Frisk Mod
Frisk Mod.
Med Tegninger af Aug. Jerndorff
Der var en Gang et Par Folk, som havde en eneste Søn, og han hed Hans. Det gik da med ham, som det gaar saa tit med eneste Barn, at han blev dygtig forkjælet fra lille af: han kunde gjøre og lade som han selv vilde og lærte ikke at lystre. En vild Krabat var han fra Vuggen af, og jo større han blev, des værre blev det med Vildskaben. Der var aldrig saa højt et Træ, at Hans jo skulde op i Toppen af det, og der var aldrig saa højt et Hus, at han skulde jo op og rende langs ad Mønningen paa det.
Læse og lære noget, det havde Hans aldrig synderlig Lyst til; men der sad ellers et godt Hoved paa ham, saa alt hvad han enten hørte eller saa', det forstod han lige strax; men han tænkte aldrig paa andet end paa Narrestreger, og der var ingen Ende paa de Skjælmsstykker, han kunde finde paa. Hans bedste Morskab var at kyse Folk og gjøre andre bange; men selv var han ikke bange for nogen Verdens Ting, hverken for Dyr eller Mennesker.
Da Hans nu voxte til og snart kunde blive til en hel Karl, saa mente hans Forældre dog, det var paa Tiden, han blev avet lidt; og endskjønt hans Moder var meget øm om Hjærtet ved det, saa bragte hans Fader ham hen til Degnen og bad ham tage Drengen i Huset og hverken spare paa Hug eller onde Ord for at faa sat Skik paa ham. Det allervigtigste, mente Faderen, det var, om Degnen kunde faa sat Skræk i ham, saa der dog var noget, han var bange for; ellers vilde det gaa ham rent galt, naar han blev stor og skulde ud i Verden. — Ja, det mente Degnen jo nok, han kunde lære ham.
Saa er det en Helligaften silde, saa siger Degnen til Hans: »Nu har det Svin af en Ringer drukket sig fuld igjen og glemt at ringe med Kirkeklokken. Du faar gaa op og gjøre det; dèr har du otte Skilling for det.« — »Ja vel,« siger Hans, han er strax rede, og han afsted i Mulm og Mørke op over Kirkegaarden og op i Klokketaarnet; han syntes, det var en hel Fornøjelse, og han ringer og kimer, saa det kan høres over syv Kirkesogne.
Da Hans er færdig og skal ned af Taarnet, saa staar der et langt hvidt Spøgelse paa Trappen og spærrer ham Vejen. »Er du levende, saa tal! er du død, saa skrup af med dig!« siger Hans. Men Spøgelset flyttede sig ikke, det blev staaende og truede ad ham. Saa rendte Hans ind paa det og væltede det om, saa det rullede ned ad Vindeltrappen. Dèr lod Hans det ligge, og saa gik han hjem i Degnestuen og lod som ingen Ting.
»Mødte du ikke nogen?« spurgte Degnekonen. »Jo,« sagde Hans, »der var et langt hvidt Spøgelse, som vilde gjenne for mig; det rendte jeg omkuld, saa det trimlede ned ad alle Trapperne.« — »Bare det ikke er kommet til Skade!« sagde Degnekonen. »Det er mig lige meget,« sagde Hans. Degnekonen tiggede og bad ham dog at følge med sig op til Kirken, for at se efter det. Det var svært, saa øm hun var over det Spøgelse. Hans var meget villig, og saa fulgtes de ad op paa Kirkegaarden, og da de kom til Taarnet, saa laa Degnen jo dèr under Trappen, han havde brækket et Ben i Faldet, og dèr laa det hvide Lagen, han havde haft om sig, for at sætte Skræk i Drengen. Det fik de ham da samlet op i, og de bar ham hjem og fik ham i Seng; men den Tur kom Degnen til at halte af i alle sine Dage.
Nu vilde Degnen ikke have mere med Hans at skaffe; han maatte hjem igjen til sine Forældre; men nu var hans Fader vred til Gavns og talte ham haardt til for hans Vanartighed. Han vilde ikke have ham hjemme; men Dagen efter gik han til Præsten og bad ham om at tage Hans i Huset, han vilde fornøje ham godt for det, om han kunde faa sat Skræk i den Dreng; det mente Faderen, var, hvad han allermest trængte til. — »Ja, lad kun Drengen komme!« sagde Præsten, »jeg skal nok faa pillet Kryheden ud af ham.« Saa kom Hans da til Præsten.
