Guldfuglen

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Aug. Bang og Lehmann & Stage Kjøbenhavn


Danske Folkeæventyr ved Svend Grundtvig.djvu Danske Folkeæventyr ved Svend Grundtvig.djvu/7 102-124

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

Guldfuglen.

Med Tegninger af Hans Nik. Hansen

Danske Folkeæventyr illustration p102.png

Der var en Gang en Konge og en Dronning, de havde tre Sønner. Hvad de to ældste hed, det kan være det samme; men den yngste hed Alexander. Da de tre Prinser endnu var smaa, saa døde Dronningen deres Moder; og Kongen deres Fader tog sig det saa nær, at han faldt i en svar og underlig Sygdom. Han var ved sin fulde Samling, men han kunde hverken røre Haand eller Fod. Saadan laa han længe og kunde hverken leve eller dø, og ingen Læger eller kloge Mænd kunde hjælpe ham. Saa til sidst var der en Vismand, som de havde hentet fra et fremmed Land langt borte, han sagde, at der var dog en Mulighed for, at Kongen kunde komme sig, om det end vilde vare længe, før det kunde ske. Han gav Kongen en lille Podekvist og sagde, at den skulde de pode paa en Abild i Haven, og den Abild maatte de pleje og passe paa det bedste; for fra den skulde Hjælpen komme.

Den lille Kvist slog godt an og blev snart til et smukt lille Træ, og tre Aar efter Podningen satte Træet sin første Blomst. Den lignede ingen andre Blomster, men saa' ud, som den var af det pure Guld. Nu tænkte da Kongen og alle andre, at derfra skulde Hjælpen komme: naar den Blomst satte Frugt, og Frugten blev moden, og Kongen fik den at spise, saa skulde han nok blive frisk igjen. Men St. Hans Nat, da Blomsten var helt udsprungen, saa blev den borte; der maatte nogen have plukket den af, hvem det saa var. Det blev da en gruelig Sorg; men der var jo intet derved at gjøre, andet end at vente til næste Aar. Imidlertid blev der rejst et højt Gitter om det kostelige Træ; hverken Mennesker eller Dyr kunde komme over det, og Kongens Gartner alene havde Nøglen til Gitterporten. Og næste Foraar knoppedes og grønnedes Træet paa ny, og igjen satte det kun en eneste Blomst, der skinnede som det pure Guld. Men St. Hans Nat blev den Blomst ogsaa borte, og ingen kunde forstaa, hvordan det var tilgaaet. Da blev der atter stor Sorg og Jammer baade paa Slottet og i det hele Land.

Aaret gik, og næste Foraar bar Træet atter en eneste Guldblomst. Nu var Kongens ældste Søn sexten Aar gammel, og han sagde da til sin Fader, at denne St. Hans Nat vilde han vaage ved Træet, at ingen skulde bryde Blomsten. Og han sad ogsaa under Træet fra Aften til Morgen; men da det dagedes, saa' han, at Blomsten var borte. Og der blev igjen Sorg og Jammer over det hele Land.

Næste Aar — det var nu det sjette siden Kongen blev syg — satte Guldabilden som den kaldtes, igjen sin ene Blomst. Denne Gang vilde Kongens anden Søn vaage; han var halvandet Aar yngre end sin Broder og nu halvsextende Aar. Han sad ogsaa under Træet St. Hans Nat igjennem; men om Morgenen var Blomsten borte, uden at han havde mærket nogen Ting.

Det syvende Aar skød Træet paa ny og satte Guldblomst; og denne St. Hans Nat vilde den yngste Kongesøn Alexander da vaage over den. Han var nu femten Aar gammel. Han satte sig ikke under Træet, men han krøb op og satte sig i det lige under den dejlige Guldblomst, som han ikke et Øjeblik tabte af Syne. Saa lige ved Midnat kom en Fugl flyvende mellem Træets Grene og nappede Blomsten i sit Næb; men i det samme greb Alexander til og fik fat i Fuglens Hale. Den smuttede ham dog ud af Haanden, saa han beholdt kun en Fjer. Han løb da op paa Slottet og meldte, hvad der var sket, og viste Fjeren frem, og da de skulde se paa den, saa straalede den, som om den var af det pure Guld; aldrig havde man set Mage til Fjer.

