Doktor Moreaus Ø/6. Den aflaasede Dør

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

V. Pios Boghandel København


Doktor Moreaus Ø.djvu Doktor Moreaus Ø.djvu/7 44-53

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

Sjette Kapitel.
Den aflaasede Dør.


Læseren vil maaske kunne forstaa, at alle mine Omgivelser i Begyndelsen forekom mig saa sælsomme, og at min hele Stilling var Resultatet af saa uventede Hændelser, saa at jeg ikke kunde afgøre, hvad der var det Sælsomste af det Altsammen. Jeg fulgte efter Lamaen op ad Stranden og blev indhentet af Montgomery, der bad mig ikke at gaa indenfor Stenmuren. Jeg lagde da Mærke til, at Pumaen i sit Bur og Dyngen af Pakker var blevne anbragte udenfor Indgangen til denne firkantede Indhegning.

Jeg vendte mig om og saa, at Baaden nu var bleven fuldstændigt losset, trukket ud af Havnen og slæbt op paa Stranden, og at den hvidhaarede Mand kom gaaende henimod os. Han tiltalte Montgomery.

"Og nu kommer Spørgsmaalet: hvad skal vi gøre med vor ubudne Gæst her?"

"Han har nogle videnskabelige Kundskaber," sagde Montgomery.

"Jeg brænder af Iver efter at begynde Arbejdet igen — med dette nye Materiale," sagde den hvidhaarede Mand med et Nik henimod Indhegningen. Hans Øjne straalede.

"Ja, det tænkte jeg nok," svarede Montgomery i en alt andet end hjærtelig Tone.

"Vi kan ikke sende ham dérover, og vi har ikke Tid til at bygge en ny Hytte til ham. Og vi kan ganske bestemt ikke straks indvie ham i vor Hemmelighed."

"Jeg staar i Deres Haand," sagde jeg. Jeg havde ingen Anelse om, hvad han mente med "dérover."

"Jeg har tænkt paa det samme," svarede Montgomery. "Der er mit Værelse med Yderdøren —"

"Det passer fortræffeligt," sagde den ældre Mand raskt med et Blik paa Montgomery, og alle tre gik vi henimod Indhegningen. "Det gør mig ondt, at jeg maa lade saa hemmelighedsfuld, Herr Prendick — men De maa erindre, at De er ubuden. Vor lille Husholdning her gemmer et Par Hemmeligheder — den er, rent ud sagt, et Slags Blaaskægs Værelse. Det er i Virkeligheden ikke noget meget Frygteligt — for et fornuftigt Menneske. Men for Øjeblikket — saa længe vi ikke kender Dem —"

"Selvfølgeligt," sagde jeg. "Jeg maatte være en Taabe, om jeg følte mig stødt over nogen Mangel paa Tillid."

Han fortrak sin store Mund til et svagt Smil — han var et af disse alvorlige Mennesker, hvis Mundvige gaar nedad, naar de smiler — og anerkendte min Føjelighed med et Buk. Vi gik forbi Indhegningens Hovedindgang; det var en Træport, beslaaet med Jærn og aflaaset, og Baadens Ladning laa opstablet udenfor den; ved Indhegningens Hjørne kom vi til en lille Dør, som jeg ikke tidligere havde lagt Mærke til. Den hvidhaarede Mand tog et Nøgleknippe op af Lommen paa sin fedtede blaa Jakke, aabnede denne Dør og traadte ind. Hans Nøgler og den forsigtige Maade, hvorpaa Stedet var aflaaset, selv mens han havde det lige under sine Øjne, forekom mig mærkeligt.

Jeg fulgte efter ham og befandt mig i et lille Værelse, tarveligt men ret hyggeligt møbleret; en indvendig Dør, som stod en Smule paa Klem, førte ind til en brolagt Gaard. Denne indvendige Dør lukkede Montgomery øjeblikkeligt. En Køje var ophængt i Værelsets mørkeste Hjørne, og et lille Vindue, uden Glasrude men beskyttet af en Jærnstang, vendte ud mod Søen.

