Min Musa

by Hans Vilhelm Kaalund

	Min Musa.
	For Eder, for Eder, I elskede Faa,
	Hvis Sjæle ei Støvet nedtynger,
	Som elske den store Natur i et Straa,
	Og fatte, hvi Digteren synger;
5	For Eder ved Haanden jeg fremfører her
	En tilbedet Barndomsveninde;
	En Strengeleg gylden i Favnen hun bær;
	Den zittrer i Aftenens Vinde.
	Langt før med den Elskte jeg vandrede skjult,
10	Ved Søer i græsgrønne Dale;
	Men tie, med Hjertet saa svulmende fuldt,
	Er sværere næsten end tale!
	Saa see da ei hende i Øiet saa streng,
	Og træk ei saa spodsk Eders Læber!
15	Hun hører jo ei til det myldrende Slæng,
	Som gridsk efter Flitteret stræber.
	Et Hittebarn er hun; blandt Blomster paa Eng,
	I Qvællen jeg har hende funden,
	Da engang i Høst, som en rødmusset Dreng,
20	Jeg plukkede Nødder ved Lunden;
	Hun laa som en Alf i et Spindelvæv svøbt;
	Glad greb jeg den deilige Dukke.
	I Lilliens Fond blev med Duggen hun døbt,
	Og fik en Skovmærke til Vugge.
25	Omkring hendes Skulder en Guldrangle hang —
	Jeg kjendte ei dengang en Lyre —
	Hun lærte mig Svalens og Iriskens Sang
	Og tusinde Smaaæventyre.
	Naar Storkene reiste, da rulled' vi hjem
30	Paa Læsset til Landmandens Lade,
	Og jubled', naar Frugttræet rakte os frem
	Sin Høst, blandt de visnede Blade.
	Og fygede Sneen om Vinteren hvid,
	Og buldred' det huult i Kaminen,
35	Da stegte vi Æbler i Skumringens Tid,
	Og lytted' til Stormvindens Hvinen;
	Da sang hun mig Viser om henrundne Old,
	Om Konger ved Guldhorn paa Leire,
	Saa Kæmpe jeg ønsked' mig lyttende Knold;
40	For Dannemark vilde jeg seire!
	Men alt som hun voxte, da pippede frem
	Paa Ryggen to sneehvide Vinger;
	Paa dem vist engang til sit himmelske Hjem
	Hun op fra min Gravhøi sig svinger!
45	Hun bærer mig hen over Bierg, over By,
	Saa let som en sjungende Svane,
	Og bygger mig tidt paa den straalende Sky
	Et Guldslot som Fata Morgane.
	Nu Barndomsveninden jeg har til min Brud
50	I Sorger og Glæder udkaaren;
	Os viede selv i sin Stjernehal Gud,
	Og Brudeseng redte os Vaaren.
	Os Intet skal skille, hvor gnidsk og hvor armt
	End Livet bereder min Bane;
55	Og tykkes I hende jeg roser for varmt,
	Nu — det er Forelskedes Vane!
	Saa kaar' da, I Ædeltbegeistrede! her
	Min elskede Brud til Veninde!
	I faae dog vist Alle, som jeg, hende kjær,
60	Naar bedre I kjende til hende!
	Hun ligner Agnete; i Jordlivets Strøm
	Hun skuer en Himmel paa Bunden;
	Og evigt der spiller en vemodig Drøm,
	En gaadefuld Hjemvee om Munden.
65	Og Danmark og Danmark og Danmark igjen,
	Saa toner det fra hendes Lyre;
	Hun sjunger om alle de daadfulde Mænd
	Og Qvinder som Dagmar og Thyre,
	Om Danmark, det gamle, den Dronning paa Hav,
70	I Knuds og i Valdemars Dage;
	Om Dannemark selv, som paa Danskhedens Grav
	Staaer svækket og fremmed tilbage!