Hvem der først bliver vred

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Aug. Bang og Lehmann & Stage Kjøbenhavn


Danske Folkeæventyr ved Svend Grundtvig.djvu Danske Folkeæventyr ved Svend Grundtvig.djvu/7 78-95

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

Ingen Mad idag men imorgen

Hvem der først bliver vred.

Med Tegninger af Edvard Petersen.

Der var en Gang et Par Folk, det var kun Husmandsfolk, de havde tre Sønner. Den ældste hed Per, den anden hed Povl, og den yngste hed Hans; han gik for at være saa meget enfoldig, saa han blev gjærne kaldt for Tosse-Hans. Da Børnene voxte til, og Forældrene ikke havde Brug for dem hjemme, og de var for store til at tjene Naboerne for Smaadrenge, saa skulde de jo ud og søge sig Tjeneste; og Per, som var ældst, drog da først afsted. Han fik en Skjorte og et Par Hoser og en Bunke Smørrebrød; saa sagde han Farvel og gav sig paa Vandring.

Da Per havde gaaet et Par Mil, saa mødte han en Mand, som var rigtig godt kjørende. Han holdt stille og spurgte ham, hvor han skulde hen. Ja, han skulde da ud at søge sig en Tjeneste. »Da er jeg lige ude for at fæste en Karl,« siger Manden; »vil du kanske tjene mig?« — »Hvor stor er Lønnen?«  siger Per. Ja, Lønnen var god nok: det var en Skjæppe Sølvpenge for et halvt Aars Tjeneste. »Men jeg vil have ren Aftale,« siger Manden; »naar Hanen galer om Morgenen, skal du op til dit Arbejde, og du skal gjøre, hvad jeg siger. Jeg vil gjærne beholde mine Folk længe; men jeg fæster dem fra først af kun paa et halvt Aar, saa naar Kukmanden kommer, er vores Akkord ude. Og saa er der én Ting endnu. Jeg er selv glad og fornøjet og vil ikke se sure Miner omkring mig. Derfor gjør jeg den Aftale med mine Folk, at den af os, der først bliver vred, ham skal der skæres en Rem af hans Bug og en Rem af hans Bag, og der skal strøs Peber og Salt i; og er det mig, der bliver først vred, saa faar Karlen strax sin Løn og kan gaa, hvor han vil; men er det min Karl, der gjør sig vred, saa maa han skruppe af med, hvad han har faaet.

Det var jo en løjerlig Akkord, og Per betænkte sig lidt, inden han slog til. Manden var ikke kjøn at se til: Munden gik op til begge Ørene, og aldrig havde Per set en Næse saa stor og saa lang; men han saa' saa mildt og saa fornøjet ud af de smaa Griseøjne, at Per tænkte, det var vel kun hans Spøg. Og det var jo en svær god Løn. Saa sagde han jo Tak! og saa fæstede han sig til den fremmede Mand. Han kom op i Vognen til ham, og det gik strygende, til de var hjemme. Det var da Sengetid; Per kom i sit Kammer og sov den Nat.

Klokken sex galede Hanen, og Per kom strax i Klæderne og ud paa Loen, som Husbond havde vist ham om Aftenen, og han gav sig i Færd med at tærske, som der var sagt ham. Han tarsk i én Time, og han tarsk i to; men der var ingen, der kaldte ham til Davre. Saa satte Per Plejlen fra sig og gik over i Stuen; dèr sad Husbond for Bordenden; men Davre saa' han ikke noget til. Sin Madmoder fik han da nu at se; hun var endnu grimmere end Bonden; hun skelede paa begge Øjne og havde to store Hugtænder, der stod helt ud af Munden paa hende. Og en hel Slump grimme sorte Unger, der reves og sledes og hylede som en Ulykke, de var der ogsaa. Det saa' næsten ud til, de alle havde faaet Davre; men der var ingen sat frem til ham.

