Doktor Moreaus Ø/5. De hæslige Mænd i Baaden
Femte Kapitel.
De hæslige Mænd i Baaden.
Men da Folkene fra Øen saa, at jeg virkelig drev for Vind og Vejr, fik de Medlidenhed med mig. Jeg drev ganske langsomt mod Øst og nærmede mig Øen i en skraa Linie, og snart efter saa jeg Baaden vende og atter styre henimod mig. Den var tungt lastet, og da den kom nærmere, kunde jeg se Montgomerys hvidhaarede, bredskuldrede Kammerat sidde paa den agterste Tofte mellem Hundene og adskillige Pakkasser. Denne Mand stirrede vist paa mig uden at bevæge sig eller tale. Den vanskabte Fyr med det sorte Ansigt gloede ligesaa stift paa mig fra Stævnen, hvor han sad ved Siden af Pumaen. Der var desuden tre andre Mænd i Baaden, nogle underlige Karle af et dyrisk Udseende, ad hvem Jagthundene knurrede rasende. Montgomery, som sad ved Roret, styrede Baaden lige hen til mig, rejste sig op, greb min Fangeline og bandt den fast til Rorpinden for at bugsere mig, thi de havde ikke Plads til at tage mig om Bord i deres Baad.
Jeg var imidlertid kommen mig af mit hysteriske Anfald og besvarede tappert hans Prajen, da han nærmede sig. Jeg raabte til ham, at Jollen var næsten fuld af Vand, og han rakte mig en Pøs. Da Tovet mellem Baadene strammedes, gav det et Ryk i mig, saa at jeg gik bagover. I nogen Tid havde jeg travlt med at øse.
Først da jeg havde faaet øst Jollen læns — thi Vandet var kommen ind over Rælingen og Baaden var aldeles ikke læk — fik jeg Tid til igen at se paa Folkene i den store Baad.
Den hvidhaarede Mand sad endnu og betragtede mig vist, men med et noget forbløffet Udtryk, forekom det mig nu. Da mine Øjne mødte hans, tog han dem til sig og saa ned paa den Jagthund, der sad mellem hans Knæ. Som jeg allerede har bemærket, var han en kraftigt bygget Mand med en smuk Pande og temmelig stort skaarne Ansigtstræk; men hans Øjne havde disse ejendommeligt posede Øjenlaag, som ofte er Kendetegn paa en fremskreden Alder, og hans brede Mund med de sænkede Mundvige gav ham et Udtryk af haardnakket Bestemthed. Han talte med Montgomery, men saa sagte, at jeg ikke kunde høre, hvad han sagde.
Fra ham vandrede mine Øjne til hans tre Folk. og et Sælsomt Baadsmandskab var de. Jeg saa kun deres Ansigter, og dog var der i disse Ansigter noget — jeg ved ikke hvad — som jeg følte en sær Modbydelighed ved. Jeg saa stift paa dem, men dette første Indtryk forsvandt ikke, skønt jeg ikke kunde se, hvad der var Grunden til det. De forekom mig at være brune af Hudfarve, men deres Lemmer var løjerligt indviklede i noget tyndt, snavset, hvidt Tøj, helt ud til Fingrene og Fødderne. Aldrig før har jeg set Mænd i den Grad indhyllede, og Kvinder kun i Orienten. De bar ogsaa Turbaner, og frem under disse kiggede deres grimme Fjæs med fremspringende Underkæver og skinnende Øjne. De havde stridt, sort Haar, næsten ligesom Hestehaar, og syntes, medens de sad der i Baaden, i Højde at overgaa hvilkesomhelst Mennesker, jeg tidligere havde set. Den hvidhaarede Mand, der, som jeg vidste, var gode seks Fod høj, var et Hoved lavere end nogen af de tre Andre. Senere opdagede jeg, at Ingen af dem i Virkeligheden var højere end jeg, men deres Kroppe var usædvanligt lange og deres Laar korte og mærkværdigt krogede. Saa meget er vist, at de var en forbavsende hæslig Bande. Over deres Hoveder kiggede det sorte Ansigt af Manden, hvis Øjne lyste i Mørke, frem under det forreste Sejl.