Det var nu en Lørdag Aften hen ad Midnat, saa kalder Præsten paa Hans og siger til ham: »Plør, min Søn! jeg har glemt min Bibel oppe i Kirken, dèr ligger den paa Alteret, og jeg skal bruge den til i Morgen tidlig. Spring op og hent mig den! Dèr har du tolv Skilling for din Umage.«
Ja, Hans var strax paa Benene; han fik Kirkenøglen med sig, han gik op over Kirkegaarden og lukkede sig ind i Kirken, og han fandt rigtig Vejen op ad Kirkegulvet og lige op til Alteret. Dèr stod en høj sort Mand og læste i Bogen; han kunde nok læse i Mørke, for hans Øjne var røde som Ildsluer. »Med Forlov,« sagde Hans, saa snappede han Bogen ud af Haanden paa ham, og saa gik han ganske rolig samme Vej tilbage, laasede Kirkedøren efter sig og bragte Præsten Bogen og Nøglen.
»Saa' du ingen Ting underligt?« spurgte Præsten. »Nej,« sagde Hans, — »jo, det er sandt: der stod en lang sort én og læste i Præstens Bog; saa sagde jeg: med Forlov, og saa tog jeg den fra ham?« — »Blev du ikke bange?« spurgte Præsten. »Nej,« sagde Hans, »det véd jeg ikke, hvad er.« — »Ja, gaa du saa kun hjem til dine Forældre!« sagde Præsten, »dig kan jeg ikke lære noget.«
Saa gik Hans hjem og fortalte det hele, som det var tilgaaet. Da blev Faderen som han var rasende: han vilde ikke have saadan en gudsforgaaen Krop i sit Hus, som hverken frygtede for døde eller levende. Han vilde da have jaget ham ud lige med det samme; saa hans Moder maatte trygle og bede, at han dog maatte blive i Huset Natten over.
Næste Morgen jog Faderen Hans ud i den vide Verden, og Moderen maatte endda stjæle sig til at give ham en Madpose med paa Vejen. Hun fulgte ham ud af Porten, kyssede ham og græd og sagde: »Vor Herre holde sin Haand over dig, min stakkels Dreng!«
Hans travede nu ret ud ad Landevejen saa lang Dagen var. Naar han ikke maatte være hjemme, syntes han, det var bedst at komme saa langt bort som muligt. Hen ad Aften var han da baade træt og søvnig, og da han just var kommen lige ud for en Kirkegaard, saa gik han dèr ind og lagde sig ned i det høje Græs inden for Diget, og dèr faldt han strax i en sød Søvn.
Ud paa Natten vaagnede Hans, det var nok af Nattekulden; saa stod han op og bankede sig med Armene og stampede med Benene, og løb sig en Tur Kirkegaarden rundt, saa der kom Varme i Lemmerne. Saa satte han sig ned paa en Grav og fik sin Madpose frem og tog sig en Bid. Da saa' han lidt fra sig, at der sad fire sorte Karle om en Gravsten og spillede Kort. Saa hørte han, de sagde, at den ene af dem havde tabt alle sine Penge, saa han maatte gaa af Spillet. Da huskede Hans paa, at han havde sine tyve Skilling i Lommen, og han gik hen til dem og sagde, at han vilde gjærne være fjerde Mand. De gjorde Plads for ham, og han satte sig ned imellem dem og gav Kort og spillede med dem en Stund. Det var ikke store Penge, de spillede om, men Hans vandt dog tyve Skilling fra dem. Saa siger den ene af dem:
»Nu galer Hanen den røde,
til Jorden skal alle de døde.«
Lidt efter siger den anden:
»Nu galer Hanen den hvide,
til Jorden skal alle nu skride.«
Og lidt efter siger den tredje:
»Nu galer Hanen den sorte,
nu lukkes alle de Porte.«
Og i det samme springer de op og vil afsted. — »Nej, stop!« siger Hans; »lad mig først faa mine tyve Skilling, som jeg har vundet!« Saa gav de ham nogle Skillinger; men dem kjendtes Hans ikke ved: det var nogle løjerlige gamle Penge, og helt irrede var de. »Nej Tak!« sagde Hans »dem kan jeg ikke bruge; lad mig faa saadan ordentlige tyve Skilling som dem, jeg har sat paa Spil!« Men de sorte rystede paa Hovederne, saa alle Tænderne klaprede, og de vilde da bort. »Aa, I er nogle rigtige Snydere,« sagde Hans, og saa slog han til dem, saa Dødningehovederne trillede hen ad Jorden. De skyndte sig og fik dem samlet op igjen og tog dem paa, ligesom man ellers sætter sin Hat paa, og saa benede de af, alt hvad de kunde.
