Filosofi som Kunst

by Harald Høffding

FILOSOFI SOM KUNST.

I.

Naar En studerer Jura, kalder vi ham Jurist, — naar han studerer Medicin, Mediciner, og saa fremdeles. Ganske paa samme Maade kan man ikke kalde Den, der studerer Filosofi, Filosof. Det vilde man kun, hvis Ordet Filosofi historisk betegnede en rent teoretisk og videnskabelig Bestræbelse. Men Filosofiens Historie viser, at tænkende Bearbejdelse af visse Problemer vel er en Hovedbestemmelse ved Begrebet Filosofi, men at der dertil ogsaa knytter sig en anden, mere praktisk Betydning: et Liv i og for Tanker, eller en Stræben efter at gennemføre Tanken i Livet, — i større eller mindre Kredse af Livet, i hvert Tilfælde i sit eget Liv. Tages denne Side af Begrebet Filosofi, vil Ingen uden Fordringsfuldhed kunne kalde sig selv Filosof. Man kunde med Kant, der oftere kommer tilbage til dette Punkt, skelne mellem Filosofi som Viden og Filosofi som Visdom. Kant er omhyggelig for at præcisere, at der gives en Betydning af Ordet, i hvilken Ingen tør kalde sig selv Filosof. I den praktiske Betydning af Ordet lægger Filosofien Beslag paa andre aandelige Evner end de rent intellektuelle.

Den empiriske og den kritiske Filosofi skelner skarpere mellem de to Sider ved Begrebet Filosofi end den spekulative, som paa romantisk Vis lader de forskellige Omraader fortone sig sammen og vil sammenfatte dem alle i én Idé, uden at anerkende Loven om Arbejdets Deling. Gennemførelsen af den empiriske og kritiske Metode har ført til Sondring Imellem Fag, der tidligere ikke kom til at føre deres særegne Tilværelse. Den filosofiske Tænken er i vore Dage ingen samlet, enkelt Strøm, men har delt sig i mange Strømme: Psykologi, Logik, Etik o. s. v. Det er en Deling, der har vist sig frugtbar; men den umiddelbare Begejstring, der let kunde vækkes, da man i en enkelt Idé troede at sammenfatte Tankens og Tilværelsens hele Indhold, al Erkendelse og alle Værdier, som en Perle, det var værdt at købe for alt sit Gods, — en saadan koncentreret Tankebevægelse kan vore Dages filosofiske Fersken ikke frembyde. Den har opgivet at finde de Vises Sten eller den Nøgle, der lukker op overalt.

Hvor Arbejdets Deling finder Indpas, medfører den en Krise. Saaledes sker det i Organismen, hvor Nødvendigheden af Koncentration under Kampen for Tilværelsen sætter en Grænse for Ditferentiationen, — i Samfundet, idet det sociale Problem væsentligt hænger sammen med Arbejdsdelingen, — og saaledes ogsaa i Videnskaben: ti naar al Tænkning fordeler sig over de særskilte, fra hverandre forskellige Omraader, hvorledes bliver da den aandelige Koncentration mulig, den Helhedsopfattelse og den samlede Virken, som Livet fordrer, naar det ikke skal føres i Blinde? — Efter min Opfattelse stiller dette Problem sig ikke blot for den humane eller naturalistiske Livsanskuelse, men ogsaa for den religiøse. Det religiøse Problem i vore Dage hænger nøje sammen med, at religiøs Tro nu er bleven en specialitet ved Siden af Videnskab, Kunst og praktisk Stræben, medens den fra først af stod som Indbegrebet af Alt, hvad der kunde bringe aandelig og personlig Næring^[1].

De betænkelige Virkninger af Spredtheden og Specialiseringen synes at være i Færd med at fremkalde en Reaktion. Den, som med Opmærksomhed følger, hvad der bevæger sig i Tiden, vil kunne fornemme, at en Reaktion i mystisk Retning ligger i Luften. Mystisk kan man kalde denne Bevægelse: ti mystisk er ikke blot Dunkelhed, men Koncentration af Aandslivet, Opgaaen i en Enhed. Man trænger til fortættet Tankenæring; man er træt af Analysen og Specialiseringen og vil Intuition, Sammenfatten af Erkendelsen til en ledende Idé, som kan fylde Personligheden og ikke blot tilfredsstille en enkelt Side af den. Man fordrer, at Videnskaben skal blive Kunst, eller at Kunsten skal agtes for den højeste Videnskab.

