Doktor Moreaus Ø/7. Pumaens Hyl
Syvende Kapitel.
Pumaens Hyl.
Montgomery afbrød det Virvar af Mystifikation og Mistanke, hvori mine Tanker bevægede sig, og traadte ind, ledsaget af sin mærkværdige Tjener, der bar en Bakke med Brød, nogle Grøntsager og andre Fødevarer, en Flaske Whisky, et Krus Vand, og tre Glas og Knive. Jeg skottede til denne løjerlige Skabning og saa, at han betragtede mig med sine underlige, urolige Øjne. Montgomery sagde, at han var kommen for at spise sammen med mig, men at Moreau var altfor optaget af sit Arbejde til at komme.
"Moreau!" sagde jeg. "Det Navn kender jeg."
"Det var som Satan!" udbrød han. "Hvor det var dumt af mig at nævne det. Det kunde jeg jo have tænkt mig. I ethvert Tilfælde vil det give Dem et Vink om vore — Mysterier. Vil De have et Glas Whisky?"
"Nej Tak — jeg er Afholdsmand."
"Bare jeg var det. Men det er for sent at kaste Brønden til, naar Barnet er druknet. Det var det forbistrede Stads, som forvoldte, at jeg kom hertil. Det, og saa en taaget Aften. Den Gang syntes jeg, at det var en Lykke for mig, da Moreau tilbød at hjælpe mig af Sted. Det er løjerligt nok ...."
"Montgomery," sagde jeg pludselig, da Yderdøren havde lukket sig, "hvorfor har Deres Tjener spidse Øren?"
"Saa til Helvede!" sagde han med sin første Bid Mad i Munden. Han stirrede et Øjeblik paa mig og gentog saa: "Spidse Øren?"
"Tilspidsede for oven," svarede jeg saa roligt som muligt, men dog snappende lidt efter Vejret. "Og med fine, mørke Haar paa Kanterne."
Han blandede sig et Glas Whisky og Vand temmelig langsomt. "Jeg bildte mig ind .... at hans Haar skjulte hans Øren."
"Jeg saa dem, da han bøjede sig for at stille den Kaffe, som De sendte mig, paa Bordet. Og hans Øjne lyser i Mørke."
Nu havde Montgomery faaet Tid til at fatte sig efter den Overraskelse, som mit Spørgsmaal havde fremkaldt. "Jeg har altid tænkt mig," sagde han roligt, med en lidt stærkere Læspen end sædvanligt, "at der var noget i Vejen med hans Øren — at dømme efter den Maade, hvorpaa han skjuler dem. Hvordan saa de ud?"
Hans Maade at tale paa overtydede mig om, at hans Uvidenhed ikke var ægte. Alligevel kunde jeg dog ikke ret godt sige Manden op i hans aabne Øjne, at jeg ansaa ham for en Løgner. "Spidse," sagde jeg, "temmelig smaa og lodne — aldeles afgjort lodne. Men den Mand er i det Hele taget et af de sælsomste Væsner, jeg nogensinde har set."
Et skarpt, hæst Hyl af et Dyr i Smærte lød fra Indelukket bagved os. Dets Dybde og Kraft viste, at det kom fra Pumaen. Jeg saa Montgomery krympe sig.
"Virkeligt?" sagde han.
"Hvor har De fundet den Skabninng
"Æh — i San Francisco .... Jeg maa tilstaa, at han er et grimt Bæst. Ikke rigtigt ved sin fulde Fornuft, forstaar De. Jeg kan ikke huske, hvor han kom fra. Men nu har jeg vænnet mig til ham, ser De. Det har vi begge to. Hvad mener De om ham.?"
"Han er unaturlig," sagde jeg. "Der er noget ved ham .... Ja, nu maa De ikke anse mig for fantastisk, men naar han kommer i Nærheden af mig, faar jeg en modbydelig Følelse, en Stramning af Musklerne .... Det er, ligesom om der var noget djævelsk ved ham, rent ud sagt."
Montgomery havde holdt op med at spise, mens jeg sagde dette. "Det var da sært," svarede han. "Det kan jeg ikke se noget til."
Han gav sig igen i Lag med Maaltidet. "Det havde jeg ingen Anelse om," sagde han tyggende. "Skonnertens Mandskab .... maa have haft samme Følelse .... de var svært paa Nakken af den arme Djævel .... De husker nok Skipperen?"
Pludselig hylede Pumaen igen, denne Gang endnu mere smærteligt. Montgomery bandede halvhøjt. Jeg var halvvejs til Sinds at udspørge ham angaaende Mændene paa Strandbredden. Saa udstødte det arme Dyr derinde en Række korte, skarpe Hvin.
"Deres Mænd paa Strandbredden," sagde jeg, "af hvilken Race er de?"
"Brillante Fyre, ikke sandt?" svarede han aandsfraværende og rynkede Panden, mens Dyret hylede frygteligt. Jeg tav. Der kom et nyt Hvin, endnu værre end de foregaaende. Han saa paa mig med sine sløve, graa Øjne og skænkede sig saa noget mere Whisky. Han forsøgte at indvikle mig i en Diskussion om Alkohol, idet han forsikrede at have frelst mit Liv dermed. Han syntes ivrig for at fremhæve den Kendsgærning, at jeg skyldte ham mit Liv. Jeg gav kun adspredte Svar. Snart efter sluttede vi vort Maaltid, det vanskabte Uhyre med de spidse Øren tog af Bordet, og Montgomery lod mig paany alene i Værelset. Hele Tiden befandt han sig i en Tilstand af slet skjult Ophidselse over Støjen fra den vivisekerede Puma. Han talte om, hvor tilbøjelig han var til at blive nervøs, og hans Væsen viste tydeligt, at han havde Ret.
Jeg fandt selv, at Hylene var ualmindeligt pinlige at høre paa, og at deres Dybde og Voldsomhed tog til, efterhaanden som Eftermiddagen gik. De var uhyggelige nok i Begyndelsen, men deres stadige Stigen gjorde det tilsidst fuldstændigt af med min Sindsligevægt. Jeg kastede en Oversættelse af Horats fra mig, som jeg havde læst i, og begyndte at knytte Næverne, bide mig i Læberne og gaa op og ned ad Gulvet.
Snart efter gav jeg mig til at stoppe Fingrene i Ørene.
Disse Hyls gribende Anklage gjorde mere og mere Indtryk paa mig og voksede tilsidst til et saa frygteligt Udtryk for Lidelse, at jeg ikke længere kunde holde dem ud i det indelukkede Værelse. Jeg gik ud ad Døren, ud i den sene Eftermiddags søvndyssende Hede, forbi Hovedindgangen, der stadig var aflaaset, og drejede om Hjørnet af Muren.
Hylene lød endnu højere herude. Det var, som om al Smærte i hele Verden havde fundet Mæle. Og dog, selv om jeg havde vidst, at en saadan Smærte fandtes i Værelset ved Siden af mig, saa tror jeg — jeg har tænkt over det senere — at jeg meget godt kunde have fundet mig deri, hvis den blot havde været stum. Det er, naar Lidelse finder Mæle og faar vore Nerver til at skælve, at denne Medlidenhed kommer og generer os. Men til Trods for det straalende Solskin og Træernes grønne Kroner, der viftede i den blide Havbrise, var hele Verden et Virvar, og sorte og røde Spøgelser dansede for mine Øjne, indtil jeg var udenfor Hørevidde af Huset i Stenindhegningen.