at Væsenet ikke saa mig. Fødderne standsede ligesom jeg. Saa nervøs var jeg, at jeg havde den største Vanskelighed ved at modstaa en Tilbøjelighed til hovedkulds Flugt.

Jeg saa nøje til, og skælnede nu gennem Slyngplanternes sammenfiltrede Næt Hovedet og Kroppen af den dyriske Skabning, som jeg havde set drikke. Han bevægede Hovedet. Der var et grønt Lyn i hans Øjne, mens han skottede til mig ud fra Træernes Skygge, en halvt lysende Farve, som forsvandt, idet han atter drejede Hovedet. Han stod ubevægelig et Øjeblik, og begyndte saa med lydløse Skridt at løbe bort gennem det grønne Virvar. Et Minut efter var han forsvunden bagved nogle Buske. Jeg kunde ikke se ham, men jeg følte, at han var standset og atter iagttog mig.

Hvad i al Verden var han — Menneske eller Dyr? Hvad vilde han mig? Jeg havde intet Vaaben, ikke en Gang en Stok. Flugt vilde være Vanvid. I ethvert Tilfælde havde Væsenet, hvad det nu end var, ikke Mod til at angribe mig. Jeg bed Tænderne sammen og gik lige henimod ham. Jeg tog mig vel i Agt for at røbe den Frygt, der syntes at faa Marven i min Rygrad til at fryse. Jeg banede mig Vej gennem et Krat af høje Buske med hvide Blomster og saa ham staa tredive Alen borte, seende paa mig over sin Skulder og tøvende. Jeg traadte et Par Skridt nærmere og saa ham fast ind i Øjnene.

"Hvem er du?" sagde jeg. Han prøvede paa at møde mit Blik.

"Nej!" sagde han pludselig, vendte sig om og sprang bort gennem Underskoven. Saa drejede han sig atter og stirrede paa mig. Hans Øjne skinnede klart ud fra Tusmørket under Træerne.

Hjærtet sad mig i Halsen, men jeg følte, at min eneste Redning laa i at trodse Faren, og gik derfor roligt henimod ham. Han vendte sig igen om og forsvandt i Tusmørket. Een Gang endnu forekom det mig, at jeg saa hans Øjne skinne, men det var ogsaa det Hele.

Nu først gik det op for mig, at Klokken var mange, og at dette kunde være en slem Omstændighed for mig. Solen var gaaet ned for nogle Minutter siden, Tropernes korte Tusmørke var ved at dø hen paa den østlige Himmel, og en enkelt Natsværmer flagrede allerede lydløst forbi mig. Hvis jeg ikke vilde tilbringe Natten blandt den hemmelighedsfulde Skovs ukendte Farer, maatte jeg skynde mig tilbage til Indhegningen.

Tanken om at vende tilbage til dette Pinselssted var yderst ubehagelig. men endnu værre var Tanken om at blive overrumplet af Mørket og alt, hvad Mørket kunde skjule, ude i det Frie. Jeg kastede endnu et Blik ind i de blaalige Skygger, hvor den besynderlige Skabning var forsvunden, og gik saa tilbage ned ad Skrænten mod Bækken — saa vidt jeg kunde skønne, i samme Retning som jeg var kommen.

Jeg gik ivrigt til, forvirret af alle disse Oplevelser, og befandt mig snart paa en jævn Plet blandt adspredte Træer. Den farveløse Klarhed, som dvæler i Luften efter Solnedgangens Rødme, var allerede i Færd med at formørkes. Den blaa Himmel over mit Hoved antog med hvert Øjeblik en dybere Farve, og de smaa Stjærner traadte frem een for een; Mellemrummene mellem Træerne, Aabningerne i Vegetationen længere borte, som i Dagslyset havde staaet i en blaalig Dis, blev sorte og hemmelighedsfulde.

Jeg skred fremad. Alle Farver udslettedes, Trætoppene stod som kulsorte Silhouetter mod den klare, blaa Himmel, og nedenfor dette Omrids smeltede alting sammen i formløst Mørke. Snart efter stod Træerne mindre tæt, og Buskene og Underskoven blev frodigere. Saa naaede jeg en aaben Plads, bedækket med hvidt Sand, og derefter en ny Strækning af sammenfiltret Buskads.