»Er du sulten? Per!« sagde Bonden, og saa smiskede han og missede med de smaa Øjne, saa de blev helt borte. »Ja,«  sagde Per; »vel er jeg sulten; jeg fik ingen Nadver, og nu har jeg hængt i med at tærske i over to Timer.« — »Se, hvad der staar skrevet over Døren!« sagde Trolden, — for det var jo en Bjærgtrold, og intet rigtigt Menneske, Per var kommen til at tjene hos. Han saa' op og læste, at der stod skrevet: »Ingen Mad i Dag; men i Morgen.« Per blev jo lang i Ansigtet. »Er du vred? Per!« spurgte Trolden. »Nej, vist ikke,« sagde Per, og han luskede af som en vaad Hund ud paa Loen igjen. Han havde da heldigvis endnu et Stykke Smørrebrød i Lommen hjemme fra; det kom nu godt til Nytte. »For en Dags Skyld kan man vel nok finde sig i det Indfald,« tænkte han. »Husbond vil nok sætte mig paa Prøve. Men i Morgen, stod der over Døren.« Saa tarsk han videre den Dag, til det blev Aften, og han gik sulten til Sengs.

Næste Morgen galede Hanen Klokken fire. »Des før faar vi Davre,« tænkte Per, og han op og i Klæderne og ud i Loen. Han fik Plejlen i Gang; men hvert Øjeblik lod han den hvile, for at høre efter, om der ingen var, som kaldte. Og hvert andet Øjeblik skulde han ogsaa kige ud, om der ingen kom efter ham. Men der kom ingen. Da saa Klokken blev sex, satte Per Plejlen fra sig og gik over i Stuen. Dèr saa' det ud ligesom forrige Morgen: Davre saa' han ikke noget til, men Husbonden sad for Bordenden og saa' saa mæt og saa glad ud, og Madmoderen gik og tumlede med alle de arrige skrigende Unger, som dog heller ikke saa' ud til at have sultet.

»Er du sulten? Per!« sagde Bonden og grinede over hele Ansigtet. »Ja, det har jeg vel Grund til,« sagde Per, »jeg fik ingen Mad i Gaar, og sled hele Dagen, og nu har jeg staaet paa Loen i to stive Timer. Jeg kan nok være sulten.« — »Se, hvad der staar over Døren i Dag!« sagde Trolden. Og Per saa' jo strax, at der stod lige det samme som i Gaar: »Ingen Mad i Dag; men i Morgen.« — »Ja, nu er det i Morgen,« sagde Per,« og nu vil jeg ikke længer finde mig i saadanne Narrestreger. Skal man arbejde, skal man ogsaa have Føden.« — »Du er da ikke vred? Per!« spurgte Trolden lige saa mildt. Jo, bandte Per, det var han; for det var ingen Maade at behandle Folk paa. — »Ja, saa kjender du jo Akkorden,« sagde Trolden, og i det samme var han oppe af Bænken; Kniven havde han ved Haanden, og Hænder havde han paa Skaftet, og Handelav havde han ogsaa; saa det var i en Haandevending, at Klæderne var trukne af Per, og en bred Rem var skaaret ud af hans Bug, og en af hans Bag, og Peber og Salt var drysset i de blodige Saar, og han var smidt paa Porten. Saa elendig og pinefuld som han var, maatte han da nu se at finde Vejen hjem. Den var meget længere; end han havde trot. Der gik mange Dage, inden han fandt hjem, og han maatte da ligge syg længe efter.

Og det var en daarlig Trøst, han fik dèr hjemme; for alle sagde de, at han havde naturligvis baaret sig galt ad og været studs imod Husbonden, som blot vilde sætte ham paa Prøve. Saadan en Tjeneste, hvor man kunde faa en Skjæppe Sølvpenge i Halvaarsløn, den var ikke til at kimse ad. Og Povl gav sig strax paa Vej og vilde se at faa den ledt op. Han forsynede sig med en god Madpose og fulgte den Vej, Per sidst kom fra, og han var da ogsaa saa heldig at møde hans forrige Husbond, der kom kjørende. Manden holdt stille og spurgte Povl om, hvor han skulde hen; og da han borte, at han var ude og søge Tjeneste, saa tilbød han ham den hjemme hos sig og kom da frem med hele Remsen. Povl slog strax til og kom hjem med ham. Han holdt ud i tre Dage og sled og slæbte for Bjærgtrolden, uden at faa enten vaadt eller tørt. Men da der endnu den fjerde Morgen stod den samme Spiseseddel over Døren, saa tabte Povl ogsaa Taalmodigheden og gav ondt af sig; og han fik da selv samme Konfekt, som Per havde faaet, og kom langt om længe hjem igjen i en ynkelig Maade: med en Rem af sin Bug og en Rem af sin Bag og Peber og Salt i Saarene.

