Lykken og Forstanden

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Aug. Bang og Lehmann & Stage Kjøbenhavn


Danske Folkeæventyr ved Svend Grundtvig.djvu Danske Folkeæventyr ved Svend Grundtvig.djvu/7 136-143

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1947. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1923.

Danske Folkeæventyr illustration p136.png

Lykken og Forstanden.

Med Tegninger af Erik Henningsen.

Lykken og Forstanden var en Dag ude at spasere. Saa kom de til at tale om, hvad der var bedst for et Menneske: enten at have Lykken eller Forstanden med sig. Forstanden mente naturligvis, at den var bedst faren, som havde Forstand, og Lykken mente, at det dog var Lykken alligevel, det kom an paa. »Saa kast dig da en Gang paa den gamle tykke, halvtossede Mand, der gaar dèr nede og pløjer!« sagde Lykken, og saa kastede ogsaa Forstanden sig paa ham. Lige med det samme standsede den tossede Mand med at pløje og sagde til Drengen, der drev Plov for ham, at han lige med ét var bleven saa klog, at der var ikke den Ting til, han jo havde Forstand paa. Han vilde da heller ikke gaa dèr og pløje længer, for det var nu alt for simpelt for ham. Drengen gjorde store Øjne og blev staaende med aaben Mund, medens Manden uden videre lod Ploven hvile og begav sig den lige Vej hjem efter. Han var ikke længe om at trække i Kisteklæderne, og saa vandrede han strax videre til Kjøbstaden, for at gjøre sin Lykke dèr med sin store Forstand.

Paa Vejen dèr ind blev han enig med sig selv om, at han vilde være Urmager; men man skal ikke tro, at han vilde lade sig nøje med at give sig i Lære hos en simpel Urmager, nej, da han kom til Staden, saa spurgte han sig for, hvor Hof-Urmageren bode, og til ham gik han saa lige ind og spurgte, om han ikke nok kunde komme i Lære hos ham, da han just nu havde faaet i Sinde at ville være Urmager: Mesteren skulde nok blive fornøjet med ham. — »Nej, det kan jeg ikke have med at gjøre,« sagde Hof-Urmageren, »saadanne grove Hænder som du har, — og saa ser du oven i Kjøbet ud til at kunne æde som en Tærsker.« Men Manden talede da saa længe og saa godt for sig, at Hof-Urmageren til sidst lovede at tage imod ham, naar han vilde give Hundrede Daler i Lærepenge. — »Ja, men saa vil jeg ogsaa have mit eget Kammer at arbejde i.«  »Nej,« sagde Hof-Urmageren, det faar du ikke.« Saa maatte det da blive derved, at han skulde arbejde paa Værkstedet sammen med de andre Drenge og Svende.

Det første, den ny Læredreng blev sat til, var at pudse Skiven til et Taarnur, for han skulde have noget, der passede til hans grove Hænder. Men baade det Arbejde og alt det, han siden fik at bestille, skilte han sig ved til sin Mesters store Tilfredshed. Saa hændte det en Dag, at Kongen sendte Bud efter Hof-Urmageren og forlangte, at, hvis han ikke vilde miste sin Bestilling, saa maatte han inden en bestemt Tid have gjort Kongen et Ur, der var saadan beskaffent, at det af sig selv kunde gaa rundt paa Bordet, og naar Kongen sagde: »Her sidder Kongen!« blive staaende foran hans Plads og slaa. Det hjalp ikke, at Urmageren klagede sig og sagde, at det var ham helt umuligt i det skulde blive ved det, som Kongen havde sagt.

