Opfindelsernes Bog/Alun, Soda og Salpeter.
Indledende Bemærkninger. Mellem de Metaller, der spille en fremragende Rolle med Hensyn til Livets Udvikling baade i Plante- og Dyreriget, og hvis Anvendelse stiger hver Dag med Civilisationens og Kulturens Fremskridt, indtage de saakaldte Alkalimetaller den første Plads; ikke fordi disse Metaller som saadanne have nogen betydelig Anvendelighed, men deres Forbindelser ere nødvendige Betingelser for Plantens og Dyrets Liv, og kjendte vi ikke Midler til at vinde disse Metalforbindelser i det store, vilde hele Kulturudviklingen have maattet tage en anden Gang og Mennesket have maattet undvære meget af, hvad der nu regnes til det daglige Livs første Fornødenheder. Disse Metaller ere Kalium og Natrium. Det sjeldnere Lithium og de først igjennem Spektralanalysen opdagede Cæsium, Rubidium og Thallium forekomme saa sparsomt, at deres Betydning i Forhold til de andre er for ingen at regne. Hvorledes nu Kalium og Natrium, hovedsagelig som kiselsure Salte (Silikater), i Naturen udgjøre Bestanddele af de vigtigste faststaaende Bjergarter, hvorledes de ved Indvirkning af Regnvandet og Luftens Kulsyre opløses, hvorledes dette bidrager til, at Stenen forvitrer og omdannes til plantenærende Jord, alt dette have vi i det foregaaende havt Lejlighed til at udvikle.
Alkalimetallernes Silikater sønderdeles, som vi have set, af Luftens Kulsyre og af Regnvandet og omdannes til kulsure Salte. Men disse Metallers kulsure Salte udmærke sig fremfor alle andre kulsure Salte ved at være letopløselige i Vand, saaat de af dette føres ud i Verden for at tjene allehaande Øjemed og undergaa allehaande Omdannelser. Jo varmere Vandet er i de dybere Jordlag som Følge af den højere Temperatur, desto stærkere virker det dekomponerende paa de mineralske Lag, det siver igjennem, og desto mere vil det ogsaa optage af de opløselige Bestanddele, hvad vi ogsaa kunne iagttage ved de mineralske Vande. Thi Alkalimetallerne faa ofte Lejlighed til i Jorden og i Vandet at gaa fra en Syre over til en anden. Under alle Omstændigheder maa vi ikke vente i Naturen at finde Alkalimetallerne i anden Form end som Salte. De Alkalimetaller, som optages i Plantelivets Kredsløb, forekomme her bundne til Syrer (Plantesyrer), som alt efter Plantens forskjellige Art dannes i denne ved Indvirkning af Alkalierne. I Vinstokkens Frugt f. Ex., der er en stærk Forbruger af Kali, finde vi dobbelt vinsurt Kali (Vinsten), i Rønnebærret æblesurt, i Citronen citronsurt Kali eller Natron o. s. v. Men hvis vi forbrænde Planten og udlude den tilbageblivende Aske, faa vi altid blot et kulsurt Salt, da Plantesyrerne destrueres af Ilden men hurtigt erstattes af Kulsyren, der er et af deres Forbrændingsprodukter.
Kommer et Natriumsalt i Forbindelse med Saltsyredampe eller saltsyreholdigt Vand, kan der dannes Kogsalt. Men da saadanne Sammentræf rimeligvis meget sjeldent forekomme i Naturen, kunne vi ikke gjøre os nogen klar Forestilling om, under hvilke Omstændigheder de uhyre Masser af Kogsalt en Gang ere blevne dannede, som dels findes opløste i Havet dels som Stensalt ligge magasinerede i Jorden. Vi maa lade os nøje med Forvisningen om, at dette saa vigtige Materiale findes i uudtømmelig Mængde, at ikke blot samtlige Verdenshave ere at anse som stærkt fortyndede Saltopløsninger, men at ogsaa forlængst udtørrede Have have efterladt deres Indhold af Salt i Form af mægtige Lag af Stensalt. Ja selv hvor mulig et saadant Oplag af Salt endnu skjuler sig i Jorden, uopdaget af Mennesker, er det maaske dog allerede for Aartusinder siden opdaget af en eller anden Kilde paa dens underjordiske Vej; den kan ikke gaa igjennem Saltlaget uden at opløse og tilegne sig noget af det og kommer saa endelig et eller andet Sted frem for Dagens Lys som en Saltkilde.
Foruden i Forbindelse med Kiselsyre og Klor optræde Alkalimetallerne ogsaa sammen med Fluor (i Kryolith som Fluornatrium-Fluoraluminium), med Salpetersyre som salpetersurt Kali og salpetersurt Natron, med Svovlsyre som svovlsure Alkalisalte, med Jod som Jodkalium og Jodnatrium, med Brom som Bromkalium og lignende Forbindelser. Om de end alle have Værdi i tekniske Formaal, tildrage dog nogle af dem paa Grund af de Masser, hvori de forekomme, og hvori de blive Gjenstand for Fremstilling paa kunstig Maade, sig særlig Opmærksomheden, og i denne Henseende maa særlig nævnes Kogsaltet, Kulsyreforbindelserne Potaske og Soda, Alunet og Salpeteret, saavel Kali- som Natronsalpeteret.
Metallerne selv er det vanskeligt at fremstille. Det lykkedes først Davy 1807. Før den Tid havde man vel Grund til at antage, at disse Metallers Forbindelser, der i lang Tid havde været bekjendte, kunde indeholde Metaller, men sikkert var det dog ingenlunde. Det er ogsaa først fra den Tid, at Navnene paa Metallerne selv skrive sig, medens Navnene paa deres vigtigste Forbindelser ere meget ældre. Salpeter er saaledes Kaliumsaltet af Salpetersyre, Potaske Kalium- og Soda Natriumsaltet af Kulsyre, Glaubersalt Natriumsaltet af Svovlsyre. Ved Kali og Natron (Alkalierne) forstod man nærmest Ilterne af disse Metaller; dog kjendte man ikke de vandfri Ilter, og hyppigt menes derfor med Kali og Natron det, vi ogsaa nu almindeligst kalde Kali- og Natronhydrat, letopløselige Forbindelser, der kunne dannes, idet Kalium eller Natrium træder i Stedet for endel af Brinten i Vand, men dog sædvanlig fremstilles paa anden Maade. Fra hin Tid, da man endnu ikke kjendte Metallerne, skrive sig ogsaa de endnu saa hyppigt benyttede Navne: kulsurt Kali og kulsurt Natron i Stedet for Kalium- og Natriumsaltet af Kulsyre (Kalium- og Natriumkarbonat) o. s. v. Paa samme Maade siges endnu almindeligt Lerjord og Lerjordsalte i Stedet for Aluminiumilte og Aluminiumsalte, idet man endnu bruger de Navne, Forbindelserne havde, før metallisk Aluminium blev bekjendt. — Stor Lighed med Opløsningen af Kali- og Natronhydrat har den saakaldte Salmiakspiritus, en Opløsning af Luftarten Ammoniak i Vand, i næsten alle sine kemiske Egenskaber; den kjendtes ogsaa tidligt under Navnet »flygtigt Alkali« i Modsætning til de »fixe« (ildfaste) Alkalier, Kali og Natron.
Ligesom det er Tilfældet med saa mange andre tekniske Stoffer, er der heller ikke meget at sige om Kali og Natron med Hensyn til deres Oltidshistorie. De gamle Grækere havde et nitron, som de anvendte ved Vadsk i Stedet for Sæbe, og som vistnok ikke var andet end naturligt kulsurt Natron fra de afrikanske Natronsøer. Selv om den sædvanlige Beretning om Glassets Opfindelse maa lyde noget utrolig, lære vi dog deraf, at nitron var en Handelsvare, og at dets Anvendelighed til Fremstilling af Glas var bekjendt, selv om Glassets sædvanlige Raastoffer hos de gamle blot kaldtes Aske og Sand. Romerne synes at have kjendt til at tilberede Kalilud af Aske og Kalk, men Tilberedning af Sæbe af Kalilud og Talg synes at være en gallisk Opfindelse. Det Salt, som bliver tilbage efter Afdampning af almindelig Askelud, tør vel paa Grund af den simple Fremstillingsmaade forudsættes at have været kjendt længe. Det bliver omtalt allerede i det 13de Aarhundrede, blev senere en Handelsartikel og fik Navnet Potaske, da det paa Grund af, at det flyder hen i fugtig Luft, blev forsendt i tillukkede Krukker (pots). Det varede dog længe, inden man kom under Vejr med, at man faar to forskjellige Ludsalte, alt eftersom den udludede Aske skriver sig fra Træ eller overhovedet Landplanter eller fra Hav- og Kystplanter. I Aarhundreder anvendte man ved Glastilvirkningen begge Slags Aske, alt som man havde nemmest Adgang dertil. Begge Salte ligne ogsaa hinanden i de fleste Henseender, kun at Kalisaltet, Potasken, med Begjærlighed trækker Fugtighed til sig fra Luften og let antager flydende Form, medens Natronsaltet, Sodaen, tørrer mere ud. Først i Begyndelsen af det 18de Aarhundrede blev man opmærksom paa de kemiske Forskjelligheder, og Kemikeren Marggraf i Berlin satte Natronets Ejendommelighed udenfor al Tvivl; han paaviste ogsaa, at Natrium udgjør en Bestanddel af Kogsalt og Glaubersalt. Naar vi nu først vende os til Kaliforbindelserne, da er det kulsure Salt det, som vi overalt og paa den korteste Vej kunne afvinde Naturen.
Potaske. Det kulsure Kali bliver fremstillet af Asken af opbrændte Landplanter. Da der i Asken af opbrændte organiske Stoffer maa gjenfindes alle de mineralske Bestanddele, som Planten har optaget af Jorden, kunne vi ved Analysen af Aske vente at træffe paa et temmelig talrigt Selskab af Stoffer, eftersom det er os bekjendt, at der i Plantejord foruden Alkalisalte ogsaa indeholdes Salte af Kalk, Magnesia, Jern, undertiden Aluminium o. fl. Men alle disse Salte blive, for saa vidt de ere opløselige, mere eller mindre let optagne af Planterne, og om de end ikke anvendes til Dannelsen af Planteorganerne, eftersom mange af dem ikke ere nødvendige hertil, ville de dog gjenfindes i Asken sammen med de andre. Som Bestanddele af disse Salte indgaa desuden Kiselsyre, Fosfor-, Svovl-, Salt- og Salpetersyre i Planternes Organisme, til hvis Dannelse de tildels ere uundværlige.
Ogsaa disse maa man saaledes vente at gjenfinde i Asken; og alt efter Plantens Natur finde vi dem ogsaa virkelig der og altid i samme Plante i temmelig de samme Forhold, der blot kunne forandres paa Grund af en Forskjel i Alder, af Aarstiden eller af Plantejordens forskjellige Beskaffenhed, men dog altid paa en lovbunden Maade.
Ved at behandle Asken med Vand kan man skille de alkaliske Bestanddele fra de jordagtige og mindre opløselige; navnlig bliver det kulsure Kali, som udgjør den overvejende Bestanddel, fuldstændig opløst. Det, der bliver tilbage efter Afdampning af denne Opløsning, er den saakaldte raa Potaske.
Den fremstilles i det store paa den samme primitive Maade, som vi allerede have angivet, i Amerika, Rusland, Illyrien, Ungarn, Böhmerwald og andre skovrige Egne, hvor paa Grund af svag Befolkning, ringe Agerbrug og Mangelen paa Veje Træet har saa ringe Værdi, at man blot benytter de bedste Stykker af Stammen, medens den øvrige Del af Træet vilde faa Lov til at ligge unyttig hen og raadne bort, hvis ikke Skovhuggerne, eller hyppigere en særegen Klasse Arbejdere, Askebrænderne, bragte Træaffaldet sammen i store Hobe, som de tørre og opbrænde for derpaa at samle Asken. Skovasken, som de faa paa denne Maade, bliver nu enten af dem selv forarbejdet til raa Potaske eller ogsaa solgt til større Fabriker, hvor den bliver udludet. Denne Proces, saa vel som den derpaa følgende Rensning, Krystallisering og Kalcinering, er saa simpel, at man ikke behøver at sige meget derom. Den raa Skovaske eller den fra Ildstederne opsamlede Brændeaske anbringes i store Trækar, hvis Bunde ere gjennemhullede og belagte med Halm, og behandles med Vand saaledes, at Vandet løber fra det ene Askekar til det andet. I det sidste Kar træffer Vædsken, der saaledes allerede har passeret flere Kar, endnu paa frisk Aske, og Opløsningen bliver der mættet. Den saaledes lidt efter lidt udludede Aske flyttes fra det ene Kar til det andet i modsat Retning af Vandstrømmens Løb og kommer saaledes efterhaanden i Berøring med en stedse svagere Opløsning, indtil den tilsidst kommer til det første Udludningskar, hvor det indstrømmende friske Vand uddrager de sidste Spor af Askens opløselige Bestanddele.
Udludningen sker sædvanligvis blot med koldt Vand, hvori de i Asken forekommende, forurensende Bestanddele ikke saa let opløses. Ved at lade Luden fordampe, hvad der sker under fortsat Omrøring, faar man Potasken som en fast Masse, der er brunlig farvet ved Indblandinger af organiske Stoffer. For at befri Potasken for disse saa vel som for et stadigt Vandindhold af fra 6 til 10 Procent, opvarmes den til Glødning i en Flammeovn (kalcineret Potaske). Udbyttet af Potaske er meget forskjelligt alt efter de forskjellige Planter, der benyttes; Gran, Poppel og Eg give saaledes kun mellem ½ og l½ pro Mille, medens urteagtige Planter give betydeligt mere, enkelte endog indtil 79 pro Mille.
Potaskens Raffinering og Fremstilling i kemisk ren Tilstand sker kun ved Omkrystallisation. Selv Udskillelsen af det kulsure Natron, hvoraf der altid findes noget i den af Planteaske fremstillede Potaske, kan ikke ske lettere og mere fuldstændigt end ved at benytte de to Saltes forskjellige Opløselighed.
