Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829/2

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Universitetsboghandler C. A. Reitzel Kjöbenhavn


Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829.djvu Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829.djvu/5 3-9

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1950. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1926.

Andet Capitel.

Fodreisen tager sin Begyndelse. Hercules paa Skilleveien. Den lyriske Muse.


Lidt veemodig sagde jeg Farvel til mit lune Værelse; hvem veed, hvad der kan møde paa en Reise, om den endogsaa er nok saa kort; denne gik jo dog udenfor Sjælland og over de salte Strømme. — Jeg saae mig endnu et Par Gange omkring, trykkede Hatten fast, slukkede Lyset og flagrede nedad Trappen, hvor der just intet Mærkværdigt mødte mig. Nogle Skridt, og jeg var over Holmensbro; mit Blik vendte sig mod Kirken, og jeg tænkte paa Tordenskiold og Niels Juul; men snart blev jeg afbrudt af to qvindelige Væsener, som nærmede sig. Deres hele Gang og Holdning lod mig ane noget Overordenligt. Den ene kom fra Børsen og lignede i Klæderne en Amagerkone, men hendes Øine, den søde Jordbærmund og den snevre Midie, Alt var den første Elskerinde i en Roman værdigt. Paa Armen bar hun en Kurv med Frugt og deilige Honningkage-Jomfruer, hvilke Bageren nok saa satirisk havde givet en Bittermandel istedetfor et Hjerte. — Den anden Dame var lang og bleg, en døende Heloise, i hvis Øine man tydelig læste sidste Act af en Tragoedie. Begge havde store Nøgleknipper. Uden lang Indledning spurgte den første mig, om jeg vilde gaae over Knippelsbro; den anden, om jeg vilde gaae ad Langebro. Det løb mig koldt nedad Ryggen, (man vil ogsaa sige, at jeg har intet Mods-Organ). Jeg følte paa mig selv, ligesom Jeppe paa Bjerget, om jeg ikke drømte et Da capo af Lucians bekjendte Drøm, men jeg var fuldkommen vaagen og indsaae nu Sandheden af hvad der staaer hos Sintenis: at af Alt, hvad der skeer nu, skeer Intet mere for første Gang i Verden, men at det altid er den samme Skueplads hvorpaa der spilles, altid de samme Sørgespil og Lystspil, der gives, saa fra een Tid til en anden kun nye Skuespillere besætte Rollerne, Dragten forandres noget, og andre Bagtepper eller Sidevægge anbringes. — Saaledes var jo Alt her; jeg var Hercules paa Skilleveien. — Amagerkonen var saare veltalende; "følg mig!" sagde hun, og det klang næsten, som om hun talede i Vers, "Nøglerne til Børsen ere i mine Hænder. Følg mig, og jeg fører dig igjennem fjerde Christians herlige Bygning, vil der vise Dig de store Mesteres Værker, hvoraf Du kan citere i Din Reise; jeg vil vise Dig Kobberstik og Malerier og give Din Aand det classiske Sving, uden hvilken Digteren aldrig kan hæve sig til et værdigt Standpunkt. De Gamle maa Du studere; kun for et attenhundrede Aar siden har Folk kunnet tænke og føle. Et nyt og bedre Menneske vil jeg gjøre Dig til. Betragt kun Templet hist med sit herlige calmarske Taarn, husk paa Helligdommens Skatte og fremfor Alt paa Din egen glimrende Fremtid. Følger Du derimod Jomfruen her, flagrer i Phantasiens lystige Flugt og bygger brogede Trylleslotte, da ville disse snart styrte, thi Grundvolden, den classiske Dannelse, det dybe, philosophiske Blik mangler Dig. Hun er en Datter af Manden, som gjemmer Nøglerne til Druknehuset, hvilke jeg seer hun har listet fra den Gamle i Aften. Din hele Reise vil hun gjøre til en Spøgelsehistorie. Jeg derimod vil føre Dig gjennem Børsen, styrke Dig med classisk Føde og være Din tro Ledsagerinde paa den hele Reise. Fra Børsen gaae vi forbi Skibene hist, hvor Tøndebaand med Æbler hænge i det blege Maanelys; der skal Du maaskee see Matroser, der have badet sig i Avons hellige Strømme. Jeg fører Dig gjennem Christianshavns reelle Gader, hun langs med den øde Vold og den lange øde Reberbane! — Hvad kan hun vel lade Dig høre? Nogle Spøgelsehistorier fra Druknehuset, eller i det Høieste lidt Declamation af Blaataarn!" —

Den Blege sagde Intet, men i dette Intet laae der langt Mere end i hele den Andens lange Tale; bleg, men venlig stod hun for mig, og vinkede — som Aanden i Hamlet. Underlige, brogede Phantasiebilleder svævede rundt om hende og syntes, halv i Spøg halv i Alvor, at opføre luftige Dandse.

Rask gjorde jeg et Skridt fremad for at gribe hendes Haand, da styrtede Amagerkonen til og skreg i høieste Smerte:

"— — ha miser,
Quanta laborabas Charybdi!"

