Ligtalen

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Aug. Bang og Lehmann & Stage Kjøbenhavn


Danske Folkeæventyr ved Svend Grundtvig.djvu Danske Folkeæventyr ved Svend Grundtvig.djvu/7 99-101

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1947. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1923.

Ligtalen.

Med Tegning af Carl Thomsen.

Danske Folkeæventyr illustration p100.png

Der var en Gang en rig Gaardmand, som havde et meget slemt Ord paa sig. Man sagde, at han havde gjort meget ondt og aldrig noget godt i alle sine Dage, og han var ikke kommen til sin Rigdom paa en ærlig Maade.

Saa døde han. Nu var hans Enke bange for, at Præsten skulde holde en skrap Ligtale over ham, og det vilde hun nødig have. Saa gik hun til Præsten. »Det er vel ikke alt godt, hvad I har hørt om min salig Mand,« sagde hun, »men jeg vilde dog saa gjærne have en rigtig god Ligpræken over ham.« — »Saadan som han har levet!« sagde Præsten. »Ja, men nu er han jo død;« sagde Enken, »og jeg havde da tænkt, at vor Far skulde have vor bedste Fedestud, naar han vilde holde en pæn Ligtale over ham.« — »Ja, vi er jo alle Mennesker,« sagde Præsten! »send mig den Stud! saa skal jeg se, hvad jeg kan gjøre.«

Saa var Enken glad, og Studen kom hen i Præstens Stald som en Sjælegave fra den afdøde; og Præsten var inde at se paa den og føle paa den, og han syntes rigtig godt om den, og han fik ogsaa bedre Tanker om den salig Mand, som havde lagt den til og fodret den op.

Men Degnen dèr i Sognet han var et misundeligt Skarn. Han tog det meget ilde op, at Enken havde betænkt Præsten saa rigelig — han kunde jo nok vide, hvad Meningen var med det —, men ham havde hun slet ikke vist nogen Villighed. Han skulde nok lade sig nøje med de fire og tyve Skilling, der tilkom ham for det fattigste Lig. Det var ikke til at udholde; og han lagde sit Hoved i Blød, for at finde paa Raad til at hævne sig baade paa Præsten og paa Enken. Degnen kunde dog ikke finde paa noget; men han havde en Karl, som var et forslagent Hoved; ham talte han til om Sagen. »Det skal jeg nok klare,« sagde Karlen.

Dagen efter skulde Begravelsen gaa for sig; der var jo stort Følge med den rige Mands Lig, Kisten blev sat ned i Graven, og Præsten stod for den ene Ende, færdig til at holde sin Tale, Enken stod lige ved, for at høre hvert Ord. Saa kommer Degnens Karl løbende og hvisker til Præsten: »Far! den fede Stud er død!« — »Saa til Helvede!« sagde Præsten, og i det samme kastede han den første Spadefuld Jord paa Kisten. »Hvor skal vi gjøre af ham? Far!« hviskede Degnens Karl. »Ned i Jorden med ham!« sagde Præsten, og saa smed han den anden Spadefuld Jord paa Kisten. »Skal vi flaa ham først? Far!« hviskede Degnens Karl. »Til Helvede baade med Hud og Haar!« sagde Præsten, og saa smed han den tredje Spadefuld Jord paa Kisten. »Amen!« raabte Degnen, og saa kastede Graverkarlene Graven til, og der blev ikke holdt mere Ligpræken end den samme.