Til de fleste Øjemed, hvortil Potaske anvendes, er imidlertid en fuldkommen Renhed ikke engang nødvendig. Sæbesyderen lader sig gjerne nøje med en mindre ren og derfor billigere Vare, medens derimod Glasfabrikanten til særdeles fine Glassorter behøver en meget ren. Hvor det er af Vigtighed at have en fuldkommen kemisk ren Potaske f. Ex. paa Apotheket og i kemiske Laboratorier, fremstillede man tidligere Saltet ved Glødning af renset Vinsten (dobbelt vinsurt Kali), hvorved Vinsyren forbrænder til Kulsyre, som i dens Sted forbinder sig med Kaliet. Dette er det gamle sal tartari. Nuomstunder har man andre Methoder til Fremstilling af et rent kulsurt Kalisalt.
Ikke blot fra Skovene og Stepperne men ogsaa fra Vinbjergene og Sukkerromarkerne faar man nu Potaske, men rigtignok under den Betingelse, at disse Kulturjorde ved Gjødning faa Erstatning for deres Tab af Kali, hvis de fremdeles skulle bringe Afgrøde; thi Vinstokken kræver lige saa vel som Sukkerroen en Jordbund, der er rig paa Kali. Det er dog en temmelig omstændelig Proces og lader sig kun med nogenlunde Fordel praktisere i Egne, hvor Brændselet er særdeles billigt.
I alle disse Tilfælde faa vi saaledes Kaliet paa anden Haand, og det saa ud til, at det skulde blive ved saaledes. Ganske vist havde man begyndt at opsøge Kaliet i selve Mineralriget, især i Feldspat, men Bekostningerne vare for store, og man holdt snart op hermed. Da aabnedes pludseligt en Udsigt til at kunne faa det direkte fra Jorden: det umaadelige Stensaltleje ved Stassfurt blev opdaget, og man fandt der i det ovenpaa liggende Affald et Biprodukt af langt større Værdi end selve Kogsaltet i disse mægtige Forraad af Kali, som vistnok ikke kunne udtømmes i Aarhundreder.
Ved den uhyre Fordampningsproces af saltholdigt Vand, som er foregaaet her i Urtiden, blev ganske naturligt først Kogsaltet og sidst de lettere opløselige Salte udkrystalliserede, idet disse selvfølgelig holde sig længst opløste. Da dannedes blandt andet i store Masser et af Klorkalium, Klormagnesium og Vand bestaaende Salt, Karnallit, af hvilket den førstnævnte Bestanddel let kan udskilles ved Opløsning og Udkrystallisation. Denne Karnallit er den vigtigste Kalileverandør, og ved den er Opdagelsen af Stassfurtskattene bleven ligesaa vigtig for Industrien som for Handelen og Jordbruget. Der føres herfra Millioner Centner Gjødningssalte til Marker, der trænge til Kali, og et stort Antal Fabriker forarbejde paa selve Pladsen Klorkaliumet dels til Potaske, dels til Salpeter. Som Følge heraf er den tyske Industri, nu ikke saa meget som tidligere, afhængig af Tilførselen af russisk, illyrisk eller amerikansk Potaske, og den engelske Salpeter fra Ostindien finder nu ikke længere Afsætning i Tyskland.
Forvandlingen af Klorkalium til Potaske gaar i Almindelighed til paa samme Maade som Tilberedningen af Soda af Kogsalt: Raastoffet forvandles ved Svovlsyre til svovlsurt Kali, dette ved Glødning med kulsur Kalk og Kul til Svovlkalcium og kulsurt Natron, hvorpaa det sidste udludes med Vand.
Efter Fundet ved Stassfurt har man ved mange andre Saltværker omhyggelig spejdet efter det samme værdifulde Stof, men blot i et Tilfælde med noget Held, nemlig ved det galiziske Saltværk Kalusja, ved Foden af Karpaterne, hvor man har opdaget Klorkalium saavel i tør som i opløst Tilstand. Ved det berømte Saltværk Vieliczka derimod har man ikke blot søgt forgjæves, men har endogsaa ved en af disse Gravninger foranlediget et Gjennembrud af Vandet, der har forvoldet stor Skade.
Kaustisk Kali (Kalihydrat). Uagtet Kulsyren kun er en svag Syre, træder den dog i mange Tilfælde hindrende i Vejen, naar man vil danne Kaliumsalte af andre, endnu svagere Syrer. Sæbe f. Ex. er fedtsurt Kali (stearin-, palmitin- og oliesurt Kali). Men Fedtsyrerne, som let dannes af Talg, Olie o. s. v., ere, naar en stærk Base, med hvilken de kunne forbinde sig, indvirker paa disse Stoffer, ikke stærke nok til at vinde Overhaand i Kampen med Kulsyren. Vil man derfor ved Hjælp af Kali forvandle Fedtsorter til Sæbe, kan man ikke uden videre bringe Kaliet i Form af kulsurt Salt sammen med disse, men maa først skille Kulsyren derfra og fremstille rent Kali, kaustisk Kali eller rettere Kalihydrat, som nemlig bestaar af 1 Atom Kaliumilte (K2O) 1 Atom kemisk bundet Vand (H2O). Dette sker ved at koge svag Potaskelud med læsket Kalk. Kulsyren gaar da over paa Kalken, hvormed den danner en uopløselig Forbindelse, og Kaliet bliver frit.
Ved Fordampning af en Opløsning af kaustisk Kali kan det ogsaa fremstilles i fast Form. Det danner da en hvid smeltelig Masse, der i Handelen sædvanligvis forekommer i Form af smaa cylindriske Stænger, og som særlig i kemiske Laboratorier faar en betydelig Anvendelse som Reagens. Det tiltrækker med stor Begjærlighed Vand og opløser Æggehvidestoffer og benyttes derfor i Lægekunsten som Ætsmiddel, idet det anbragt paa Huden opløser de Æggehvidestoffer, hvoraf denne bestaar. Ved at optage Fugtigheden fra Luften smelter det, optager da Kulsyre og bliver paany til kulsurt Kali. Leder man Kulsyreluft ind i en Kaliopløsning og vedbliver hermed, indtil den er mættet, faar man ikke alene Potaskens almindelige kulsure Kali men ogsaa et Salt, som paa samme Mængde Kali indeholder dobbelt saa megen Syre: tvekulsurt Kali.
Det samme Forhold finder ogsaa Sted ved Natron, og som bekjendt er tvekulsurt Natron det Salt, som spiller Hovedrollen i Sodavand ligesom i andre Mineralvande, i Brusepulver o. s. v.
Alun er et andet, forlængst bekjendt og i Tekniken meget anvendt Salt, i hvilket Kalium udgjør en Hovedbestanddel; det optræder her navnlig i Forbindelse med Svovlsyre som svovlsurt Kali. Allerede Navnet: alumen tyder paa, at det foruden Kaliumsaltet indeholder endnu et andet Stof. I Virkeligheden indeholde ogsaa de tre Alunarter, man har, svovlsur Lerjord (Aluminiumilte) og ere saaledes Dobbeltsalte, idet de bestaa af svovlsur Lerjord og svovlsur Kali, Natron eller Ammoniak foruden noget kemisk bundet Vand. Den første af disse Forbindelser, nemlig Kalialunet, er den i teknisk Henseende vigtigste, og det er da ogsaa den, som særlig bærer Navnet Alun. Dette Dobbeltsalt krystalliserer i smukke, farveløse Oktaedre (Fig. 205—206).
Allerede Plinius omtaler Alun i sin Historia naturalis; men af hans Beskrivelse fremgaar det, at han med samme Navn betegner to forskjellige Salte: Jernvitriol, som han kalder sort alumen og maaske vort Alun, hvidt alumen, og paa lignende Maade kunne vel heller ikke de af Dioscorides og andre brugte Benævnelser uden videre overføres paa det Salt, som nu benævnes: Alun. Ikke desto mindre synes Alunet, om just ikke i fuldkommen ren Tilstand saa dog blandet med andre Salte, at have været de Gamle bekjendt, thi den Anvendelsesmaade i Farverier, som beskrives af dem, stemmer fuldstændigt overens med den endnu den Dag idag benyttede. Geber, den allerede tidligere omtalte arabiske Kemiker, omtaler (i Midten af det 8de Aarhundrede) Alunet paa en umiskjendelig Maade og angiver, hvorledes det blev fremstillet. I Begyndelsen af det 13de Aarhundrede finde vi Alunværker omtalte i Lilleasien (Smyrna), i Neapel og paa Sicilien samt i det 15de Aarhundrede ved Tolfa i Kirkestaten; men Kunsten at fremstille Alunet var bleven bragt dertil fra Orienten.
Allerede Basilius Valentinus (i den sidste Halvdel af det 15de Aarhundrede) gjorde opmærksom paa, at mange Egne i Tyskland egnede sig til Alunsyderier, da visse Grubevande der indeholdt dette Salt, og kort derefter erfare vi, at Alun bliver tilvirket paa adskillige Steder, i Luneburg, ved Plauen i Sachsen og flere Steder.
Den vigtigste Anvendelse fik Alunen dengang ligesom nu i Farverierne, men ved Siden heraf spillede det ogsaa en stor Rolle i Medicinen. Kalialunet forekommer mange Steder færdigt dannet i Naturen, især i vulkanske Egne, saasom i Auvergne, paa Sicilien o. s. v.
Anlæggelsen af de ældste Alunværker ved Civita vecchia skal være foranlediget ved, at en vis Giovanni de Castro, som drev Handel med Farver og Tøjer paa Lilleasien, i Omegnen af Tolfa traf paa en Plante (Ilex aquifolium), som forekom der i stor Mængde, og som ligeledes var meget udbredt i Lilleasiens Alunegne. Han drog heraf den Slutning, at Planten i Italien maatte finde samme Næringsstof i Jorden som i Lilleasien, og at Anlæggelsen af Alunsyderier i Italien derfor vilde lønne sig. Resultatet svarede til hans Forventning, og de store Masser Alun, som tidligere maatte hentes fra Maurerne og Tyrkerne, kunde nu faas i selve Landet, hvis Behov af denne Nødvendighedsartikel derved helt kunde tilfredsstilles. Pave Pius II. søgte at monopolisere Aluntilvirkningen, idet han ved alle Slags Indskrænkninger lagde Tryk paa Indførselen fra Udlandet.
Fremstillingen af Alun sker paa den hensigtsmæssigste og derfor ogsaa næsten udelukkende anvendte Maade ved at udsætte Stenarter, i hvilke enten Alunet findes færdigt dannet, eller hvoraf det kan dannes ved Forvitring og Tilsætning af en eller anden manglende Bestanddel, for Atmosfærens Paavirkning med paafølgende Udludning, hvorpaa Saltet, efterat den manglende Bestanddel er sat til, faas ved Udkrystallisation af Opløsningen. De Mineralarter, som særlig egne sig hertil, ere de allerede nævnte Alunskifere, bituminøse Skifere af en smudsig graa Farve, som udmærke sig ved deres Indhold af Svovlkis, og Alunsten eller Alunit, et Mineral, som indeholder vandfrit Alun i Forbindelse med Lerjordhydrat. Alunmalme kaldes i Almindelighed saadanne Mineralier, som indeholde Ler og Svovlkis. Leret er kiselsur Lerjord (Aluminiumsilikat); Svovlkisen er en Forbindelse af Svovl og Jern, som let forvitrer og derved paavirker Leret paa en saadan Maade, at der dannes svovlsur Lerjord, en af Alunets Hovedbestanddele. For at faa dannet Alun maa der i dette Tilfælde tilsættes svovlsurt Kali.
Ved Bearbejdelsen af mange Alunskifere saaledes f. Ex. den ved Tolfa, der indeholder saa vel Kali og Lerjord som Svovlsyre, og da i Reglen maa betragtes som en Forbindelse af Alun med vandholdig Lerjord, behøver man kun at fjerne Vandet ved Opvarming. Lerjorden taber derved sin bindende Kraft paa Alunet og bliver uopløselig, medens dette kan udtrækkes med Vand. Opvarmingen sker enten i Dynger eller Ovne ligesom de, man anvender til Kalkbrænderi. Opløsningens Udludning med Vand, Afdampningen, Krystalliseringen og Renselsen sker paa ganske den samme Maade som ved Tilberedningen af Potaske, og som vi længere henne ved Beskrivelsen af Sodatilvirkningen nærmere ville faa Lejlighed til at betragte.
Mere indviklet er derimod Alunets Fremstilling af Alunmalmen, hvortil Alunskifer og Alunjorden ogsaa kunne henregnes. Hovedbestanddelen i disse Mineralier er kiselsur Lerjord med en Tilblanding af Svovlkis. Ved at, optage Ilt af Luften vil denne sidste forvandles til Svovlsyre, der gaar i Forbindelse med Lerjorden. Ved løse, porøse Stenarter, hvor Svovlkispartiklerne komme i direkte Berøring med Luften, sker dette allerede ved almindelig Temperatur; mere kompakte Malme maa derimod først ved Opvarming gjøres løse ɔ: rostes. I denne Hensigt opstabler man paa en tæt, uigjennemtrængelig leret Jordbund Malmen i store Dynger, hvor dens bituminøse Bestanddele forbrændes, og Svovlmetallerne paa Grund af den derved frembragte høje Temperatur hurtigt iltes. Optændingen sker enten i særligt anbragte Ildkanaler, i hvilke man ved Rostningens Begyndelse lægger Ild, eller ogsaa ved, at man over og omkring en brændende Kulild først opstabler større Skiferstykker, Lag for Lag, og naar disse ere komne godt i Brand, stadigt lægger mere Skifer paa, saa at Ilden deri underholdes paa samme Maade som i en Kulmile.
Rosthøjenes Form og Størrelse er meget forskjellig. Ved de storartede Alunværker Hurlet og Campsie ved Glasgow optage alene Rosthøjene betydelige Strækninger og rumme ofte henved 80,000 Kubikfod Alunmalm.
For at regulere Temperaturen benytter man sig af samme Middel, som bruges ved Kulmiler. Erfaringen har lært, naar man ikke længere bør fortsætte med Tilbygningen af Rosthøjen; den bliver da overdækket med et Lag Skiferstøv og lades i Ro for at afkjøles. Efter Rosthøjens Størrelse kræves forskjellig Tid for at den deri værende Malm kan blive gjennemrostet; 5—12 Maaneder er ikke ualmindeligt. Udludningen af Saltet sker i murede Cisterner, hvori er anbragt en af Lægter dannet Bund. Paa denne Bund oplægges i 1½ Fods Højde den rostede Malm, som derpaa behandles adskillige Gange med svagere og svagere Lud fra foregaaende Udludninger, indtil endelig den sidste Udludning med rent Vand sker. Naar man endelig har faaet en nogenlunde stærk Lud, lader man den staa nogen Tid for at klares, det vil sige, for at en Mængde Grus og uopløselige Partikler kunne synke tilbunds, og derpaa skrider man til Inddampning, der kan ske i Jernkjedler eller i en Flammeovn, hvor det gjælder om at udsætte en saa stor Overflade af Luften som muligt for Indvirkning af de varme Forbrændingsprodukter fra Ildstedet, og tilsidst udtappes den ved Fordampning nu koncentrerede Lud.