Der er mange Træk, som Slutningen af det 19. Aarhundrede har fælles med Slutningen af det 18. Aarhundrede. Ogsaa da rørte sig Trangen til Koncentration og Mystik efter den megen Analyse, og Følgen blev Reaktion over hele Linien. Karikaturen af denne Trang ytrede sig da, ligesom nu, i Tendentsen til Spiritisme, Okkultisme og andre hemmelighedsfulde Retninger. Saadanne aandelige Strømningers Opstaaen har i og for sig noget Dunkelt ved sig. I Aaret 1790 blev Kant spurgt af en Ven om Aarsagen til det overhaandtagende Sværmeri. Kant svarede, at det var ligesaa vanskeligt et Spørgsmaal at besvare for Psykologerne, som det for Lægerne var at angive Aarsagerne til den herskende Influenza. Han mener, at man ikke skal tage Sagen for alvorligt og ikke bruge heroiske Kure overfor den, og synes at tænke sig et aandeligt Middel derimod i Analogi med koldt Vand, som Lægerne brugte for Influenza^[2]. Karakteristisk for den begrænsede Erfaring, man paa Kants Tid endnu havde om aandelige strømninger, deres Natur og Love, er det, at Kant ikke tænkte paa, om der ikke i hele det aandelige Livs Karakter, som det havde formet sig i den sidste Halvdel af Aarhundredet, kunde være Noget, der naturligt maatte hidføre en Reaktion. Vi have i Løbet af det Aarhundrede, der siden er gaaet, havt Lejlighed til at se og studere Bevægelserne paa det aandelige Omraade, og ere fortrolige med den Tanke, at en stærk Strømning altid paa en eller anden Maade er motiveret ved den foregaaende Periodes Resultater eller Mangler. Vi have set saa mange Bølger afløse hverandre, at vi mene at kunne slutte fra de foregaaende, hvorledes omtrent de følgende vil være beskafne. Og vi kunne da ruste os paa Forhaand til at tage imod, hvad der skal komme. Det er jo ikke sagt, at den Koldtvandskur, Kant anbefaler, er tilstrækkelig.

Hos forskellige Forfattere fra de seneste Aar faar Trangen til Intuition, til Tanker, i hvilke der kan leves personsonligt og koncentreret, til afsluttende Livsanskuelse, Luft paa ejendommelig, til Dels meget subjektiv og barok Maade. Af tyske Forfattere ere her Lagarde, Nietzsche og den anonyme Forfatter til »Rembrandt als Erzieher« at nævne. I Frankrig haves i Renan en aandfuld Repræsentant for denne Retning. I et nyligt udkommet talentfuldt svensk Skrift af Hans Larsson (»Intuition«) viser den samme Tendens sig. Hvad der end kan indvendes mod disse Forfattere, saa udtrykke de hver paa sin Maade en aandelig Fornødenhed, der ikke lader sig tilbagetrænge. Vi kunne ikke leve paa Abstraktioner og Specialiteter, og det Spørgsmaal kan ikke skydes tilbage, hvilken Betydning Tænkning og Forskning da har for vor personlige Livsførelse.

Uagtet jeg tror, og ogsaa lejlighedsvis allerede har berørt, at Problemet lige saa vel opstaar paa det positivt religiøse standpunkt i vore Dage, som paa det filosofiske eller humane, vil jeg dog her især holde mig til dette sidste Standpunkt. Spørgsmaalet er, hvorledes Filosofien kan blive Kunst, og i hvilken Betydning den kan blive det; at den maa blive det, er givet. Og som jeg begyndte med at sige, historisk ligger det i Filosofiens Begreb ikke blot at være Viden, men ogsaa Kunst eller Visdom. Spørgsmaalet er, hvorledes dette under vore Forhold kan ske.

De fleste af de Forfattere, jeg før nævnte, synes ikke at have set Problemets hele Vanskelighed. De overhugge Knuden i Stedet for at løse den; de springe over i Mystik og Intuition, gøre Vold paa Tænkningen, glemme, afbryde eller afslutte den paa vilkaarlig Maade, ja se maaske endog med romantisk Foragt ned paa den ædruelige Tænknings og Specialundersøgelsernes Mænd. Hvad der interesserer mig hos disse Forfattere, er derfor mere den Trang, der kommer frem hos dem, end den Maade, hvorpaa de selv søge denne Trang tilfredsstillet.