Da nu Hof-Urmageren kom hjem, spurgte han sine Svende, især dem, der havde været mest paa Vandring udenlands, om de nogen Sinde havde set eller hørt Tale om saadan et Ur. — Nej, det var der da ingen af dem, der havde. Men den ny Læredreng, som naturligvis slet ikke var bleven spurgt, han sagde, at han kunde da nok gjøre saadan et Ur som det. Mester havde snakket om. Men han fik kun Grovheder til Tak for sit Tilbud. Næste Dag, da Mester paa ny klagede sin Nød for Svendene, saa siger Læredrengen igjen, at han kunde ganske vist gjøre saadan et Ur; men han blev ogsaa denne Gang vist af. — Da han Dagen efter kom ind til Mesteren med noget Arbejde og saa' ham sidde og se saa modfalden ud, saa kom Læredrengen for tredje Gang med sit Tilbud om at lave det Ur, som Kongen havde forlangt; men et eget Kammer at arbejde i, det vilde han have.

Saa gav Mesteren ham ogsaa Lov at gjøre et Forsøg, og sit eget Kammer fik han da ogsaa. Da han nu havde arbejdet her en Tid lang, kom en Dag Mesteren ind, for at se, hvor vidt han var kommen. — »Her skal I se. Mester! nu er Tegningen til Uret færdig, og nu skal jeg til at støbe; — »Lad mig da se!« sagde Hof-Urmageren og satte Brillerne paa. »Ja, se jer kun om!« sagde Læredrengen. Mesteren gjorde saa: han saa' op ad Stolper og ned ad Vægge, han glode op i Loftet og stirrede ned paa Gulvet, men hvor han saa', var alting overmalet med de sælsomste Figurer. »Hm!« sagde Hof-Urmageren, »ja, her ser rigtig nok godt ud!« og saa gik han sin Vej. En Maaneds Tid efter kom han igjen, for at se til ham, »Ja, se her!« sagde Læredrengen til Mesteren, »nu er al Ting til det kunstige Ur støbt, og nu skal det blot sættes sammen, saa er det færdigt.« Og dermed fremviste han sit Støbegods. Det saa' underligt nok ud. — Hvad mon det skal blive til? tænkte Hof-Urmageren, men han sagde ikke noget, han nikkede bare og gik sin Vej.

Efter nogen Tids Forløb kom han atter igjen, og denne Gang kommer Læredrengen ham i Møde og siger: »Ja, vil nu Mester se, for nu er Uret sat sammen, fix og færdigt, og nu maa vi prøve det.« »Ja, det maa vi,« sagde Mesteren og satte sig for Bordenden. Saa blev Uret løftet op paa Bordet, og det gik virkelig rundt, som Kongen havde forlangt, og endte med at slaa lige ud for Mesteren, der spillede Majestæten og sagde: »Her sidder Kongen!« Mesteren blev sjæleglad, og Uret maatte nu gjøre sin Rundtur mange Gange til alle Svendenes Fornøjelse.

Paa den bestemte Dag meldte Hof-Urmageren paa Slottet med Uret, og Læredrengen var med. I Overværelse af hele Hoffet blev Uret prøvet, og det gik rigtig udmærket. Kongen blev meget glad, men ogsaa meget forundret, og han sagde til Mesteren, hvorfor han dog havde været saa bange for at paatage sig det Arbejde, da han dog havde været i Stand til at skille sig saa godt ved det? — Ja, saa fortalte Mester da, hvordan

Danske Folkeæventyr illustration p140.png

det hang sammen, at det ikke var ham, men Drengen, dèr stod, som havde lavet Uret. Da Kongen hørte det, sagde han, at, havde Drengen kunnet gjøre det Ur, saa skulde han nu ogsaa strax gjøres til Svend. Det var Hof-Urmageren nu ikke rigtig tilfreds med: der var endnu to Aar tilbage af Drengens Læretid, og Mesteren kunde ikke være sikker paa at beholde ham, naar han først var bleven Svend. Men da gav Kongen Mesteren Hundrede Daler, og saa blev Læredrengen Svend.

Nu havde Kongen en Datter, som ingen kunde faa til at tale et eneste Ord. Kongen var meget bedrøvet derover, og lovede derfor, at hvem der kunde bringe hans Datter til at tale, skulde have hende og Kongeriget, men hvem der forgjæves forsøgte derpaa, skulde miste sit Liv.