Foruden et sædvanlig kun i ringe Mængde færdigdannet Alun indeholder nu den raa Lud som overvejende Bestanddele svovlsur Lerjord og svovlsurt Jernforilte, men derhos ogsaa svovlsure Salte af Natron, Kali, Magnesia og Mangan samt Klorkalium, Klornatrium (Kogsalt), Kloraluminium o. s. v. Det svovlsure Jernforilte optager under Afdampningen Ilt af Luften og omsættes derved til en rød uopløselig Forbindelse (femdobbelt basisk svovlsurt Jerntveilte), som udskilles.
Naar man ved Fremstillingen af Alun samtidig vil indvinde Jernvitriol, hindres det basiske Salts Udfældning ved at kaste Stykker af metallisk Jern i Luden. Nar man nu ved Inddampning opnaaet den attraaede Koncentreringsgrad, tilsættes, eftersom man ved Tilvirkningen ønsker Kali- eller Ammoniakalun, saa meget svovlsurt Kali eller svovlsur Ammoniak, som er nødvendigt til at binde den svovlsure Lerjord. En Del af de medfølgende Salte have, som mindre let opløselige, allerede skilt sig ud under Inddampningen; en anden Del afsætter sig endnu i de store Trubleringskar, i hvilke Luden bliver bragt og blandet med en Alkaliopløsning. Saa snart de varme Opløsninger have blandet sig med hverandre, begynder Udskilningen af Alunkrystaller, fordi det nydannede Salt er mindre let opløseligt end begge de første ere, hvert for sig. I Trubleringskarret forstyrres Blandingen uophørligt ved Omrøring (Trublering) for at forhindre Dannelsen af større Krystaller, der vilde optage meget af den urene Moderlud i sig. Man faar herved lutter smaa fine Alunkrystaller, saakaldet Alunmel, hvilken Form er nødvendig for at kunne bortvadske den vedhængende Jernopløsning. Jernholdigt Alun kan nemlig i de fleste Øjemed ikke bruges, navnlig ikke i Farverier og Kattuntrykkerier. Dette er Grunden til, at Natronalun slet ikke bliver tilvirket; det er nemlig altfor let opløseligt, giver derfor intet Mel men antager ved fortsat Inddampning hurtigt Form af en Skorpe, saaat Lejligheden til Udvadskning gaar tabt. Derimod er det aldeles ligegyldigt, om Alunet indeholder Kali eller Ammoniak, og ikke sjeldent forekomme begge sammen, naar saaledes f. Ex. kaliholdige Raastoffer forarbejdes sammen med ammoniakholdigt Vand fra Gasværkerne eller forraadnet Urin. Alunmelet befries nu ved gjentagne Overskylninger med koldt Vand for den vedhængende urene Moderlud og opløses derpaa igjen i en Kjedel ved Hjælp af indledede Vanddampe, hvorefter den koncentrerede Opløsning lades i Ro. Men i denne Opløsning dannes endnu ikke store, gjennemsigtige Krystaller; Saltet afsætter sig snarere paa Karrets Vægge som en tæt hvid Masse, og man maa derfor endnu en Gang yderligere rense det ved Vadskning, Opløsning og Omkrystallisation, inden man faar Alunet i en saadan Form, at det kan bringes i Handelen.
De mest efterspurgte Alunarter ere det romerske og det munkacske Alun, der omtrent ere lige gode. Begge fremstilles af særdeles god Alunskifer og ere næsten fuldstændigt jernfri.
Vi skulle paa de tilbørlige Steder nærmere gjøre rede for Alunets mangfoldige Anvendelse, navnlig i Farverierne og Kattuntrykkerierne, til Limning af Papir, til Hvidgarvning, Tilberedning af Lakfarver o. s. v. Deraf vil ses, at kun Saltets Indhold af Lerjord udgjør i de fleste Tilfælde den virkende Bestanddel. Dette har i den senere Tid foranlediget, at man i Stedet for Dobbeltsaltet Alun anvender svovlsur Lerjord og det med den Fordel, at man i det sidste Præparat til samme Pris faar en Fjerdedel mere Lerjord end i Alunet. Lerjorden faas renset fra de Fabriker, som forarbejde Kryolith. Man opløser Lerjorden i kogende Svovlsyre, filtrerer og inddamper Opløsningen til Mætning, indtil Massen bliver saa tykflydende, at en Prøve, der tages ud, hurtigt stivner. Opløsningen hældes da i Blyforme, og man faar paa denne Maade hvide, marmorlignende Plader, som derpaa komme i Handelen.
Soda forekommer paa nogle Steder færdigdannet i Naturen i store Masser opløst i de saakaldte Natronsøer (rigtignok forurenet af Kogsalt og Glaubersalt) saaat Saltet, naar disse Laguner udtørre ved Solens Varme, bliver tilbage i Krystaller eller som Skorper, der kunne indsamles. Undertiden opgraver man ogsaa den deraf gjennemtrængte Jord, der udludes, hvorpaa man inddamper Opløsningen. Man finder saadanne Steder i Ægypten og i andre Egne af Nordafrika, i Sydamerika, Mexiko, Ungarn og flere Lande. En mere almindelig og navnlig tidligere benyttet Maade, hvorpaa Soda blev fremstillet, var Forbrændingen af visse Havplanter, saa vel saadanne, som forekomme i Havet selv (Tang), som saadanne, der voxe ved Strandbredden. Man vil allerede heraf kunne drage den Slutning, at kulsurt Natron er et Salt, der i kemisk Henseende er ligeartet med kulsurt Kali. Det ligner det ikke blot i Farve, Opløselighed og i dets Forhold til andre Salte, Syrer og Baser, men dets alkaliske Base, kaustisk Natron, Natronhydrat, som faas ved at koge en Sodaopløsning med Kalk, viser ogsaa den største Overensstemmelse med kaustisk Kali.
Urkilden til den naturlige Soda er saaledes Havet, og de der forekommende Planter ere de Samlere, som udskille Saltet af Havvandet og koncentrere det i sig. Den af dem leverede Soda er dog ikke ren men meget blandet med Kali, Kalksalte o. s. v. Det mest sodarige Produkt af dette Slags benævnes i Handelen Barilla og faas af en Plante, der forekommer paa nogle Steder ved den spanske Kyst, og som af Botanikeren kaldes Salsola soda. Man tilsaar med Frøene af denne Plante store Marker, som afdæmmes fra Havet og ved Sluser kunne sættes under Vand. Naar Afgrøden er moden, bliver den afmejet og tørret, hvorpaa Frøene tages ud, og selve Planten brændes i Gruber i Jorden. Levningerne, der bestaa af Aske og Salte, danne halvt forslaggede haarde Klumper, som i denne Form komme i Handelen. Paa ganske den samme Maade anvender man paa andre Steder andre vilde Saltplanter. I Sydfrankrig, især ved Narbonne, faar man af Salicornia annua en Vare med omtrent 15 Procent Sodaindhold, Salikor, i andre Egne af adskillige andre Planter Blankett (raa Soda) med mere Kogsalt end Sodaindhold, som paa Grund af Kogsaltets høje Pris i Frankrig meget anvendes til Fabrikation af Sæbe. I Normandiet kaldes Asken af tørret Tang Varec, i Skotland, Irland, paa Ørkenøerne med flere Steder Kelp. Høsten af Tang havde tidligere paa Øen Jersey f. Ex. samme Betydning som ved Rhinen eller i andre Egne Vinhøsten.
Men alle disse Kystindustrier ere nu sunkne ned til rene Ubetydeligheder, og hvad der heraf endnu er blevet tilbage har nu næsten kun til Opgave at fremstille Jod. Den allerstørste Del af den Soda, som den kemiske Industri forbruger i saa store Masser, er et Kunstprodukt og er fremstillet af Kogsalt. Denne Tilvirkning stammer fra Frankrig og er, ligesom saa mange andre Opfindelser, fremkommen paa Grund af tvingende Omstændigheder. Da nemlig i Revolutionstiden Indførselen til Frankrig af udenlandsk Soda var afbrudt, og de gamle Sodafabriker vare aldeles utilstrækkelige til at fyldestgjøre det indenlandske Behov, opstod der blandt Fabrikanter og Kemikere en livlig Kappestrid for at udfinde Methoder til Fremstilling af Soda af Kogsalt.
Lægen Leblancs Fremgangsmaade, som blev prøvet i stor Maalestok paa en ny anlagt Fabrik, fandtes at være den bedste og har holdt sig, hvorvel der ikke hengaar noget Aar, uden at der gjøres nye Forslag til andre Methoder.
Den leblancske Methode naar sit Maal i to Skridt. Kogsaltet bestaar af Klornatrium. For at omdanne dette til Soda, behandler man det først med Svovlsyre, hvorved Kogsaltets Natrium bytter Plads med Svovlsyrens Brint. Der opstaar altsaa Natriumsulfat eller svovlsurt Natron, det bekjendte Glaubersalt, og Klorbrinte (Saltsyreluft), der gaar luftformig bort. Ved en videre kemisk Proces bliver atter Glaubersaltet sønderdelt; Svovlsyren bliver skilt fra Natronet og erstattet af Kulsyre. Hertil kommer som en tredie Akt af Tilvirkningen ogsaa Udludning, Krystallisering og Kalcinering af den paa denne Maade indvundne raa Soda.
Kogsaltets Sønderdeling ved Hjælp af Svovlsyre og Dannelsen af Glaubersalt sker meget let ved Varmens Indvirkning, og Processen vilde være ganske simpel, hvis Saltsyren (Klorbrinten) ikke skulde skaffes bort. Hvorvel ogsaa den kan finde Anvendelse, lader man dog en umaadelig Mængde heraf gaa ubenyttet bort i Fabrikerne; den er derhos saa billig, at Fabrikanterne ikke finde, at det kan lønne sig at opsamle den. Paa Grund af dens giftige Egenskaber kan man heller ikke godt lade den slippe bort i luftformig Tilstand. Den første og simpleste Maade, hvorpaa man opfangede Saltsyren (Klorbrinten) bestod i, at man indledede Klorbrintedampene i store Kar, der vare fyldte med Koaksstykker, ituslagne Teglsten eller sligt, hvorigjennem Vand uophørligt sivede ned. Men den paa denne Vis opfangede fortyndede Syre er for vandholdig til at kunne anvendes til tekniske Formaal; da man ikke kan lade Syren løbe frit bort, er man derfor ofte nødt til at lave en koncentreret Syre, som Fabrikanten selv kan anvende eller sælge. Af denne Grund er der med Sodatilvirkningen i Almindelighed forbunden en Produktion af Klorkalk, Klorzink, tvekulsurt Natron o. s. v.
Den mest formaalstjenlige Kondenseringsmethode for Saltsyredampene er den, hvorved de ledes gjennem et stort Antal ved Siden af hverandre anbragte Kondenseringsballoner, der tildels ere fyldte med Vand, som fuldstændigt optager Saltsyren. Det ovenfor omtalte Koaksapparat med det gjennemsivende Vand falder da efter Omstændighederne enten rent bort eller anbringes sidst i Rækken af Kondenseringsballonerne for at gjøre de sure Dampe uskadelige, som mulig ikke ere blevne fuldstændigt kondenserede i disse. Saltsyredampene kunne forøvrigt trods al anvendt Forsigtighed ofte ganske godt mærkes i Sodafabrikerne, især i Nærheden af Sønderdelingsovnene, hvor de ofte fremkalde Hoste hos den Besøgende eller faa Øjnene til at løbe i Vand.
Til Sønderdelingen af Kogsalt anvendes Flammeovne af det Udseende, som Fig. 208 udviser. En saadan Ovn staar enten isoleret, eller ogsaa er den forbunden med Smelteovnen. Disse Ovne variere dog i den nyeste Tid paa mange forskjellige Maader.
Af Figuren se vi, at Ovnen har to Rum. Rummet B med Ildstedet A er en almindelig Flammeovn, hvortil slutter sig en anden Afdeling E, der opvarmes af de fra Ildstedet kommende varme Forbrændingsprodukter, som af Trækken føres ned gjennem dd' under den med Bly indvendigt beklædte Sønderdelingskjedel af Jern, som optager Afdelingen E. I Væggen, som adskiller de to Afdelinger, er anbragt en Skydelaage, der kun aabnes i et bestemt Øjeblik under Processens Gang. Afdelingen B er paa Indsiden beklædt med et Lag haardtbrændte Sten, der ere faste mod Ild og Syre. Ovnene ere i Almindelighed 13 til 17 Fod lange og 5 til 6½ Fod brede. Arbejdet sker nu saaledes: Saltet kastes gjennem Beskikningsdøren h ind i Kjedlen E, hvor det faar en første Bearbejdning, og derpaa ind i Ovnen B, hvor det bliver udsat for en aaben Ild og faar den videre Behandling. Naar Kjedlen er beskikket med flere Centner Kogsalt og Beskikningsdøren er bleven fast tillukket, hælder man ovenfra den bestemte Mængde Svovlsyre til gjennem Blytragte. Sønderdelingen begynder strax, understøttet af den nedenfra kommende Varme, og de i rigelig Mænde dannede Saltsyredampe (Klorbrinte) gaa, da de ingen anden Vej kunne finde, bort gjennem Stenrørsledningen g og komme paa denne Vej til en enkelt eller dobbelt Rad af Kondenseringskar, der ogsaa, ere af Stentøj og fyldte halvt eller til en Trediedel med Vand; hvert Kar indeholder 60 til 100 Potter Vand. Kondenseringsballonernes Antal kan naa op til 30 à 40. Den Syre, som faas fra denne Del af Apparatet, er den reneste, da den endnu ikke er kommen i Berøring med eller har blandet sig med Luftarterne fra Ildstedet. Anderledes forholder Processen sig i Rummet B. I Kjedlen E blev Massen nemlig i Begyndelsen flydende, da der blev indbragt lige Dele Salt og Syre; lidt efter lidt bliver den dog ved Fordampning af Vand og Syre tyk og klumpet, og nu er det den rette Tid til at udsætte den for en stærkere Varme. Arbejdsaabningerne paa Siderne og Skydelaagen i Skillevæggen aabnes nu, og Massen bliver praktiseret fra E over i B. Her udsættes den for Ildens umiddelbare Indvirkning, medens man paany beskikker Kjedlen E; Sønderdelingen fuldendes, og en temmelig stor Mængde Saltsyre uddrives endnu, indtil endelig Massen klumper sig sammen og indtørrer til et haardt fast Legeme.Dette er Glaubersaltet.
