Efteraarsnaturen

by Hans Vilhelm Kaalund

	Efteraarsnaturen.
	Saa vidt mit Øie skuer,
	Jeg seer en øde Egn,
	Hvorover Himlen truer
	Med Storm og med Regn;
5	Paa Moseranden gyser
	En Krøbling af en Piil,
	Mens Aftenrøden lyser
	Med døende Smiil.
	Henover Himlen jager
10	Et Chaos af Skyer;
	En Flok af hæse Krager
	For Uveiret flyer;
	Den kolde Høstvind visler
	Blandt tørrede Straa;
15	Kun Hedegræs og Tidsler
	Blandt Høiene staae.
	Om Mosen Viben svæver
	Med klynkende Skrig,
	Og hist og her kun hæver
20	En Leerhytte sig;
	Ei Lærken slaaer sin Trille
	I Aftenens Skjær;
	Det er saa dødt og stille
	Bland Tuerne her.
25	Rundt om mig Heden breder
	Sit stivnede Hav;
	Det er mig, som jeg træder
	Paa Jorderigs Grav;
	I vilde Bølger formet
30	Den sørgende staaer,
	Som over den det stormed'
	I tusinde Aar.
	Dog, blandt de nøgne Banker
	Jeg vandrer med Lyst,
35	Med alvorsfulde Tanker
	De fylde mit Bryst;
	Som Fuglen fri afryster
	Hver Lænke jeg her,
	Og skjælver ei som Kryster
40	For Smaasorger meer.
	Her føler jeg, at Meget
	Er Daarskab og Tant,
	Som Verden har udskreget
	For Stort og for Sandt;
45	Her seer jeg ned paa Tiden
	Med seirende Aand,
	Ei meer er Tommeliden
	I Lysternes Baand.
	Fra oven kan jeg høre
50	I Stormen en Røst,
	Den suser for mit Øre
	Med gysende Lyst,
	Mens dunkle Drømme farer
	Paa luftige Sti,
55	Som vilde Aandeskarer,
	Mit Øie forbi.