Mange Mennesker fra alle Kanter strømmede nu til Slottet, og Urmagersvenden fik ogsaa Lyst til at prøve sin Lykke. — En efter en førtes ind til Prinsessen, men da ingen af dem kunde faa hende til at tale, førtes de ud igjen, for at lægges paa Blokken, der stod opstillet nede i Slotsgaarden. Saa kom ogsaa Turen til Urmagersvenden. Da han kom ind i Prinsessens Værelse, hvor der hang et stort Spejl, saa gik han, uden at sige et Ord til Prinsessen, lige hen foran det og sagde: »God Dag, lille Spejl! nu skal jeg fortælle dig en lille Historie: Der var en Gang tre Mænd paa Vandring — men det er kun en Fortælling, lille gode Spejl! — den ene var en Billedhugger, den anden en Skrædder, og den tredje en Skolemester. De skulde skiftes til at holde en Ild ved lige, og derfor maatte altid en vaage, medens de to andre sov. Først vaagede Billedhuggeren — men det er kun en Fortælling, lille gode Spejl! — og for at forslaa Tiden huggede han et Stykke Træ op, som laa der, og dannede det saadan, at det livagtig kom til at ligne et lille Barn. Derefter vaagede Skrædderen, og imens han vaagede, saa syde han en hel Dragt Klæder til Barnet — men det er kun en Fortælling, lille gode Spejl! — Og til sidst, da det var Skolemesterens Tur at vaage, saa lærte han det lille Barn at tale. — Døm nu, lille gode Spejl! — men det er kun en Fortælling — , hvem af disse tre hører Barnet til?« — »Det hører Billedhuggeren til, for han var den første, der dannede det,« lød det nu fra Prinsessen i den anden Ende af Stuen. Urmagersvenden nikkede til Spejlet og sagde: »Godt, lille gode Spejl, og tak for god Underretning!« og dermed gik han ud af Døren, uden saa meget som at se til Prinsessen. — Men Præsterne, som stod dèr for at høre, om Prinsessen talede, de nægtede at have hørt et eneste Ord, og dermed blev ogsaa han ført ned i Gaarden, for at miste Livet. Men da Kongen hørte, at det var ham, der havde gjort det kunstige Ur, saa sagde han, at han skulde have Lov til at slippe med Livet for denne Gang. — Det gik saadan i lang Tid, den ene efter den anden prøvede sin Lykke hos Prinsessen, men altid endte det med, at de satte Livet til, og Prinsessen blev ved at være stum. Saa en Dag kommer Urmagersvenden igjen, han kommer ind til Prinsessen, han fortæller den samme Historie til Spejlet og spørger og faar samme Svar af Prinsessen som forrige Gang, men da han saa kommer ud og spørger Generalerne — for det var dem, der denne Gang skulde holde Vagt —, om de ikke havde hørt Prinsessen tale, saa nægtede de at have hørt noget, og saa førtes den arme Urmagersvend, som slet ikke havde Lykken med sig, ned til Blokken, for uden Naade at halshugges.

Lykken og Forstanden var igjen ude at spasere, og de kom nu netop dèr forbi i det samme. »Dèr kan du se,« siger Lykken, hvad det hjælper at have Forstand, naar man ikke har Lykken med sig, det er da tydeligt, at Lykken er langt bedre end Forstanden.« — »Ja,« siger Forstanden, og det var netop i det Øjeblik, da Manden skulde halshugges, — »kast du dig da nu paa ham!« Og det gjorde Lykken; og i samme Øjeblik kom Prinsessen farende ned i Gaarden og sagde, at han og kun han havde kunnet bringe hende til at tale, og ham vilde hun have. Og saa slap Urmagersvenden for at miste sit Liv og fik istedenfor Prinsessen og Kongeriget oven i Kjøbet.

Danske Folkeæventyr illustration p143.png