En Slædefart
En Slædefart.
Med Tegninger af Otto Haslund
Der var en Gang en Konge i et Land langt langt borte, som der er ingen, der véd Navn paa; han havde kun en eneste Datter. Hun var saa sum og saa sur, at der var aldrig nogen, der havde set hende le. Hun var nu en voxen Pige og en kjøn Pige og en rar Pige, men altid var hun sorrigfuld og aldrig glad; enten græd hun eller ogsaa surmulede hun. Det var ikke til at slaa et Smil af hende med en Vognkjæp.
Kongen var ellers en glad Mand og en meget dygtig Konge; men dette med Datteren gik ham svært til Hjærte, saa han blev helt gnaven og ilde tilfreds. Han havde jo kun det samme Barn, og hun skulde arve Riget efter ham; men nu gik hun dèr og græd og mulede, saa han var bange for, hun skulde gaa hen og dø for ham.
Saa lod Kongen udgaa den Befaling, at hvem der kunde faa hans Datter til at le, han skulde faa hende til Kone og være Konge i Landet efter ham. Og der var da mange, som kom og prøvede paa det; men der var aldrig nogen, der kunde lokke saa meget som et Smil fra hende. De gjorde sig saa til Nar to Gange: først for at faa hende til at le, og siden, naar de maatte rejse hjem igjen med en lang Næse.
Kongen blev saa led og kjed af al den Morskab, baade af alle de Narrestreger, han maatte se paa, og af alle de Vittigheder, han maatte høre paa; men dog især af at se paa sin Datter, der blev ved at være lige mut og lige sur, hvad de saa stillede op med hende.
Saa lod Kongen udgaa en ny Befaling, for at slippe for noget af alt det Overrend, de havde paa Slottet af alle de ulykkelige Lykkeriddere, og den Befaling lød paa, at hvem der prøvede paa at faa Prinsessen til at le, uden at det vilde lykkes for ham, han skulde dyppes i Tjære og rulles i Fjer og jages af Gaarde med Spot og Skam. Det hjalp da saa meget, at nu kom der ikke nær saa mange som før. Men Prinsessen var og blev lige sur.
Der var da en Mand i det samme Land, som havde tre Sønner; den ene hed Peder, den anden hed Povel, og den tredje hed Jesper Næsvis. De bode meget afsides, saa det varede noget, inden det kom dem for Øre, hvordan man nemt kunde gjøre sin Lykke, naar man bare var rigtig morsom. Det mente Peder da, han var, og han vilde jo strax forsøge. Han fik en god Madpose med af sin Moder og en fuld Pung af sin Fader, og han gav sig da paa Rejsen.
Paa Vejen møder han en gammel Kone, som kom trækkende med en lille Slæde. Hun bad ham om en Bid Mad og en lille Skilling. Men Peder sagde, han havde ikke mere end til sig selv, han var paa en lang Rejse: »Det bliver nok en daarlig Rejse,« sagde Konen. Men Peder lod hende snakke, og han kom til Kongens Gaard og meldte sig; han vilde faa Prinsessen til at le. Da han kom ind for Kongen og Kongedatteren, saa prøvede han jo sine Kunster. Han kunde synge alle de grinagtigste Viser, der var til. Det var det, han stolede paa, og han sang nu den ene efter den anden; men det hjalp ikke det allerbitterste: der var ikke et Smil at se paa Prinsessens Ansigt. Saa blev han da dyppet i Tjære og rullet i Fjer og jaget ud af Kongens Gaard. — Det kostede hans Moder en hel Fjerding Smør, før hun fik al den Tjære af ham igjen.