Nu gik da de to gamle der hjemme og salvede og lappede paa deres to Sønner og bandede den ugudelige Husbond, som havde handlet saa ilde med dem. Imens gik Tosse-Hans omkring og sagde ingen Ting. Men med ét saa en Morgen var han strøget afsted, ingen vidste hvor hen. Selv vidste han nok, hvor han vilde hen, for han tog lige den samme Vej, som Per og Povl før ham havde taget, og det hændte sig da hverken værre eller bedre, end at hen ad Aften saa mødte han Trolden, som kom kjørende hen ad Vejen. Han holdt stille og spurgte Hans, hvor han skulde hen. Ja, han skulde da ud at søge sig en Tjeneste. »Da er jeg lige ude for at fæste en Karl,« siger Manden; »vil du kanske tjene mig?« — »Hvad er Lønnen?« siger Hans. »Jeg giver en Skjæppe gode Sølvpenge i Halvaarsløn,« siger Manden, »det er en god Løn, véd jeg; jeg vil gjærne have, at mine Folk altid skal være glade og vel fornøjede, ligesom jeg selv er. Derfor gjør jeg den Aftale forud med mine Folk, at hvem af os der bliver først vred, ham skal der skæres en Rem af hans Bug og en Rem af hans Bag, og der skal strøs Peber og Salt i; og dersom det skulde være mig der blev først vred, saa faar Karlen strax sin Løn og kan gaa, hvor han vil; men dersom det er Karlen, der gjør sig vred, saa maa han skruppe af med, hvad han har faaet.« — »Ja, vi kommer nok godt ud af det sammen,« siger Hans. »Det tænker jeg med,« sagde Trolden, og saa gren han, saa Hans kunde se alle hans sorte Hugtænder. »Saa bliver du hos mig, til Kukmanden kommer,«  siger han; »til den Tid er vort Fæstemaal ude, hvis vi ikke forinden bliver enige om andet. Og hver Morgen, naar Hanen galer, maa du strax tage fat paa dit Arbejde, og du maa passe at gjøre alt, hvad jeg siger dig.« Det skulde han nok, sagde Hans, og han kom op i Vognen, og saa kjørte de hjem i Troldens Gaard. Nadver var der ingen Tale om; Hans fik det samme Kammer anvist, som hans to Brødre havde haft, og dèr sov han sødelig den Nat.