Hans stod endnu og skjældte efter dem, da stod der en gammel Mand for ham, han havde et langt hvidt Skjæg og var ellers indhyllet i en stor sid Hættekappe, som det kunde være et Ligklæde. »Hvorfor slaar du mine Drenge?« siger han. — »For de har snydt mig,« siger Hans, »og givet mig gale Penge.« — »Du er nok ikke bange af dig,« siger Manden. Nej, det vidste Hans ikke, hvad var. »Det kan jeg godt lide dig for,« siger den gamle. »Hvem er du?« spurgte Hans. »Jeg er Døden,« sagde Manden. »Naa, er du det?« sagde Hans, »kan du saa ikke give mig mine tyve Skilling, som dine Drenge har snydt mig for?« — »Nej,« sagde Døden, »de bød dig, hvad de havde; andre Penge har vi ikke her. Vi har kun dem, der er lagt i Graven med de døde, og den Skik er nu gaaet af Brug for længe
siden. — Men du er en rask Dreng, og hvis du har Lyst at komme og besøge mig, saa har jeg nok noget andet, som kan være dig nyttigere end de tyve Skilling.» — »Ja, hvor bor du?« siger Hans. »Lige øst for Kirken,« siger Døden; »hvor det lyser op af Jorden, dèr skal du ind. Kom saa næste Midnat!« Ja, det lovede Hans, og dermed skiltes Døden fra ham.
Den Dag forslog Hans Tiden med at plukke Nødder, og da det blev Midnat, gik han igjen op paa Kirkegaarden. Øst for Kirken fandt han en aaben Grav, som der stod et Lysskjær op af. »Her maa det være,« tænkte Hans. Men der var ingen ordentlig Nedgang; der var bare et lige, dybt Hul. Saa tog Hans Brandhagen, som hang paa Kirkemuren, og slæbte den hen til Hullet for at maale Dybden. Men der var ingen Bund at finde med Brandhagen. »Man maa hjælpe sig, som man kan,« sagde Hans, saa lagde han Brandhagen tværs over Hullet, og saa gik han hen og hentede Klokkerebet fra Taarnet og Kirkestigen fra Muren; den ene Ende af Rebet gjorde han godt fast i Brandhagen, den anden i Stigen, og saa firede han Stigen ned i Hullet. Men der var endnu ingen Bund at mærke. »Ja, det faar ikke hjælpe,« tænkte Hans, »dette her maa jo være den rette Vej, og hvad man har lovet, det maa man holde.« Saa strøg han ned ad Tovet, og derpaa gik han ned ad Stigen saa langt den rakte, og saa hængte han sig med Hænderne i det nederste Trin og søgte efter Fodfæste; men der var endnu ikke noget. Saa lod han sig dumpe, det var endda et godt Stykke; men han faldt ganske blødt ned paa en dejlig grøn Eng. Dèr saa' han en Dør lige for sig, som Lyset skinnede ud af, og dèr gik han ind, og ganske rigtig: dèr stod hans gamle Ven fra i Aftes og bød ham velkommen.