Men hvad der var slaaet fejl for Peder, kunde jo nok slaa til for Povel, og han vilde da ogsaa hen at prøve sin Kunst og sin Lykke. Han fik ogsaa en god Madpose af sin Moder og en fuld Pung af sin Fader og gav sig paa Vej. Han mødte ogsaa den gamle Kone med Slæden, som bad ham om en Bid Mad og en lille Skilling. Men han kunde heller ikke undvære noget; og hun lovede ham kun en daarlig Rejse. — Da Povel kom ind for Kongen og Prinsessen, saa prøvede han jo sin Kunst, det var med alle de grinagtigste Historier, der var til, og som han havde faaet saa mange andre til at le ad. Dem fortalte han nu, og han lo selv ad dem, og Kongen lo med; men Prinsessen kom ikke videre end til at gabe. Saa fik han samme Konfekt, som Peder havde faaet, og han kom da hjem i samme ynkelige Maade.
Jesper Næsvis blev dog ikke mere bange ved det, end at nu vilde han afsted i selv samme Ærende. »Aa, du sølle Tosse!« sagde baade Fader og Moder, »hvor kan du tro, det vil lykkes for dig, som er glippet for dine Brødre? Og de er dog anderledes Karle end du. De kan baade Viser og Historier, men du kan ingen Verdens Ting, andet end gaa og gjøre dig til Nar, saa det er baade til at le og græde over.« — »Tak, det ene er nok,« sagde Jesper; der hjalp ingen Snak, afsted vilde han. Saa gav hans Moder ham nogle Stykker tørt Brød, og hans Fader gav ham en Rigsort i Penge; dermed gav han sig paa Vejen.
Da Jesper havde gaaet en Stund, saa han kunde trænge til at hvile sig lidt, saa satte han sig ned ved Vejkanten og gav sig til at gnave paa sine tørre Brødskorper. Da kom der en gammel Kone trækkende med en lille Slæde. Hun bad ham om en Bid Brød og en lille Skilling. Jesper gav hende, hvad han havde tilbage af sit Brød og de halve af sine Skillinger. »Hvor skal du hen?« siger saa Konen. »Jeg skal op til Kongens Gaard og faa Prinsessen til at le,« siger Jesper, »saa faar jeg hende til Kone.« — »Har du nu tænkt paa, hvordan du vil bære dig ad med det?« siger den gamle. — »Nej,« siger Jesper,« men jeg hitter vel nok paa noget.« — »Det er dog nok bedst, jeg hjælper dig lidt,« siger Konen, »siden du har hjulpet mig. Du kan faa min Slæde — der er en lille Fugl udskaaren bag paa, ser du nok —, og naar du sætter dig i den og siger Pip, lille Fugl! saa løber den med dig, til du siger Stop, og den drejer, som du vinker, til højre og venstre. Og naar nogen rører ved Slæden, saa siger den lille Fugl Pip, og naar du saa siger Hold fast, saa maa de blive der, hvem det saa er, til du siger Slip. Pas nu godt paa din Slæde, at ingen stjæler den fra dig! Saa tror jeg nok, du vil faa Held af det.«
Jesper sagde hende saa mange Tak for det gode Kjøretøj; han satte sig i Slæden: »Pip op, lille Fugl!« sagde han, og saa fór den afsted med ham hen ad Landevejen, som om der havde været et Par af de raskeste Heste for den. Alle Folk, som saa' ham, havde nær tabt baade Næse og Mund af Forbavselse. Men Jesper lod som ingen Ting; han lod Slæden løbe lige ud ad Landevejen, til det blev Aften. Saa kjørte han ind paa en Kro, for at overnatte. Slæden tog han med ind paa sit Kammer og bandt den fast til sin Seng; han maatte jo være bange for, at den ellers skulde løbe væk for ham.
Folkene i Kroen havde set ham komme kjørende, og de var jo meget forundrede over det Kjøretøj. Pigerne især var uhyre nysgjerrige. Og ud paa Natten, da de mente, han var falden i Søvn, saa staar først den ene Pige op og lister sig ind i Kammeret, hun vilde da hen at undersøge den løjerlige Slæde, og hun kommer listende lige hen til den og begynder at føle paa den. — Pip! sagde Fuglen. Hold fast! sagde Jesper. Saa stod hun der og kunde ikke slippe. Lidt efter kom en anden af Pigerne listende og fik ogsaa fat i Slæden. Pip! sagde Fuglen. Hold fast! sagde Jesper. Saa var hun fangen. Der var tre Piger i Kroen og den ene var lige saa nysgjerrig som den anden. Til sidst kom da ogsaa den tredje listende og fik fat i Slæden. Pip! sagde Fuglen. Hold fast! sagde Jesper. Saa stod de der alle tre og kunde ingen Steder komme.
