Sundhedsfrugterne

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Jump to navigation Jump to search

Aug. Bang og Lehmann & Stage Kjøbenhavn


Danske Folkeæventyr ved Svend Grundtvig.djvu Danske Folkeæventyr ved Svend Grundtvig.djvu/7 144-151

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1947. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1923.

Sundhedsfrugterne.

Med Tegninger af Aug. Jerndorff.

Der var en Gang en Mand, som havde tre Sønner. Da han laa paa sit yderste, kaldte han dem til sig og sagde, at nu skulde han dø, og herefter Dags maatte de sørge for sig selv. »Jeg har ikke andet at efterlade jer,« sagde han, »end min Frugthave; den maa I dele imellem jer, saa hver faar sit Stykke. Lad mig nu se, I røgter den godt og passer alle Træerne i den! Et af dem bærer Sundhedsfrugter; men hvilket det er, siger jeg jer ikke.« Saa døde Manden, og Sønnerne skulde nu dele Arven. Den yngste af dem var endnu kun en Dreng og kunde ikke gjøre sin Ret gjældende, og de to ældste var begjærlige. De lavede det da saaledes, at de to delte Haven lige imellem sig. Der var kun ét Træ, som stod lige paa det ny Grænseskjel, det udlagde de deres yngste Broder i Arvepart. Jorden fik han ikke det mindste af; han skulde blot have det ene Træ, som de ikke kunde enes om. Saa havde enhver af dem de Frugter af hans Træ, som faldt ned paa deres Jord, mente de; saa om Ulykken skulde være, at det netop var det, som bar Sundhedsfrugter, saa fik de endda hver sin Del af dem med. Det maatte han saa lade sig nøje med, og fik kun udlagt en lille Sti over Brødrenes Jord, saa han lige kunde komme til sit Træ, og det røgtede og plejede han da saa godt han forstod, mens de andre gjorde sig Resten af Haven saa nyttig som muligt.

Saa skulde det hænde sig, at Kongens eneste Datter dèr i Landet blev farlig syg, og alle de Læger, der blev kaldt til hende, formaaede ikke at helbrede hende. Da lod Kongen udraabe, at hvem der kunde skaffe hende sin Sundhed igjen, kunde faa hende til Ægte og det halve Kongerige med hende. Saa tænkte Brødrene jo strax paa, at de maatte forsøge deres Lykke. Den ældste af dem var først paa Færde: han fik en Kurv fat og løb ned i Haven og plukkede de smukkeste Frugter af alle sine Træer, lagde dem forsigtig i Kurven og skyndte sig ad Slottet til. Vejen der hen gik igjennem en Skov. Da han kom ind i den, mødte han en gammel Kone, som hilste Godmorgen. »Hvad har du i din Kurv?« spurgte hun. — »Frøer og Skruptudser,«  svarede han, men hvad kommer det ellers dig ved?« — »Lad saa være!« sagde Konen, og dermed skiltes de. Svenden gik videre og kom til Vagten ved Slotsporten. »Hvad vil du? Søn!« sagde de til ham. »Jeg har Sundhedsfrugter,« sagde han, »og jeg vil op paa Slottet og helbrede Prinsessen.« — Naa, det var jo rart, men først vilde de dog se i Kurven, hvordan de Sundhedsfrugter saa' ud; og da de fik Laaget af Kurven, saa mylrede det ud med Frøer og Skruptudser; andet var der ikke i Kurven. Saa bankede Vagten Svenden dygtig af og jog ham bort, med Kurven om Halsen.

Imidlertid var den anden Broder da ogsaa løben ned i sin Del af Haven og havde faaet plukket sig en Kurv fuld af sine smukkeste Frugter, og var ogsaa paa Vej med dem til Kongens Gaard. Inde i Skoven møder han den samme gamle Kone; hun hilser Goddag og spørger om, hvad han har i sin Kurv. »Skidt og Møg,« siger han; »hvad rager det ellers dig? din Pulverhex!«  — »Lad saa være!« sagde Konen, og dermed var den Tale ude.