Jeg skal forsøge i korte Træk at vise, af hvad Grund Filosofien maa blive Kunst, og paa hvilken Maade denne Kunst er at øve.

II.

Saaledes som vor Erkendelse nu én Gang er stillet, kan enhver afsluttende Verdensanskuelse kun være en Hypotese; Enhver Helhedsopfattelse, enhver Fortolkning af Tilværelsen, vi forsøge, maa godtgøre sin Gyldighed ved at sammenholdes med nye, videre gaaende Erfaringer. Men da saadanne indfinde sig, saa længe Livet varer i os og udenfor os, kan Erfaringsbekræftelsen aldrig afsluttes saaledes, som det er muligt ved mere begrænsede Opgaver. Det er altid paa fragmentarisk Grundlag, vi bygger en Fortolkning af Tilværelsen; vi ere stillede omtrent som Filologen, der skal tyde et brudstykkeagtigt Manuskript, eller som Historikeren, der af spredte og løsrevne Beretninger skal konstruere en Begivenhed eller en Handling og dens Motiver. Den filosofiske Forsken ender i Gisningens Kunst, ligesom Tekstkritiken og Historieforskningen. Den Karakteristik af Tilværelsen, enhver Verdensanskuelse tilstræber, kan da ikke komme ud over det Hypotetiske. Grænseresultaterne, de sidste Konsekvenser, en Tænker drager, ville stedse beholde en problematisk Karakter.

Der hører nu ikke blot Kunst til at udarbejde en saadan sidste Hypotese, men der hører ogsaa en ejendommelig Kunst til at arbejde med den i Praksis. Der udfordres en Elasticitet, der stadigt fra den fuldbyrdede Konstruktion gaar tilbage til Analysen, og formaar at gere denne Svingning frem og tilbage uden at miste Energien. Kunsten er at forene Troens Begejstring med Drøftelsens Utrættelighed. Tankearbejdets Kraft maa ikke svækkes ved Bevidstheden om, at Resultatet stedse er problematisk. Naar den givne Virkelighed er i Modstrid med de Ideer, vi med al vor Flid har dannet os, er det saa Ideernes Skyld, eller er det den begrænsede Erfarings Skyld? Her er Kunsten den, stedse at være beredt til ny Prøvelse. Det er lettere at slaa en Streg over Erfaringsbekræftelsen og én Gang for alle hensynke i Profeteren og romantisk Intuition; men det fører til Tankens Død — den store Fare, som al aandelig Reaktion truer med, og som det fremfor Alt gælder at undgaa. Men den undgaas kun ved Indøvelse i den Kunst at leve paa Ideer. Det er mere end blot Viden; thi det stiller Krav til Villiens Energi og Følelsens Livlighed. Det er Noget, der ikke kan gøres af én Gang for alle. — Om det, man kun behøver at vide for at kunne øve det, siger en gammel tysk Talemaade: »Das ist keine Kunst, das ist nur eine Wissenschaft.« Overgangen fra Filosofien som Viden til Filosofien som Kunst kræver Opbud af en personlig Kraft og Virtuositet, som den rene Viden ikke fordrer. Det gælder om at bevare Sammenhængen mellem vor Tænken og vor praktiske Higen og Færden i Livets Mangfoldighed, at gøre Overgangen saaledes, at der ingen indre Splid kommer i vort Væsen.

Korteligt skal jeg henvise til, at en aldeles lignende Opgave stilles den Troende. Selv om hans Tros Indhold for ham er givet én Gang for alle og staar uforanderligt fast, som kundgjort af en absolut Autoritet, saa forandrer Livet sig dog stadigt, og Opgaven bliver da den at bevare Sammenhængen mellem sin Tro og sin praktiske Deltagelse i Livets Færd. Som hist Tænkningens Resultater, saaledes skulle her Troens Postulater fastholdes uden at skifte Karakter under de skiftende Forhold. Det vilde være en interessant Opgave at undersøge, hvorledes denne Opgave er løst fra Kirkens Side til de forskellige Tider. Kirken selv er mere tilfreds med den Maade, paa hvilken den har løst denne Opgave, end dens Kritikere fra højst forskellige Standpunkter (saa forskellige som Feuerbachs og Kierkegaards) ere det. Men her vilde jeg blot antyde, at ogsaa paa Troens standpunkt er et kunstnerisk Supplement nødvendigt, skønt det naturligvis faar en anden Karakter end den filosofiske Kunst, som ikke har Autoriteten til Forudsætning.