Tidlig om Morgenen, inden der var andre Folk oppe i Huset, trak Jesper sin Slæde ud, og Pigerne maatte jo følge med som de gik og stod. Han lod, som han hverken hørte eller saa dem. Han satte sig i Slæden: Pip, lille Fugl! sagde han, og saa gik det igjen strygende hen ad Landevejen, og de stakkels Piger, som slet ikke var paaklædte til at vise sig ude ved højlys Dag, de maatte smukt følge med, og de fik ordentlig rørt deres Ben den Morgenstund.
Da Jesper saadan har kjørt et godt Stykke, saa kommer han forbi en Kirke. Det træffer sig da, at Præsten og Degnen er lige i Færd med at skulle der ind; men da de ser dette Optog, saa korser de sig jo; og Præsten, som kjender Pigerne — det var hans egne Konfirmander — han raaber da op: »I! skam jer dog. Tøse, at rende saadan efter et Mandfolk!« Og han springer til og griber fat i den bageste og vil trække hende bort. Pip! sagde Fuglen. Hold fast! sagde Jesper. Saa kunde Præsten ikke slippe sit Tag, men maatte løbe med i Rækken.
»Men Gud bevare os, Deres Velærværdighed!« skreg Degnen, han løb til og fik fat i Præstens Kjole. Pip! sagde Fuglen. Hold fast! sagde Jesper. Saa maatte Degnen danse med hen ad Landevejen.
Saa kom de til en Smedje. Smedden havde just skot en Hest, han stod endnu med Tangen i den højre Haand; i den venstre havde han en Visk Hø, som han fodrede Hesten med. Smedden var en lystig Fyr; han slog en høj Latter op, og i det de strøg forbi ham, saa rakte han sin højre Arm ud og greb fat med sin Knibtang i Degnens Kjoleskjød, som flagrede bag ud. Pip! sagde Fuglen. Hold fast! sagde Jesper. Saa maatte Smedden springe med i Følget, og Høvævlet slæbede efter ham hen ad Landevejen.
Saa kom de til en Flok Gæs. De fór jo til og skulde have noget af det gode Hø. Pip! sagde Fuglen. Hold fast! sagde Jesper. Saa maatte alle Gæssene holde Trop, og alt det de skreg og alt det de skrikkede, det hjalp dem aldrig en Smule.
Nu varede det ikke længe, saa var de ved Kongens Gaard, og dèr svingede Jesper ind med hele sit Følge: de tre Piger i bare Særk, som hvinede i vilden Sky, Præsten i Kjole og Krave, som bad og stønnede, Degnen, som græd og tudede. Smedden, som lo og bandede, og Gæssene som kjækkede og hvæsede. Alle maatte de med, Slotsgaarden tre Gange rundt. Og alle Slottets Folk kom jo paa Benene, og baade Kongen og Prinsessen maatte ud med at se paa det Optog. Kongen lo, saa det klukkede i ham, og da han skulde se til Prinsessen, saa stod hun ogsaa og lo, saa Taarerne trillede ned ad Kinderne paa hende.
»Stop!« sagde Jesper, saa holdt han, og »Slip saa!« sagde han. Saa fór jo Gæssene, Smedden og Degnen og Præsten og de tre Piger, hver sine Veje. Men Jesper sprang op af Trappen til Prinsessen. »Nu er du kureret,« sagde han, »og nu er du min.« Det var der ikke noget at sige til. Og saadan fik Jesper Næsvis Prinsessen og det halve Kongerige.