Jeg forfærdedes ved en svag Raslen til højre for mig. Først troede jeg, at det var en Indbildning, thi naar jeg standsede, blev det stille, og jeg hørte ikke andet end Aftenvinden i Trætoppene. Men naar jeg paany gik videre, lød der et Ekko af mine Fodtrin.

Jeg fjærnede mig fra Krattet, holdt mig til det mere aabne Terrain, og forsøgte ved pludselige Vendinger nu og da at overraske dette Væsen — hvis det eksisterede — mens det var i Færd med at liste sig ind paa mig. Jeg kunde intet se, men ikke desto mindre havde jeg en bestandigt voksende Følelse af, at der var nogen i Nærheden. Jeg gik raskere til; efter nogen Tids Forløb naaede jeg en lille Forhøjning i Terrainet, overskred denne, vendte mig derpaa brat om og holdt omhyggeligt Øje med Kammen af den fra den anden Side. Den aftegnede sig sort og tydeligt mod den mørke Himmel.

Lidt efter hævede en formløs Masse sig et Øjeblik op mod Himlen og forsvandt igen. Nu følte jeg mig forvisset om, at min Fjende med det brune Ansigt paany forfulgte mig. Og i Forbindelse hermed kom en ny ubehagelig Opdagelse: jeg var faret vild.

En Tidlang skyndte jeg mig videre, haabløst forvirret og stadig forfulgt af de sagte Fodtrin. Hvad det nu end var for et Væsen, saa manglede det enten Mod til at angribe mig, eller ogsaa ventede det paa et belejligt Øjeblik til at overrumple mig. Jeg holdt mig omhyggeligt borte fra Underskoven. Fra Tid til anden vendte jeg mig om og lyttede, og tilsidst blev jeg halvvejs overbevist om, at min Forfølger havde opgivet Jagten, eller at han maaske kun var et Foster af min forvildede Indbildningskraft. Saa hørte jeg Havets Brusen. Jeg paaskyndede mine Skridt, saa at jeg næsten løb, og umiddelbart derefter hørte jeg nogen snuble bagved mig.

Jeg gjorde brat omkring og stirrede paa de utydelige Træer bagved mig. Det forekom mig, at der bevægede sig noget mellem de sorte Skygger. Stiv over hele Kroppen lyttede jeg, men hørte ikke andet end Blodets Hamren i mine Øren. Jeg tænkte, at mine Nerver var i Uorden, og at min Fantasi spillede mig et Puds, og vendte mig saa atter resolut mod Lyden fra Havet.

Snart efter blev Skoven tyndere, og jeg traadte frem paa en nøgen, lav Odde, som løb ud i det mørke Vand. Natten var stille og klar, og den stadigt voksende Mængde Stjærner spejlede sig sitrende i Havets rolige Dønninger. Et Stykke ude skinnede Bølgerne over en uregelmæssig Revle med et blegt, fosforescerende Skær. Mod Vest saa jeg Zodiakallyset blande sig med Aftenstjærnens gule Glans. Øst for mig trak Kysten sig tilbage, og mod Vest var den skjult af Pyntens Brink. Saa kom jeg til at huske paa, at Stranden med Moreaus Hus laa mod Vest.

En Kvist knækkede bagved mig, og der lød en Raslen. Jeg drejede mig om og stirrede ind mod de mørke Træer. Jeg kunde ikke se noget — eller ogsaa kunde jeg maaske se altfor meget. Enhver mørk Skikkelse i al sin Uklarhed havde sin uheldsvarslende Ejendommelighed, sit særegne Udtryk af opmærksom Aarvaagenhed. Saaledes stod jeg maaske et Minut, og vendte mig saa mod Vest for at gaa tværs over Pynten, idet jeg dog stadig holdt Øje med Træerne. Idet jeg satte mig i Bevægelse, bevægede en af de lurende Skygger sig ogsaa for at følge mig.