Nu vidste man ikke bedre end at sende Bud efter den samme Vismand, som havde givet dem Podekvisten og lovet Kongen Bedring ved den; og han kom ogsaa og fik at høre, hvordan det var gaaet med Guldabildens Blomster, og han fik Fjeren at se af den Fugl som hver St. Hans Nat havde brudt Blomsten af. Da sagde han: »Ja, nu er der kun ét, der kan skaffe Kongen hans Helbred igjen; men det er ogsaa sikkert, om det kun kan faas. Naar Kongen hører den Guldfugls Sang, saa bliver han strax frisk. Men den Fugl bor i et Slot mange Tusende Mile borte, langt øster paa ved Solens Opgang.«

Da Kongesønnerne hørte det, saa sagde strax den ældste, at den Fugl vilde han hente, om den saa var ved Verdens Ende, og han vilde skaffe den, enten den saa skulde kjøbes eller røves. Han blev da udstyret ganske som han vilde, fik et prægtigt Følge af Junkere og Tjenere og Rideknægte og en styrtende Mænge Guldpenge. Han red saa afsted ad Østerleden fra det ene Land og til det andet. Hvor han kom frem, dér slog han stort paa og levede højt og gav sig gode Stunder. Omsider kom han til en Stad, der laa ligesom i den dejligste Have, hvor Solen skinnede. Roserne blomstrede, og Fuglene sang hele Aaret rundt, og der var fuldt op af skjønne Kvinder og gode Vine. Dèr slog han sig til Ro og levede i Sus og Dus og slog helt af Tankerne, hvad Ærende han rejste i.

Da en god Stund var gaaet, uden at den syge Konge fik noget Bud eller Tidende fra sin ældste Søn, saa bad den anden Søn, om han ikke maatte rejse ud, for at finde sin Broder og for at hente Guldfuglen. Og han blev da udstyret, ganske som sin Broder, og han førte sig op, ligesom han, og rejste for sin Fornøjelse fra Sted og til Sted ad samme Led, som Broderen havde taget. Og saaledes kom han da ogsaa til den yppige Stad, hvor Broderen havde slaaet sig til Ro. Dèr traf han sin Broder i lystigt Lag, og han fik strax lige saa god Smag paa det Levned, dèr fortes. Og de to Brødre blev nu sammen og svirede og turede og tænkte aldrig mere enten paa deres syge Fader eller paa den Guldfugl, de skulde opsøge.

Da en rum Tid var gaaet, og der heller ikke spurgtes nogen Tidende fra den anden Kongesøn, saa bad da Alexander sin Fader om, at han maatte rejse. Faderen vilde jo meget nødig skille sig ved sit sidste Barn; men Alexander blev ved at bede, til han endelig fik Lov. Kongen vilde nu have ham udstyret ligesom hans to ældre Brødre; men det vilde Alexander ikke vide noget af. Det var kun til Besvær og til Sinkelse, mente han, med alt det Følgeskab, og han red da afsted ganske alene og tog kun saa mange Guldpenge med, som han selv kunde føre. Han kom ogsaa raskere afsted end Brødrene; for han gjorde intet Spræl og søgte ingen Forlystelser paa Vejen, men skyndte sig fra Sted og til Sted, og saadan kom han da ogsaa til den Stad, hvor hans Brødre holdt til.

Han traf dem ogsaa begge ved et prægtigt Gilde med Dans og Sang og Bægerklang; de bød ham velkommen og sagde, at her kunde han faa det lige saa godt som de havde det, naar han blot havde dygtig Penge i Lommen. »Men det har jeg ikke,« sagde Alexander, og han sagde dem da, at han vilde ud og finde den Guldfugl, hvis Sang skulde helbrede deres Fader. Dersom de ikke vilde følge med ham, at lede efter Fuglen, saa skulde de da rejse hjem til deres syge Fader. Men det vilde de ikke høre noget om. »Rejs du bare!« sagde de, »vi har det alt for godt her. Vor Fader er snart gammel nok og skulde heller lægge sig til at dø end at kigge efter den Fugl, som dog aldrig bliver funden.«

Saa blev de, hvor de var; men Alexander biede kun Natten over, saa red han videre ad Østerleden. Men nu gik Vejen ikke gjennem blomstrende Haver og duftende Enge, men over Ødemarker og Sandheder, over høje Bjærge og dybe Floder, gjennem Sumpe og Myrer, og saadan gik det i mange Dage, altid lige i Øst. Da havde Alexander endnu det Uheld, at hans Hest, som havde baaret ham lige hjemme fra, sank i Bløde og omkom i en Sump, og det var med Nød og næppe, han selv reddede Livet. Saa maatte han fortsætte Rejsen til Fods.

Da mødte der ham en stor rød Ræv, og den talte til ham og sagde: »Bliver du endnu ved dit Forsæt, at du vil finde den Guldfugl?« — Ja, sagde Alexander, han vilde og han maatte finde den eller ogsaa lade sit Liv. »Vil du lyde mig ad,« sagde Ræven, »saa vil jeg hjælpe dig; for jeg véd Vejen.« Det lovede Kongesønnen. »Saa sæt dig paa min Ryg?« sagde Ræven,« og hold dig godt fast i mine Øren; for Vejen er lang og den er vild, og vi maa se at komme rask afsted.« Saa satte han sig op, og Ræven fór afsted med ham over Stok og Sten, i en flyvende Fart, gjennem en Skov saa tyk og saa tæt, at ingen Solstraale kunde naa Jorden. Alexander maatte dukke sig ned for alle de Grene og Tjørne, de fór igjennem; han blev pisket og reven, saa Blodet flød af ham; men han holdt sig godt fast hele Dagen igjennem. Saa ud paa Aftenen kom de igjennem Skoven.

