Esben Askepuster

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Aug. Bang og Lehmann & Stage Kjøbenhavn


Danske Folkeæventyr ved Svend Grundtvig.djvu Danske Folkeæventyr ved Svend Grundtvig.djvu/7 39-45

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

Esben Askepuster.

Med Tegninger af Hans Nik. Hansen.

Der var en Gang en Konge, som havde en eneste Datter. Hun var baade kjøn og klog, men saa rasende kjæphøj, saa spodsk og saa slem i sin Mund, at alle de Kongesønner, som kom for at bejle til hende, de fik snart nok af det, saa de drejede af i Tide og rejste hjem igjen den Vej, de var komne.

Det blev Kongen omsider kjed af: der var nu ingen af hendes Lige, der vilde vide af hende at sige; og saa svor han paa, at hun skulde tage den til Mand, ihvem det saa var, som kunde stoppe Munden paa hende. — »Ja, lad dem prøve paa det!« sagde Prinsessen; men slaar det fejl, skal de hænges.« — »Ja, lad gaa!« sagde Kongen, og saa blev det bestemt, og det blev slaaet op paa alle Gadehjørner og læst til Kirkestævne hele Landet over, at saadan skulde det være.

Der var da mange unge Karle, som var raske paa det og mente, at de havde nok af Munden, og at her skulde de gjøre deres Lykke. Men de kom tids nok: naar de skulde staa til Munds med hende, én for én, saa gik Munden i Baglaas for dem, men aldrig for hende, og saa maatte de ud ad den anden Dør og blev hængt op, den ene efter den anden.

Kongen var hel ærgerlig over dette. »Du spolerer mig alle mine Karle,« sagde han; det ser galt ud, naar det kommer til Udskrivning.« Men han maate jo holde sin egen Lov; der var ikke noget ved at gjøre.

Saa var der en Gaardmand der i Landet, som havde tre Sønner, de hed Per og Povl og Esben. De to ældste gik og gjaldt for meget vittige Hoveder, de havde været paa Højskole, og de kunde snakke Fanden et Øre af, sagde man, og det mente de ogsaa selv, og de vilde da se, om ikke en af dem med sit Snakketøj kunde vinde Prinsessen og blive Konge i Landet. Den af dem, som ikke blev Konge, han skulde være første Minister, det var de to enige om.

Deres Fader var stolt af dem og havde god Tro til deres Talegaver, saa han gav dem fine Klæder og et Par Stadsheste med Sølvbidsler, og nu skulde de da afsted. — »Jeg vil med,«  sagde Esben, han gik der hjemme, som et Skumpelskud og gjaldt for en Halvtosse. Han blev kun sat til de allerringeste og groveste Arbejder, som at grave Tørv og kjøre Møg, og han havde sit Lejested i Askekulen; derfor kaldte de ham Esben Askepuster. »Jeg vil med,« sagde han. — Nej, det skulde de ikke have noget af, sagde Brødrene; han kunde blive hjemme i sin Askekrog, det havde han bedst af. — »Jeg er pæn nok, som jeg er, jeg forlanger ingen nye Klæder,« sagde Esben; men han vilde dog have en Hest at ride paa, hvordan den saa blev. Men det var der ingen Raad til; Faderen og Brødrene lo blot ad ham og sagde, at han havde jo Blak Skinneben. — »Ja, jeg vil med,« sagde Esben, og saa løb han bag efter sine to stadselige Brødre, da de red af Gaarde.

Da de er komne et lille Stykke paa Vej, saa raaber Esben efter dem: »Hej da! se, hvad jeg hitte!« — »Hvad har du hitt?« sagde Brødrene, de vendte dog om, for at se, hvad det var; saa var det en død Krage, han havde fundet paa Vejen. »Den skal med til Kongens Gaard,« sagde han, »man véd aldrig, hvad det kan være godt for.« — »Aa, du er et rigtigt Fjols!« 

Danske Folkeæventyr illustration p041.png

sagde Brødrene, saa gav de ham hver et Rap af deres Ridepisk, og saa red de videre. »Bi dog og tag mig med!« sagde Esben. »Du kan komme bag efter,« sagde de. »Aa, jeg kommer kanske tids nok,« sagde Esben, saa stoppede han Kragen i Lommen og løb efter dem.

Lidt efter raaber han igjen: »Hej da! se, hvad jeg hitte!«  Brødrene vilde ikke engang se sig om; det var da en gammel Træskoring. »Der er ingen, der véd, hvad den kan være god til,« sagde Esben, han stoppede Ringen i Lommen og løb videre.

Da han har løbet et Stykke paa ny, saa raaber han: »Hej da! se, hvad jeg hitte!« Det var en gammel Flasketol. Brødrene var da langt for ude. Tollen kom saa ned i Lommen til det øvrige.