Et Liv i Ideer behøver ikke at forudsætte, at disse Ideers Gyldighed staar dogmatisk fast. Det er et smukt Ord af Lagarde: »De sande Idealister kunne vente«^[3]. Det er kun Utaalmodigheden og Ladheden, der volder Dogmatisme. Det gaar Mange endnu med Ideerne, som det i gamle Dage gik Alle med Stjernerne: man var bange for, at de skulde falde ned, naar de ikke var forsvarligt indlagte i faste Sfærer.

Der kræves ikke blot aandelig Frihed og Elasticitet for at leve i Ideer, uden at gøre dem til ubevægelige Dogmer; men der hører dertil ogsaa et Sind, som ikke forarges over, at det Store saa ofte viser sig for Forskningen at udspringe af det Ringe og Uanseelige. Hvad der i Ideen, i Totalanskuelsen staar saa frit og højt, har langsomt arbejdet sig frem og skyldes Bidrag fra mange Sider, som den store Aa opstaar af de mange smaa Bække. Analysen, den specielle Undersøgelse fører os ligesom bag Kulisserne, viser os Maskineriet, og der opstaar da let en Blaserethed, som udbryder: »Er det det Hele? Er det det, der ligger bag ved?« I Stedet for at glæde sig over den Tilværelsens Hemmelighed, der knytter det Store og det Smaa, det Uendelige og det Endelige sammen paa uadskillelig Maade og i stadigt Vekselspil, finder man i Analysen Bevis for, at Livets Værdi er Illusion, eller hvis man vil fastholde Værdien, vender man sig fra Analyse og Specialforsken med Haan. Ogsaa i denne Henseende behøves der kunstnerisk Virtuositet for at fastholde de forskellige Synspunkter, der kunne synes at stride mod hinanden, og for ikke at tabe Troen paa det Evangelium, Historien atter og atter forkynder, at selv de største Livsmagter en Gang maatte svøbes og lægges i en Krybbe, og at de hjælpende og forløsende Kræfter ofte komme fra en Kant, fra hvilken man mindst ventede dem.

Det rent videnskabelige Arbejde, den rene Tænken lægger kun Beslag paa en enkelt Side af Personligheden. Men ved den Opgave at arbejde med Ideerne i Livets skiftende Mangfoldighed, i de smaa Betingelsers Virvar uden at henfalde hverken til Dogmatisme eller Blaserethed lægges der Beslag paa hele Personligheden. Mangen, som med Begejstring kastede sig over Gransken af de store Problemer for at gennemtrænge dem med Tanken, har erfaret, at der kom et Punkt, hvori Situationen ændredes, og hvor han fra den mere upersonlige Søgen efter en rent objektiv Løsning af Gaaderne stødtes tilbage i sig selv og fik nok at gøre med at gennemarbejde de foreløbigt vundne Tanker i sit personlige Liv, at uddanne hos sig den personlige Kunst, som hører til for at leve i Ideerne. En begejstret Tænker fra Renaissancetiden, Giordano Bruno, har udtrykt denne Tænkningens Overgang til personligt Liv ved Hjælp af Myten om Aktæon, Jægersmanden, der efter at have faaet Øje paa den guddommelige Skønhed blev Bytte for sine egne Hunde: Hundene ere Tankerne, der rettes mod de store Ideer; naar Øjet er opladt for Idealet, vende Tankerne sig indad formedelst den stærke Bevægelse i Sindet, søge ikke længere ud efter. Problemet bliver subjektivt, personligt, ikke længere rent objektivt. Og Bruno fremhæver, at saaledes gaar det, hvor det ikke er specielle og endelige Genstande, Tanken rettes imod, men det Guddommelige, Universelle^[4]. At en Forsken, især hvor den rettes mod de højeste Opgaver, omsættes til en evig Stræben, er en Tanke, ved hvilken Bruno staar som Lessings, Kants og Goethes Forgænger. Kunde Maalet naaes én Gang for alle, var der ingen Plads her for Kunst.