Da sagde Ræven: »Se nu op, Alexander, og sig, hvad du ser!« — »Jeg ser en Stjærne ret i Øster,« sagde han. »Det er det Slot, som vi skal til,« sagde Ræven, »dèr bor Guldfuglen. Men skal det lykkes dig at faa den fat, saa maa du være mig tro og lyde mine Ord, Naar vi kommer til Slottet, saa kaster jeg Søvn paa alt, baade ude og inde. Saa rykker du et Haar af min Hale, og hver en Laas for Port eller Dør, som du holder det for, den aabner sig for dig. Saa gaar du op i Højeloftssalen, dèr hænger Fuglen og sover i et Bur af Guld; men ved Siden af den staar et simpelt Træbur. Nu skal du tage Fuglen ud af Guldburet og sætte den i Træburet, og saa skal du skynde dig at komme ud med den til mig.«

Saa sprang Ræven afsted igjen, og snart var de ved Slottet; det var helt tækket med Guld, saa det lyste igjen. Alexander rykkede et Haar af Rævens Hale, og han gik til Slotsporten; dèr laa Vagten og sov. Og han holdt Haaret for Laasen, og Porten sprang op; og han gik op ad Trapperne, og hver Dør, han kom til, maatte aabne sig for den Nøgel, han bar; og saaledes kom han da op i Højeloftssalen; dèr hang Guldburet besat med Perler og Ædelstene, og i det sad Guldfuglen med Hovedet under Vingen. Alexander lukkede Buret op og tog Fuglen ganske varsomt; den vaagnede ikke, mens han satte den ind i Træburet; men da han skulde se, saa var hele Glansen gaaet af den, og den var graa som en Graaspurv. »Det maa være galt,«  tænkte Alexander, og han tog den og satte den tilbage i sit Guldbur, greb det saa i Haanden og vilde ned ad Trappen med det. Men da vaagnede Fuglen og skreg saa det skingrede. Og derved vaagnede alle paa Slottet og Vagten ved Porten, og de kom styrtende fra alle Sider og greb fat i Alexander, og han blev bunden og ført ned i det nederste Fangetaan, mange Favne under Jorden. Dèr blev han lænket fast, og Dørene blev lukkede med Laas og Slaa. Dèr sad han nu ene i Mørket og havde Tid til at tænke paa, hvordan han havde holdt Ord og været tro og lydig mod Ræven.

Saa hørte han noget pusle, det var Ræven, som havde rodet og gravet sig gjennem Jorden, til den fandt ned til Fangetaarnet. Saa hørte han dens Stemme. »Nu er det nok bedst, at jeg splitter dig ad, du utro Alexander!« — »Aa nej, bad han,« vær ikke vred! Men se, om du kan hjælpe mig ud af denne min Nød! Jeg vilde dog saa inderlig gjærne bringe min Fader den Fugl.« — »Ja, du er en god en at stole paa,« sagde Ræven i »men siden du beder saa kjønt for dig, saa vil jeg dog endnu hjælpe dig. Naar det nu bliver Dag, saa bliver du hentet op, og saa spørger de dig, om du vil hænges eller brændes. Saa skal du sige, du vil ingen af Delene; men naar du maa faa Guldfuglen hjem med til din Fader, saa vil du skaffe dem Guldfolen i Steden, som staar i Troldkongens Stald langt borte her fra. Og det Bytte gaar de nok ind paa.«

Det blev som Ræven sagde: da det blev Morgen, saa kom Vagten og hentede Fangen, og han kom op for Kongen, som raadede for det Slot, og saa blev han spurgt, om han vilde hænges eller brændes, fordi han havde villet stjæle den kostelige Guldfugl. »Jeg vil hverken det ene eller det andet,« sagde han, og saa fortalte han det hele: at den Fugl havde stjaalet Guldblomsterne fra hans Faders Have, og nu var der ikke andet, der kunde skaffe ham hans Helbred igjen, end naar han fik den Fugls Sang at høre; derfor var Sønnen kommen at hente den hjem til sin Fader. Og dersom de vilde love ham Fuglen derfor, saa vilde han hente Kongen dèr Troldkongens Guldfole i Steden. Den Guldhest vidste Kongen Besked om, og den havde han længe ønsket sig, saa det gik han ind paa: naar Kongen fik den, maatte Prinsen faa Fuglen med Buret af Guld. Saa blev Alexander sluppen løs, og han skyndte sig ud af Slottet, og strax uden for traf han sin Ræv, som sagde: »Sæt dig op paa min Ryg!« Og saa gik det paa ny i flyvende Fart, over Stok og Sten og gjennem tykke Skove, hele Dagen igjennem.