Medens jeg stirrede paa dem, mødte de mit Blik, men saa tog de, een for een, Øjnene til sig og gav sig til at skæve stjaalent til mig. Det faldt mig ind, at min Stirren maaske generede dem, og jeg henvendte derfor min Opmærksomhed paa Øen, som vi nu nærmede os til.
Den var lav og bedækket med en tæt Plantevækst, hovedsageligt bestaaende af de uundgaaelige Palmetræer. Paa eet Punkt hævede en tynd, hvid Dampsøjle sig til en umaadelig Højde og opløste sig i tjavsede Skyer. Vi var nu løbne ind i en bred Bugt, der paa begge Sider begrænsedes af en lav Klippepynt. Strandbredden bestod af mørkegraat Sand og skraanede stejlt op mod en Aas, maaske treds eller halvfjerdsindstyve Fod over Havets Niveau, og hist og her var denne beklædt med Træer og Krat. Halvvejs oppe laa en firkantet Stenindhegning, der, som jeg senere fandt, var bygget dels af Koralblokke, dels af pimpstensagtig Lava. To Straatage hævede sig indenfor denne Indhegning.
Nede ved Vandkanten stod en Mand og ventede paa os. Medens vi endnu var et godt Stykke borte, forekom det mig, at jeg saa nogle andre Væsener af et meget grotesk Udseende smutte ind i Buskene oppe paa Skrænten, men jeg saa ikke noget til dem, da vi kom nærmere. Den ventende Mand var af Middelhøjde og havde et sort Ansigt, som lignede en Negers. Han havde en stor Mund, næsten uden Læber, ualmindeligt lange Arme, lange, tynde Fødder og Hjulben, og stod med sit grove Ansigt fremstrakt og gloede paa os. Han var klædt ligesom Montgomery og hans hvidhaarede Kammerat, i Jakke og Benklæder af blaat Sars.
Da vi kom endnu nærmere, begyndte denne Mand at løbe hid og did paa Strandbredden med de mest groteske Bevægelser. Ved et Kommandoord af Montgomery sprang de fire Mænd i Baaden op med mærkværdigt kejtede Bevægelser og strøg Sejlene. Montgomery styrede os rundt og ind i en lille, smal Havn, der var udgravet i Strandbredden. Manden paa Bredden skyndte sig henimod os. Denne Havn, som jeg kalder den, var i Virkeligheden ikke stort andet end en Grøft, der nu ved Flodtid netop var lang nok til at rumme Baaden.
Jeg hørte Boven skure mod Sandet, stagede Jollen klar af den store Baads Ror med min Pøs, kastede Fangelinen los og sprang i Land. De tre indhyllede Mænd kravlede med yderst klodsede Bevægelser ud paa Sandet og gav sig straks i Færd med at bringe Ladningen i Land, hjulpne af Manden paa Bredden. Særlig forbavsedes jeg over de tre tilhyllede og indpakkede Mænds underlige Benbevægelser; deres Ben var ikke stive, men forvredne paa en ejendommelig Maade, næsten som om Leddene sad paa gale Steder. Hundene knurrede endnu og sled i deres Lænker som for at fare løs paa disse Mænd, da den hvidhaarede Mand gik i Land med dem.
De tre store Karle talte sammen med nogle mærkelige Strubelyde, og den Mand, som havde ventet paa os paa Strandbredden, begyndte i en ophidset Tone at pludre til dem — i et eller andet fremmed Sprog, tænkte jeg — mens de tog fat paa nogle Vareballer, der var opstablede i Agterstævnen. Jeg havde hørt en lignende Stemme før et eller andet Sted, men jeg kunde ikke huske hvor. Den hvidhaarede Mand stod og holdt paa de seks Hunde og raabte sine Befalinger med høj Stemme for at overdøve deres Spektakel. Efter at Montgomery havde løftet Roret af, sprang han ligeledes i Land, og Alle fik travlt med at losse Baaden. Jeg var for mat af min lange Faste og af Solen. der skinnede paa mit blottede Hoved, til at tilbyde min Hjælp.
Lidt efter syntes den hvidhaarede Mand at erindre, at jeg var til Stede, og kom hen til mig. "De ser ud," sagde han, "som om De ingen Frokost havde faaet."