Den Stue, han først kom ind i, dèr brændte der Lys rundt om langs alle Væggene. Dèr fra førte Døden ham ind i en større Sal, der ogsaa var helt omsat med brændende Lys; og dèr fra kom de ind i et uhyre stort Rum, saa højt og saa langt som en Domkirke, og dèr brændte der mange Tusende Lys baade oppe og nede, saa der var lige saa lyst dèr inde som ude i den klare Dag. Der var Lys af alle Slags og af alle Størrelser. Nogle var saa store som Kirkelys, andre var mellemstore, og andre var ganske smaa, som dem, man har paa Juletræer. Nogle Lys var af Vox, andre var ganske simple Spiddelys. Nogle blussede højt op og brændte hurtig, andre havde kun en ganske lille Tande og brændte svagt, men rolig. Nogle var endnu som ganske hele og nytændte; men andre brændte allerede helt ned i Stagerne og var lige ved at brænde ud.
»Hvorfor brænder du saa mange Lys her?« spurgte Hans. »Jo,« sagde Døden, »det hører med til min Bestilling, for det er alle Menneskers Livslys; og for hvert af dem, der er udbrændt, har jeg et Menneske at hente. — Der er alle Slags, som du ser: somme er store og andre er smaa; somme er lange endnu, det er deres, som endnu har et langt Liv for sig; somme er snart udbrændte, med dem er det snart ude. Men med dem alle faar det dog en Ende.«
Saa bad Hans ham om at vise sig sine Forældres Livslys. Det gjorde Døden ogsaa: Faderens Lys var da langt endnu, men af Moderens var der kun meget lidt tilbage. Da bad Hans saa bønlig, om han ikke maatte bytte de to Lys om; og det fik han ogsaa Lov til. »Men hvor er mit Lys?« spurgte Hans. »Det brænder dèr højt oppe,« sagde Døden, og saa pegede han det ud for Hans. Det var et stort og stadseligt Lys, et af de allerkjønneste der var, saa det var Hans vel fornøjet med.
»Nu skulde du jo have lidt for dine tyve Skilling,« sagde Døden. Saa gik han hen til en tom Stage, hvor Lyset var helt udbrændt og udslukket, saa der var kun noget smeltet Vox tilbage i den. »Det har været et stort Lys,« sagde Døden, »og det er helt udbrændt i Guds Tjeneste. Derfor er der megen Kraft ved den Smule Vox.« Og saa fortalte hans Hans, at i et Kongerige langt borte dèr var der en Konge, som havde været rørt af Lamhed i mange Aar; og til den, som kunde helbrede ham, havde han udlovet sin Datter og det halve Rige strax, og det hele efter sin Død. »Dèr skal du rejse hen,« sagde Døden, »og tage Tjeneste i Kongens Gaard, ved hvad du kan faa. Det vil da blive dig paalagt, at du aldrig maa nævne Kongen; for han har udgivet den Lov, at hvem der gjør det, skal enten helbrede ham eller miste sit Liv. Du skal da nævne Kongen og mage det saa, at han faar det at høre, saa at du faar Adgang til ham. Det Vox, jeg her giver dig, det kan helbrede ham. Men du maa være saa forsigtig, først kun at helbrede hans højre Arm og saa lade ham give dig det skriftlig, hvad du skal have for at helbrede ham helt. Ellers kunde du let blive narret og ikke faa, hvad der er udlovet. — Gjem det nu godt; og saa far vel saa længe!« sagde Døden; »du kan ellers slippe nemmere ud, end du kom ind.« Og saa førte Døden Hans op til den øverste Omgang og lukkede ham ud ad en Dør, der var; saa stod Hans ude paa Kirkegaarden, og i det samme randt Solen op.