Man aabner nu en Laage i Ovnens Bund og skyder Saltet ned i en Jernkarre, der bringer det hen til dets videre Bestemmelse. Klorbrintedampene, som afgaa fra Flammeovnen, bortføres gjennem en Række lavere staaende Kondenseringskar — der ikke kunne ses paa Tegningen — hvor Kondenseringen foregaar med større Vanskelighed, da Dampene nu ere blandede med Forbrændingsprodukterne, fra Ildstedet. Tilsidst bortgaa alle luftformige Stoffer, som ere blevne tilbage fra den øvre og nedre Række Kondenseringskar, gjennem den høje Skorsten, der ved en kraftig Lufttræk holder hele Processen i Gang.
Det indvundne Glaubersalt bliver, efterat det er afkølet, strax underkastet en videre Behandling. Man pulveriserer det og blander det med omtrent dets egen Vægt kulsur Kalk, Kridt eller lignende og Halvdelen af dets Vægt ganske smaat Sten- eller Trækul og anbringer denne Blanding i en Glødeovn. Glødeovnen er en ganske simpel Flammeovn af den størst mulige Længde, for at Flammen, der slaar igjennem den, kan virke saa meget kraftigere. Længden er i Almindelighed 20—24 Fod, Breden 7 til 10 Fod. Ovnens Indre er tilgængeligt gjennem Falddøre, der ere anbragte i dens Loft, og hvorigjennem Massen styrtes ned; der findes ligeledes Sideaabninger, hvorigjennem Arbejderne ved Hjælp af store Skrabere udbrede og senere flittigt omrøre Massen, naar den er kommen i Smeltning. Naar først en saadan Ovn er kommen i Gang, vedbliver man med Beskikningen Dag og Nat saalænge, indtil Ovnentager nogen Skade og Reparation udkræves. Hvormegeten Ovnkan modtage i hver Beskikning, og hvor lang Tid den behøver til Smeltningen, beror paa dens Størrelse og paa, om det tilsatte Materiale er Kridt eller Kalksten. En Ovn af de angivne Dimensioner hører til de største og kan paa en Gang beskikkes med 17—20 Centner, hvis Bearbejdning kræver omtrent fire Timer. Andre Fabriker derimod arbejde med meget mindre Ovne, som kun rumme c. 3½ Centner ad Gangen, og som ombeskikkes hver Time. Beskikningsmassen bliver først anbragt i Ovnens bagerste Del, som er længst fjernet fra Ilden, og opvarmes her, medens et foregaaende Parti bearbejdes i Ovnens forreste, varmere Afdeling. Naar dette Rum er bleven udtømt, skydes den Masse, der ligger i den bageste Afdeling, frem, og nyt Materiale anbringes i dens Sted. Ildens første Indvirkning paa Massen viser sig derved, at dens Overflade kommer i Smeltning; naar dette er indtruffet, vendes den om med Skovle, hvorpaa Ovnen tillukkes og Varmen gjøres stærkere og stærkere, indtil det altsammen smelter sammen til en dejgagtig Masse, som begynder at slaa Blærer, der springe itu og brænde med smaa blaa Flammer. Det, der forbrænder, er Kulilteluft. Man begynder nu at røre om i og bearbejde Massen for at befordre den kemiske Proces. Efterhaanden blive de smaa blaa Luer, der i Begyndelsen ere meget livlige og talrige, stedse færre og svagere, og man afbryder da Processen, inden de ganske forsvinde, da dette har vist sig at være det fordelagtigste. Den endnu stedse dejgagtige Masse rages nu ud af Ovnen ned i nogle Jernkasser, der ere anbragte under den, og her stivner den snart til et sort, stenagtigt Legeme, den saakaldte Smelte.
Det kemiske Forløb. Spørge vi nu, hvilken Forandring den store kemiske Hexemester Varmen har frembragt i denne Blanding af Glaubersalt, Kalk og Kul, er Svaret ikke saa let, thi Forløbet er meget indviklet og, uagtet mangfoldige Forsøg, endnu ikke ganske opklaret. Naar svovlsurt Natron og kulsur Kalk omvexle deres Bestanddele, opstaar der foruden svovlsur Kalk (Gips) det ønskede kulsure Natron, og i Virkeligheden dannes ogsaa endel af Saltet paa denne direkte Maade; men en anden og større Del dannes paa følgende: Kullet faar i Glødheden et saa stærkt Begjær efter Ilt, at Glaubersaltet taber sin Ilt og saaledes reduceres til Svovlnatrium. Dette træder snart i Vexelvirkning med den kulsure Kalk (Kridtet), som maa afstaa hele sit Indhold af Kulsyre og Ilt til Natrium, der herved fuldstændigt forvandles til kulsurt Natron; men det isolerede Kalcium finder en ny Forbindelse i det ligeledes isolerede Svovl, og de to danne saa tilsammen Svovlkalcium, som bliver tilbage paa Filtret ved den paafølgende Udludning. Da enkelt Svovlkalcium ikke er saa uopløseligt i Vand, at man ved Udludning af Smelten kan vente en ren Sodaopløsning, tager man allerede fra Begyndelsen af noget mere Kalk, end der efter Beregningen egentlig forlangtes, og frembringer derved en Dobbeltforbindelse, som er uopløselig baade i koldt og i varmt Vand.
Den raa Soda eller afkølede Smelte danner en fast, slagget Masse, som maa slaas itu for at kunne bearbejdes videre. Den er sort eller graa paa Grund af iblandet uforbrændt Kul og indeholder, alt efter Renheden af Raastofferne, Blandingsforholdet og den Tid, hvori Smeltningen er gaaet for sig, mange forskjellige Stoffer i forskjellig Mængde. Behandlingen i Ovnen kan snart have været utilstrækkelig, snart være drevet for vidt, hvorfor Smelteren ogsaa maa være en erfaren og dygtig Mand. Natronindholdet (dels kulsurt, dels kaustisk Natron) udgjør sædvanligvis nogle og tredive Procent af det hele, og Svovlkalcium omtrent lige saa meget; desuden forekommer i mindre Mængde Kog- og Glaubersalt, ulædsket Kalk, Svovljern, uopløselige Salte o. s. v. Trods denne Urenhed kan den raa Soda dog allerede nu anvendes til adskillige tekniske Formaal: i Sæbefabrikationen, til Blegning; til ordinære Glassorter o. s. v. I denne Tilstand forekommer den dog nu sjeldnere i Handelen, da Publikum afgjort foretrækker den renere Vare; alle store Fabriker fremstille ogsaa kun renset, kalcineret og krystalliseret Soda.
Ved Udludning af den raa Saltmasse udskilles saaledes de opløselige og anvendelige Dele fra de uopløselige. Man har her flere Fremgangsmaader. Man slaar f. Ex. Massen i større Stumper og kaster dem i Vandbeholderne, hvor de under Omrøring forblive, indtil de ere faldne fra hinanden, hvorpaa man lader Opløsningen klare. Luden pumpes nu ud i en anden Beholder sammen med ny Masse, og hermed fortsætter man, saalænge det behøves. Stundom lader man den raa Masse før Udludningen ligge nogen Tid i Luften, for at det kaustiske Natron, som findes deri, kan optage Kulsyre fra Luften, hvorved de haarde Stykker falde hen.
Udludningen bør være saa fuldstændig som muligt men dog med Anvendelse af det mindst mulige Kvantum Vand, hvorfor man ogsaa lader Luden gaa gjennem flere Filtreringscisterner, den ene efter den anden, saaat den kan optage noget af hvert Kar og tilsidst, naar den forlader det sidste, være saa mættet, at den er færdig til Inddampning. Følgende Indretning er den bedste: Paa et trappeformigt Underlag (Fig. 210) staar en Række af store Jernbeholdere, som fyldes med Vand, og som ved indledede Vanddampe holdes varme. Hævertformede Rør lede Opløsningen fra den ene Beholder ned i den anden og ere indrettede saaledes, at de maa tage den Opløsning, som de udtømme ved Overfladen af den ene Beholder, fra Bunden af den nærmest foran staaende; da Opløsningen maa være stærkest mættet ved Bunden, føres saaledes altid denne Del af den gjennem Røret til den nærmest liggende Beholder. Mindre Blikkasser med gjennemhullede Vægge og Bunde, der indeholde den ituslagne Smeltemasse, hænge fra Træbomme ned i hver Beholder indtil noget over den halve Dybde. Tænke vi os nu Udludningen i Gang, og denne foregaar sædvanligvis uden Afbrydelse i omtrent otte Dage, ville vi i alle Beholderne finde Lud men stedse svagere, jo højere oppe Beholderen staar, og altid svagest i den øverste, da her stadigt fyldes frisk Vand paa. Herfra gaar Vædsken lidt efter lidt gjennem alle Beholderne, kommer saaledes i Berøring med alle de deri hængende gjennemhullede Blikkasser og flyder endelig bort fra den sidste som en mættet Opløsning. Blikbeholderne flyttes hver fjerde eller femte Time i modsat Retning fra den ene store Beholder til den ovenfor staaende. Derved bliver der efter hver Omflytning en Plads ledig i det nederste Kar, som indeholder den stærkeste Lud, og her anbringes da en ny Blikkasse med ny Beskikning, hvoraf den allerede temmelig koncentrerede Opløsning dog altid formaar endnu at optage noget. Den øverste Blikkasse, der nu bliver overflødig, borttages, og dens Indhold, som da er fuldstændigt udludet, kastes bort, forsaavidt man da ikke, efter en nyere Praxis, tillige vil benytte det deri indeholdte Svovl.
Den mættede Opløsning, som kommer fra Udludningsapparatet, skal nu inddampes. Tidligere blev i dette Øjemed Luden indkogt paa samme Maade som Kogsaltet ved Saltværkerne i Bly- eller Jernkjedler, der bleve opvarmede franeden; men nu foretrækker man at iværksætte Inddampningen ved at lade Flammen stryge hen over Vædskens Overflade. Ludkjedlerne (-panderne) staa i en Flammeovn, som ophedes med Koaks, da disse give en Flamme, der er temmelig fri for Røg. Flammen og de varme Luftarter, der udvikles ved Forbrændingen, blive paa Grund af Ovnens Form trykkede ned mod Vædskens Overflade og tvungne til at stryge tæt henover samme, hvorved der opstaar en heftig Kogning og Fordampning. I mange Fabriker er Smelteovnen saaledes forbunden med Inddampningsapparatet, at der ikke behøves nogen særlig Ild til dette sidste, idet de varme Forbrændingsprodukter, som komme fra Smelteovnen, ere tilstrækkelige. Denne Inddampningsmethode medfører betydelig Bekvemmelighed fremfor den gamle med Undervarme; thi da Pandens Bund i det første Tilfælde knap bliver varm, dannes der ikke heller den haarde Saltskorpe, der ved den gamle Methode stadigt maatte skrabes bort, hvad der voldte megen Ulejlighed; Sodasaltet udskiller sig her snarere i mindre Krystaller, der sætte sig løst paa Bunden og uden Skade kunne blive siddende der, indtil Panden næsten er bleven fuld af dem. Fra Krystallisationens Begyndelse indtil et vist Punkt deri udskilles næsten rent kulsurt Natron, der som »prima Vare« kan tages bort og faar Navn af renset vandfri Soda. Man kan saaledes vedblive med Inddampning næsten til Tørhed og paa denne Maade tilgodegjøre det fugtige Salt, som er behæftet med mange Urenligheder fra Moderluden.
Saltet, man tager ud af Inddampningspanderne, lader man ligge saa længe som muligt og dryppe af og fjerner ved Overskylning med koldt Vand den Moderlud, som endnu maatte være tilbage. En fordelagtig og nu allerede meget benyttet Methode er at uddrive Moderluden i en Centrifugaltørremaskine. Den fugtige Saltmasse bliver derpaa paany opvarmet i en Flammeovn, dels for at tørres dels for at udjage Krystallisationsvandet, hvilken Proces kaldes Kalcinering. Temperaturen drives herved ikke saa højt op, at Sodaen smelter; en Opvartning til Blyets Smeltepunkt (335°) anses for mest passende. Efterat have gjennemgaaet denne Proces, hvorunder Massen stadig omrøres, viser Sodaen sig i Form af et temmelig hvidt Pulver: kalcineret Soda. Ved Kalcineringen har den ikke blot mistet sit Krystallisationsvand, men den har ogsaa vundet i Godhed. Ved Luftens, Vanddampenes og Kulsyrens Indvirkning er det Svovlnatrium, som endnu mulig var tilstede i Massen, blevet iltet og forvandlet dels til svovlsurt, dels til kulsurt Natron.
Den kalcinerede Soda i mere eller mindre ren Tilstand (indeholdende 3—25 Procent fremmede Salte) danner Hovedmassen saavel af Fabrikationen, som hvad den tekniske Anvendelse angaar, og hertil behøves endnu blot en noget yderligere Behandling, idet den bliver malet fint og sigtet.
Ogsaa krystalliseret Soda bruges i ikke ringe Mængde. Denne fremstillesved atopløse detkalcinerede Salt iden mindst mulige Mængde varmt Vand; Opløsningen klares, og man lader Saltet udkrystallisere. Man kan ogsaa springe Kalcineringen over og lade den raa Soda, der er indvunden fra den første Inddampning, ligge en længere Tid udsat for Luftens Indvirkning for at give den vedhængende Moderlud Lejlighed til at mætte sig med Luftens Kulsyre. Naar dette Salt eller den kalcinerede Soda er bleven opløst i varmt Vand, lader man Opløsningen staa en Dags Tid i Ro, for at de deri opslæmmede urene Partikler kunne sætte sig, indkoger den derpaa i Kjedler og borttager den gullige Farve ved en Tilsætning af Klorkalk, hvorpaa man lader den løbe ud i store flade Krystalliseringspander. Disse Pander fyldes saa højt med Opløsningen, at nogle Jernstænger, som blive lagte paa Kanterne, komme i Berøring med Vædsken. Jernstængerne blive da Fæstepunkter for Krystallerne, der ofte kunne voxe til en Fods Længde. I Løbet af 9—10 Dage, alt efter Luftens Temperatur, er Saltet krystalliseret ud af Moderluden, medens de urene Bestanddele blive deri. Dette er den Soda, som kan kjøbes i enhver Urtebod. Husmødrene og Vadskerierne kjøbe af denne Sort og ikke af det kalcinerede Salt, formodentlig fordi de tro, at den krystalliserede Soda er billigere; men uagtet den kalcinerede Soda koster omtrent dobbelt saa meget som den krystalliserede, saa er denne Prisforskjel kun imaginær, idet det krystalliserede Salt indeholder omtrent 63 Procent Vand, og Prisen bliver saaledes i Virkeligheden ens for begge Sorter.