Videnskaben finder selv sin Regning ved saaledes at give Plads for en Kunst, der dog bevarer Sammenhængen med den. Ti denne Overgang til personlig Kunst medfører, at vi faar et nyt Erfaringsomraade. Vor Synskreds beriges. Vi blive selv »Instanser«, selv Genstande for Eksperimenter. Der gøres Erfaringer om Forholdet mellem Tankerne og de personlige Kræfter, om Hines Næringsværdi og Frugtbarhed og disses Bøjelighed og Udholdenhed. Det er menneskelige Erfaringer i Ordets sande Betydning. Og formaa vi paa en eller anden Maade at forme og udtrykke dem, vil de kunne komme Andre til Gode. Der vil paa Grundlag af saadanne Erfaringer kunne danne sig en sammenlignende Livsfilosofi^[5], der vil blive en Analogi til den sammenlignende Religionsvidenskab. Hidtil har man kun haft nogenlunde Respekt for Livsanskuelser, der vare tælles for Folkeslag, for støre Menneskegrupper. Jo mere Dogmatismen trækker sig tilbage (hvad den bebudede Mystik forhaabentligt ikke vil hindre for længe), des mere ville de individuelle Erfaringer og den personlige Livskunst komme til deres Ret. Jeg ser heri et Lyspunkt for Fremtiden.

Personlighedernes Forskellighed vil uundgaaeligt faa stor Indflydelse, naar Filosofien skal gaa over til Kunst. Hvad jeg hævder, er kun, at Kunsten fra en væsentlig Side netop bestaar i at bevare Sammenhængen mellem Forskning og Personlighed, eller rettere mellem den Del af Personlighedens Væsen, som den rene Tænken lægger Beslag paa, og den, der virker, naar Tankerne skulle fastholdes og gennemføres i Livets Virkelighed. Det kan ikke være Andet, end at Vejene paa dette Punkt ville skilles paa Grund af de personlige Forskelligheder, og kun gennem en sammenlignende Livsfilosofi kan der igen blive Mulighed for gensidig Forstaaelse.

I Livskunsten er Enhver først og fremmest henvist til sig selv. Han har en Opgave, han skal løse paa sin Vis, og ikke kan løse paa nogen anden Vis, naar han ikke vil ende i Affektation eller Hykleri. — Da Buddha blev født, ønskede 10,000 Kvinder at blive hans Amme. Og da Buddha ikke vilde bedrøve de 9,999, mangfoldiggjorde han sig selv saaledes, at hver Kvinde fik sit Vidunderbarn at opfostre^[6]. Saaledes har vi Alle hver for sig et Gudebarn at fostre. Og saa mange Børn der end er, ægte ere de alle. Det gælder for Enhver at udvikle sine Kræfter, bringe sine personlige Anlæg og Drifter sammen med de Tanker, Slægten til den givne Tid raader over, eller med saa mange af dem, som han kan tilegne sig, og derigennem uddanne sin Livsfilosofi, øve den menneskelige Livskunst paa sin Vis.

III.

Hidtil have vi kun betragtet den filosofiske Kunst i dens Forhold til Ideerne, til Tænkningens sidste Hypoteser. Endnu klarere viser denne Kunsts Nødvendighed sig, hvor det gælder praktisk Livsførelse. Det gælder her ikke blot om Kontemplation og Teori, men om Handlen. Vi have ikke mere at gøre med den teoretiske Filosofi, med Forsøget paa at udvikle en Verdensanskuelse, men med Filosofien som Etik. Ogsaa her viser det sig, at der er en kunstnerisk Afslutning og Gennemførelse, som Teorien ikke direkte kan bestemme. Den filosofiske Etik kan kun give de almindelige Principer: den praktiske Anvendelse i det enkelte bestemte Tilfælde, under de aldeles konkrete Forhold, kan ikke direkte udledes af dem. Og hvad der ogsaa her vil vise sig at være den store Kunst, er det at forene Modsætninger i sig. I det personlige Forhold til Erkendelsens Resultater gjaldt det at forene Troens Frejdighed med stadigt fortsat Drøftelse, Blikket for det Store med Sansen for de smaa Betingelser. I den praktiske Livsførelse gælder det om Foreningen af Modsætninger som Erindring og Haab, Opgaaen i Øjeblikket og Stræben efter omfattende Formaal, Hævdelse af den egne Individualitet og Hengivelse til Noget, som ligger ud over denne, uvilkaarlig Udfoldelse af Livet og vilkaarlig Indgriben. Mange flere Modsætningsforhold vilde der her ved nærmere Undersøgelse være at nævne, som den personlige Kunst skal forbinde til Enhed paa en Maade, som ingen almindelig Formel kan lære, da Betingelserne baade i Grad og Kvalitet er forskellige for hvert Individs Vedkommende, og da Løsningen tilmed ikke kan naas én Gang for alle, saaledes som en Sætning staar fast, naar man blot én Gang har faaet den bevist^[7]. — Kun et Par af disse Modsætningsforhold skal jeg her dvæle lidt ved, for at oplyse dem ved Eksempler.