Hans gav sig da paa Rejsen og spurgte sig frem om Vejen til det Kongerige. Ja, det var der langt til, sagde man; men han blev ved at vandre Dag efter Dag, og hver Aften tiggede han sig lidt Mad og Nattely til hos gode Mennesker, og saadan gik det længe, indtil en Aftenstund, han kom til en Mølle. Dèr gik han ind og spurgte, om de vilde give en fattig Dreng lidt at leve af og Lov at ligge dèr Natten over; han havde en lang Rejse for sig. »Ja,« sagde Mølleren, »et Maaltid Mad kan du vel faa; men Husly kan vi ikke give dig her; for vi kan knap nok huse dem, vi skal.« Og saa fortalte han, at der laa en gammel Herregaard der i Nærheden, hvor det spøgede saadan, at Folkene ikke kunde være der uden om Dagen: hver Nat kom de og laa hos Møllerens, saa han havde da Huset fuldt. »Saa kunde jeg kanske faa Lov at ligge oppe paa Gaarden,« sagde Hans, »dèr maa da være god Plads, og Spøgeri er jeg vant til, det gjør ikke mig noget.«
I det samme kom Herskabet kjørende fra Gaarden, og da det blev meldt, at der var en fattig Vandrer, som gjærne vilde søge Nattely dèr, saa var der heller ingen Ting i Vejen, naar han vilde staa sin egen Fare. »Og der er fuldt op af Mad og Drikke der oppe,« sagde Herremanden, »det kan du tage af, hvilket du vil.« — »Ja, jeg siger saa mange Tak,« sagde Hans, og han vilde da strax afsted. — »Naa,« siger saa en af Møllerens Karle til en af Folkene fra Gaarden, »nu kan du faa Selskab. Du har saa tit pralet af, at du turde godt blive paa Gaarden, blot du kunde faa én med. Nu er her en Lejlighed.« — »Ja,« siger Mølleren, »og saa kunde du vise den fremmede Vejen.« Saa kunde Karlen jo ikke godt gjøre andet for Skams Skyld end at følge Hans der op; men han var ikke meget for det, han var sandt at sige saa bange som en Hare.
De kommer op paa Gaarden, det var en stor og stadselig Herregaard, og Karlen viser Vej op til et dejligt stort Gjæstekammer ovenpaa; dèr stod to opredte Senge, og en stor Kamin var der ogsaa i Kammeret. Saa siger Hans: »Det kunde rigtig gjøre godt at faa gjort lidt Ild paa her. Du maa skaffe os nogen Brændsel.« Det vilde Karlen nødig til. »Ja, saa vis mig Vejen til Brændehuset!« siger Hans; »det er da, hvad du har taget dig paa, at vise mig om her alle Vegne.« Saa skammede Karlen sig og sagde, han skulde nok hente Brænde, og dermed gik han. Men han blev borte med det samme. »Nu er han stukken af, den Kryster,« tænkte Hans; »jeg maa nok selv se, om jeg kan hitte lidt at varme mig paa.« Saa tog han et Lys og gik ad lange Gange og mange Trapper, til han kom ned i Køkkenet; dèr fandt han da saa meget Brænde, som han havde Brug for, og han bar det op, og han fik gjort Ild paa, og da det blussede godt i Kaminen, saa trak han af Klæderne og lagde sig i den ene Seng og faldt strax i en sød Søvn.
Det varede dog ikke længe, saa vaagnede Hans ved en forskrækkelig Støj. Det lød, som om alle Døre paa Gaarden blev smækket op og i i ét væk, og det tudede og hvinede i alle Skorstenene og gjennem alle Gangene, saa han havde aldrig hørt Mage, Vinduerne klirrede, og det var, som om hele Huset rystede. »Det er nok blevet Stormvejr,« tænkte Hans,« og nu har den Kryster af en Karl glemt at lukke Dørene efter sig.« Saa stod han op og trak i Klæderne og vilde ud, at faa Dørene lukkede. Men inden han kom saa vidt, saa sprang Kammerdøren op paa vid Gab, og ind kom fire store sorte Katte, bærende paa en sort Ligkiste. Den stillede de midt i Kammeret, og da de havde gjort det, saa sprang de lige ind i Kaminen, saa det gnistrede efter dem, og saa op igjennem Skorstenen, til de satte sig oppe paa Toppen af den og mjavede og gnavede, saa man knap kunde faa Ørenlyd for dem.