I mange Tilfælde, især ved Tilvirkningen af fine hvide Glassorter, er den almindelige Soda endnu ikke ren nok, men maa raffineres, hvad der blot bestaar i en Gjentagelse af de tidligere Operationer. Naar god krystalliseret Soda opvarmes paany, saaat dens Krystallisationsvand uddrives, faar man den bedste kalcinerede; saaledes kan man ogsaa af den ovenfor omtalte bedre Vare, den rensede vandfri Soda, fremstille de to sædvanlige Sorter særdeles rene, idet den enten kalcineres, eller opløses og omkrystalliseres.
Moderluden, som bliver tilbage saavel efter Inddampningen som efter Krystalliseringen, indeholder ved Siden af de fremmede Stoffer endnu Natron i en saadan Mængde, at en yderligere Behandling af den kan lønne sig. I den Hensigt blandes den med saa meget Kulstøv og Savspaaner, at der kan dannes Klumper deraf. Ved Tørring og Kalcinering kan der endnu uddrages en lille Del Soda af disse.
Paa samme Maade, som Potaske ved Hjælp af Kalk forvandles til kaustisk Kali, bliver ogsaa Sodaen forvandlet til kaustisk Natron og bragt i Handelen til Brug for Sæbesyderier, Blegerier o. s. v. som et særligt Fabrikat, saavel i Form af stærk koncentreret Lud som efter Inddampning i Form af en fast hvid Saltmasse.
Men foruden Leblancs Methode gives der mange andre, som tjene til Fabrikation af den saa vigtige Artikel Soda. Vi skulle her nævne to af disse, som i forskjellig Henseende frembyde særlig Interesse.
Den første af disse, Kryolilhmethoden, skyldes Professor J. Thomsen i Kjøbenhavn. Den benytter som Raamateriale Kryolith, et Mineral, der bestaar af Fluor, Aluminium og Natrium, og som endnu for 30 Aar siden hørte til de mineralogiske Kuriositeter. Det eneste Sted, hvor dette Mineral hidtil er blevet fundet i større Mængde, er ved Ivigtut paa Vestsiden af Sydgrønland under 61° 12" nordlig Brede. Og først efterat Professor Thomsen 1849—1850 havde opdaget, at dette Mineral paa den tørre Vej lod sig sønderdele af Kalk, viste der sig Udsigter til, at en Sodafabrikation kunde bygges paa dette Raamateriale. Ved Ophedning med Kridt (kulsur Kalk) sønderdeles den fintmalede Kryolith saaledes, at dens Fluor forener sig med den kulsure Kalks Kalcium, dennes Kulsyre gaar bort i Luftform, og Kalkens Ilt forener sig med Kryolithens Aluminium til Lerjord og med dens Natrium til Natron, Produkterne af denne Proces ere altsaa: Fluorkalcium, Kulsyre og Lerjordnatron. Men, for at denne Omdannelse skal gaa saa fuldstændig som muligt for sig, er det nødvendigt, at Blandingen af Kryolith og Kridt udsættes for en saa jevn og ensformig Varme som muligt; Ophedningen maa hverken være for stærk — i saa Fald indtræder Smeltning og dermed betydelige praktiske Vanskeligheder og Tab — eller for svag — i saa Tilfælde paavirke Blandingens Bestanddele kun ufuldstændig hinanden. Derfor konstruerede Thomsen en meget sindrig Ovn, hvorved begge disse Skær undgaas. Herden i Ovnen dannes af tynde, ildfaste Fliser, som hvile paa murede Piller. Opvarmingen sker saavel fra neden som fra oven, idet et Ildsted sender sin Flamme under Herden, et andet sender sin over Herden efter at have forenet sig med Flammen fra det første Ildsted. Herved virke tillige de to Flammer gjensidig røgfortærende; efter at have passeret Herdens Overflade løber den samlede Flamme igjen tilbage over den Hvælving, hvormed Herden er overbygget og forhindrer derved dennes Afkjøling. Den glødede Masse, der, som ovenfor nævnt, væsentlig bestaar af Fluorkalcium og Lerjordnatron, udludes nu med Vand, hvorved Lerjordnatron opløses, medens Fluorkalcium bliver uopløst tilbage. Til Opløsningen leder man dernæst Kulsyre, hvorved Lerjordhydrat udskiller sig, medens kulsurt Natron (Soda) bliver i Opløsningen; denne inddampes ved Spildevarmen fra Glødningsovnen og afsætter da ved Henstand Sodaen i Krystaller. Lerjordhydratet opløses i Svovlsyre, hvorved dannes svovlsur Lerjord; denne Opløsning inddampes til Sirupstykkelse og støbes da i Forme, hvor den fuldstændig stivner til porcellænlignende Plader, der gaa i Handelen under Navnet »koncentreret Alun« og benyttes som Alun. Dette koncentrerede Alun er et vigtigt Biprodukt ved Sodafabrikationen af Kryolith. Derimod var det andet Biprodukt Fluorkalcium i Begyndelsen ganske værdiløst og brugtes kun til Opfyldning. Senere har man imidlertid fundet, at naar det i passende Forhold sættes til Blandingen af Kryolith og Kridt, saa lettes Operationen meget, saaledes at Udbyttet bliver betydeligt større. Ogsaa i Glasfabrikationen finder dette Fluorkalcium i den senere Tid en ikke ubetydelig Anvendelse, idet det ikke blot gjør Glasmassen lettere smeltelig, men ogsaa giver et meget stærkere Glas. Da imidlertid dette Fluorkalcium er urent og navnlig jernholdigt, bruges det kun til Fabrikation af Bouteilleglas. Kryolithsodaindustrien er hidtil paa Grund af Raamaterialets fjerne Forekomst kun dreven paa faa Steder,nemlig foruden i Fabriken»Øresund«ved Kjøbenhavn, der maa betragtes som denne Industris Moderfabrik, i Harburg, Goldschmieden (Schlesien), Warschau og især i Natrona ved Pittsburg i Pennsylvanien. For Øjeblikket drives den kun i sidstnævnte Fabrik, der aarlig forarbejder 120,000 Centner Kryolith.
En anden Sodafabrikation, der ligesom Leblancs Methode gaar ud fra Kogsalt, er den saakaldte Ammoniaksodaindustri, der mulig er bestemt til at blive Fremtidens Sodaindustri. Principet for den har længe været kjendt og er allerede 1838 blevet patenteret i England, men det er først i de seneste Aar, at man synes at være kommet over de praktiske Vanskeligheder. Det kemiske Grundlag for Methoden er yderst simpelt: en Opløsning af tvekulsur Ammoniak giver med en Opløsning af Klornatrium (Kogsalt): tungtopløseligt tvekulsurt Natron og letopløseligt Klorammonium (Salmiak). Som Følge deraf er det tilstrækkeligt til en stærk Kogsaltopløsning at sætte Salmiakspiritus (Ammoniak) og overmætte Blandingen med Kulsyre. Det udskilte tvekulsure Natron samles, vadskes, tørres og glødes, hvorved det omdannes til almindeligt kulsurt Natron (kalcineret Soda), idet det afgiver Vand og Kulsyre, hvilken sidste igjen benyttes i Fabrikationen. Salmiaken koges med Kalk, hvorved den afgiver al sin Ammoniak, der ligeledes igjen benyttes i Fabrikationen. Intet er mere ligefremt end Gjentagelsen af disse Operationer, hvorved der erholdes en smuk Soda, der hverken kan indeholde Jern, Lerjord, Kiselsyre, svovlsurt Natron, Svovlnatrium; man behøver ingen Svovlkisovne, ingen Blykamre, ingen Sulfatovne eller Kondensationstaarne; man belemres ikke af Masser af Saltsyre eller af Svovlkalciumaffald, og Methoden lader sig anvende paa naturlige Saltvande, naar de kun ere tilstrækkelig stærke og rene, medens Leblancs Methode fordrer fast Salt. Det har imidlertid vist sig, at der ved Siden af disse uomtvistelige Fordele er forbundet Vanskeligheder ved denne Methode, Vanskeligheder, som det kan koste mange og lange Aars Anstrængelser at overvinde, og hvis Løsning endnu ikke er bleven almindelig bekjendt. I Løbet af Tredserne blev der flere Gange taget Patent paa Methoden, men Sagen vakte ikke stor Opmærksomhed, før man ved Wienerudstillingen 1873 med adskillig Overraskelse saa, at Solvay i Couillet (Belgien) daglig efter denne Methode producerede 80 til 100,000 Pund Soda, beskjæftigede over 100 Arbejdere og med Held konkurrerede med de omliggende Fabriker, der arbejdede efter Leblancs Methode. Siden den Tid er der opstaaet flere Fabriker efter Ammoniakmethoden baade i England, Tyskland og Frankrig og i Danmark, saaat Methoden vel snart vil faa Lejlighed til at vise, om det er den, Fremtiden skal skylde sin Soda.
Vi have temmelig udførligt beskjæftiget os med Sodaen, fordi dens Fabrikation, der gaar Haand i Haand med Fremstillingen af Saltsyre, Glaubersalt, Klorkalk og andre særdeles vigtige Artikler, egentlig udgjør Kjærnepunktet i den tekniske Kemi. Glas- og Sæbefabrikationen afhænge direkte af en billig Masseproduktion af Soda, og vi behøve vel ikke her at fremhæve, hvilken Betydning disse to Industrigrene have ikke blot for det merkantile men ogsaa for det videnskabelige og daglige Liv.
Tvekulsurt Natron (Natronbikarbonat) er i hvert Hus bleven en godt kjendt Ven paa Grund af dets Medvirkning til Fremstilling af kulsyreholdigt Vand. Den anvendes ogsaa til Fremstilling af andre mousserende Drikke, Brusepulver o. s. v. Det saakaldte Sodavand er almindeligt kulsyreholdigt Vand, hvori er opløst lidt tvekulsurt Natron. Dette Salt er kun forskjelligt fra Sodaen ved sit dobbelte Indhold af Kulsyre, hvorfor det giver en bedre og mildere Smag end Sodaen. Den forøgede Mængde Kulsyre lader sig let forbinde med den krystalliserede Soda; det behøves blot at lade Saltet ligge nogen Tid i en Atmosfære af Kulsyre. Man benytter hertil murede Kamre, som ligge parvis tæt ved Siden af hinanden, saaat Kulsyrestrømmen kan indledes i det ene, medens det andet tømmes og beskikkes paa ny. I disse Kamre anbringes det fugtede Salt lagvis paa grovt Lærred, der er spændt ud i Rammer. I samme Forhold som Saltet optager Kulsyre, afgiver det 9/10 af sit Krystallisationsvand, som drypper ned og i opløst Tilstand medtager en Del af Saltet, hvorfor det afgiver en god Sodalud, der igjen kan anvendes. En kemisk Prøve angiver, naar Saltets Forvandling er sket. Man behøver saaledes foruden Kamrene blot et Udviklingsapparat til Kulsyre, der fremstilles ved at hælde Saltsyre paa Kridt eller Marmor, og hertil kan benyttes selv meget fortyndet Syre.
Salpeter er en Forbindelse af de to Akalier, vi lige have omtalt saa meget: Kali og Natron. Tilvirkningen af dette Salt foregaar stadigt i Naturen, baade i Jorden og i Atmosfæren.
Den atmosfæriske Luft bestaar, som bekjendt, af to luftformige Elementer, Ilt og Kvælstof, netop de samme, som danne en af vore stærkeste Syrer, Salpetersyren. Forskjellen er blot den, at de i Atmosfæren forekomme blot blandede med hverandre, i Salpetersyren derimod kemisk forbundne. Om Salpetersyrens Egenskaber og om Maaden, hvorpaa den tilvirkes, vil senere blive Tale, her skulle vi blot se, hvorledes den dannes i Naturen. En kemisk Forbindelse mellem Kvælstof og Ilt foregaar i Amosfæren, men i en saa lille Maalestok, at den kun kan iagttages af det videnskabeligt skærpede Øje. Men da denne Produktion gaar saa uophørligt for sig, bliver den ikke desto mindre saa uhyre stor, at den er tilstrækkelig til det store Kredsløbs umaadelige Forbrug.
Hvis man inddamper en tilstrækkelig Mængde Regn- eller Snevand, kan man deri tydeligt paavise Tilstedeværelsen af Salpetersyre; den optræder dog der ikke i fri Tilstand men bunden til Ammoniak. I Tordenregn er der den største Mængde Salpetersyre; ligeledes i den Regn, der falder efter en langvarig Tørke. Men hvis Salpetersyren kommer oppe fra Luften, maa den ogsaa dannes der, thi fra Jorden kan den ikke komme, eftersom den aldrig forekommer eller overhovedet kan forekomme her i fri Tilstand. Den Kraft, som i Luften forbinder Ilt- og Kvælstofatomerne til Salpetersyre, er rimeligvis Elektriciteten. Da Davy havde ladet en Række elektriske Gnister slaa igjennem almindelig Luft under en Glasklokke, fik han Salpetersyre; en Opløsning af kaustisk Kali, der var anbragt under Klokken, var nemlig bleven forvandlet til en Opløsning af Salpeter (salpetersurt Kali).