Saa om Aftenen siger Ræven til ham: »Rejs dig op paa min Ryg og sig, hvad du ser!« — »Jeg ser Maanen gaa op lige for,« sagde Kongesønnen. »Nej,« sagde Ræven, »det er Troldkongens Slot, og nu er vi der strax; det er tækket med bare Kobber. Og gjør nu, som jeg siger dig! Jeg kaster Søvn paa dem alle der inde, og et Haar af min Hale aabner Porte og Døre for dig. Naar du kommer ind i Gaarden, har du Hestestalden til højre. Dèr staar Guldfolen ganske alene i et Spiltov af Sølv. Hvert andet Haar paa den er af Guld, og hvert andet af Sølv, baade paa Kroppen, i Manken og i Halen, derfor hedder den Guldfolen. Den staar helt opsadlet og optømmet med Sadel og Bidsel af Guld, besat med dyrebare Stene. Men ved Siden af Baasen hænger der et simpelt Dækken og en simpel Grime med Tovgrimeskaft. Saa tager du Sadel og Bidsel af den og lægger Dækkenet og Grimen paa den, og saa trækker du her ud med den.«

Det skulde han nok huske, sagde Kongesønnen, og saa snart de kom til Slottet, tog han et Haar af Rævens Hale og dermed aabnede han først Slotsporten og siden Stalddøren, og dèr saa' han Guldfolen staa i sit Spiltov og skinne som en Sol. Det var den skjønneste Hest, han nogen Tid havde set. Men da han nu saa' paa det dejlige Ridetøj, som passede den saa godt, saa nænte han ikke at tage det af den; men han tænkte som saa, at de var jo lige tæt ved Porten, og naar han først sad i Sadlen paa saadant et Dyr, saa skulde vel ingen kunne tage ham saa let. Og saa tog han den ved Bidselet og ledte den ud ad Stalddøren. Men i det samme den fik Hovedet uden for, saa strakte den Hals og vrinskede saa højt, saa det hørtes over hele Slottet, og i det samme smældede Porten i Laas, og saa var han fangen. Og strax kom der styrtende en hel Flok Trolde fra alle Kanter, de rev ham og kneb ham og trak af med ham op til Troldkongen. »Naa, saa du vilde stjaalet Guldfolen! »sagde han,« ja bi du kun! Nu skal du pines, som aldrig nogen har været pint før, og du skal hundrede Gange ønske dig død, før du kommer af med Livet. — Men siden du er saa flink til at stjæle, saa kunde du maaske endda slippe for bedre Kjøb og faa Guldfolen oven i Kjøbet, optømmet som den staar, dersom du kunde skaffe mig den skjønne Fru Helene, som jeg længe har ønsket mig, men aldrig har kunnet faa Fingre paa.«

»Jeg skal prøve paa det,«, sagde Alexander,« og dersom det ikke lykkes mig at faa hende, saa skal jeg komme igjen og give mig i din Vold.« Det maatte han da love og sværge med sin dyreste Ed, og Troldkongen lovede at holde sit Ord og give ham Guldfolen, naar han kom igjen med den skjønne Fru Helene. Saa blev han lukket ud af Porten, og da han kom ud i Skoven igjen, saa var Ræven strax ved Haanden. Men da var den saa vred, saa Kongesønnen trode, den vilde æde ham. »Ja, nu er det nok bedst, jeg splitter dig ad, du utro Alexander!« sagde Ræven, »nu er der ikke mere ved dig at gjøre, og vi faar hverken Hest eller Fugl.« — »Jo,« sagde Alexander, »der er endnu Raad, naar du kan hjælpe mig til den skjønne Fru Helene.«  Og saa fortalte han, hvad han havde maattet love Trolden, og hvad Trolden havde lovet ham.« Det er endnu den allerfarligste Færd,« sagde Ræven,« og det er aldrig værdt at prøve derpaa, for jeg kan jo ikke stole paa dig. Og glippede det for os, saa var baade du og jeg fortabte.« Men Alexander bad den saa bønlig, ikke at slaa Haanden af ham, og lovede saa vist, at nu skulde han være lydig, at Ræven til sidst sagde: »Saa sæt dig da op paa min Ryg, og lad os komme afsted!«

Saa sprang Ræven med ham over Bjærge og Bakker, over Heder og gjennem Skove, i en lynende Fart, saa Alexander ikke kunde holde sine Øjne aabne, men sad paa dens Ryg og dukkede sig og holdt den godt fast i de laadne Øren, saa lang som Dagen var.