Nu skulde Hans da se, hvad der var i den Kiste. Ja, dèr laa en død Mand, saa stiv og saa kold, som nogen død kan være. Men den døde taler og siger: »Hu, hvor jeg fryser! Hu, hvor jeg gyser!« — »Saa er det bedst, du kommer op og varmer dig lidt,« siger Hans, og han tager den døde ud af Kisten og stabler ham op i en Lænestol lige foran Kaminen,
og han pirrer op i Ilden, saa den blusser rask, og saa sætter han sig lige overfor i en anden Lænestol. Saa noget efter begynder den døde ligesom at tø op, og han rækker sig, og han strækker sig, og saa siger han: »Hvad vil du her?« — »Jeg?« siger Hans, »jeg har Søvn og Hvile nødig, for jeg er paa en lang Rejse, og jeg vilde gjærne haft Ro til at sove her i Nat. — Men hvad gaar du her og rumsterer efter?« — »Jeg er her, fordi jeg skal være her,« siger saa den døde, »jeg har ingen Ro i min Grav. Men, siden du spørger, saa kan jeg svare, — og saa kan jeg faa Ro. — Følg med!«
Saa gik den døde foran, og Hans fulgte efter, hen ad de lange Gange, og Trapper op og Trapper ned, til de kom ind i et Kammer, hvor der stod en stor Himmelseng. Den skød den døde til Side, og bag den var der en Lem i Muren, den lukkede han op, og dèr saa' Hans en Række Hylder, hvor der laa saa mange Guldpenge, saa Hans havde aldrig trot, der var saa mange Penge til. Dem gav den døde sig til at tælle én for én og lagde dem igjen i høje Stabler paa Hylderne, og saa sagde han, at dem havde han maattet gaa og tælle hver Nat i mange Aar, fordi han havde vundet dem med Uret, den Gang han var Herremand dér paa Gaarden. »Nu skal de deles i tre lige Dele«, sagde han, »den ene Tredjedel hører Herremanden til, den anden skal gives til de fattige her paa Godset, og den tredje hører dig til.« Saa lukkede han Skabet og skød Sengen for og gik samme Vej tilbage. »Læg mig nu i min Kiste!« sagde han. Og saa snart Hans havde gjort det, saa kom de fire sorte Katte farende ned igjennem Skorstenen og tog Kisten og løb ud ad Døren med den igjen. Saa gik Hans hen og lagde sig i sin gode Seng og sov sødelig.
Om Morgenen kom jo Herskabet tilbage til Gaarden; og det første, de saa' dèr, det var da Karlen, som havde fulgt Hans der op i Aftes: han laa ved Foden af Trappen og havde brækket sin Hals. Det gjorde Herremanden meget ondt, og han sagde til Folkene, at de skulde søge efter den stakkels rejsende: han maatte da sagtens ogsaa være kommen galt afsted. De ledte alle Vegne, og endelig fandt Stupigen ham oppe i Gjæstekammeret, hvor Hans laa og sov med røde Kinder. De skidne Træsko stod uden for den fine Seng, og hans fattige Klæder laa der paa Gulvet. Da det blev meldt Herremanden, sagde han: »Ja, lad ham kun ligge og sove saa længe som han kan! Han kan vel have det nødigt; for han har nok ikke haft nogen rolig Nat.«
Saa snart Hans vaagnede, kom han jo i sine Klæder, og saa gik han ind til Herremanden og sagde, at naar han først havde faaet lidt Davre, saa havde han noget at sige Herremanden, som han ikke havde vidst før. Og da han havde faaet, hvad han kunde spise og drikke, saa førte han Herremanden ind i det Kammer, hvor Himmelsengen stod. Den blev da flyttet til Side, det var alt det, at fire stærke Karle kunde udrette det; saa blev Lemmen brudt op, og saa viste Hans Herremanden hele Herligheden og sagde ham, hvordan den skulde deles. »Naar I gjør det,« sagde Hans, »saa er I fri for Spøgeriet her efterdags; men ellers bliver det værre end nogen Sinde.« Herremanden gjorde ingen Indvendinger; de fattige fik deres Tredjedel, og Hans skulde da ogsaa haft sin; men han tog kun en lille Del ud af den og bad Herremanden forvare Resten, til han kom igjen og forlangte den. Han havde endnu en lang Rejse for sig, sagde han.
Dermed tog Hans Afsked med Herregaarden; han var da indenfor i Møllen og gav Mølleren en Haandfuld Guldpenge for den gode Modtagelse; saa gav han sig igjen paa Rejsen. Men nu havde han jo Penge til at betale for sig, hvor han kom, saa han behøvede ikke at tigge sig frem. Han fik sig ogsaa nye Klæder
og en Hest at ride paa, saa det gik jo raskere nu end før, og omsider naade han da til det Kongerige, hvor han skulde hen.