Anderledes forholder det sig derimod mod Ammoniaken, et luftformigt Legeme af akalisk Natur, som bestaar af et Atom Kvælstof og tre Atomer Brint (N H3) og i sin opløste Form er alle vore Læsere bekjendt under Navn af Salmiakspiritus. Den følger ganske vist med Salpetersyren fra Luften men stammer dog fra de lavere Regioner; thi i Stalde, paa nygjødede Marker o. s. v. vil vor Næse med Sikkerhed sige os, at en Mængde Ammoniakluft (kulsur Ammoniak) ved Forraadnelsen af dyriske Levninger gaar bort i Luften, uagtet Landbrugeren ikke gjerne ser dette værdifulde Gjødningsstof forsvinde. Salpetersyredannelsen i Luften viser sig da som en dobbelt velgjørende Foranstaltning; den skaffer Ammoniaken bort fra et Sted, hvor den ingen Nytte gjør, til et andet, hvor den kan gjøre Gavn, d. v. s. den renser Luften samtidig med, at den gjøder Jorden. Kvælstoffet, der især forekommer i Planternes Frø og som Næringsemne bearbejdes til dyriske kvælstofholdige Forbindelser, drives saaledes omkring i et evigt Kredsløb, i hvilket det regelmæssigt atter træder ind i Mellemfaserne af Ammoniak og Salpetersyre, ganske paa samme Maade som de kulholdige Forbindelser opstaa af Kulsyren og ved deres Sønderdeling atter gaa tilbage til samme. Den øjensynlig gunstige Virkning, som en god Tordenregn udøver paa Planteverdenen, bør vist derfor ogsaa først og fremmest forklares af dens Rigdom paa Salpetersyre og Ammoniak.
Forøvrigt lader det sig ogsaa meget godt tænke, at Ammoniaken, der stiger op i Luften, umiddelbart forvandles til Salpetersyre ved at optage Ilt, hvorved dannes Salpetersyre og Vand. Denne Forvandling, som let kan vises ved et Forsøg, spiller rimeligvis Hovedrollen ved Salpetersyrens Dannelse i Jorden, saaat den største Del eller al her fremkommen Salpetersyre først har været Ammoniak, der ved Tilkomsten af Ilt er forvandlet til Salpetersyre.
Salpeterdannelsen i Jorden gaar dog for sig efter en langt mere storartet Maalestok, om man end ikke her maa glemme, at Tilvirkningen i Atmosfæren foregaar overalt, medens den i Jorden er bunden til visse Steder, hvor alle Betingelser for dens Dannelse ere tilstede. Disse Betingelser ere: 1) Tilstedeværelsen af forraadnende kvælstofholdige Stoffer, navnlig dyriske Exkrementer, der ere de mest kvælstofholdige; 2) Tilstedeværelsen af Alkalier eller alkaliske Jordarter; 3) let Adgang for Luften, altsaa Porøsitet hos det salpeterdannende Stof; 4) Fugtighed, men dog ikke rindende Vand; 5) Varme; og endelig 6) Humus som et godt Understøttelsesmiddel. Man ser saaledes, at enhver dyrket eller overhovedet frugtbar Jord er et mer eller mindre produktivt Salpeteranlæg, navnlig naar alle de nys nævnte Betingelser til en vis Grad ere tilstede. Paa Møddinger, i Komposthobe, Stalde og andre lignende Steder er denne Forening af heldige Betingelser særligt tilstede, og derfor gaar ogsaa her Gæringen og Salpeterdannelsen hurtigt for sig. Hvor man paa kunstig Maade søger at indvinde Salpeteret, i de saakaldte Salpeterplantager, bestaar hele Fremgangsmaaden just i, at man bringer de dertil egnede Stoffer sammen, blandede i et rigtigt Forhold, og saa afventer Resultatet. Hovedsagen, selve Salpeterdannelsen, besørger Naturen altid selv og ganske paa samme Maade, som den gaar til Værks, naar den arbejder paa egen Haand uden Menneskets Mellemkomst. I varme, frugtbare Lande, i den rige, af Naturen stedse gjødede Jord, kan der danne sig betydeligt mere Salpeter, end der paa kunstig Maade kan fremstilles i de koldere Egne, saa at den der ved Slutningen af Regntiderne formelig skyder op af Jorden. Man indvinder der Salpeteret, paa samme Maade som Sodaen, ved at udlude den salpeterholdige Jord og lade Opløsningen inddampe.
Saaledes er f. Ex. Forholdet i Ungarn, som forsyner hele Østrig med, hvad det behøver af denne Artikel, samt i Spanien og Ægypten, men fremfor alt i det paa en Gang fugtige og varme Ostindien. Her, navnlig i Bengalen, hvor den tropiske Natur med en Kraft, hvorom Nordboen ikke kan gjøre sig nogen rigtig Forestilling, baade frembringer og ødelægger, er Jorden saa rig paa Salpeter, at Kilderne faa en salt Smag af det, og allerede det blotte Kildevand er et kraftigt Gjødningsstof især for Kornfrugter. Ostindien var ogsaa længe det Sted, hvorfra næsten hele Europa fik tilfredsstillet sit Begjær efter Salpeter.
Den hjemlige Tilvirkning af dette Salt i Salpeterplantager er nu ogsaa for største Delen ophørt og drives endnu kun i Polen og Sverig, hvor den længe har været et Bierhverv for Landbefolkningen. I Stedet for de tidligere Plantager finde vi derimod nu i Europa Anstalter til Raffinering af indisk raa Salpeter og til Omdannelse af det chilensiske Natronsalpeter til almindeligt Kalisalpeter. Denne sidst nævnte Industri og de umaadelige Masser, hvori Kaliet forekommer i Saltlejerne ved Stassfurt, have betydeligt indskrænket Markedet for det indiske Salpeter. Den forandrede Retning, Sagerne saaledes have taget, er ganske vist ikke til at beklage, thi den indenlandske Salpetertilvirkning formindskede den Tilgang af Gjødningsstoffer, som vort Landbrug saa meget behøver, og hvoraf det aldrig kan faa nok.
I Frankrig var i Revolutionstiden Salpetertilvirkningen særdeles trykkende, fordi Regjeringen for at tilfredstille sit Behov af Krudt, udøvede Tvangsret over al Salpeterjord. Ved særlige dertil ansatte Mænd blev Jorden undersøgt under Avlsgaarde, Stalde, Møddinger o. s. v. og udludet, hvis den fandtes at være salpeterholdig. Paa denne Maade skal man aarlig have faaet 4,700,000 Pund Salpeter. Uden nærmere at indlade os paa den forældede Plantagemethode, ville vi blot til Belysning af vort Emne tilføje følgende. For at en Salpeterdannelse overhovedet skal kunne finde Sted, maa der findes en Base, hvormed Syren, saa snart den er dannet, kan forbinde sig til et Salt. I Plantagerne indblander man derfor ogsaa i Gjæringsbunkerne saa mange kaliholdige Stoffer som muligt, men derhos ogsaa Kalk som Hjælpemiddel, for at der i det mindste kunde dannes et Kalksalpeter. I den naturlige Salpeterjord kan man heller ikke vente at faa lutter Kalisalpeter, men man faar ogsaa Kalk-, Magnesia- og Natronsalpeter. For nu at forvandle alle disse Salte, der indeholdes i den første Lud, til Kalisalpeter, behøves kun, at man tilsætter en Potaskeopløsning (kulsurt Kali) til Luden, saalænge der frembringes nogen Udfældning. Ved det kemiske Stofvexel opstaar nemlig af kulsurt Kali og salpetersur Kalk salpetersurt Kali og kulsur Kalk, som derpaa udskilles som en hvid, uopløselig Masse; det samme er ogsaa Tilfældet med Magnesiasaltet, kun med den Forskjel, at der her dannes kulsur Magnesia, som ligeledes er et uopløseligt Pulver. Natronsalpeteret endelig, der sædvanlig kun er tilstede i ringe Mængde, bytter sit Natron med Kaliet i kulsure Kali og forvandles til Kalisalpeter og kulsurt Natron. Denne Behandling af Luden kan spares, hvis man førend Udludningen kan tilsætte en tilstrækkelig Mængde Træaske til Salpeterjorden; den afgiver da sin Potaske, som da allerede paa Filtret fremkalde Forvandlingen.
Kalken har en ganske særlig Evne til i Kompostdynger og slige Blandinger kemisk at binde Kvælstof- og Iltbestanddelene og at danne Kalksalpeter. I Indien faar man saadan Salpeter ikke blot af Plantejorden, men ogsaa fra visse Kalkstenshuler, og det samme er Tilfældet i Belgien. Der findes tre Højdedrag, der bestaa af en særdeles porøs Polypkalk, som, medens den allerede i sig selv er salpeterholdig, først da fuldstændigt udvikler sin salpeterdannende Kraft, naar den i pulveriseret Tilstand anbringes i fugtige Kompostdynger. Her foregaar da paa Luftens Bekostning en kraftig Dannelse af Salpeter. Dette Mineral gjør derfor det belgiske Jordbrug betydelige Tjenester, men det synes dog ikke, som om man har grundet særlige Salpeteranlæg derpaa.
Den Lud, som faas af den naturlige eller kunstige Salpeterjord, maa, hvis det skal kunne betale sig at inddampe den, paa Aræometret (Flydevægten) udvise et Salpeterindhold af mindst 10 til 14 Procent. Man lader den da inddampe over en Ild i en Jernkjedel. Men ved Inddampningen tilsigtes ikke blot at faa Saltet i Krystalform, men ogsaa at faa det yderligere renset navnlig for Kogsalt (Klornatrium) og Klorkalium. Kogsalt og i noget ringere Grad Klorkalium have nemlig begge den Egenskab, at kogende Vand ikke formaar at opløse mere deraf end koldt. Salpetret derimod, som for at kunne opløses i iskoldt Vand kræver 7½ Gang sin egen Vægt Vand, behøver for at opløses i kogende Vand kun 2/5 af sin Vægt. Naar en varm mættet Opløsning af Salpeter og Kogsalt afkjøles, udskilles saaledes største Delen af det første, men blot en lille Part af det sidste Salt, og man kan saaledes ved at gjentage denne Fremgangsmaade drive Rensningen til en hvilken som helst Grad. I Almindelighed indskrænker man sig dog paa Tilvirkningsstederne til at fremstille Raasalpeter og overlader til særlige Anstalter at foretage den videre uundgaaelige Rensning.
Skal Salpeteret anvendes til Krudt, maa Rensningen, Raffineringen, drives til den yderste Grad, da blot den mindste Levning af Kogsalt eller Klorkalium gjør, at Krudtet trækker Fugtighed til sig. Forhen stolede Krudtfabrikanterne sjelden paa en fremmed Raffineringsanstalt, men besørgede selv denne Del af Arbejdet, saaat Salpeterraffineringen næsten udgjorde en væsenlig Del ef selve Krudttilvirkningen. Nuomstunder er den bedste Salpeter saa ren, at den fuldkommen tilfredsstiller Krudtfabrikantens Fordringer.
Ved Raffineringen benytter man sig igjen af Salpeterets og Klorsaltenes forskjellige Opløselighed. Den for Kogsalt næsten fuldstændigt befriede Opløsning koges paany med Tilsætning af lidt Lim, hvorved dannes et rigeligt Skum, som flittigt maa tages af. Af Limen bliver Luden affarvet og befriet for brune organiske Stoffer. Efterat Opløsningen ved en Varme af 90° har faaet nogen Tid til at klares, hvorved der afsættes endnu noget Kogsalt, hældes den forsigtigt i Krystalliseringskarrene. Her udskilles naturligvis intet Kogsalt, men kun Salpeterkrystaller, og man giver derfor den varme Opløsning en Tilsætning af en vis Mængde koldt Vand. Dette simple Middel giver den just en saadan Grad af Fortynding, at det deri endnu indeholdte Kogsalt kan holdes opløst, medens alene Salpeteret under Omrøring af Luden, alt som denne afkjøles, hvad der kan vare flere Timer, afsætter sig som et Mel. Naar Moderluden ikke afgiver flere Krystaller, bringes den tilbage til den raa Lud, men det afsatte Salpetermel lader man løbe af og bringer det derpaa til Vadskekasserne. Disse ere store Trækasser (Fig. 211), som lige over Bunden have en Mængde smaa Huller, der lukkes med Propper. Man fylder Vadskekassen med Salpetermel, hælder gjennem en Bruse en mættet Salpeteropløsning over det og lader den i et Par Timer være i Berøring med Massen, hvorpaa Propperne tages ud, og Opløsningen løber af. Den mættede Salpeteropløsning kan ikke bortføre noget Salpeter, men fortrænger Moderluden, som indeholder Kogsaltet. Disse Vadskninger gjentages mere eller mindre hyppig, eftersom de ere nødvendige, men til den sidste bruger man ikke mere Salpeteropløsning, men blot lidt rent Vand.
Efterat Salpetermelet i flere Dage har staaet i Vadskekassen og faaet god Tid til at dryppe af, giver man det den Form, hvori det forekommer i Handelen. Man tørrer det enten paa opvarmede Metalplader under bestandig Omrøren, for at det ikke skal klumpe, og faar da Salpeteret i Form af et sandlignende Pulver, eller ogsaa smelter man det ved den mindst mulige Varme og støber det i Kager, i hvilken Form det er bekvemmest at transportere, men ikke altid lige anvendeligt til alle Formaal. Som Handelsvare forekommer Salpeter, som bekjendt, mest i Form af store Krystaller. Disse faas ved at fremstille en koncentreret Opløsning af Salpetermel i varmt Vand og derefter lade den afkjøle.
Kalisalpeter indeholder paa 100 Vægtdele 46 3/5 Dele Kali og 53 2/5 vandfri Salpetersyre, men intet Krystallisationsvand; den Fugtighed nemlig, som det krystalliserede Salpeter indholder, er blot mekanisk iblandet, idet Vand under Krystalliseringen er bleven indespærret i Saltets søjleformede Krystaller.