En Fare, der truer, naar Livsførelsen ikke længere skal bestemmes ved Overlevering og Autoritet, men ved fri Erkendelse, er, at det Uvilkaarlige og Umiddelbare bliver kuet og fortrængt. Naar der er Tale om Filosofi som Kunst, vil man maaske endog straks opfatte Sagen som om det nu gjaldt at regulere alle Livsytringer efter bevidste Principer. Naar Tankens Ret til at gribe bestemmende ind i Livet anerkendes, vil der let opstaa Mistro eller Ringeagt over for det Naturlige, Tilvante. Overleverede og Uvilkaarlige. Man vil i Emancipationen fra dette maaske endog i og for sig finde et Fortrin. Vilkaarligheden prises, blot fordi den giver noget Nyt, bryder med det Vante. Bevidst Reflekteren, Ræsonneren og Reguleren kommer derfor let til at spille for stor en Rolle, og det gaar ud over Friskheden og den umiddelbare Kraft. Reaktionen efter en rationalistisk Emancipationsperiode finder maaske sin bedste Støtte i den tilsidesatte Trang til at give sig hen i det Uvilkaarlige i Stedet for at lade Alt bestemmes ved bevidste Forestillinger. Kristendommens første Virkninger i den europæiske Verden beroede for en ikke ringe Del paa, at den kom denne Trang i Mode. Den stoiske Lære, som var den alvorligste Livsfilosofi i Tiden, led netop af den Ensidighed, som bestaar i Mistillid til Sindets uvilkaarlige Bevægelser. Stoikeren vilde fremfor Alt bevare sin rationale Sindsligevægt, vilde ikke omtumles af Stemningerne, ikke tvinges i Affekt. Han ofrede Fylden og Dybden for at bevare Selvherredømmet. Ikke undres, ikke sukke i sit Inderste, ikke juble overvættes, det var hans Maksime. Kristendommen derimod gav ved sine Grundtanker og sin Kultus Lejlighed til at gennemleve de stærkeste Sindsbevægelser, til at lære de mest modsatte Følelser at kende og derved ligesom udmaale, hvad Livet indeholder af Lys og af Mørke^[8]. Det var det Uvilkaarliges berettigede Reaktion mod det Vilkaarlige. Den stoiske Lære om Tankens styrende Magt var alligevel ikke urigtig. Men Forholdet er mere sammensat, end Stoikeren saa. Tanken er Roret, men Vind og Vove maa drive Skibet frem. Ogsaa her er Kunsten at bevæge sig gennem Modsætningerne, saaledes at begge kommer til deres Ret; paa Vekselspillet af det Vilkaarlige og det Uvilkaarlige beror Livets Klarhed, Sundhed og Dybde. I nyere Tid betegner Rousseaus Optræden ogsaa en Reaktion af det Uvilkaarlige mod den bevidste Reguleren, som den moderne Rationalismes første Periode havde sat i System. Han opdagede en ny Verden, Hjertets, den umiddelbare Følelses, de uvilkaarlige Instinkters Verden i Modsætning til Forstandskulturen og den ydre, mekaniske Dannelse. At han tog Ordet for Naturen imod Kulturen, betød, at han igen vilde bringe det Umiddelbare, Ubevidste, Oprindelige og Enfolde til Ære over for det bevidst Formede og Artikulerede. Det var som en ny Kilde, der sprang ud i Ørkenen; en ny Værdsættelse af Livet indlededes, og den Bølge, han satte i Bevægelse i det menneskelige Aandsliv, fortsattes gennem den romantiske Bevægelse, hvis Forløber han var, til ind i vore Dage. Paa karakteristisk Maade fremtræder den Rousseauske Livsfilosofi i hans Fordring om, at Opdragelsen skal være negativ, det vil sige, væsentligt bestaa i Bortryddelsen af Hindringer og Udvækster, saa at Livet faar Lov at udfolde sig uvilkaarligt. Han hævder, at kun ved dette varsomme og indirekte Forhold kan man i det Hele lære Barnenaturen at kende og undgaa at forkvakle den ved at gribe ind efter forudfattede Ideer. Den vilkaarlige Indgriben forudsætter jo altid saadanne forudfattede Ideer; og Kunsten, den vanskelige Kunst er netop den, at gøre den fornødne Brug af de Ideer, der grunde paa Fortidens bevidste Erfaringer, uden at krænke eller forkvakle det, der ubevidst, i det Skjulte er spiret frem og begynder at udfolde sig. Deri bestaar al Opdragelses, ogsaa Selvopdragelsens Kunst. Den finder Anvendelse paa det Gudebarn, vi hver for sig har at fostre.

