Til en Veninde

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning


Til en Veninde.

 
Mild som Rebecca, der gav en Lædskedrik til Eleaser,
Og med et Høihedens Præg af det alvorlige Nord,
Aabned' blandt Qvinder Du først for varm Sympathie mit Hjerte,
Lukket for Flanernes Smiil og for hvert flaut Føleri.
5 Drømmende bygged' min Aand Dig Slotte op som Aladdins,
Sværmede hen med Dig salig til Fablernes Land,
Hvor jeg frelste Dig snart fra Trolde og glubende Tigre,
Snart af et Brusende Dyb hented' din Ring for et Smiil,
Snart som en Ridder med Dig, paa andalusiske Ganger
10 Med den guldflettede Man, jog under Valdhornets Klang;
Echo fra Bjergene lød: Hallo! Hallo! i det Fjerne,
Til for de jerntunge Spyd Vildornen styrted' til Jord;
Da, med Champagner og Most og Bagværk og saftfulde Frugter,
Qvæged' vi os, og sprang i Dands paa det duftende Græs;
15 Blaa steg Sigarernes Røg, og Jægerne jodled' i Skyen,
Indtil den hellige Nat vinked' os hjem til vor Borg.
Drømmene vexled', og see: jeg kom fra en langvarig Reise,
Listed' i Stuen mig ind, hvor som min Hustru Du sad;
Høit en Kanarifugl sang, og Solen skinned' paa Væggen,
20 Medens Du lærte en Dreng lalle i Vuggen mit Navn.
Drømmene vexled' igjen: Du sad som Dronning paa Tronen,
Konger og Kaisere kom at beile med Magt og med Guld,
Prægtigt i Vogne og paa Kameler og Elephanter;
Men for en Sanger Du gav Alle med Kulde en Kurv;
25 Ind fra den vilde Natur med Harpen i Favnen han traadte,
Loe ad det sminkede Tant, og sang om Aandernes Fryd,
Sang om Frihed og Ret, saa Smigrerne gøs i Krogen,
Tømte af Bægerets Guld flammende Viin paa dit Held;
See: da vandt han din Sjæl, og ved de himmelske Stjerner
30 Svoer Du ham Tro, og gav ømt ham dit Scepter i Haand.
Saa jeg drømte, men ak! Drømme ere kun Drømme!
Alle de helligste Baand løser den krybende Tid;
Ned i sit smaalige Støv den styrter de sværmende Længsler,
Indtil, som Sneglen, man sky trækker sit Følehorn ind.
35 Snart, Veninde! jeg staaer maaskee i fremmede Egne,
Snart som en afblomstret Viv staaer Du i Huuslivets Qvalm;
O, men Du vil dog vist ei forglemme de høiere Glæder,
Om end i Dagens Løb rynkes din Pande og Kind!
Tidt vil mod Stjernen Du see og mindes den livsglade Sværmer,
40 Han, der som Yngling med Ild ofte Dig henrykt besang.
Lad da kun Skjæbnen os kold adskille med Bjerge og Dale,
Lad kun den smaalige Tid bøie vor kneisende Ryg —
Evigungdommelig hver med Roser paa blussende Kinder
Mødes vi daglig med Smiil hisset i Digtningens Land,
45 Vandre ved Enge og Søer, og tale om henrundne Dage,
Græde omfavnede ud hvert et unævneligt Savn,
Til den almægtige Gud høit over de funklende Stjerner
Hæver i Englenes Favn os fra det smaalige Støv.
Smiil da, Veninde! det er jo ikke os, der adskilles:
50     Tiden er kun et Nu, evig de Saliges Fryd!


PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.