Maria. En Bog om Kærlighed/33

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandels Forlag Kjøbenhavn Maria. En Bog om Kærlighed


Peter Nansen - Maria.djvu Peter Nansen - Maria.djvu/11 79-81

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

XXXIII.

Der voksede Græs paa Graven.

Saa var det, at jeg en Formiddag kom over Torvet. Det var ret et Herrens Vejr. Blæsten jog rundt om Statuen, hvor om Aftenen Pigerne kører Karrusel, og gennem den tykke sorte Luft piskede en drivende Tøsne.

Jeg gik og glippede mig frem gennem Uvejret, da der pludselig lysnede et Foraarsglimt foran mig. En lyserød Blomst paa en Hat. Hatten paa en høj slank Pige. Maria. Ja Maria!

Vi stod overfor hinanden midt paa Torvet, hvor Vejret huserede værst. Vi stod Ansigt til Ansigt — blussende og vaade af Regn og Blæst — stod og lo.

Hvad ænsede vi Vejret? Var det koldt, stormede det, sneede det endnu? Jeg tror det, for vi havde det store Torv ganske for os selv. Hvad jeg sikkert véd, er, at foran mig straalede Solen ud af de dejligste Øjne, blomstrede Vaaren paa de sødeste Kinder.

Vi lo, saa vi næsten ikke kunde høre op, saa hjærteligt, saa overgivent, saa meningsløst. Hvad siger jeg: meningsløst? Nej, aldrig har der været bedre Mening i at le.

Vi lo og vi spurgte i Munden paa hinanden: »Hvor har Du dog været, Maria? Jeg troede, Du var død.« »Og Du da? Jeg troede, Du var rejst.« »Men hvorfor skrev Du ikke?« »Fordi Du havde forbudt mig det.« »Det havde jeg ganske glemt.« Og vi lo igen.

Nu spørger min strænge Censorinde: Og da I havde udlet, I Grinebidere, gik I vel pænt hver til sit?

Nej, min Naadige, vi fulgtes hjem til mig.