Et andet Forhold, hvor den almindelige Formel, som kan gives i den teoretiske Etik, heller ikke slaar til, saa at den personlige Kunst maa fremarbejde Blodsætningernes Forbindelse, er det mellem Hævdelse af den egne Personlighed og Hengivelse til Andre. Fra mange Sider lyder nu Slagordet om Individualitetens hensynsløse Hævdelse som det ene Fornødne. Humaniteten, siger Lagarde endog, maa vige for Individualiteten. Men med ikke mindre Styrke rører sig i vor Tids Bevidsthed den socialistiske Tanke. For den Enkelte at finde det harmoniske, det vil sige det efter hans Natur^[9] harmoniske Forhold mellem de to Modsætninger er en stor Kunst. I stærke Ord at proklamere det ene eller det andet Led i Modsætningsforholdet som det Eneste, det gælder, er ingen Kunst (uden i den Forstand, at det kan ske med Fremstillingskunst; men det er ikke den Slags Kunst, Talen her er om). Lige saa lidt som det er Kunst, er det Videnskab. Det er Agitation. — I Ibsens »Bygmester Solness« findes anskuelige Bidrag til at belyse Problemet. Jeg skal vel vogte mig for at give nogen Fortolkning af, hvad Stykket gaar ud paa. Det er jo ikke sagt, at det gaar ud paa Noget. Jeg benytter kun nogle Træk af Hovedpersonernes Karakter. Der fremtræder hos Solness en Tendens til absolut Selvhævdelse, til en »Rovfuglemoral«, der ger sin egen Higen til eneste Lov. (Ved Udtrykket Rovfuglemoral maa det dog aldrig glemmes, at Rovfuglene have deres Reder, og at den ene Ravn ikke hugger Øjnene ud paa den anden.) Den Selvhævdelse, der først bliver mulig gennem Hengivelsen og Opofrelsen, og den Udvidelse og Uddybelse af alle Sindets Kræfter, som kun vindes ved Opgaaen i Idealer, der omfatte Mere end den egne Individualitet, — dem kender Solness ikke. Men det viser sig dog, at naar han kuer og bedrager Andre for at naa sit Maal, saa er det ikke Tegn paa Magt, men netop paa Afmagt. Saa snart Ungdomsmodet og Ungdomskraften (personificeret i Hilde — hvis det ikke er Forsyndelse at kalde denne skønne Skikkelse en Personifikation) kommer frem hos ham igen, yder han straks Retfærdighed — nu dog for sent. Og saa længe Bygmesterens Planer omfatter det menneskelige Livs Interesser, lykkes de for ham; da han utilfreds dermed vil op i de ensomme Regioner for at bygge Luftslotte, styrter han til Jorden. Om det er Ibsens Mening, at det, der hindrer Solness i den hensynsløse Selvhævdelse, hindrer ham med Rette, er umuligt at sige, og det vedkommer os heller ikke. Men med den slaaende Kraft, som er en saa stor Psykolog værdig, har han vist, at Selvhævdelsen lettest gennemføres over for dem, man ikke kender. Ti de, vi kende og komme i et inderligt Forhold til, de høre til Rovfuglereden, som vi selv, og dermed betegnes Rovfuglemoralens foreløbige Grænse — ikke ved en »moralsk« Lov, men ved en Naturlov.

Fru Solness er konstrueret som Modstykke. Hun gaar helt op i Erindring og Vedhængen ved det Tidligere, i Hensyn og Pligter. For lutter Pligter forsømmer hun sin Pligt. Hun vil die sine Børn, fordi det er hendes Pligt, skønt hendes Mælk i hendes sygelige Tilstand er skadelig for Børnene. Den Venlighed, hun viser sine Omgivelser, tager hun selv Hjertet af Livet paa ved udtrykkeligt at øve den som Pligt. Og i det væsentligste Forhold, i hvilket hun staar, det til hendes Mand, griber hun fejl for lutter Pligter. Maaske har Solness Ret i, at hendes Liv er brudt, fordi det, der var hendes egentlige Kald, Børneopfostringen, ikke falder i hendes Lod. Men de mange Pligter gøre det i hvert Tilfælde ikke bedre. Bedre vilde det være, om hun gik op i Selvhævdelsens store Pligt, fuldt ud udviklede sig til en Personlighed, hvis Sving og hvis Varme kunde forplante sig til hendes Nærmeste. I Stedet for at give sine smaa udstykkede Tjenester og Hensyn — i Grunden kun Udtryk for en klynkende Selvhævdelse — kunde hun da give det Højeste, en kraftigt stræbende Personlighed. Som det nu er blevet, lever hun ved hans Side som et aandeligt Lig — og det truer derfor med, at hun skal kastes ud af Reden.