Danske Folkeæventyr illustration p146.png

Han skyndte sig op til Slottet. Vagten stoppede ham og spurgte, hvad han vilde. Ja, han havde da Sundhedsfrugter til Prinsessen, sagde han; de skulde nok hjælpe. »Lad os dog se en Gang,«  sagde Vagten, »hvordan de ser ud!« Og de fik Laaget af Kurven; men de maatte holde sig for Næserne, saadan stank det af alt det Skarn, som Kurven var fuld af. Saa tog de og væltede Kurven lige over Hovedet paa ham, og saa gav de ham en banket Trøje, saa han næppe kunde trampe hjem igjen.

Den yngste Broder fik sidst Nys om Prinsessens Sygdom og Kongens Løfter, og han vilde da ogsaa prøve sin Lykke. Han plukkede Frugter af sit eneste Træ og gav sig paa Vej til Kongens Gaard. Ude i Skoven, han skulde igjennem, møder han saa den gamle Kone. »God Aften!« siger hun. »God Aften igjen!« siger han. »Hvad har du i din Kurv?« spørger hun. »Det er Sundhedsfrugter,« svarede han; »dem skal Prinsessen have, at hun kan komme sig igjen.« — »Lad saa være!« sagde Konen, saa gik hun sin Vej. Den yngste Broder gik nu videre, og da han var kommen igjennem Skoven, saa faldt hans Vej langs med en Sø. Dèr saa' han, at Strømmen havde skyllet en stor Gjedde op i Land; den laa nu og gispede paa det tørre. »Du Stakkel!« sagde han, »jeg maa nok hjælpe dig.« Saa satte han Kurven fra sig og fik med megen Umage Gjedden væltet ud i Vandet igjen. Inden han endnu var kommen til Gangs, saa stak Gjedden Flaben op i Vandskorpen og sagde: »Tak skal du have! Er du nogen Sinde i Nød, og jeg kan hjælpe dig, saa kald kun paa mig! og jeg skal komme.« Han gaar da videre ad Slottet til; da ser han en Ravn og en Bisværm, der er kommet flyvende hver fra sin Side og saa er stødt sammen; hver af dem vil lige frem, og de hugger og stikker hinanden, saa det gaar ud over begge Parter.

»Du Ravn, flyv op over Trætop!
I Bier smaa, lad jer falde i Trop!«

sagde saa Drengen. Og baade Ravnen og Bierne gjorde som han sagde. Ravnen løftede sig højt op i Vejret, og saa skreg den: »Det var et godt Raad; Tak for det! Kald paa mig, om du kommer i Nød! Jeg skal hjælpe dig igjen, om jeg kan.« Og Bisværmen slog ned paa en udgaaet Træstamme, og dèr mylrede og kravlede de, og dèr summede de og brummede de og sagde: »Ja, det var et godt Raad. Vi skal hjælpe dig igjen, naar du kalder.«

Endelig naade Drengen da til Slotsporten. Dèr stod Vagten og spurgte ham, hvor han vilde hen, og hvad han havde at føre. »Jeg kommer her med en Kurv Sundhedsfrugter,« sagde han, »og jeg vil op paa Slottet og helbrede Prinsessen.« Ja, det kunde jo være saa meget godt, mente Vagten, men først vilde de dog nok se i hans Kurv, hvordan de Sundhedsfrugter saa' ud. »Vi har set saa mange underlige Ting i Dag,« sagde de. Saa maatte han tage Laaget af Kurven. Ja, det var rigtig smukke Æbler at se til. Drengen gav hver af Vagten et Æble at spise; saa følte de sig alle saa lette og saa lystige, og de skyndte sig da at føre Svenden op til Kongen, og han fulgte ham strax ind til Prinsessen, der laa paa en Løjbænk, saa syg og saa mat, saa hun kunde knap røre sine Øjelaag. Han gav hende et Æble, og hun spiste det; da kunde hun lette Hovedet fra Puden. Da hun havde faaet ét til, kunde hun rejse sig over Ende, og da hun havde spist det tredje, sprang hun op og dansede midt paa Gulvet. Hun havde aldrig været saa rask i sine Dage, som hun var nu.