Saa lidt efter standser Esben igjen og raaber: »Hej da! se, hvad jeg hitte!« Saa var det et Vædderhorn. Og strax efter fandt han et Vædderhorn til, og de kom da begge ned i hans Lomme.

Endelig stopper Esben endnu en Gang og raaber: »Hej da! se, hvad jeg hitte!« Det var en dejlig stor, rund Hestepære. Den blev han svært glad for, og den maatte da ned i Lommen til alle de andre rare Sager.

Imidlertid var Per og Povl jo komne til Kongens Gaard og havde sagt deres Ærende. »Ja, I véd jo, hvad det gjælder?«  sagde Vagten. Ja, det vidste de godt, og først blev da Per stedet ind for Prinsessen. Hun sad i al sin Herlighed oppe paa en Forhøjning i en forgyldt Stol, mens alle hendes Hofdamer stod bag ved hende og til begge Sider. Og længere tilbage i Salen dèr sad Kongen selv paa sin Trone, med sine Raadsherrer staaende omkring sig.

»God Dag, Deres Naade!« sagde Per og bukkede, saa pænt han kunde. »Jeg gi'r dig Døden og Djævelen. Min Naade skal du ikke blive fed af,« sagde Prinsessen. Stakkels Per han tabte baade Næse og Mund over den Tiltale og vidste nu ikke, hvad han skulde sige. Saa var han færdig, han blev ført ud ad den anden Dør og klynget op i en Galge.

Saa kom Povl ind. Han kunde jo ikke lade være at tænke paa, hvad der var blevet af Per i den Haandevending; men han traadte dog ganske rask frem og begyndte: »God Dag, Deres Højhed!« — »Ja, du skal snart komme i Højheden, din Møgtol!« sagde Prinsessen. Saa var han fra det. »Glem ikke, hvad du vilde sige!« sagde Prinsessen nok saa haanlig; men nu var der slet ikke noget, Povl skulde have sagt. Saa kom han ud ad den anden Dør og blev klynget op ved Siden af Per.

»Er der saa flere Friere?« spurgte Prinsessen. Ja, Døren gik op, og ind kom Esben Askepuster, lige saa svedig og snavset som han var. Han havde jo maattet løbe hele Vejen. Da han kom til Slottet, saa viste Vagten ham alle Galgerne, der hang fulde af Bejlere. Men han gav sig ingen Stunder til at se paa dem, han skulde strax ind til Prinsessen, sagde han, og det kom han da.

»God Dag, Jomfru Spidslærke!« sagde Esben, »her er svært varmt inde hos jer.« — »Her er ikke varmere i Dag end her var i Gaar,« sagde Prinsessen. »Hvad bruger I al den Varme til?« siger Esben, »her er nok til at stege en Gris.« »Ja, i Gaar stegte min Fader atten Galtegrise; i Dag har vi endnu kun stegt to,« sagde Prinsessen. »Da var det vel,« siger Esben, »saa kan jeg faa denne lille Fugl stegt med,« og saa trækker han den døde Krage op af Lommen. — »Nej, den revner,«  siger Prinsessen. »Her er en Gjord til den,« siger Esben, »saa holder den nok;« og saa tager han Træskoringen frem. — »Fedtet løber af Enden paa den,« siger Prinsessen. »Saa stopper vi en Tol i Hullet,« siger Esben, og saa kom Flasketollen for

Heida! See: hvad jeg hitte!

en Dag. — »Jeg tror, du har alt dit Vid i Lommen,« sagde Prinsessen; »men vi finder nok en Krog at hænge dig paa?« »Sagde du Krog?« siger saa Esben, »her er en; den kan du bide Spids paa,« og saa haler han det ene Vædderhorn op af Lommen. — »Nu har jeg aldrig kjendt Mage,« siger Prinsessen. »Den kan du strax faa,« siger Esben, og kommer frem med det andet Vædderhorn og vil da række hende det hele. — »Bliv fra mig med det Skarn!« siger Prinsessen. »Nej, vil du have Skarn,«  siger Esben, »saa er det her;« og saa trækker han Hestepæren op af Lommen og smider den lige i Skjødet paa Prinsessen, midt paa hendes dejlige hvide Silkekjole.

Da blev Prinsessen saa vred, at hun ikke kunde finde et Ord at svare; men hun sprang op og rystede sin Kjole og stak saa i at græde af bare Arrighed. Saadan var hun ikke vant til at blive behandlet.

»Ja, nu gik du i Staa,« siger Esben, »saa nu er du min.«  Og Kongen sagde strax Ja: nu havde hun fundet sin Mand. Og saadan blev det. Esben blev gift med Prinsessen, og han fik det halve Kongerige strax og det hele efter Kongens Død.

Og dersom han, som har fortalt mig denne Historie, ikke har løjet, saa er den sand fra Ende til anden.