Hans søgte strax hen til den syge Konges Gaard, og dèr gik han ind og tilbød sin Tjeneste. Han blev antagen til Stalddreng, og han fik da strax den Formaning af Staldmesteren, at han aldrig nogen Sinde maatte understaa sig at nævne Kongen; gjorde han det, saa blev han ulykkelig.
Den syge Konge havde nu sin Fornøjelse af at se sine Heste blive vandede, og den Lænestol, han sad i, blev hver Dag rullet hen til et Vindu, hvorfra han havde Udsigt over Borgegaarden og kunde sidde og se paa alle sine smukke Heste. Saa en Dag, Hans var med at vande dem, saa ser han op til Vinduet og raaber ganske højt: »Nej se, dèr er jo Kongen!« De andre Karle tyssede jo paa ham; men Kongen havde hørt det; han lod strax Staldmesteren kalde og talte ham haardt til, fordi han ikke passede bedre paa sine Folk. »Men Loven maa holdes,« sagde Kongen, »lad ham strax komme her op!«
Saa blev Hans ført op paa Slottet og ind for Kongen. »Ja, du véd jo, hvad der er forordnet,« sagde han; »da du har understaaet dig til at nævne mig, saa skal du enten helbrede mig eller miste dit Liv. Saa maa du nok bøde med Livet; for det andet ser du mig ikke ud til.« Ja, han vilde dog prøve paa det, sagde Hans. Han fik sit Vox frem, og han strøg Kongens Fingre paa den højre Haand; saa kunde Kongen strax røre dem, som han ikke havde kunnet i mange Aar. Saa strøg han videre med Voxet op ad Kongens højre Arm; saa kunde Kongen røre og føre den, lige som han vilde. Saa vilde han jo, at Hans skulde blive ved og tage Lamheden bort af alle hans Lemmer. Men Hans sagde, at det kunde han ikke, førend Kongen havde givet ham det skriftlig med sit Navn under, hvad han skulde have for at helbrede ham. Og saa maatte Kongen jo til det. Hans lod sig ikke nøje med mindre end hvad der var udlovet: baade Prinsessen og det halve Kongerige strax og det hele efter Kongens Død. Og da saa den Kontrakt var underskreven, saa strøg han Kongen fra Isse til Fodsaal: strax var han helt rask og rørig igjen.
Nu var Hans jo Prins med det samme, og han kom i Prinseklæder og kom ind til Prinsessen. Og de to syntes strax rigtig godt om hinanden, — som Hans jo nok havde tænkt; for den gamle med Lysene var en sikker Mand, det vidste han. Saa blev der holdt et kongeligt Bryllup, og Hans fik strax det halve Kongerige at regere over.
Nogen Tid efter fik Hans Lyst til at hente sine Rigdomme, og der blev da skrevet til Herremanden, at Prinsen og Prinsessen vilde komme og besøge ham. Der blev gjort en farlig Anstalt paa den gamle Herregaard, og til den bestemte Tid kom Prinsen og Prinsessen kjørende i stor Stads, og Herremanden tog imod dem ved Trappen, og de fik anvist de smukkeste Værelser, som var satte i Stand til dem. Saa om Aftenen, da de har spist og er gaaet paa deres Værelser, saa klæder Hans sig om i sine gamle daarlige Klæder, som han havde været i, da han var der sidst, og han gaar ind for Herremanden og siger, at her var han og vilde hente sin Skat. Herremanden blev grov og sagde, at det var ingen Tid at komme paa; han kunde ikke nu forstyrre det kongelige Par, som laa i Nærheden af Skatkammeret. Men saa gav Hans sig til Kjende og sagde, at Prinsen og han var én og den samme, og Herremanden maatte da til at bede ham saa meget om Forladelse. Og næste Dag drog Hans videre med alle sine Guldpenge. Han rejste lige til sit Fædernehjem; dèr traf han sin Moder som Enke, Faderen var død imidlertid. Gaarden gav han da bort til nogle fattige Slægtninge; men sin Moder tog han hjem med sig, og hun levede lykkelig med Hans og hans Kone saa længe, til hun fik ham at se som Konge over det hele Rige og fik set sine Børnebørn, de smaa Prinser og Prinsesser, voxe op omkring sig; og alle holdt de saa meget af den rare Bedstemoder.