Mit Hjærte bankede stærkt. Snart efter fik jeg en bred Bugt i Sigte mod Vest, og jeg standsede igen. Den lydløse Skygge standsede ogsaa, en Snes Alen fra mig. Ved den anden Ende af Bugtens krumme Linie skinnede et lille Lyspunkt, og den graa, sandede Strand udstrakte sig utydeligt i Stjærnernes Skær. Det lille Lyspunkt var maaske en halv Mil bort. For at naa Strandbredden maatte jeg gaa ind mellem de Træer, hvor Skyggerne lurede, og ned ad en kratbevokset Skrænt.

Nu kunde jeg noget tydeligere se det Væsen, der forfulgte mig. Det var ikke noget Dyr, thi det stod oprejst. Jeg aabnede Munden for at tiltale det, men hæst Slim kvalte min Stemme. Jeg forsøgte igen og fik raabt: "Hvem der?" Der kom intet Svar. Jeg traadte et Skridt frem. Væsenet rørte sig ikke af Pletten, men krøb kun sammen. Min Fod stødte mod en Sten.

Det gav mig en Ide. Uden at tage Øjnene fra den sorte Skikkelse foran mig, bøjede jeg mig ned og tog denne Sten op. Men ved denne Bevægelse fra min Side gjorde Væsenet brat omkring, ligesom en Hund kunde have gjort, og luskede i en skraa Retning bort i Mørket. Saa kom jeg til at tænke paa, hvordan jeg som Skoledreng havde forsvaret mig mod store Hunde, svøbte Stenen ind i mit Lommetørklæde og snoede dette fast om mit Haandled. Jeg hørte noget røre sig længere borte inde mellem Skyggerne, som om Væsenet trak sig tilbage. Og saa slappedes pludselig min ophidsede Spænding; Sveden brast ud af alle mine Porer, og jeg fik et Anfald af Skælven — nu da jeg havde slaaet min Modstander af Marken og holdt dette Vaaben i min Haand.

Det varede nogen Tid, førend jeg kunde samle Beslutsomhed nok til at begive mig ned ad Pyntens Skrænt mellem Træerne og Buskene til Strandbredden. Tilsidst satte jeg af Sted i Løb, men idet jeg sprang gennem Krattet ud paa Sandet, hørte jeg en anden komme brasende efter mig.

Nu tabte jeg fuldstændigt Besindelsen af Frygt og gav mig til at løbe henover Sandet. Straks efter hørte jeg hurtige, bløde Fodtrin forfølge mig. Jeg udstødte et vildt Skrig og fordoblede min Fart. Nogle utydelige, sorte Genstande, omtrent tre eller fire Gange saa store som Kaniner, løb og hoppede fra Stranden op mod Krattet, mens jeg foer forbi. Hele mit Liv vil jeg huske denne Jagts Rædsler. Jeg løb nede i Vandkanten og hørte nu og da en Pjasken af de Fødder, som vandt mere og mere ind paa mig. Langt borte, haabløst langt, skimtede jeg det gule Lys. Rundt om os var Natten sort og stille. Plask, plask, kom de forfølgende Fødder. Jeg følte, at Vejret gik fra mig, thi jeg var ikke vant til at løbe; mit Aandedræt lød stønnende, og i min Side følte jeg en Smærte, som om en Kniv blev boret ind i den.

Saaledes løb vi under de tavse Stjærner henimod det gule Skær fra Huset — det haabløst fjærne Lys fra Huset. Og snart efter hørte jeg Pumaens ynkelige Stønnen, den Lyd, der oprindeligt havde drevet mig ud paa en Opdagelsesvandring paa denne hemmelighedsfulde Ø. Nu var det mig en ligefrem Lettelse at høre den. Skønt jeg var svag og forfærdelig træt, samlede jeg mine sidste Kræfter og styrtede frem mod Lyset. Det forekom mig, at en Stemme kaldte paa mig. Og saa blev Fodtrinene bagved pludselig langsommere, og jeg hørte dem trække sig tilbage ud i Mørket.