Hans smaa Øjne laa straalende sorte inde under de svære Øjenbryn. "Jeg maa bede Dem om Undskyldning derfor. Nu da De er vor Gæst, maa vi gøre det bekvemt for Dem — skønt De er en ubuden Gæst, ved De nok."
Han saa mig skarpt ind i Ansigtet. "Montgomery siger, at De er en Mand med en god Opdragelse, Herr Prendick — han siger, at De har videnskabelige Kundskaber. Tør jeg spørge, hvorvidt det er Tilfældet?"
Jeg svarede ham, at jeg havde tilbragt nogle Aar ved det kongelige Videnskabernes Kollegium og havde anstillet nogle biologiske Undersøgelser under Huxleys Vejledning. Han løftede Øjenbrynene en Ubetydelighed ved at høre dette.
"Det forandrer Sagen en Smule, Herr Prendick," sagde han med lidt mere Agtelse i sit Væsen. "Vi er tilfældigvis Biologer her, og denne Ø er en Slags biologisk Station — saa at sige." Hans Øjne hvilede paa de hvidklædte Mænd, der havde travlt med at hale Pumaen paa Ruller op mod den indhegnede Gaard. "Jeg og Montgomery, i det mindste," tilføjede han.
Derpaa vedblev han: "Hvornaar De vil kunne slippe herfra, kan jeg ikke sige. Vi ligger udenfor alle Skibskurserne. Vi ser ikke et Skib oftere end en Gang om Aaret eller saa."
Han forlod mig pludseligt, gik op ad Strandbredden forbi Mændene og ind i Indhegningen, tror jeg. De to andre Mænd var tillige med Montgomery i Færd med at stable en Dynge mindre Pakker op paa en lav Trækkevogn. Lamaen og Kasserne med Kaniner befandt sig endnu om Bord i Baaden, og Jagthundene var bundne til Tofterne. Da de var færdige med at stable Genstandene op, tog de alle tre fat paa Vognen og begyndte at skubbe den tunge Vægt af Sted samme Vej, som Pumaen var kørt. Montgomery forlod dem snart, kom tilbage til mig og strakte Haanden ud.
"Det glæder mig," sagde han, "for min egen Skyld. Den Skipper var et dumt Asen. Han vilde have gjort Dem Helvede hedt."
"Det var Dem," sagde jeg, "som frelste mig igen."
"Det skal De nu ikke være saa sikker paa. Jeg tør indestaa Dem for, at De vil finde, at denne Ø er et forbistret løjerligt Sted. Hvis jeg var i Deres Sted, vilde jeg se mig forsigtigt for, hvor jeg gik hen. Han —" Han tøvede og syntes at skifte Sind med Hensyn til, hvad han vilde have sagt. "Aa, vil De ikke gøre mig den Tjeneste at hjælpe mig med disse Kaniner," sagde han saa.
Hans Fremgangsmaade med Hensyn til Kaninerne var ret ejendommelig. Jeg vadede ud sammen med ham og hjalp ham med at slæbe en af Kasserne i Land. Ikke saa snart var det gjort, førend han aabnede Laaget, stillede Kassen paa Enden og hældte dens levende Indhold ud paa Jorden. De faldt i en sprællende Dynge ovenpaa hverandre. Han klappede i Hænderne, og øjeblikkeligt forsvandt de med deres bekendte hoppende Løb op ad Strandbredden. Der var vel en femten eller tyve Stykker af dem. "Formér og mangfoldiggør jer, mine Venner," sagde Montgomery. "Opfyld Øen. Hidtil har vi haft en vis Mangel paa Kød her."
Mens jeg holdt Øje med de flygtende Kaniner, kom den hvidhaarede Mand tilbage med en Flaske Kognak og nogle Tvebakker. "Her er Noget til at begynde med, Prendick," sagde han i en langt mere fortrolig Tone end tidligere.
Jeg gjorde ingen Omstændigheder, men gav mig straks i Lag med Tvebakkerne, mens den hvidhaarede Mand hjalp Montgomery med at sætte endnu omtrent en Snes Kaniner i Frihed. Tre store Kasser fulde blev imidlertid bragte op til Huset ligesom Pumaen. Kognaken rørte jeg ikke, thi jeg har hele mit Liv været Afholdsmand.