Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829
Fodreise
fra Holmens Canal til Østpynten af Amager
i Aarene 1828 og 1829.
Udgiven
af
H. C. Andersen.
Tredie Oplag.
Kjöbenhavn.
Forlagt af Universitetsboghandler C. A. Reitzel.
Trykt i Bianco Lunos Bogtrykkeri.
1840.
Indhold.
| Første Capitel. | ||
| Hvorledes Satan faaer Magt over Forfatteren. — Syndfloden Nr. 2, en Mythe | 1. | |
| Andet Capitel. | ||
| Fodreisen tager sin Begyndelse. Herkules paa Skilleveien. Den lyriske Muse. | 3. | |
| Tredie Capitel. | ||
| Alvorlige Betragtninger ved at høre Vægterens: "Nu er det paa de Tider, man føier sig til Seng." — Læseren gjør Bekjendtskab med en ung Digter og hans gamle Tante. — Et Spring tre hundrede Aar frem i Tiden, som Forfatteren slipper, i det Mindste med hele Lemmer, fra. | 10. | |
| Fjerde Capitel. | ||
| Søvngjængeren. | 29. | |
| Femte Capitel. | ||
| — Et meget moralsk Stykke, hvori en Ræv spiller Hoved-Rollen. — Blaataarn lader sig høre som Declamatør. — Elixiere des Teufels begynder at spøge. | 35. | |
| Sjette Capitel. | ||
| Bogen fortæller sin Barndoms Historie, sit Skoleliv hos Bogbinderen. Dimission til den Gyldendalske Boglade, Rus-Aaret, og endelig sin første Udflugt i Verden. — Klokken slaaer 12. | 41. | |
| Syvende Capitel. | ||
| Ludvig den Fjortende forvandler sig i en Tommeliden fra Sirius. — En poetisk Vægter. — St. Peder vil overraske Læserne med sin Nærværelse. — Livets oq Dødens Port. | 46. | |
| Ottende Capitel. | ||
| St. Peders Briller begynde at vise deres skjulte Kræfter. — Forfatteren seer paa Amager en stor Konge-Revue over alle Digterværker. — Et ædelt Træk af Cottins Malvina. | Side 61. | |
| Niende Capitel. | ||
| Poesiens Tempel. — Forfatteren kommer i et Fuglebuur. | 73. | |
| Tiende Capitel. | ||
| Hvad der videre tildrager sig. — Jerusalems Skomager. — De bekjendte 100 Mile Støvler komme til Syne. | 83. | |
| Ellevte Capitel. | ||
| Forelæsning af en gammel Lænkehund. — Læseren gjør Bekjendtskab med et stort Selskab af to- og fiirbenede Herrer og Damer. — Forfatteren seer med St. Peders Briller ind i Jorden og opdager Helvede. — Fanden i en Skolemesters Skikkelse med Horn i Panden. — Dobbeltgjængeren. — En poetisk Person ved Stranden. | 98. | |
| Tolvte Capitel. | ||
| Dykker-Klokken. | 112. | |
| Trettende Capitel. | ||
| Dødens store Extrapost kjører over Amager. — Læseren gjør Bekjendtskab med enkelte af Passagererne. — Vandmanden. — Ende paa Reisen. | 118. | |
| Fjortende Capitel. | ||
| Indeholder Ingenting. | 132. | |
Nytaarsdag 1829 udkom første Oplag af „Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager“; denne lille Bog var den første, jeg udgav, med den fremtraadte jeg i mit Rus-Aar som Forfatter. I faa Dage var Oplaget Udsolgt, og et nyt, langt større, fulgte kort efter; dette har allerede i over et Aar ikke været at erholde i Boghandelen, hvorfor her nu kommer tredie Oplag. Uagtet den Gunst, Publicum har viist denne min lille Bog, føler jeg dog, at den er høist mangelfuld, og jeg maa bekjende, at der ere hele Sider i den, jeg nu ønskede borte. Imidlertid, som ældre, at gjøre slige Forandringer, bliver altid høist fraraadeligt, da let det Characteristiske ved et Ungdomsværk herved kunde forstyrres. Jeg har derfor kun gjort nogle ubetydelige Rettelser, samt udeladt et taabeligt Angreb paa en Forfatters Værk, hvis gode Sider jeg dengang ikke forstod at vurdere.