Natronsalpeter. En lige saa mærkværdig som gaadefuld Fremtoning frembyder nogle Egne i den ny Verden: Naturen har der paa visse Strækninger, hvor man skulde synes, at alle Betingelser for Salpeterdannelse fattedes, opsamlet uhyre Forraad af Natronsalpeter (salpetersurt Natron), Den smalle Landstrimmel paa Vestkysten af Sydamerika, som optages af Staterne Dhile og Peru, og som mod Vest begrændses af Havet, mod Øst af Andesbjergene, danner i den sydligste Del af Peru og Provinsen Tarapaca en Højslette, som med en brat affaldende sandet Kyst hæver sig omtrent 3400 Fod over Havet. Denne Højslette er en af Solen fuldstændig udbrændt Ørken, thi her falder aldrig Regn, som kunde give Næring til en Vegetation. Men Jorden frembyder andre Rigdomme: paa en Strækning af mindst 13 Mil forekommer her paa spredte Pletter store Masser af Chilesalpeter. Enten kommer det frem for Dagens Lys som Efflorescenser af Udseende som smudsig Sne, eller det ligger i Fordybninger, der ligne udtørrede Damme, i Lag af 2 til 3 Tommers Tykkelse. I Huler og Kløfter forekommer Salpeteret i faste Masser og udtages, ligesom i et Stenbrud ved Sprængning og Løshugning. Paa andre Steder ligge Krystallerne løse tæt ved Siden af hverandre og danne knap 3 Fod under Jorden vidtstrakte Lag, der graves op ligesom Grus. Det mest saltrige Distrikt er Tamarugals Pampas, og de Saltmasser, som her ligge ophobede, ere saa umaadelige, at hele Europa i langs Tider herfra kunde faa alt, hvad det behøvede. I den til Bolivia hørende Ørken Atacama, der grændser op hertil, findes endvidere Salpeterlag af vistnok ikke ringere Udstrækning. Hist og her træffes istedetfor Salpeter Lag af Kogsalt, og Kogsaltet er ogsaa den Bestanddel, der særlig forurenser Chilesalpeteret. Som tilfældige Indblandinger forekommer ogsaa Jern og Jod, Glaubersalt, Soda, Klorkalium og borsur Kalk m. m. Indholdet af Salpeter i den raa Masse er følgelig meget forskjelligt og varierer mellem 20 til 85 Procent.
Man kan slet ikke opstille nogen sandsynlig Formodning om, hvilke Omstændigheder der have foranlediget Dannelsen af saadanne Rigdomme paa Salte i disse Egne. Nok sagt, de ere der og danne tilligemed de nærliggende Chinchasøer to naturlige Skatkamre, som, om end først i de sidste Menneskealdre, have faaet en stor Betydning for det fjærne Europas Handel, Industri og Agerbrug, uagtet man allerede i over hundrede Aar, og særlig hvad Chinchasøerne angaar, i over to hundrede Aar har kjendt deres Tilværelse.
Først i 1820 blev nogle Skibsladninger Chilesalpeter som en Prøve bragte til England uden dog at kunne finde Afsætning, saa at man maatte kaste dem over Bord for at slippe for at betale Told. I Nordamerika havde det første Forsøg lige saa ringe Fremgang. Snart lærte man dog bedre at skatte denne Vare, og i Trediverne blev den Gjenstand for en regelmæssig Handel, som siden er taget til Aar for Aar, saa at alene England i 1859 brugte over 940,000 Centner.
Chilesalpeteret er imidlertid ikke just saa ganske let at komme til. Findestederne ligge ganske vist kun nogle Mil fra Kysten, men Kyststrækningen, der er sandet, stejl, gjennemskaaret af Kløfter og desuden kronet af en Bjergkjæde, er saa uheldig, at man ikke, i alt Fald efter sydamerikanske Begreber, kan anlægge en Vej der. Salpeteret forsendes derfor i Sække paa Mulæsler ad bratte snoede Bjergstier enten til Havnepladserne Iquique i Peru eller Conception i Chile, men fra Findestederne til disse Havne er der tre Dagsrejser. Undervejs ligge langs bagge Veje Syderier, hvor Raamassen udludes med kogende Vand og krystalliseres ved Inddampning. Her findes ikke engang det dertil fornødne Vand i tilstrækkelig Mængde; Drikkevand maa hentes i Skibe fra andre Egne, og de til Raffineringen nødvendige Stenkul komme fra England og bringes fra Havnene op til Salinerne paa Ryggen af Mulæsler. Under saadanne Forhold kan det let forklares, at Varens Transport fra Findestedet til den nærmeste Havn kan koste lige saa meget som Fragten derfra til Europa omkring Sydspidsen af Amerika. Desuagtet er dette Salt endnu langt billigere end Kalisalpeteret, saa at Landbrugeren finder sin Regning ved at anvende det som Gjødningsstof. For kemiske Fabriker er Natronsalpeteret (som ogsaa kaldes kubisk Salpeter, fordi Krystallerne, skjøndt ere Rhomboedre, ligner Terninger meget) et særdeles værdifuldt Materiale især til Tilvirkning af Salpetersyre og ved Fremstilling af Svovlsyre. Til Salpetersyre egner det sig endog bedre end Kalisalpeteret, eftersom 85 Vægtdele Natronsalpeter indeholde lige saa megen Syre som 101 Dele Kalisalpeter. Til Krudtfabrikation derimod er dette Salt ikke egnet, da det, selv om det er renset for Kogsalt og andre fremmede Stoffer, trækker Fugtighed til sig fra Luften. Det Krudt, som tilberedes heraf, brænder altfor langsomt, og Saltet faar derfor, hvad denne Anvendelse angaar, kun nogen Anvendelse til Fyrværkeri, og selv der kun til langsomt brændende Stykker, eller hvis der skal frembringes en særlig Farvevirkning; Natronsalpeter farver nemlig Flammen pomeransgul.
Natronsalpeterets Forvandling til Kalisalpeter. Ved et kemisk Bytte kan Natronsalpeter direkte omarbejdes til Kalisalpeter (Konversionssalpeter), og denne Forvandling iværksættes i stort Omfang i Raffinaderierne. Man opløser i nøje bestemt Mængde Natronsalpeter og renset Potaske i den mindst mulige Mængde varmt Vand og sammenblander derpaa de to Opløsninger. Salpetersyren gaar da i Forbindelse med Potaskens Kali og Kulsyren med Natronet i Natronsalpeteret. Det salpetersure Kali maa nu skilles fra det kulsure Natron ved en hensigtsmæssig Inddampning og Krystallisation. Af 100 Vægtdele ren Natronsalpeter og 81 Vægtdele renset Potaske dannes 118½ Dele Kalisalpeter og 62½ Dele Soda. Potaskens Forvandling til Soda medfører ingen Forhøielse i Prisen, snarere det modsatte, og saaledes maa Kalisalpeterets højere Værdi alene dække Omkostningerne og Gevinsten. Langt fordelagtigere falder Tilvirkningen ud, hvis man i Stedet for Potaske anvender Klorkalium, og da dette Salt nu findes ved Stassfurt i umaadelig Mængde, har man naturligvis fuldstændigt opgivet Potasken. I Stassfurt beskjæftige flere store Fabriker sig med Omdannelse af Chilesalpeter. Ved den dobbelte Sønderdeling af de to Stoffer faas Kalisalpeter og Klornatrium (Kogsalt), som ved Krystallisering let kunne skilles fra hinanden.
Salpetersyren. Luften og Jorden frembringe, som vi have set, Salpeteret. Jorden leverer den faste, ikke flygtige Del: Basen, Luften den flygtige, Syren, og det en Syre med en Kraft, man ikke skulde have troet kunde ligget gjemt i det svage, saltlignende Salpeter med den kølende Smag. Syrens Adskillelse fra Basen lader sig iværksætte paa flere Maader, men ikke ved tør Destillation, saaledes som man f. Ex. uddriver Svovlsyren af Jernvitriol; Syrens Bestanddele, Ilt og Kvælstof, gaa nemlig bort hver for sig ɔ: Syren dekomponeres. Allerede ved en middelmaadig Opvarmning giver Salpeteret en Del af sin Ilt fra sig og forvandles derved til et salpetersyrligt Salt; ved at fortsætte Ophedningen gaar Resten af Ilten bort sammen med Kvælstoffet, og der dannes vandfrit Kali. Men Syren kan udskilles uden at blive dekomponeret, hvis der kan bydes Akaliet en anden stærkere Syre til Erstatning, hvorved det kan danne et nyt Salt. Passende Midler hertil har den gamle empiriske Kemi vistnok tidligt fundet, thi allerede de arabiske Kemikere kjendte Salpetersyre, hvad deres Skrifter bevise, ja det er endogsaa ikke usandsynligt, at den ogsaa har været de gamle Ægyptere bekjendt; man har i det mindste paa Mumiesvøbene fundet sorte Tegninger, som vare udførte med et Sølvblæk, hvoraf med nogen Ret tør sluttes, at de have kjendt salpetersurt Sølvilte (lapis infernalis) og følgelig ogsaa Salpetersyren. I de gamle Alkymisters Skrifter forekommer Salpetersyren under flere Navne, af hvilke Aqua fortis er meget betegnende; ogsaa Benævnelsen Skedevand skriver sig fra Middelalderen.
Fremstillingen af Salpetersyre er saaledes en meget simpel Operation og ligner, som den nu foretages, saa meget andre lignende, navnlig Udviklingen af Saltsyre af Kogsalt, at de samme Apparater kunne anvendes til Fremstilling af saa vel Salt - som Salpetersyre.
Den ældre Methode til Fremstilling af Salpetersyre, som vistnok er den samme, der blev anvendt i Fortiden, bestod i, at man i Retorter glødede en Blanding af Salpeter og Jernvitriol og opfangede de sure Dampe i afkølede Forlag. Der dannedes en Blanding af Jernrust og svovlsurt Kali, som blev tilbage i Retorten. Den nu brugte Tilvirkning gjør i Grunden det samme, kun paa en anden Maade. Vi sønderdele Salpetret ved Hjælp af Svovlsyre og faa saaledes Salpetersyren med en langt ringere Udvikling af Varme. Forskjellen er blot den, at vi nu anvende to Fabriker for at fremstille Salpetersyren, medens vore Forfædre forenede begge i en. Ved at gløde Jernvitriol faas nemlig ogsaa Svovlsyre; hvis der tillige findes Salpeter, kaster Syren i samme Øjeblik, den frigjøres, sig paa dette Salt, forbinder sig med dets Base og gjør Salpetersyren fri.
Naar man i det smaa behandler Salpeter med Svovlsyre, benytter man sig af Glasretorter og opfanger den overdestillerede Syre i et koldt Forlag. Ogsaa i Fabrikerne er endnu denne Fremgangsmaade tildels bibeholdt, kun med den Forskjel, at man saa meget som muligt forøger Retorternes Antal og Størrelse, saaat en enkelt Retort endog kan paa en Gang beskikkes med 80 Pund Salpeter. For at kunne opvarme et større Antal Retorter med den samme Ild anvender man en saakaldt Galleriovn, hvori der paa begge Sider er indmuret en Række dybe Støbejernskjedler, hvori Retorterne anbringes omgivne af Sand. Forlagene, der ere befæstede ved Retorthalsene, afkøles med rindende Vand, som i smaa Render ledes til hvert enkelt Forlag. Det kan ikke forhindres, at et eller andet Glasstykke herved springer, og nuomstunder anvender man derfor Ler- og Støbejernsapparater i Retort- eller Cylinderforme. Vor Tegning (Fig. 212) viser i Gjennemsnit et Apparat af den sidste Slags, A. Jernet angribes langt mindre af Syrerne, end man skulde tro, ialfald paa de Steder af Karrets Vægge, som staa i umiddelbar Berøring med selve Indholdet; men opad til, hvor Retortens Indside mødes med de udviklede Gasarter, som vilde angribe Jernet langt stærkere, beskyttes dette ved et Lag Ler. Forlaget dannes af to eller tre bugede Glas- eller Stenflasker, som ere forbundne med hverandre og staa i koldt Vand. Salpetersyredampene gaa her over i flydende Form, uden at man behøver at bringe Vand ind i selve Forlagene, forudsat at det Vand, som udkræves til Salpetersyrens Bestaaen som saadan, følger med fra Udviklingsapparatet i Dampform. Forbindelsesrøret E gaar blot fra den ene Hals til den anden uden at rage ned i Flasken, og naar ikke Syren, for at der ikke skal opstaa noget hindrende Tryk. Undertiden udelader man Kølevandet omkring Forlaget og stiller i Stedet derfor et større Antal Flasker op, som saaledes blot blive afkølede af den omgivende Luft. Alt eftersom man vil have stærk og rygende eller fortyndet Syre, anvendes koncentreret eller i mindre eller højere Grad fortyndet Svovlsyre. Til Fabriksdrift bliver vistnok altid Natronsalpeteret at foretrække som det mest fordelagtige, medens Kalisalpeteret ved en mindre Fremstilling, hvor Pengespørgsmaalet ikke har saa meget at sige, har Fortrinet, da dette Salt meget lettere end Natronsalpeter lader sig rense ved Omkrystallisation og man saaledes deraf kan faa kemisk ren Syre. Efter den kemiske Beregning skulde 1 Vægtdel koncentreret engelsk Svovlsyre og 2 Vægtdele Salpeter netop blive til svovlsurt Kali og Salpetersyre; men man anvender i Almindelighed dobbelt saa megen Svovlsyre, da kun saaledes Salpetersyren kan faas klar og farveløs. Hvad der bliver tilbage i Retorten, er da ikke Glaubersalt men dobbelt svovlsurt Kali. Hvis Svovlsyremængden ikke fordobles, udskiller sig ved en jævn Varme kun den ene Halvdel af Salpetersyren og den anden først, naar Opvarmingen stiger til næsten Glødhede, men den er da altid brun, eftersom den tildels dekomponeres og forvandles til Salpetersyrling. Denne Blanding af Salpetersyre og Salpetersyrling kaldes rygende Salpetersyre, fordi den i Luften udsender stærke, brune Dampe af Kvælstofilter. Den besidder endnu stærkere iltende og opløsende Egenskaber end den rene Syre og bliver derfor Gjenstand for en særlig Fremstilling, idet den er særlig tjenlig til visse Formaal.
Apparaternes Størrelse og den derpaa beroende Mængde Salpeter, som paa en Gang kan behandles, er meget forskjellig. De almindelige Cylinderapparater rumme paa en Gang omtrent 300 Pund Salpeter, men mange Fabriker have forøget deres Størrelse saa betydeligt, at de i en eneste Beskikning kunne tage over 1700 Pund. Efterat Saltet er blevet anbragt i Apparatet, lukkes Laagerne, som tilligemed Rørforbindelserne blive omhyggeligt tættede; Svovlsyren hældes til gjennem en Blytragt, og Opvarmingen tager sin Begyndelse. Først opstaar der i Cylinderen nogen Uro og, hvis det er Natronsalpeter, en voldsom Bevægelse, indtil endelig det hele kommer til Ro i en flydende Tilstand. Alt eftersom den dampformige Salpetersyre gaar bort, bliver Massen mere tykflydende, indtil endelig Sønderdelingen er fuldendt. Dette Tidspunkt er indtraadt, naar man ikke mere hører det dryppe i Ballonerne. Man slukker da Ilden, lader Apparatet staa i 24 Timer for at afkjøle og aabner det da, dels for at bortskaffe de Saltkager, som sidde fast i Cylinderen, dels for at tømme Syren ud af Ballonerne. De to første Balloner give ialfald Syre af tilbørlig Styrke, medens Syreindholdet i de følgende tager mere og mere af. Disse Partier mere fortyndet Syre benyttes i de følgende Afdrivninger, idet man da anbringer dem i de Balloner, der ligge nærmest ved Cylinderen, og hvor de saa mættes til en stærkere Syre.