Om Morgenen Klokken sex galede Hanen, og Hans stod strax op og gik paa Loen, som det var sagt ham. Da det havde varet en Time, uden at nogen kaldte ham ind til Davre, saa gik Hans over i Stuen, og dèr fandt han hele den kjønne Familie; Trolden sad for Bordenden, Kællingen sad i Skorstenen, og alle Ungerne reves og sloges ude paa Gulvet.« God Morgen!«  sagde Hans, »det er nok Davretid.« — »Den stod der ikke noget om i Akkorden,« sagde Trolden,« men hvad staar der over Døren i Dag?« Hans var ikke meget flink til at læse, men han fik det da stavet og lagt sammen, at der stod: »Ingen Mad i Dag; men i Morgen.« — »Der er længe til i Morgen,«  sagde Hans; »den Tid den Sorg.« — »Du kan jo holde dig til Rugen,« sagde Trolden, og saa grinede han. De var just ved at tærske Rug den Gang. Hans gik da ud paa Loen igjen, og han tarsk, og han rensede, og ved Middagstid fyldte han en Tønde Rug i en Sæk og bar den hen til en Kromand dèr i Nærheden. »Min Husbond og jeg har det saadan med hinanden,«  sagde Hans, »at jeg faar ingen Føde hjemme; jeg skal holde mig til Kornet, har Husbond sagt. Nu kan du vel koste mig for den Tønde Rug.« Ja, det var Kromanden meget villig til, og Hans fik et rigtig godt Maaltid, og han fik baade sin Madpose og sin Legel godt fyldte. Saa gik han hjem igjen og tarsk videre. Saadan gik den første Dag, og den anden og den tredje gik lige saadan. Der stod altid det samme over Døren, men Hans var lige glad og fornøjet, og der var ikke en sur Mine at se paa ham. Hver Morgen spurgte Trolden: du er da ikke vred? Hans!« Og Hans svarede: »Nej, Husbond! hvad skulde jeg være vred for? Jeg har det jo saa meget godt.«  Det kunde Trolden ikke blive klog paa.

Saa den fjerde Morgen kommer Hans ind, og Trolden viser ham igjen, hvad der staar over Døren. Det er lige det selv samme som de andre Dage. Men Hans er lige glad og vil gaa til sit Arbejde. »Er du ikke sulten? Hans!« siger saa Trolden. »Nej, det kan jeg ikke sige,« svarede Hans. »Har du nu ingen Ting faaet i de tre Dage?« spør Trolden. »Jo,« siger Hans, »jeg har ikke manglet nogen Ting. »Jeg har holdt mig til Kornet, saadan som Husbond sagde. Der er en Mand i Byen, som har givet mig baade Øl og Mad for en Tønde Korn om Dagen. «  — »Hvad for noget!« skreg Trolden. »Ja I er vel ikke vred for det? Husbond!« siger saa Hans. »Næ—æ! Næ, vist ikke!« siger Trolden; »men nu er det bedst, du kommer til noget andet Arbejde. — Vi skulde ogsaa have tilpløjet. Læs du nu Ploven paa og kjør ud! Du kan bare følge min Hund, han kjender Vejen; og hvor han lægger sig, dér begynder du at pløje; og saa bliver du ved med det, til Hunden gaar hjem; saa følger du efter. Det er meget nemt.« — »Ja vel! Husbond!« sagde Hans, og saa kom han til Kjørende, og Hunden løb foran ud i Marken; og hvor den lagde sig, dér begyndte Hans at pløje. Saadan gik Formiddagen, og det blev Middag; men Hunden blev liggende; det saa' ud til, at den vilde blive, hvor den var, lige til Aften. Saa tog Hans sin Pisk og smurte paa Hunden, og den til Bens hjem ad Gaarden til. Hans snittede i en Fart Hammelrebene over, sprang op paa en af Hestene og red efter Hunden med Plovhestene, alt det Remmer og Tøj kunde holde. Da de kom nær til Troldens Gaard, saa skød Hunden Gjenvej og sprang over Havegærdet. Hans satte lige lukt bag efter den, saa Bæsterne styrtede, det ene af dem brækkede et Ben, det andet rendte sig en Staver i Livet, saa de blev liggende dér med det samme. Trolden kom ud og saa' dette her. »Ja, jeg gjorde som Husbond sagde,« siger Hans, »jeg fulgte efter Hunden. Husbond er vel ikke vred for det?« — »Aa nej vist ikke!« siger Trolden, »kom nu ind og faa dig noget at leve af!« Han begyndte at blive bange for den Karl, som gjorde alt, hvad han sagde, og var altid lige glad.