Saa om Aftenen siger Ræven: »Rejs dig nu paa min Ryg og sig, hvad du ser!« — »Jeg ser Solen staa op i Øster,« sagde Alexander. »Nej, det er der længe til,« sagde Ræven; »men det er den skjønne Fru Helenes Slot, som du ser; det er helt omgivet med Ildsluer. Og inden for Luerne er der et højt Staalgitter med en enlig Port paa, ved den ligger to Bjørne. Og inden for det er et andet Gitter med to Løver ved Porten, og inderst er der et tredje Gitter med to Drager ved Porten. Saa ligger Slottet dér midt paa en Grønning, og oppe i Salen dèr hviler den skjønne Fru Helene paa en Løjbænk, og syv Møer sidder omkring hende. Hun er den allerdejligste Kvinde, der nogen Tid har været til. Hun er saadan spærret inde og forvaret, at hun aldrig skulde blive nogen Mands Brud. Nu kan jeg vel kaste Søvn paa hende og hendes Møer, paa Drager, Løver og Bjørne, men kun for en Tid af en Fjerdingtime, og Ilden kan jeg ikke helt slukke, men kun dæmpe lidt; den maa du løbe igjennem, enten det svider eller brænder. Saa løber du lige frem gjennem de tre Gitterporte, lige over Grønningen og op paa Slottet. Fru Helene har en Guldkrone paa sit Hoved, den maa du tage af og lægge paa Løjbænken, saa griber du hende i dine Arme og løber samme Vej tilbage; og det lange Haar, hun har paa, det svøber du helt om hende, for det skyr Ilden. Ellers bliver hun brændt, og Stadsen gaar af hende. Pas nu alt vel, og Lykke til! Ellers er baade du og jeg fortabte.«

Da de nu kom til Ildsluerne, saa sagde Ræven: »Løb nu!« og saa løb Alexander gjennem Ilden; den sved Haaret af ham og brændte ham Vabler paa Hænder og Ansigt; men han ænsede det ikke, løb lige frem mellem Bjørnene, Løverne og Dragerne, som laa i den korte Blund, og saa over Grønningen og op paa Slottet, ind i Salen, hvor den dejlige Prinsesse laa mellem de syv Møer. Det løb helt rundt for ham, da han saa' hendes Dejlighed. Men han spildte ingen Tid, tog Kronen af hendes Hoved og lagde paa Løjbænken. Men da havde han nær

Danske Folkeæventyr illustration p113.png

opgivet det hele; for i samme Øjeblik han tog Kronen af, saa var det ikke længer en dejlig ung Kvinde, men en grim og gammel Kælling at se til, og han var lige ved at slippe hende igjen. Men han mindedes sit Løfte og løb med hende, som hun var, ned ad Trapperne, og svøbte Sløret helt om hende, mens han løb; skjønt han tænkte ved sig selv, at den Dejlighed kunde ingen Skade tage af lidt Ild. Saa løb han over Grønningen og gjennem de tre Gitterporte forbi Dragerne og Løverne og Bjørnene og saa lukt igjennem Ilden, saa det sved ham om Ørene. Og lige uden for Luerne dèr stod Ræven og sagde: »Op paa min Ryg!« Saa satte han sig op og satte sin Byrde foran sig, holdt hende fast i sine Arme og greb Ræven om de laadne Øren, og saa gik det strygende der fra over Stok og Sten i den vildeste Fart gjennem mørke Skove og golde Heder, over Bakker og Bjærge, til de henimod Aften naade til Skoven uden for Troldkongens Slot. Der var ingen Tid til at vexle Ord paa den Fart, og den gik mest med lukkede Øjne; men saa meget havde Alexander dog set: at saa snart de var ude gjennem Luerne, saa havde den skjønne Fru Helene faaet sin Dejlighed tilbage.

Da standsede Ræven, og Alexander og Helene kom af dens Ryg. De var begge mere døde end levende. Men Ræven satte Mod i dem og sagde, at alt kunde endnu blive godt. Hun var nu fri fra sit Fængsel, og naar de kun begge vilde lyde hans Raad, saa skulde hun faa den ædleste Kongesøn til Brudgom, ham som havde sat Livet paa Spil for hendes Skyld. »Naar I nu kommer ind til Troldkongen,« sagde Ræven, »saa bliver han sjæleglad, og saa vil han strax holde Bryllup med Fru Helene. Og det maa hun lade som hun er vel fornøjet med. Hun bliver da sat til Højbords, og du faar ogsaa Lov at sidde til Bords med. Den Mad og Drikke, I faar, gjør jer ingen Skade; den kan I haardt trænge til. Men saa inden Gildet hæves, saa siger du, at nu vil du afsted, og saa bliver Guldhesten trukken frem. Naar saa du er kommen i Sadlen, saa maa Helene sige: at hun dog vil skjænke dig et Bæger til Afsked, og det faar hun ogsaa Lov til at bringe ud og række til dig, som du sidder paa din Hest. Da maa du være snar og gribe hende om Livet og trække hende op til dig paa Hesten, og i det samme maa du sige: Hæv dig, Guldfole, hæv dig! Saa gaar den til Vejrs med dig, saa ingen kan øjne jer, og saadan maa du lade den fare gjennem Luften en Time, saa kan du sige: »Nej dig, Guldfole!« saa kommer I ned igjen til Jorden, og saa skal jeg nok være hos jer.«