Dette, sagde den hvidhaarede Mand, skulde være mit Værelse, og den indvendige Dør, som han vilde aflaase fra den anden Side "for at der ikke skulde hænde noget Uheld", sagde han, var min Grænse indadtil. Han henledte min Opmærksomhed paa en magelig Lænestol ved Vinduet og paa en Samling gamle Bøger, der stod paa en Reol ved Siden af Hængekøjen; det viste sig for Størstedelen at være lægevidenskabelige Værker og Udgaver af latinske og græske Klassikere — to Sprog, som jeg ikke er i Stand til at læse flydende. Derpaa forlod han Værelset gennem Yderdøren. som om han vilde undgaa igen at aabne Inderdøren.

"Vi plejer at spise her," sagde Montgomery, og derpaa fulgte han efter den Anden, som om der var Noget, han vilde spørge ham om. "Moreau!" hørte jeg ham kalde. I det Øjeblik tror jeg ikke, at jeg lagde synderligt Mærke dertil, men medens jeg stod og gennemsaa Bøgerne paa Reolen, dukkede dette Navn frem i min Bevidsthed: hvor havde jeg hørt Navnet Moreau før?

Jeg satte mig ved Vinduet, tog de tiloversblevne Tvebakker frem og spiste dem med fortræffelig Appetit. "Moreau?"

Gennem Vinduet saa jeg en af de ubegribelige hvidklædte Mænd slæbe en Pakkasse henover Strandbredden. Snart efter skjultes han af Vinduesrammen. Saa hørte jeg en Nøgle blive stukket i Laasen bagved mig og drejet om. Efter en kort Stunds Forløb hørte jeg gennem den aflaasede Dør Støjen af Jagthundene, som nu var blevne bragte herop fra Strandbredden. De gøede ikke, men snusede og knurrede paa en ejendommelig Maade. Jeg kunde høre Lyden af deres hurtige Fødder og Montgomerys Stemme, der snakkede godt for dem.

Disse to Mænds Omhu for at holde Stedets Indhold hemmeligt havde gjort et stærkt Indtryk paa mig, og jeg sad en Stund og grublede derover, og spekulerede paa, hvor jeg havde hørt Navnet Moreau før. Men saa løjerligt indrettet er den menneskelige Hukommelse, at skønt jeg godt kendte dette Navn, var det mig ikke muligt at erindre, i hvilken Forbindelse jeg tidligere havde truffet det. Derfra gled mine Tanker over til det ubestemmelige, underlige Indtryk, som den vanskabte, hvidklædte Mand paa Strandbredden havde gjort paa mig. Jeg havde aldrig set en saadan Gang eller saa mærkværdige Bevægelser, som da han slæbte af Sted med Kassen. Det faldt mig ind, at ingen af disse Mænd havde talt til mig, skønt jeg nu og da havde grebet de fleste af dem i at skotte til mig paa en sær, stjaalen Maade, der aldeles ikke lignede ægte, uforfalskede Vildes frimodige Stirren. Jeg tænkte paa, hvilket Sprog de talte. De havde alle forekommet mig at være ualmindeligt tavse, og naar de talte, begavede med meget stygge Stemmer. Hvad kunde der være i Vejen med dem? Saa kom jeg til at tænke paa Montgomerys grimme Tjeners Øjne.

Netop mens jeg tænkte paa ham, traadte han ind. Han var nu klædt i Hvidt og bar en lille Bakke med noget Kaffe og kogte Grøntsager paa. Jeg kunde næppe undertrykke en Gysen, da han med en venlig Bøjning kom hen og stillede Bakken paa Bordet foran mig.

Men saa blev jeg aldeles lamslaaet af Forbavselse. Under hans stride, sorte Haar saa jeg hans ene Øre. Jeg fik pludselig Øje paa det lige ved mit Ansigt. Manden havde spidse Øren, bedækkede med fine, brune Haar!

"Deres Frokost, Herre," sagde han. Jeg stirrede ham ind i Ansigtet uden at gøre Forsøg paa at svare. Han gjorde omkring og gik henimod Døren, betragtende mig over sin Skulder med et underligt Blik.