Danske Folkeæventyr illustration p086.png

Saa fik Hans baade Middagsmad og Nadver den Dag, og næste Morgen stod der ikke noget over Døren, men han fik sin Davre i god Tid, og han fik sin Madkasse fyldt, for i Dag skulde han ikke ud at pløje; men han skulde vogte Troldens Svin; det var et halvt Hundrede Stykker, dejlige store, fede Svin var det. »Lad dem bare gaa, hvor de vil!« sagde Trolden, »om de saa vil rode sig helt gjennem Jorden.« — »Ja vel, Husbond!« sagde Hans, og han drev ud med Svinene. Da han var kommen et Stykke bort fra Gaarden, saa mødte han et Par Slagtere, der var ude paa Opkjøb. De syntes godt om disse fede Svin og spurgte, om de ikke var at faa til Kjøbs. »Jo saa Mænd er de saa,« sagde Hans, »jeg var just paa Vej med dem og skulde have dem solgt. I kan faa dem alle, undtagen den ene gamle So; hende skal Præsten have.« De blev snart enige om Prisen. Hans fik, hvad Penge de vilde give ham for Svinene, og saa drev de af med dem alle, undtagen den ene gamle So: den beholdt Hans, og da han kom til en stor Tørvemose, saa slog han Soen ihjel og puttede den paa Hovedet ned i Tørven, saa kun lige Halen stak op, og den skar han halvt over lige inde ved Kroppen.

Da det var bestilt, saa tog Hans sin Madkasse og gik tilbage til Troldegaarden. »Men hvor er Svinene?« spurgte Trolden. »De er gaaet lige ned i Jorden, Husbond!« sagde Hans, »saa nær som den gamle So, hende fik jeg dog stoppet saa vidt, at hun staar med Halen over Jorden. Alle de andre er langt for ude.« Trolden for afsted ud med Hans til Tørvemosen og tog et Tag i Halen paa den gamle So, saa Halen gik af, og Trolden gik baglængs i Tørvemosen. Han kom dog snart paa Benene og sprang omkring og ledte efter alle sine Svin; men de var jo langt for ude, som Hans sagde. — »Husbond er da ikke vred for det Uheld?« spurgte Hans. Og Trolden maatte jo sige nej, vist var han ikke. Der var jo ikke noget at være vred for. Men han var svært kjed ad det alligevel.

Nu gik der nogen Tid, Hans gik og havde gode Dage, Trolden turde ikke ret tro ham til nogen Ting, han gav ham hans Føde og sagde, han skulde bare muge under stort og smaat. »Hvad er det?« sagde Hans. »Det er jo Kør og Faar,« sagde Trolden. »Naa saa!« sagde Hans, og han mugede, og der var ikke noget at sige paa ham.

Danske Folkeæventyr illustration p088.png

Saa var det en Dag, Trolden og hans Kone de var budne til Bryllup hos en anden Troldefamilie, der bode et Stykke Vej borte. Saa om Morgenen siger Trolden til Hans: »Nu trækker du Stadsvognen frem og smører den godt alle Vegne.« — »Det skal jeg,« siger Hans; og han faar Tjærekanden fat, og han smører, og saa gaar han ind og melder Trolden: »Nu er den smurt alle Vegne, Husbond, baade ude og inde og mest dèr, hvor vor Fa'r skal sidde.« — »Er du gal?« skriger Trolden, og da var han nær bleven vred; men han tog sig dog i det og sagde, at det var ikke Meningen: Vognen skulde kun smøres i Hjulnavene. Nu maatte Hans gnide den godt af igjen alle andre Steder. »Naa saadan!« sagde Hans, »men det sagde Husbond ikke før.« De kom da paa Vognen og afsted. Trolden og Troldkællingen, og Hans kjørte for dem. Saa paa Vejen siger Trolden Hans Besked om, hvad han har at passe den Dag. »Du kan nu tage og fylde den gamle Brønd,« siger han, der kunde ellers nogen af Børnene gaa hen og falde i den.« — »Det skal jeg,«  sagde Hans. »Og lad mig se, du er god ved Smaafolkene!«  (Saadan kaldte han nu sine Troldunger). »Ja vel, Husbond!«  sagde Hans. »Og den lille maa du holde godt tør, og du maa gjøre ham ren baade udvendig og indvendig.« — »Det skal jeg nok,« sagde Hans. Vejen, de kjørte ad, var kun i daarlig Stand, der var saa mange Stød og Huller i den, som de nu fik at føle. »Og saa denne Vej, Hans; den maa du gjøre noget ved til i Aften, vi skal hjem,« siger Trolden, »og fylde alle Hullerne med stort og smaat.« — »Det skal jeg nok, Husbond!« sagde Hans. »Og saa kommer du og henter os ved Aftenstid,« siger Trolden; »du skal ikke gjøre videre Ophævelser i Selskabet, men bare komme ind i Gildestuen og kaste et Par gode Øjne til mig; saa véd jeg, du er der.« — »Ja vel, Husbond!« sagde Hans. »Og saa maa du sørge for, der er Lys og Ild paa Gaarden, naar vi kommer hjem, saa vi kan se at kjøre ind, og saa vi kan have noget at varme os paa der hjemme,« siger Trolden. »Det skal ske, Husbond!« sagde Hans. Og saa var de ved Gildesgaarden, Trolden og Troldkællingen kom af Vognen og Hans skyndte sig tilbage. Der var jo saa meget, han skulde have udrettet i den Dag.