Danske Folkeæventyr illustration p115.png

Saa gik Alexander og den skjønne Fru Helene ind paa Troldkongens Slot, og det gik ganske som Ræven havde sagt. Troldkongen blev saa glad, at han vidste ikke, hvad Ben han vilde staa paa, og han lod strax Gildesbordet dække. Og den skjønne Helene saa' saa mildt til ham, saa han var da i den syvende Himmel. Saa, som de sidder ved Gildesbordet, siger Alexander, at nu var det paa Tiden, han rejste af Gaarde paa Hesten, han havde vundet. Troldkongen var jo ikke rigtig glad ved at skulle af med den; men han var dog glad ved Byttet med den skjønne Helene, og han lod den da trække frem med Guldsadel og Guldbidsel og det hele. Saa sagde Alexander Tak og Farvel og gik ud og svang sig i Sadlen. Saa siger Fru Helene: Jeg maa dog byde ham en Drik til Afsked, som har vovet sit Liv, for at frelse mig og føre mig hid.« Det, syntes Troldkongen, var ikke mer end rimeligt, og hun kom da ud med Bæger i Haand og rakte ham paa Hesten. Men i det samme greb han hende om Livet og svang hende op foran sig. »Hæv dig Guldfole, hæv dig!« sagde han, og som en Fugl fór den lige op i Luften med dem, og inden Troldkongen kom ud, var de ikke mere til at øjne. Saadan for de gjennem Luften en Time stik i Vester. Saa sagde Alexander: »Nej dig, Guldfole!« og saa gik det ned ad igjen, til Hesten naade Jorden, og saa var Ræven strax paa Siden af dem, og de rejste da den Nat igjennem, og næste Morgen var de ved Slottet med Guldtag, hvor Guldfuglen var til Huse.

Paa Vejen dèr hen havde Ræven sagt Alexander Besked, og da han nu red ind i Slotsgaarden paa den straalende Guldfole, med den skjønne Fru Helene paa Sadelknappen, saa kom jo alle ud at se det Syn. Kongen kom ogsaa, han som skulde have Guldfolen for Guldfuglen, og han bød jo Alexander velkommen og bad ham at staa af og komme inden for tillige med den Prinsesse, han havde fundet paa Vejen. Men Alexander sagde, at han vilde ikke sidde af sin Hest, før han fik sin Fugl med Guldbur og det hele. Saa kom de ogsaa med Buret med Fuglen i, og nu sang den saa sødt, saa de havde aldrig hørt Mage. Hver Menneskesjæl maatte frydes, som hørte derpaa. Fru Helene fik Buret i Haanden og beundrede Fuglen og dens Sang. Men lige med ét saa siger Alexander: »Hæv dig, Guldfole!« Og saa farer den op i Luften med dem, lukt over Slottet og højere op, saa den var snart ude af Syne. Da de har faret saadan en Stund, saa siger Alexander: »Nej dig, Guldfole!«  Saa kom de ned paa Jorden igjen langt borte fra Slottet, og dér var Ræven strax til Stede og hilste paa dem.

»Nu maa vi skilles,« sagde den, »nu har jeg hjulpet dig, saa du har faaet alt, hvad dit Hjærte kan begjære. Paa din Bryllupsdag

Danske Folkeæventyr illustration p117.png

kommer jeg til dig; saa maa du hjælpe mig og gjøre, hvad jeg forlanger.« Det lovede Alexander for vist, han kunde jo aldrig lønne den for, hvad den havde gjort for ham. »Saa er der endnu ét,« sagde Ræven, »og pas vel derpaa! Kjøb aldrig Galgekjød!« — Nej, sagde Alexander, det skulde han nok lade være; det mente han aldrig han kunde faa Lyst til. Og saa skiltes de; Ræven blev i Skoven, men Alexander red videre paa Guldfolen med sin skjønne Fru Helene, som holdt Buret i Haanden, og Guldfuglen sang for dem hele Vejen.

Som de nu rejste den samme Vej tilbage, som Alexander havde rejst frem — og paa den Ganger gik det jo rask og let baade over Myrer og Sumpe, over Floder og Bjærge, over Sandheder og Ødemarker — saa kom de ogsaa til den smilende Egn, hvor Staden laa, som hans Brødre ikke vilde forlade. Og da de nu kom uden for den Stad, saa møder de dèr et Følge, som drog ud til Galgebakken uden for Staden. Det var Bødlen og hans Knægte med en hel Folkeskare efter sig, som var paa Vejen ud til Galgen med to Syndere, som skulde hænges. Alexander holdt stille og saa', at det var ingen andre end hans to Brødre, som man dèr slæbte af med. Han spurgte, hvad de havde gjort; og der blev svaret, at de havde sviret og sværmet, saa længe de havde noget at betale med; men da det var sluppet op for dem, havde de stjaalet og bedraget; derfor skulde de nu hænges. Saa spurgte Alexander, om de to Syndere ikke kunde kjøbes fri, og hvor meget det skulde koste. Og han fik til Svar, at naar hver fik sit af hvad de havde stjaalet og snydt for, og Dommer og Skriver og Bødlen og hans Knægte fik hvad der tilkom dem for deres Ulejlighed, saa kunde de rejse, hvor hen de vilde. Det var mange Penge; men Alexander havde endnu en Pung fuld af Guldpenge hjemme fra; og med den lod de sig nøje, og saa kom Strikken af Halsen paa de to Syndere, og de fulgtes til Staden med deres yngste Broder, hans skjønne Brud, hans prægtige Hest og den kostelige Fugl, som de var rejst ud for at finde.