Jeg tager af den store Digtning kun, hvad jeg i denne Sammenhæng kan benytte. Det er Digterens Fortrin, at han kan belyse de personlige Problemer ved at give os en Fremstilling, der medtager alle individuelle Nuancer og alle specielle Omstændigheder. (Ibsens Storhed viser sig især i Henseende til de individuelle Nuancer, ikke saa meget i det dramatiske Net, han vil trække sammen over sine Personer; ti det har ofte Huller). Den filosoferende Betragtning, der maa holde sig til almindelige Principer og typiske Eksempler, staar i en stor Taknemmelighedsgæld til de store Digtere, hvis Menneskekundskab former sig i individuelle Skikkelser. Men paa den anden Side tror jeg, at man overdriver Betydningen af saadanne Fremstillinger, naar man mener, at Digteren ligefrem kan behandle eller endog løse Problemer. Derfra er han allerede afskaaren netop ved den rent individuelle Form, i hvilken han giver sine Fremstillinger. Det Spørgsmaal, hvor vidt det Fremstillede kan finde Anvendelse paa andre Tilfælde, staar ubesvaret hen; det var maaske en Undtagelse, med Hensyn til Karakterer eller situationer, eller der kan opstilles modstaaende Skildringer. Problemet er ikke udtømt med den enkelte digteriske Fremstilling. Debatten begynder først ret efter denne, idet Spørgsmaalet bliver om det Fremstilledes Forhold til andre Muligheder, som Livet kan frembyde. At holde sig til den individuelle Fremstilling og anse Sagen for udtømt ved den vilde være en Dogmatisme, som er modsat den, der ofte kan lægges den videnskabelige Behandling af Livsspørgsmaal til Last. Livet gaar lige saa lidt op i en enkelt Konstellation som i et abstrakt Princip, men maa belyses fra begge Sider. Kunsten kan lige saa lidt gøre Videnskaben overflødig, som Videnskaben kan undvære Kunsten. Hvad det gælder om at holde fast, — maaske særligt i de Tider, som nu komme (hvis de Tider komme, man bebuder) — er, at selv, hvor Kunsten afløser Videnskaben og supplerer den, kan Baandet dog ikke overhugges mellem dem. Der er et Vekselforhold mellem de to Hovedformer for Aandsvirksomhed som mellem Indaanding og Udaanding; den ene Proces fortsætter den anden og beror paa den anden, trods den Modsætning, der er mellem dem. Deres Forening er nødvendig for at gøre Livet frit og sundt. Denne Forening er vanskelig at naa; men Sokrates, Stormesteren i Filosofi som Kunst, har jo ogsaa sagt: »Det Skønne er vanskeligt.«

---

1. Smlgn. min Etik p. 305—307. (1 Udg. p. 419—421).
2. Kants Brev findes hos Borovski: Darstellung des Lebens und Characters Immanuel Kants. Kønigsberg 1804, p. 227.
3. Deutsche Schriften. Gøttingen 1886 p. 481.
4. Bruno: De gl' heroici furori. Op. ital. ed. Lagarde. Gøttingen 1888. II. p. 651 f., 723 f.
5. Smlgn. min Bog: Søren Kierkegaard som Filosof. Khhvn. 1899. p. 52 f., 82 ff.
6. Billedet henter jeg fra Renan: Feuilles détachées. 4. ed. Paris, 1892, p. 162 f., men jeg anvender det noget anderledes end han.
7. Smlgn. min Bog: Søren Kierkegaard som Filosof. p. 44—48.
8. Se udførligere herom Afhandlingen „Hedenske Sandhedssøgere“.
9. Om den individuelle Forholdsmæssighed af alle etiske Fordringer, se min Afhandling „Om Forholdsloven i Etiken“. (Etiske Undersøgelser. Kbhvn. 1891, p. 53. 56.)