Han huskede først paa, at han skulde være god ved Smaafolkene, og derfor tilsagde han alle de Husmandsfolk, han kom forbi, at de skulde møde paa Troldegaarden ved Middagstid med Reb og med Sække. Og da de saa kom, lukkede Hans alle Loer og Lader op og sagde, at de skulde kuns frit tage dèr ud af, hvad de vilde. Saadan havde Husbond befalet. Og de lod dem det ikke sige to Gange, saa det svandt jo godt baade med Korn og med Sæd. Saa skulde han jo fylde den gamle Brønd; men Trolden havde ikke talt om, hvad han skulde fylde den med. Da han derfor havde kastet nogle Skovlfulde Jord i den, men det forslog ikke noget, saa gik han ind i Huset og tog for Haanden alt, hvad han fik fat paa: baade Borde og Bænke og Dyner og Senge og Skabe og Dragkister, og det kom ned i Brønden alt sammen. Saa hev han Stene og Jord oven paa, og saadan fik han den fyldt, saa det var en Lyst at se paa. — Saa var der den lille Troldunge, der skulde gjøres ren baade udvendig og indvendig og siden holdes godt tør. Hans fik ham ud ved Brøndtruget og skurede ham ordentlig udvendig med en Karskrubbe; derpaa skar han ham op og gjorde ham helt ren indvendig ogsaa; og saa hængte han det, der var tilbage af Ungen op i Skorstenen til Tørre. — Nu var det alt jo godt bestilt. Saa skulde han jo fylde Vejhullerne med stort og smaat. Det vidste han jo, hvad var. Saa tog han en Kniv og en Øxe, og saa gik han ind i Faarehuset og skar Halsen over paa alle Faarene, og ind i Kostalden og slog alle Kørene for Panden, og saa læssede han dem paa Vognen, til at fylde Vejhullerne med, efterhaanden som han kom frem. Men han skulde jo have nogle gode Øjne, at kaste til Husbond. Han var ikke rigtig vis paa, hvilke der var de bedste: enten Koøjnene eller Faareøjnene, derfor fyldte han sine Lommer med nogle af hver Slags. Saa sørgede han ogsaa for, at der kunde være Lys og Ild paa Gaarden, til de kom hjem, og saa kjørte han da afsted, for at hente Folkene.