I Maanedsskrift for Litteratur første Bind 1829 har Digteren, Professor J. L. Heiberg anmeldt Fodreisen. Hans Ord tillader jeg mig at hefte, som en smuk Indledning, til tredie Udgave.
Kjøbenhavn i December 1839.
H. C. Andersen.
Fodreise fra Holmens Kanal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829.
Udgiven af H. C. Andersen. Kjøbenhavn, paa Forfatterens Forlag, 1829. 136 Sider. 8.
Der gives i den skjønne Literatur Skrifter, i hvilke det saakaldte Indhold er, ligesom i videnskabelige Værker, en Hovedsag, der følgelig frem for alt maa udhæves af et saadant Skrifts Anmelder eller Recensent. Til denne Art henhøre de fleste episke og dramatiske Digterværker, i hvilke en streng og kunstrigtig Plan er den væsentlige Grundvold. Men der gives ogsaa en anden Classe af poetiske Frembringelser, i hvilke Indholdet er meer eller mindre Uvæsentligt, medens derimod den poetiske Colorit, den digteriske Grundtone er Hovedsagen. Et Exempel herpaa afgive de fleste lyriske Digte. En Recensent, som, idet han omtalte en Samling af saadanne Smaadigte, der for største Delen ere fremkaldte af et øieblikkeligt Lune, troede at give os en Forestilling derom, ved at fortælle Indholdet af de forskjellige Stykker, istedetfor at vise os, hvorvidt disse Øieblikkets Inspirationer besidde Energie og Gratie, hvorvidt de ere udsprungne af en fælleds Grundtone, hvorvidt de besidde en bestemt Colorit, o. s. v., — en saadant Recensent vilde røbe en betydelig Mangel paa Sagacitet. Ved Betragtningen af det lille Skrift, som vi her anmelde, vilde den samme Fremgangsmaade være ligesaa meget at dadle, thi uagtet Hr. Andersens Fodreise har Formen af en Fortælling, saa seer dog Enhver, at det, som han fortæller, netop er det Uvæsentlige, men at Maaden, hvorpaa han fortæller det, er Hovedsagen. Om Digteren paa sin Vandring til Amager tager ind paa Christiansborg Slot eller i Holmens Kirke, om han gaaer forbi Druknehuset eller forbi Sukkerhuset, er aldeles tilfældigt; alle Begivenhederne i Bogen kunde have været forandrede, uden at Grund-Ideen (ifald en saadan er udtrykt deri) vilde lide mindste Afbræk derved. Skriftet bør betragtes som et lyrisk Digt, og i et saadant bestaaer Skjønheden ofte just deri, at et Indhold, som enten er hverdags eller i det mindste indifferent, ved Poesiens Kraft hæves til Værd og Betydning.