Til det store tekniske Forbrug er Syren, saaledes som den nu kommer fra Fabrikerne, tilstrækkelig ren, men til farmaceutisk ligesom til adskillig teknisk og kemisk Brug maa den rektificeres. Der findes næsten altid deri nogen Saltsyre og Klor, der hidrører fra Salpeterets bestandige Ledsager, Kogsaltet. Ved at ryste den sammen med en ringe Mængde af en koncentreret Opløsning af salpetersurt Sølvilte faar man Saltsyren fældet som uopløseligt Klorsølv. Nu benytter man sig mest af Klorets og Saltsyrens større Flygtighed for at skille det ud. Ved at destillere Syren i Glasretorter gaar allerede den største Del af Kloret og Saltsyren bort med, hvad der først destillerer over, og naar under Processens Fremgang det overdestillerede ved Sølvprøven ikke mere giver Reaktion paa Klor, maa det tilbageblevne anses for rent.
Man var længe af den Anskuelse, at Salpetersyren blot kunde bestaa som saadan, naar den havde et vist Indhold af Vand, fordi alle Forsøg paa at fjerne dette endte med, at Salpetersyren sønderdeltes i sine Bestanddele. Nu er det imidlertid lykkedes at dekomponere vandfrit salpetersurt Sølvilte ved Hjælp af tør Klorluft saaledes, at der dannes Klorsølv, Ilt og vandfri Salpetersyre, der ved Afkøling udskilles som hvide Krystaller. Den har imidlertid ligesom den vandfri Svovlsyre kun theoretisk Interesse. Ogsaa i vandholdig Tilstand beror dens Virkninger for en stor Del paa den Lethed, hvormed den lader sig sønderdele, idet den afgiver Ilt og gaar ned til et lavere Ilte. Den vandfri Salpetersyre indeholder paa 2 Volumen Kvælstof 5 Volumen Ilt (N2O5), Salpetersyrling paa 2 Volumen Kvælstof 3 Volumen Ilt (N2O3); med endnu mindre Ilt danner Kvælstoffet Kvælstoftveilte og Kvælstofforilte. Naar Salpetersyren berøves sin Ilt gaar den netop over til disse Stoffer og det med en saadan Lethed, at den, hvorvel det er en kraftig Syre, dog ikke kan faa Prædikatet: bestandig.
Paa Grund af sin Tilbøjelighed til at afgive Ilt bliver Salpetersyren et af de kraftigste Iltningsmidler for saavel metalliske som ikkemetalliske Stoffer. Jern, Zink, Kobber m. fl. opløses hurtigt af Salpetersyre, idet endel af Syren dekomponeres, brune Salpetersyrlingdampe gaa bort, og den friblevne Ilt ilter Metallet, hvorpaa det dannede Metalilte let opløses i den øvrige Syre.
Almindelig bekjendt er Salpetersyrens Anvendelse til Opløsning af Metaller, Ætsning, Brunering og andre Arbejder; men dette er dog af mindre Betydning i Forhold til dens mangfoldige Anvendelse den tekniske og experimentelle Kemi, hvor Salpetersyren ofte benyttes til at frembringe mangehaande, ofte højst mærkværdige Forvandlinger af organiske Stoffer. Det er ligesaa vanskeligt at opregne disse mange Tilfælde fuldstændigt som at klassificere dem. I de fleste Tilfælde er dens Virkning en iltende: der afgives Ilt, og Salpetersyrling gaar bort; i andre Tilfælde indgaar ogsaa Kvælstoffet Forbindelser med det nydannede Stof. Iltningen kan under visse Omstændigheder blive meget livlig, saaat f. Ex. Terpentinolie, der overgydes med stærk Salpetersyre, øjeblikkeligt antændes og forbrænder med stor Livlighed. Mange organiske Stoffer, saaledes Huden, Fjer, Kork og Træ farves gule af Salpetersyren. Af de mange organiske Stoffer, som kun bestaa af Kul, Brint og Ilt, gives der kun faa, som ikke allerede i Kulde eller ialfald ved Opvartning forandres ved Iltning af Salpetersyre saaledes, at de forvandles til ganske andre Stoffer, hvilket naturligvis altid sker i Forbindelse med, at Salpetersyren sønderdeles, og under Udvikling af brune Salpetersyrlingdampe.
Ved Svovlsyrefabrikationen gives der en ældre Methode, som bestaar i, at Savspaaner eller Stivelse dekomponeres ved Paagydning af Salpetersyre, hvorpaa de Salpetersyrlingdampe, som faas paa denne Maade, anvendes til Fødning af Blykamrene. Udviklingen af Salpetersyrling, som ellers er en Bisag, optræder her som det væsentligste. Men det, som efter Sønderdelingen er blevet tilbage af de organiske Stoffer, fortjener ligeledes Opmærksomhed; det er for Størstedelen blevet forvandlet til Oxalsyre. Koger man Sukker med Salpetersyre, indtil denne fuldstændigt er gaaet bort, faar man to nye Syrer: Oxalsyre og Sukkersyre o. s. v.
Ved alle disse Forvandlinger er der blot Tale om en Sønderdeling af Salpetersyren: den maa enten fuldstændigt eller for endel opgive sin egen Tilværelse for at frembringe noget nyt. En delvis Sønderdeling forekommer i en interessant Klasse Tilfælde, hvor Processen forløber saaledes, at Syren mister Ilt og Brint og derved forvandles til Salpeterundersyre (NO2, bestaaende af 14 Dele Kvælstof og 32 Dele Ilt), der forbinder sig med det under Behandling værende Stof til et nyt Stof. Man benævner i Almindelighed saadanne Produkter, idet man føjer Nitro- til det behandlede Stofs Navn, og Kemikerne kjende en hel Mængde saadanne. Den mest bekjendte »Nitro«-Forbindelse er Skydebomuld, som bedst oplyser Salpetersyrens Indvirkning paa Planternes Cellevæv. Blot ved at dyppes en kort Tid i stærk Salpetersyre forvandles Bomulden, uden at forandres mærkeligt i sit Ydre, til Krudtets bekjendte Rival. Vægten er det eneste som viser, at en Forandring maa være foregaaet med Bomulden, idet den nemlig er bleven omtrent 2/3 tungere. Paa samme Maade dannes af Glycerin Nitroglycerin, af Mannasukker Nitromannit, der ogsaa kaldes Knaldmannit, et krystallinsk Legeme, som exploderer ved Stød og synes egnet til at fortrænge Knaldkviksølvet, af Benzol det vellugtende Nitrobenzol, af Karbolsyre det gule Farvestof Trinitrokarbolsyre eller Pikrinsyre m. fl. Stoffer, hvis nærmere Bekjendtskab vi senere ville faa Lejlighed til at gjøre.
Kongevand er kun en Blanding af Salpetersyre og Saltsyre (til mange Øjemed er den billigere Blanding af salpetersurt Natron og Saltsyre tilstrækkelig), der som opløsende og iltende Middel endnu er af stor Virkning, hvor dets Bestanddele hver for sig ere for svage. Guld f. Ex., saa vel som Platin, lader sig ikke opløse hverken i Salpetersyre eller Saltsyre hver for sig; men begge Syrer i Forbindelse formaa dog at opløse Metallernes Konge, og af den Grund har denne Blanding ogsaa faaet Navnet: Kongevand. I Virkeligheden spiller ogsaa her Saltsyren Rollen som et iltende Stof: Guldet er kun opløseligt i Saltsyrens Klor, men i Kongevandet foregaar en uophørlig Sønderdeling og Indgaaen af Forbindelser: Ilt forlader lidt efter lidt Salpetersyren, berøver Saltsyren en tilsvarende Mængde Brint og danner Vand, medens den friblevne Klor strax forbinder sig med Guld til opløseligt Klorguld. Saasnart derfor den ene af Syrerne i Blandingen er bleven forbrugt, ophører Virkningen.
Saltsyre og Klor. Under vor foregaaende Udvikling have vi saa ofte truffet paa disse Stoffer, at det ikke turde være upassende her at beskjæftige os lidt med dem. I Naturen træffe vi intetsteds Saltsyren færdigdannet; derimod træffe vi jevnlig Salte af den, det er saadanne Forbindelser, hvori dens Brint er ombyttet med Metal. Saadanne ere fremfor alt Kogsalt (Klornatrium), Klorkalium, Klormagnium, men ogsaa, skjøndt sjeldent i Naturen, Klorsølv (Hornsølv), Klorbly o. fl.
Saltsyrens Salte adskille sig fra de fleste andre Salte ved, at de ikke indeholde Ilt; Metallet har i dem, ved at forene sig med et usammensat Stof, dannet Forbindelser, der dele alle Saltenes almindelige Egenskaber. Det usammensatte Stof, der i Kogsalt er forbundet med Natrium, i Hornsølv med Sølv o. s. v., er Klor, et luftformigt Grundstof af grønliggul Farve og en kvælende Lugt og Smag. Stor Lighed med Kloret, ikke blot i det kemiske Forhold men ogsaa i mange ydre Egenskaber, have nogle andre Grundstoffer: Fluor, Brom og Jod. Ogsaa disse forene sig ligefrem med Metallerne og danne Salte. De tilligemed Kloret sammenfattes derfor under Navnet Saltdannere, Haloider, og de af dem dannede Salte kaldes, i Modsætning til de iltholdige Syrers Salte, Haloidsalte, ogsaa vel, skjøndt mindre heldigt, Brintsyresalte.
Kloret forbinder sig med Ilt til Syrer i flere Forhold; men Affiniteten mellem de to Stoffer, der saa meget ligne hinanden, er dog kun ringe, og Klorsyreforbindelserne dekomponeres derfor atter let, hvorved de blive et endnu kraftigere Iltningsmiddel end selve Salpetersyren.
Langt større Vigtighed har Klorets Brintforbindelse, Klorbrinte, hvis Opløsning i Vand er den almindelige Saltsyre. Dennes Dannelsesmaade have vi ovenfor udførlig omtalt, idet den optræder som Biprodukt og det ofte et meget besværligt Biprodukt ved Leblancs Sodaproces. Undertiden er Saltsyren dog ogsaa Gjenstand for en særegen Fabrikation, som da sker ganske paa samme Maade som Salpetersyrens, kun at der anvendes Kogsalt i Stedet for Salpeter. Saltsyren danner en farveløs, jevnlig paa Grund af lidt Jernklorid gul Vædske af stikkende Lugt; i koncentreret Tilstand ryger den i Luften. Ved 20° optager Vand 475 Gange sit eget Rumfang Saltsyreluft; det har da Vægtfylden l,21, viser paa Baumé's Flydevægt 26° og indeholder over 42 p. C. Klorbrinte. Saltsyren finder udstrakt Anvendelse, i størst Maalestok til Fremstilling af Klor, og dette sker ved at berøve Saltsyren dens Brint. Ilten er Midlet hertil, idet den borttager Brinten og danner Vand dermed. Ilten, som bruges hertil, faar man fra et eller andet Overilte ɔ: fra et saadant Ilte, der indeholder mere Ilt, end der kræves til at danne Salte. Det eneste Stof af denne Art, som er økonomisk anvendeligt, er Brunsten, Metallet Mangans Overilte. Sammen med Saltsyre eller, hvad der kommer ud paa et, med Kogsalt og Svovlsyre, i hvilket Tilfælde Saltsyre først dannes under Operationen, bringes Brunstenen ind i det forud opvarmede Udviklingsapparat; den dannede Klorluft gaar gjennem et Rør bort til sit Bestemmelsessted, og i Apparatet bliver der foruden et Bundfald en Opløsning af Klormangan tilbage, som indtil for ikke saa længe siden blev betragtet som et værdiløst Affald, hvori Halvdelen af Saltsyrens Klor gik tabt. Ved en af Weldon opfunden Fremgangsmaade har Sagen stillet sig langt gunstigere, og man kan nu gjentagne Gange operere med den selv samme Mængde Mangan, idet man bestandigt fremstiller Overilte af Klormanganet. I den Hensigt overmætter man Opløsningen med Kalk og indleder en Luftstrøm i Blandingen af Kalk og Manganforilte, indtil der opstaar et sort Slam, som strax kan anvendes i Stedet for ny Brunsten.
Klor er, som bekjendt, et kraftigt Blegningsmiddel; det bruges ogsaa til at tilintetgjøre ilde Lugt og Sygdomsstoffer. I mange Tilfælde bleger man direkte med Klorluften, saaledes f. Ex. Kludene i Papirfabrikerne; men for at fremstille det som en transportabel Vare maa den bindes til Kalk. Man indleder derfor Klor i et Rum, hvor der er lagt fugtig Kalk paa Hylder. Kalken mættes da med Klor og afgiver det siden lidt efter lidt til Luften; ved Tilsætning af Syre afgiver den det meget hurtigt. Om Klorkalkens Anvendelse til Blegning ville vi faa Lejlighed til at tale i næste Bind.
Leder man Klor til varm og koncentreret Kalilud eller mere økonomisk til en varm Blanding af en Klorkaliumopløsning og Kalk, saa forener Kloret sig med Kalium eller Kalcium, og den herved frigjorte Ilt kaster sig paa Klorkalium og forener sig dermed til klorsurt Kali, et Salt, der ved Afkjøling af Vædsken udskilles i smukke blanke Blade og tjener til Fremstilling af Ilt, ligesom det spiller en vigtig Rolle i Tændstikfabrikation, Fyrværkeri og ved Fabrikation af Sprængstoffer.
Foruden til Fremstilling af Klor og deraf dannede Præparater benyttes Saltsyren ved Fabrikation af Salmiak, Klorantimon, Klorzink, Klortin, Lim og Fosfor, til Rensning af Benkullene i Sukkerfabrikerne, ved Fabrikation af ildfast Ler, i Bomuldsindustrien og i mangfoldige andre Øjemed og vil derfor paa mange Steder findes omtalt i dette Værk.