De tog da alle ind sammen paa ét Herberge, og Alexander fortalte alt, som det var tilgaaet; og de to ældste Brødre vidste ikke al den Ære, de skulde gjøre af deres yngste Broder, som havde udført saa store Bedrifter og nu til sidst ogsaa frelst dem fra den skammeligste Død. Dér blev de nu om Natten, og næste Morgen rejste de alle videre ad Hjemmet til. De to Brødre var nu kommet paa et Par Heste, som Alexander havde kjøbt til dem, og de blev véd at takke og prise ham for al hans Godhed imod dem.

Saa var det en Dag i Middagsstunden, det var hedt og lummert ude i Solen, da holdt de Rast inde i en Skov. De havde jo Rejsekost med sig, og de holdt Maaltid. Saa saa' de to andre Brødre deres Snit til at komme Sovedraaber i Alexanders og i Fru Helenes Drik, saa de begge faldt i en dyb Slummer. Saa tog de deres unge Broder og bar ham bort, bandt en tung Sten om Halsen paa ham og styrtede ham ned i et Kjær, der var i Skoven.

Derpaa lagde de sig ned og lod som de sov, til Helene vaagnede og savnede sin Brudgom. Brødrene lod nu som de ingen Ting vidste. De havde ogsaa sovet, sagde de, Alexander var enten røvet eller bortført af Dyr eller Trold. De lod som de ledte efter ham, men da han ikke blev funden, saa sagde de til Prinsessen, at nu kunde hun følges hjem med dem til deres Fader, naar hun vilde love og sværge, at hun ikke vilde nævne Alexander for hans Fader. Nu var det dem, som havde hentet Fuglen og dertil baade Hesten og hende. Om Alexander vilde de intet vide, og han maatte ikke nævnes. Vilde hun ikke hellig sværge dem det til, saa tog de hende strax af Dage. Deres Fader vidste jo intet om hende; saa ingen vilde savne hende.

Da lovede hun og svor, at hun ikke vilde mæle et Ord om Alexander. Saa satte de hende paa Guldfolen og gav hende Guldfuglen i Haanden, og saa red de hjemad. De kom til deres Fader; han laa endnu syg, som da de forlod ham. Men han blev jo sjæleglad, da han saa' sine to Sønner igjen. Og da de fortalte ham, at her havde de Guldfuglen, hvis Sang skulde helbrede ham, og dertil en mageløs Hest med Guldhaar og Sølvhaar og saa den skjønneste Prinsesse der var i hele Verden, saa lovede han dem jo højt for deres Tapperhed og Dygtighed og mest for al den Kjærlighed, de havde bevist ham.

Guldfuglen blev bragt ind til den syge Konge, men den sad tavs i sit gyldne Bur og vilde ikke give et Kny fra sig. Den skjønne Fru Helene blev bragt ind for Kongen; hun kyssede hans Haand, men hun mælede ikke et Ord, hvad han saa sagde til hende. Hun græd kun, men svarede intet. Hun kom da op i Højeloft og fik prægtige Kamre at bo i og Terner til sin Opvartning; men hun sad bestandig paa den aabne Svale med Haand under Kind og Taarer i de smukke Øjne. Guldfolen kom paa Stald; men den vilde hverken æde eller drikke, og der fik ingen Lov at komme op i Spiltovet til den; naar nogen kom den nær, saa var den færdig ved at slaa Stalden ned, saa rasende tede den sig. Der var kun ringe Glæde ved de tre Herligheder, der var kommet paa Slottet.

Imidlertid var Alexander jo kastet i Kjæret med en Sten om sin Hals. Men Ræven var ikke langt borte; den fik ham trukket op igjen og lagt paa Grønsværet. Da han vaagnede op dèr, og satte sig over Ende og følte Rebet om Halsen og saa' Stenen ved Siden, og begyndte at tænke sig om, hvor han var, og hvordan han var kommen der, saa hørte han Rævens vel kjendte Røst: »Ja nu, Alexander! nu er der ikke andet for, end at jeg splitter dig ad. Har du ikke nu igjen været utro og ulydig, og har du ikke kjøbt Galgekjød? Derfor ligger du som du har redt, og nu maa jeg gjøre det af med dig.« — »Kjæreste Ven!« sagde Alexander, »det nænner du ikke, saa ulykkelig som jeg nu er. Du maa endnu en Gang hjælpe mig.« — »Du er rigtig nok værd at hjælpe.« sagde Ræven; »hver Gang jeg raader dig for dit bedste, saa gjør du tvært imod.« Men den hjalp ham dog igjen og sagde: »Giv dig nu paa Vej og se at finde hjem til din Faders Gaard. Der er ingen, der kjender dig. Du skal søge Tjeneste paa Slottet og give dig ud for en Dyrlæge. Saa kommer du først til at kurere Guldfolen, som er rent gal og vil hverken æde eller drikke. Resten giver sig nok af sig selv; men naar alt gaar vel, saa paa din Bryllupsaften, før I sætter jer til Bords, saa gaa ud øst for Slottet, dèr finder du mig, og saa gjør du som jeg siger; det har du jo én Gang lovet.« Det lovede Alexander igjen; saa blev Ræven i Skoven, men han gav sig paa Vej til Fods og naade da efter mange Dages mødige Vandring til sin Faders Gaard.