Den unge Digter, som, inden han Udarbeidede nærværende Skrift, allerede havde gjort sig bekjendt og yndet ved endeel lyriske Digte, meest af humoristisk Indhold, har i sin Fodreise udentvivl fundet en passende Form for den Overgang, hvori hans Genie befandt sig, nemlig fra det Lyriske, hvormed næsten enhver Digter begynder, til Frembringelser af en mere objectiv Natur. Forfatteren befinder sig omtrent i samme Stilling, som en Maler, der inden han vover sig til strengere Compositioner, først øver sig paa Arabesken; thi ogsaa i Arabesken ere Elementerne tilfældige, heterogene og ligegyldige imod hverandre, men den Originalitet og den Gratie, hvormed de ere sammensmeltede, give den Kunstværd. Eller, for at vælge en Sammenligning, som ligger nærmere: Fodreisen er at betragte som en musikalsk Phantasie. En Phantasiespiller veed, i det Øieblik han begynder, endnu ikke, hvad der vil følge paa Begyndelsen, og endnu mindre, hvorledes han vil ende; han følger kun Øieblikkets Inspiration, og er saa lidet Herre over denne, at han tvertimod ganske lader sig henrive af den. Men den samme Aand opfylder ikke de forskjellige Phantaserende. Inspirationen er ikke den samme hos den meer og den mindre Begavede; hos hiin er den originalere, mere overraskende og mere beundringsværdig. Den er heller ikke den samme hos den fuldendte Mester og hos den uøvede Begynder; hos hiin er den, med al sin Vilkaarlighed, dog tillige underkastet visse Regler, hvorved den, selv i den meest brogede Forvirring, stedse vedbliver at være correct og smagfuld. Der gives visse Harmonier, som ere saaledes forbundne, at Øret, ved at høre den ene, venter den anden; der gives andre, som kun ved et dristigt Spring kunne berøre hinanden, og selv dette maa motiveres med en stor Kunstforstandighed og Kunstfærdighed; den geniale og øvede Mester undgaaer hine, som tilbyde sig af sig selv; han frapperer og henriver ved disse. Hvad her er sagt om den musikalske Phantasie, lader sig saare let anvende paa den digteriske. Et Analogon til de omtalte nøie forbundne Harmonier finder man i alle ved den blotte Idee-Association forbundne Forestillinger. Denne er saaledes den sletteste Ledestjerne, som Phantasien kan vælge sig, deels fordi den er triviel, og findes ligesaavel hos det eenfoldige, det underordnede Menneske, som hos Geniet, deels fordi den er continueerlig i det Uendelige, og savner al discret Eenhed, der kunde afgive et Princip for Begyndelse, Fremgang og Ende.
I Hr. Andersens lille Skrift findes mange Exempler paa en heldig Retning af Phantasien. Den bevæger sig ofte mellem originale og frappante Ideer, som den forbinder paa en sindrig Maade; men man seer ogsaa paa den anden Side, at Forfatteren ofte, hvor den geniale Inspiration forlader ham, blot følger sin Idee-Association, og derved vel forøger sit Stof, men ikke paa den behageligste Maade for Læseren, eftersom denne meget ofte kan fra den første Forestilling slutte sig til en Række af de følgende, hvoraf tillige den dobbelte Ubeqvemmelighed opstaaer, at Forfatteren faaer Udseende af en Samler, hvem det vel meget er at gjøre om Qvantiteten, og at han, ledet af Idee-Associationen, frembringer en Mængde Reminiscenser fra andre Digtere. Næsten Alt hvad der i Fodreisen skader Interessen, eller stemmer Læseren mindre behageligt, udspringer af den angivne Kilde. Feilen er forresten undskyldelig hos en begyndende Digter, og i nærværende Tilfælde saa meget mere, som Forfatteren selv synes at have følt den; idetmindste har han i Slutningen af det syvende Capitel (Side 64) bortskaaret et Stykke, der fandtes i de tidligere leverede Fragmenter af Bogen, som vare indrykkede i den flyvende Post, et Stykke, hvori han, ved at omtale Amagerport, lededes af sin Idee-Association ikke blot til Betragtning af de Syndere, som henrettes paa Amager — thi denne Betragtning er bleven staaende — men derfra i samme Ledebaand førtes til nogle hverken nye, eller tilstrækkelig grundede eller til Skriftets Grundtone passende Reflexioner over Forbrydelsernes Tilregnelighed.
Nærværende Anmeldelses Forfatter har, som man seer, ikke havt isinde at gaae ind i en detailleret Critik over Skriftet; han har blot — hvad neppe er uhensigtsmæssigt ved en Bog, der er saa meget udbredt, og læses af saa Mange — forsøgt at bestemme det Synspunct, hvorfra den rigtigst bedømmes.
J. L. Heiberg.