Lad ikke Din ungdommelige Phantasie forlede Dig! Kun i en classisk Slaabrok kan Du naae til Maalet. — Og er det endelig det Overnaturlige, det Hoffmanske i Livet, Du stræber efter, ogsaa det skal Du da see store Glimt af hos mig. I Børsens yderste Ende er Møbelmagazinet; der dandse i Midnatstimen alle Comoderne en frygtelig Spøgelse-Menuet, og — —"

"Det kjender jeg nok fra Washington Irwing!" afbrød jeg hende; "troer De ikke jeg har læst den kjække Dragon?" — Med Færdighed, dog uden at fornærme hendes Kjøn, stødte jeg Fristerinden til Side og greb den Bleges Haand; men nu fik hun ligesom et Slags Bersærkergang. Hun bød mig først Æbler, Valnødder og rosenrøde Sukkergrise, men jeg blev urokkelig; tilsidst, efter at have forsøgt ethvert Middel, trak hun i Raseri en lille Bog op af Lommen (det var min Fodreise); med et satanisk Smiil malede hendes spidse Pegefinger luende Ziffre paa Bogens Ryg. "Vaas" stod der.

"Det skal der staae, saalænge Bindet varer", Udbrød hun, "saaledes vil man benævne Din Bog; kaste den bort, naar man har læst halvandet Blad; snart vil Høkeren, som Prometheus' Grib, sønderrive dens Indre og om Sukker og Sæbe sende den Ud i den store By. — Ha miser! følg kun Din deilige Brud; maaskee fletter hun Dig Sivkrandsen i de vaade Haar, det bliver Din Digterkrone; farvel med Dine brogede Drømme!"

Da rev jeg mig løs og ilte afsted med den Blege, skjøndt Amagerkonen endnu declamerede mig af Horats:


"Vix illigatum te triformi
Pegasus expediet Chimæra."




Allerede var jeg udenfor Cancelliet, da min Blege med eet forsvinder. — Hendes Nærværelse var rigtignok ikke længere nødvendig, eftersom jeg nu havde bestemt, hvilken Vei jeg vilde gaae; men jeg fandt dog, at Afskeden var lidt kold og altfor pludselig. I det jeg seer om efter hende, svæver der mig et qvindeligt Væsen op ad Cancellie-Trappen; jeg troede, det var min Cicerone, og greb hende derfor ved Armen. Hun udstødte et smerteligt Skrig, og jeg mærkede snart, at det var en mig aldeles ubekjendt Dame. Klæderne hang i Laser paa Kroppen, og Haaret fløi vildt om Skuldrene som paa Rolf Blaaskjægs Kone. Ansigtet, Halsen og Armene bare kun altfor tydelige Spor af, at barbariske Hænder havde mishandlet hende.

"Dræb mig ikke! piin mig ikke!" streg hun: "ved Alt, hvad der er Dem helligt, lad mig være!"

Jeg blev ganske forbauset; — var ogsaa lidt bange for, at Vægteren skulde høre hendes Skrig og da komme som tredie Mand, det kunde blive en slem Historie. — Jeg bad hende være rolig, undskyldte min Feiltagelse, lovede, som en vandrende Ridder, at beskjærme Uskyldigheden, og spurgte, hvem der saaledes havde mishandlet hende. —

"Ak!" sukkede hun, "den halve By, den halve Verden! Jeg er den lyriske Muse. Enhver overfalder og piner mig, for at faae mig til at synge; man trækker mig ved Haaret, kniber mig, saa at min hele Krop er en eneste brunblaa Plet. Derfor seer jeg saaledes ud, som De finder mig her. Jeg mishandles paa alle mulige Maader af Unge og Gamle; man vil afpresse mig Sange, men det bliver kun smertelige Skrig; jeg knibes ved Bryllupper og Begravelser, ja selv ved Confirmation! O jeg seer ingen Redning her mere! Alle Stænder og Aldre anfalde mig, som glubende Cannibaler, og true med ganske at dræbe mig. Hvor skal jeg skjule mig? — Nu er Cancelliet mit sidste, mit eneste Tilflugtssted; bag de støvede Folianter og opdyngede Papirer vil jeg skjule mig; der søger Ingen mig, der vil jeg vente rolige og bedre Tider."

Hun sagde dette med et Udtryk af den dybeste Følelse, saa at jeg blev ganske rørt og sagde hende flere, som jeg siden efter fandt, smukke Ting. — Vi begyndte halv at blive gode Venner, og jeg følte ikke det mindste til Frygt i en saa fornem Dames Selskab.

"I Sandhed, min Naadige!" sagde jeg tilsidst, "De har Grund til at hade Verden; men det falder mig ind: De har dog mange værdige Sønner; men selv disse, forekommer det mig, behandler De lidt stedmoderlig. De forsørger dem kun daarligt! — — Ja, kunde Digteren klæde sig i Blomsterblade, drikke Morgenrøde og flagre som en Sommerfugl gjennem Livet, saa var Alt meget godt. Men De synes at glemme, at Deres Børn have ikke ganske Deres aandelige Natur; Livet kræver ogsaa noget af det Solide, og derfor savner Digteren saa tidt grumme Meget."

"Ak ja!" afbrød Musen, "Skinnet er imod mig; men betænk, der er ingen Moder paa den hele Jord, der har saa mange Børn som jeg. Gud veed, jeg gjør Alt, hvad jeg kan; men det vil ikke strække til at føde dem Alle. Og det er just mit ømme Moderhjerte der gjør, at jeg ikke lader Enkelte faae i Overflødighed, da saa de Andre reent maatte sulte ihjel."

I dette Øieblik foer den Tanke i mig: Du maa holde paa hende og faae din Fodreise besungen i Jamber; men hun mærkede vist min Hensigt; thi i samme Nu rev hun sig løs og svævede op ad Cancellie-Trappen. Jeg saae hende svinde sammen i et ubetydeligt, lille Punct, for saaledes at slippe gjennem Nøglehullet ind i det danske Capitolium.