Jeg fulgte ham med Øjnene, indtil han forsvandt. og idet han gjorde det, dukkede pludselig ved en ubevidst Anstrængelse af min Hjærne en Sætning op i mit Hoved — en Sætning, som førte min Hukommelse ti Aar tilbage i Tiden. Den svævede et Øjeblik ubestemt i min Sjæl, og derpaa saa jeg "Doktor Moreau" med røde Bogstaver paa en lille graagul Brochure, som fik det til at løbe koldt ned ad Ryggen paa en, naar man læste den. Nu huskede jeg det Hele ganske tydeligt. Denne længst forglemte Brochure stod atter for min Erindring med forbavsende Klarhed. Jeg var en halvvoksen Dreng den Gang, og Moreau formodentlig en Mand paa de halvhundrede — en fremragende og udmærket dygtig Fysiolog, vel kendt i videnskabelige Kredse for sin ualmindelige Fantasi og den brutale Ligefremhed, hvormed han fremførte sine Anskuelser. Var dette den samme Moreau? Han havde udgivet nogle højst forbavsende Studier over Blodtransfusion, og man vidste, at han var i Færd med at anstille værdifulde Iagttagelser angaaende sygelige Udvækster. Saa blev hans Karriere pludselig afbrudt, og han selv blev nødt til at forlade England. En Journalist skaffede sig Adgang til hans Laboratorium i Egenskab af Assistent, men med den overlagte Hensigt at fremkomme med sensationelle Afsløringer; og ved Hjælp af et uhyggeligt Tilfælde — dersom det overhovedet var et Tilfælde — blev hans pinlige Brochure berømt. Samme Dag som den udkom, lykkedes det nemlig en ulykkelig Hund, flaaet og paa anden Maade lemlæstet, at flygte fra Moreaus Hus.

Det var i Bladenes "døde Sæson", og en fremragende Redaktør, en Fætter til ham, der havde Spillet Laboratorieassistent, appellerede til den offentlige Samvittighed. Det var ikke første Gang, at Samvittigheden havde sat sig op mod videnskabelige Undersøgelsesmethoder. Doktoren blev ligefrem jaget ud af Landet. Det er meget muligt, at han fortjente det, men jeg er endnu af den Mening, at den lunkne Maade, hvorpaa hans Kolleger understøttede ham, og den Omstændighed, at en stor Skare Videnskabsmænd fuldstændigt svigtede ham, var en Skam. Dog var nogle af hans Eksperimenter, i Følge Journalistens Beretning, overdrevent grusomme. Han kunde maaske have tilkøbt sig Fred ved at opgive sine Undersøgelser, men han foretrak øjensynligt disse, som vel de fleste Mennesker vilde have gjort, naar de een Gang var blevne hildede af Undersøgelsesdriftens altovervældende Trolddom. Han var ugift og havde intet andet at tage Hensyn til end sine egne Tilbøjeligheder .....

Jeg følte mig overbevist om, at dette maatte være den samme Mand. Alting tydede derpaa. Det begyndte at gaa op for mig, til hvilket Formaal Pumaen og de andre Dyr, som nu tilligemed den øvrige Baggage var blevne bragte ind i Indhegningen bagved Huset, var bestemte; og en ejendommelig, svag, men velbekendt Duft, som hidtil havde holdt sig i Baggrunden i min Bevidsthed, traadte pludselig tydeligt frem for mine Sanser. Det var en Operationsstues antiseptiske Lugt. Jeg hørte Pumaen brumme paa den anden Side af Muren, og en af Hundene hylede, som om den havde faaet Prygl.

Alligevel var der — og da især ligeoverfor en videnskabeligt uddannet Mand — ikke noget saa rædselsfuldt i Vivisektionen, at det kunde forklare denne Hemmelighedsfuldhed. Og ved et sært Tankespring stod Montgomerys Tjeners spidse Øren og lysende Øjne igen for mig med største Tydelighed. Jeg stirrede frem for mig ud over det grønne Hav, der skummede i den opfriskende Brise, og lod disse og andre sælsomme Erindringer fra de sidste faa Dage glide gennem min Sjæl.

Hvad kunde alt dette betyde? Et aflaaset Indelukke paa en ensom Ø, en bekendt Vivisektor, og disse vanskabte og forkrøblede Mennesker? .....