Kongen blev jo sjæleglad, og han sagde saa til hende, at nu maatte han da ogsaa holde, hvad han havde lovet: den Ungersvend, som havde helbredet hende, ham maatte hun nu have til Mand. Men det syntes hun slet ikke om; det var ingen Mand for hende, mente hun, saadan en Bondedreng. Og hun talte med sin Fader om, at han kunde da umulig være bekjendt at gifte sin eneste Datter med en, som ingen Ting var og ingen Ting kunde, andet end plukke Æbler ned. Hun vilde ikke gifte sig med ham, uden han kunde bringe hende den Ring, som hendes Fader havde tabt i Søen for tyve Aar siden. Det sagde Kongen saa igjen til Ungersvenden: den Ring maatte han skaffe; ellers kunde han ikke faa hans Datter. Han blev jo først noget lang i Ansigtet ved den Tale; men saa huskede han paa Gjedden, og han i en Fart ud til Søbredden og kalder paa den:

»Gjedde udi den den dybe Sø!
Jeg maa nu klage dig min Nød.«

Saa kom Gjedden op, og han sagde den, hvad der var forlangt af ham. Saa dukkede den ned til Bunden, og det varede ikke længe, før den kom op igjen og havde Kongens Ring i Flaben. Saa var Ungersvenden let om Hjærtet og skyndte sig med Ringen tilbage til Slottet.

Kongen tog imod Ringen; han var jo meget forundret: »Ja, det var den Ring, jeg tabte i Søen for tyve Aar siden,« sagde han, »det har sin Rigtighed.« Saa gik han ind til sin Datter og sagde: »Ja, nu maa du tage ham. Du véd, jeg har lovet det, og nu har han baade helbredet dig og skaffet mig min Ring igjen, som du forlangte.« Prinsessen mente dog, at han maatte sættes mere paa Prøve: den, hun skulde tage til Mand, maatte først bygge hende et Slot, lige saa stort og prægtigt som det, hun nu bode paa, og det skulde skinne i Solen som Guldet det blanke. Kongen lod hende atter raade, og han gik ud til Svenden og sagde ham, at saadant et Slot maatte han først bygge. Ellers kunde han ikke faa Prinsessen. Da kom Svenden i Tanker om Bierne; og han ud i Skoven at kalde paa dem:

»Bier i Vang saa vide!
Hjælper mig nu af Kvide!«

Saa kom de summende og brummende om ham, saa det var, som der gik en Sky for Solen. Han sagde dem, hvad der var forlangt af ham. »Lad os kun om det!« sagde Bierne,« gaa du kun hjem og læg dig!« Og de summede og de sugede, og de bar og de byggede hele Natten igjennem; og da Folk kom op næste Morgen, saa stod der et Slot af Vox, lige saa stort og prægtigt som Kongens Slot, og skinnede i Solen som Guldet det blanke.

Saa gik Kongen ind til sin Datter og sagde, at nu hjalp der ingen Snak længer: »Nu maa du tage ham,« sagde Kongen; »og du kan da ogsaa se, at han forstaar mere end andre Folk.«  Prinsessen gjorde jo store Øjne ved, hvad hun saa', men hun syntes dog ikke endnu, hun kunde lade det være nok. Der var endnu én Ting, han maatte kunne udrette, før hun kunde tage ham til Mand, og det var, at han skulde skaffe hende en Brand af Helvedes Ild. Kunde han det, saa skulde hun ikke forlange mere af ham. Kongen var vred over alle hendes Paafund; men han var vant til at rette sig efter hende, og han gik da ud og sagde til Svenden, hvad hun endnu vilde paalægge ham. Han blev først meget ilde til Mode; men saa huskede han paa Ravnen, som er Satans Apostel: den kunde dog maaske hjælpe ham i denne Vaande; og saa gik han ud og kaldte paa den:

»Du Ravn med brede Vinger!
Den haarde Nød mig tvinger.«

Saa kom Ravnen flyvende, og da den hørte, hvad han vilde have, saa lovede den at gjøre sit bedste. Og det varede ikke ret længe, saa var den tilbage igjen med en rygende Brand. Ungersvenden greb den med en Jærntang og løb, alt hvad han kunde, op paa Slottet med den, saa Ilden susede af den, og saa smed han den ned lige foran Prinsessen. Luen slog da i Vejret, og Røgen og Stanken havde nær kvalt hende. Da sprang hun op i stor Angest og flygtede hen i Ungersvendens Arme. Og nu var der ikke mere i Vejen for, at hun vilde være hans Kone. Og saa holdt de Bryllup med stor Pragt og Herlighed og fik det halve Kongerige i Medgift.

Danske Folkeæventyr illustration p151.png