Alexander gik til Kongens Staldmester; han kjendte ham ikke igjen; og han siger, at han er Dyrlæge og vilde gjærne have Tjeneste. »Du kan strax komme til at prøve din Kunst,«  siger Staldmesteren; »for den prægtige Hest, som de unge Prinser har bragt hjem med sig, den er helt tosset. Se nu, hvad du kan udrette med den!« Alexander kom nu ind i Stalden, hvor den stod, og han gik op i Spiltovet til den, Guldfolen vrinskede venlig til ham og hverken slog eller bed, og den aad af hans Haand og var nu helt frisk og fornøjet igjen. »Ja, er du saadan en Hexemester,« sagde Staldmesteren, »saa er det bedst, du ogsaa ser til et andet Dyr, som de unge Prinser har bragt hjem med: det er den Guldfugl, for hvis Skyld de har rejst saa langt og døjet saa meget, den, hvis Sang skulde give Kongen hans Helbred igjen. Den sidder nu med Hovedet under Vingen og giver aldrig et Kny fra sig; saa det er godt at se, at den er syg.«

Saa blev Alexander ført op paa Slottet, hvor Fugleburet hang, og saa snart Guldfuglen hørte hans Trin, saa hoppede den i Buret og begyndte at synge, som aldrig nogen havde hørt Mage til. Og Kongen hørte Sangen, og han rørte Haand og han rørte Fod, og han sprang op og var frisk, som han ikke havde været nu paa niende Aar. Og den skjønne Fru Helene hun hørte ogsaa Fuglen synge, og hun sprang op og løb hen, hvor den var, og dér mødte hun Alexander, og de faldt i hinandens Arme.

Nu kom da hele Sandheden for Dagen. De to ældste Sønner lod Kongen strax kaste i Fangetaarnet; saa kunde de da ikke gjøre flere Ulykker, saa længe de sad dér. Men Alexander, som havde frelst ham, han skulde nu arve Riget efter ham, og der blev strax lavet til Bryllup mellem ham og den skjønneste Prinsesse, der var i al Verden.

Saa om Bryllupsaftenen, før de gaar til Bords, gaar Alexander ud øst for Slottet, og dèr er Ræven strax til Stede. »Nu skal du hjælpe mig og lønne mig for alt, hvad jeg har gjort for dig,« siger den,« du skal drage dit Sværd og hugge mit Hoved af og lægge det bag til, og du skal hugge min Hale af og lægge den for til.« Alexander sagde, at det kunde han ikke gjøre: handle saadan med sin Ven og Velgjører. »Du skal og maa gjøre som jeg siger,« sagde Ræven, »ellers sætter jeg dig i den samme Stand som du var, da dine Brødre havde sænket dig i Kjæret, som jeg trak dig op af.« Saa maatte Alexander da gjøre som Ræven vilde. Og i det samme det var gjort, saa var Ræven borte, og i dens Sted stod en aldrende Mand af kongeligt Udseende. Han fulgte med op paa Slottet, og da Kongen saa' ham, saa kjendte han, at det var hans Halvbroder, som var ældre end han og den rette Arveprins til Riget; men hans Stifmoder havde omskabt ham til Ræv og jaget ham bort, for at hendes Søn kunde blive Konge, sig selv til liden Glæde.

Da Kongen saa' og kjendte sin Broder, saa sagde han strax, at nu nedlagde han Kronen, for nu var Riget og Regeringen hans, som var født og baaren dertil. Men Arveprinsen sagde: »Lad mig kun være Konge i Aften; men fra i Morgen skal din Søn Alexander bære baade Krone og Spir. Vi to gamle kan endda være ham til Raad og til Bistand. — Men imens jeg nu er Konge, saa dømmer jeg, at hver skal have og beholde sit eget. Alexander har faaet, hvad hans er, de tre største Klenodier i Verden: den skjønneste Dronning, den ypperste Hest og den vidunderligste Fugl. Nu skal Galgen ogsaa have og beholde, hvad den hører til.« Saa lod han strax de to ældste Kongesønner føre ud at hænges.

Dagen efter var Alexander Konge i Landet, og den skjønne Helene Dronning; men den gamle Konge og hans Broder, som havde været forgjort, levede længe med dem, og de hjalp og raadede ham saa godt, at han blev den ypperste Konge i Verden. Og Guldfuglen blev ved at synge for dem alle, og hvem der lyttede til dens Sang, kjendte hverken til Sorg eller Sygdom.

Danske Folkeæventyr illustration p124.png