Der var en stor Forsamling ved det Troldebryllup. Der var Trolde med Hale og Trolde uden Hale, der var dem, der havde to Haler, det var de allerfornemste, og ved saadan en højtidelig Lejlighed saa bar de Halerne uden paa Klæderne. Det varede noget, inden Hans kunde faa Øje paa sin Husbond i al denne Myller, men saa sendte han ham ogsaa strax et Par gode Øjne lige i Hovedet. Trolden vidste ikke, hvad det betød, eller hvor de kom fra, saa Hans maatte blive ved at kyle den ene Nævfuld Øjne paa ham efter den anden, inden han fik Øje paa ham. De Øjne gav ellers en slem Forstyrelse i Laget, for der blev jo danset, og hvor de Øjne faldt for Fødderne af dem, dèr gled de ud Par efter Par og faldt oven paa hinanden, saa det var næsten ikke til at faa dem redet ud fra hverandre igjen. Omsider saa' Trolden da Hans, og saa kom han ud, og Kællingen med, og de kom paa Vognen, og saa kjørte de. »Men hvad var det for noget, du kastede med? Hans!« sagde Trolden, »det saa' mig ud som Koøjne og Faareøjne.« — »Det var det ogsaa. Husbond!« sagde Hans, »jeg gjorde jo, som Husbond havde sagt, og kastede nogle gode Øjne til jer, og jeg tog af de bedste, jeg vidste.« — »Hvor har du faaet de Øjne fra?« raabte Trolden. »Dem har jeg taget af Kreturet,« sagde Hans, »hvor skulde jeg ellers faa dem? — Men Husbond er da vel ikke vred for det?« — »Aa Sludder!« sagde Trolden, »hvad skulde jeg være vred for!« 

Saa kjørte de videre, til de kom til Hullerne og Slagene i Vejen. Blødt var det at kjøre paa, men det var endda værre hjem end ud, og de var lige ved at vælte. »Men hvad er det, du har gjort ved Vejen? Hans!« siger Trolden. »Jeg har fyldt alle Hullerne, saadan som Husbond sagde,« svarede Hans. »Det er jo det bare Kjødmad, vi kjører i,« siger Trolden. »Ja, vel er det saa,« siger Hans, »jeg tog jo baade stort og smaat, saadan som Husbond havde sagt. Jeg syntes nok, det var Synd for Kreturet; men jeg maatte jo gjøre det. Det er Husbond da vel ikke vred for?« — »Vred?« sagde Trolden, »jeg tror du er gal; hvad skulde jeg være vred for?« — »Nej, det véd jeg heller ikke,« sagde Hans, og saa kjørte de videre.

Da de kom nærmere til Gaarden, saa' de først et rødt Skin paa Himmelen, som om Solen stod op, men snart saa' de den klare Lue staa op i Sky. »Men hvad er det?« raabte Trolden, »Gaarden brænder jo!« — »Ja,« sagde Hans, »Husbond vilde jo have, der skulde være Lys og Ild paa Gaarden, naar I kom hjem, saa vi kunde se at kjøre ind og have noget at varme os paa der hjemme. Saa lagde jeg Ild i den vestre Længe, inden jeg kjørte hjemme fra. — Det er Husbond da vel ikke vred for?« — »Sludder med vred!« skreg Trolden, »kjør til for Satan! Du forstaar ogsaa alting galt i Dag.«

Da de kom til Gaarden, var der jo baade Lys og Varme, og den vestre Længe brændte helt ned; men det var stille Vejr, saa der slog ikke Ild i de andre Længer. Trolden kom da ind i Stuen. »Men hvordan er det, her ser ud!« raabte han. »Hvor er alt Bohavet henne? Hvem har flyttet det ud?« — »Det har jeg fyldt i Brønden,« sagde Hans; »Husbond sagde ikke, hvad den skulde fyldes med; saa tog jeg, hvad der var næst for Haanden. Det er Husbond da vel ikke vred for?« — »Næ! Næ! Næ! Jeg er ikke vred,« sagde Trolden; »men du kunde da vide, at du skulde fylde Brønden med Sand og Jord og Grus.« — »Ja, det talte Husbond ikke noget om,« sagde Hans.

Saa kom Troldungerne farende, hylende og tudende; de havde gjemt sig i et Hus uden for Gaarden; de var nok blevet bange for Hans, da han gjorde den lille Broder ren. »Men hvor er lille Satan?« sagde Troldkælling (det var nu det Kjælenavn, de havde til den mindste). »Ham har jég hængt op i Skorstenen,« sagde Hans, »at han kunde holde sig godt tør. Og jég har ellers gjort ham godt ren baade udvendig og indvendig ogsaa, lige som Husbond sagde, jeg skulde.« Kællingen for da ud i Skorstenen, og Manden bag efter, og dèr blev da en Jammer over al Maade, da de saa', hvordan der var handlet med deres lille Satan. »Husbond er da vel ikke vred for det, hvis jeg skulde have taget fejl?« sagde Hans, »jeg gjorde jo, hvad der var mig sagt.« — »Nej, vist er jeg ikke vred,« sagde Trolden; »men du er rigtig nok meget enfoldig. Nu har jeg heller ikke mere at give dig at bestille: Kretur er her ikke noget af, og her er hverken Korn at tærske eller Sæd at saa. Du kan derfor gjærne rejse strax, og din Løn kan du faa med det samme.« Men det vilde Hans ikke. »Nej!« sagde han, »jeg har det saa godt her, saa jeg vil ikke skifte i Utide: ikke før Kukmanden kommer, som Husbond og jeg var enige om fra først af.« — »Ja, gaa nu hen og læg dig! Hans!« sagde Trolden. »God rolig Nat, Husbond! sagde Hans, og saa gik han paa sit Kammer.

Men da Trolden blev ene med sin Kone, saa brød det løs: »Hvad skal jeg dog gjøre med det fortvivlede Skarn! Han har nu snart skilt mig ved alt, hvad jeg ejer og har. Aa, hvor jeg skulde give ham, naar jeg kunde faa Held til det! Men jeg hænger fast i mine egne Ord, og han hænger sig i dem, saa det svier mig til Marv og Ben.« — »Jeg tror dog, jeg véd Raad,«  siger Kællingen, »til, hvordan vi skal blive af med ham. Han skal jo rejse, naar Kukmanden kommer. Det er der jo endnu længe til. Men nu skal vi narre ham. Du skal tjære mig helt over, og saa vælter jeg mig i Fjer, og saa hjælper du mig op i vor store Abild; dèr skal jeg sidde og kukke, saa han tror, det er Kukmanden, der er kommen.« — »Ja, du er en klog Kone,«  sagde Trolden, »det skal vi gjøre.« Saa sov de paa det den Nat.

Næste Morgen, som Hans sad med Trolden ved Davrebordet — Konen var ikke inde — , saa begynder det ude i Abildgaarden: Kukkuk! Kukkuk!« Hører du?« siger Trolden, »dèr har vi Kukmanden.« — »Det maa jeg se,« siger Hans og springer op, »jeg maa altid ud og se den første Gjøg hver Sommer.« Og han ud i Abildgaarden, og en stor skarp Flintesten har han faaet fat paa, og den driver han op i Panden paa Kællingen, der sidder og kukker, saa hun dratter ned af Træet og brækker sin Hals. »Kom og se! Husbond!« raaber Hans, »det var da en løjerlig Gjøg, den.« Saa kom Trolden farende ud og saa' sin Kone ligge død under Abilden. Og han til at bande og gale, saa Gnisterne føg af hans Øjne. »I er da vel ikke vred? Husbond!« sagde Hans. Men nu kunde Trolden ikke styre sig længer. »Din Helvedes Brand!« skreg han, »jeg er saa vred og saa gal, saa jeg kunde fare og flyve i Flint. Du har ødt mine Heste, du har ødt mine Svin, mine Kør, mine Faar; du har ødt mit Bo og halv brændt min Gaard, du har myrdet mit Barn og min Kone med. Hu, hu, hu!« Og han rystede og skjælvede, saa arrig var han.

»Ja, saa maa det jo gaa efter Akkorden,« sagde Hans, og han fik Kniven frem og skar en bred Rem af Troldens Bug og en bred Rem af hans Bag og strøde Peber og Salt i, og nu gik han ind og tog den Skjæppe Sølvpenge, han havde til gode, og saa skyndte han sig hjem til sin Fader og sin Moder og sine to Brødre, og de blev rige Folk alle sammen og hørte aldrig mere til Trolden i deres Dage.

Danske Folkeæventyr illustration p095.png