Opfindelsernes Bog/Lervareindustrien i de skandinaviske Lande.
Den danske Porcellænindustri[1] har ligesom andre Landes gjennemgaaet de forskjellige Udviklingsfaser ligefra den famlende og usikre Begyndelse, hvor man i Begejstring over de kinesiske Porcellænvarers Finhed søgte at udfinde, hvoraf de vare frembragte, indtil den Grad af Fuldendthed, som nu udmærker vor Porcellænindustri, og som har skaffet den et særdeles godt Navn i Udlandet.
Efterat Böttger i Aaret 1709 endelig havde naaet at fremstille Porcellæn i Sachsen, kom Porcellæntilvirkningen saa at sige i Mode i de forskjellige europæiske Stater, og vi se, hvorledes de kappes om ved Bestikkelser og paa andre Maader at forsøge at trække Folk til sig fra Fabriken i Meissen for at forraade dens Hemmeligheder. Under Frederik IV. indkaldtes saaledes i Aaret 1721 en »Porcellänmacher« Johann Wolff, der havde Værksted paa Frederiksberg. Det var imidlertid Stentøj, han tilvirkede, ikke Porcellæn, og Resultatet heraf blev, at der dannede sig et privilegeret og monopoliseret Interessentskab, der i nogle Aar drev en saakaldt »Porcellænfabrik«, hvis Produktion imidlertid indskrænkede sig til Stentøj og enkelte Fajancegjenstande. Under den følgende Konge, Kristian VI., blev der ligeledes gjort forskjellige Forsøg paa at etablere en Porcellænindustri, men det tør antages for sikkert, at der næppe under disse to Konger er fabrikeret noget egentligt Porcellæn. Først under Frederik V. synes det, som om det er lykkedes en vis Mehlhorn at fremstille nogle Gjenstande, der virkelig vare Porcellæn, og som tilmed vare fabrikerede af indenlandsk Raaprodukt, nemlig af Porcellænjord fra Bornholm. Dog fik ej heller denne Fabrikation nogen egentlig Betydning, og Forsøgene for at frembringe en virkelig dansk Porcellænindustri bleve fortsatte.
Vi ere nu naaede til 1762 uden at have set nogen Frugt af de Summer, som Frederik V. anvendte paa Porcellænforsøg, men godt dansk, ægte Porcellæn skal dog være produceret under ham; Pontoppidan taler 1763 om »de skjønneste Taffel-Servicer« af dansk Porcellæn, og som Frembringer af dem nævner han »Sr. Fournier«, hvem der allerede i 1759 blev tilstaaet Understøttelse til Forsøg. I Samlingerne paa Rosenborg findes 7 Stykker Porcellæn (nogle smaa Kander og Kopper), som tilskrives de Fournierske Forsøg, og som ere mærkede med Frederik V.'s Navnetræk. Nutidens Smag kan ganske vist ikke tiltræde den af Pontoppidan udtalte Dom om disse Sager, men de staa imidlertid som et historisk Vidnesbyrd om den Tids Bestræbelser for at frembringe et godt indenlandsk Produkt. Fourniers Fabrik, der kostede ikke saa ubetydelige Summer, ophørte allerede 1766, og det synes nu, som om man i nogle Aar rent havde opgivet at etablere en dansk Fabrikation.
Imidlertid havde Møntguardein F. H. Müller, der var Farmaceut og besad gode kemiske Kundskaber, ikke opgivet Tanken, og i December 1772 indsendte han til Kommerce-Deputationen en Prøve af ægte Porcellæn med Anmodning om at der maatte ydes ham en Understøttelse af 3—400 Rigsdaler til Indretningen af bedre Ovne. Ved særlig Velvillie af Arveprins Frederik modtog han endog 1000 Rigsdaler, og Sagen var nu i en god Gænge. Han maatte dog gjentagne Gange henvende sig til Regeringen om yderligere Understøttelser; men selv disse vilde dog ikke have bragt det ønskede Resultat, hvis han ikke var bleven støttet af Privatmænd, deriblandt særlig Konferentsraad Theodor Holm, der var Kabinetssekretær hos Enkedronning Juliane Marie, og det lykkedes ham at faa oprettet et Aktieselskab af 19 Aktier, der hver lød paa 1000 Rigsdaler. Nu gjaldt det om at faa et betryggende Monopol paa at lave Porcellæn, hvad der imidlertid stødte paa mange Vanskeligheder, da der allerede tildels var givet forskjellige andre lignende Fabrikationer et saadant. Det lykkedes dog at faa en Eneretsbevilling paa 50 Aar; det var i Aaret 1775, og omtrent samtidig fik General-Postamtet kongelig Tilladelse til at sælge Interessentskabet den daværende Postgaard paa Kjøbmagergade for 12,600 Rigsdaler. (Det er den samme Gaard, som Fabriken endnu ejer.)
»Endelig er vort Porselins Værk«, skriver Müller i Februar 1776 til Direktionen, »bragt saa vidt, at der siden Nytaar arbejdes i Porselins-Masse, hvoraf jeg allerede har et saadant Forraad, som behøvedes, om der end var dobbelt saa mange Arbejdere«. Dermed var alt imidlertid ikke gjort. Der var 2 Porcellændrejere, 2 Billedhuggere og 1 Former foruden 6 Lærlinge, men manglede endnu en Modellerer og en Findrejer, og hvad Modellereren angaar, anbefaler Müller at antage A. C. Luplau fra Fabriken Fürstenberg i Braunschweig, der just tilbød sig, og denne, der i sin Ansøgning paaberaaber sig en Overjægermester von Langen, blev antagen. Luplau kjende vi fra den af ham godt udførte Buste af Juliane Marie paa Rosenborg. Overjægermester v. Langen var indkaldt fra Tyskland for at ophjælpe Bjergværksindustrien i Norge, tog derfra tilbage til sit Fædreland, hvor han deltog i Anlæggelsen af Porcellænfabriken paa Slottet Fürstenberg og blev derpaa atter kaldt til Danmark for at tage sig af Forstvæsenet og forblev nu her indtil sin Død. Som indviet i Porcellænfabrikationens Hemmelighed er det naturligt, at v. Langen paa mange Maader blev tagen paa Raad ved den kjøbenhavnske Fabriks Anlæg, uden at han dog derfor røbede de Hemmeligheder, han i Embeds Medfør kjendte fra Fürstenberg. Skjøndt han ofte og indtrængende søgte at faa Afsked fra den braunschweigske Tjeneste, lykkedes det ham ikke, og Grunden hertil skal have været en Frygt hos den paagjældende Minister for, at v. Langen i saa Fald skulde forraade de nævnte Hemmeligheder.
Hvorledes det nu end i Enkelthederne forholder sig med den v. Langenske Indflydelse paa Müllers Porcellænfabrik, synes det afgjort, at denne ikke har været uden Forbindelse med de Fürstenbergske Traditioner. Luplau er fra Fürstenberg, og hans Ansøgning om at komme i Arbejde her er dateret Braunschweig, den 15de Januar 1776. Ogsaa fra Meissen opnaaede man at faa nogle Arbejdere. En Nedsættelse af Arbejdslønnen der havde til Følge, at nogle Arbejdere tilbød den danske Gesandt i Sachsen at ville tage til Danmark, og han forsynede dem i denne Anledning med de fornødne Passer for at kunne slippe bort, hvilket førte til et heftigt Sammenstød mellem ham og den sachsiske Udenrigsminister. De kom dog lykkeligt hertil, og under 15de August 1776 satte Kongen Fabrikens Direktion »i Stand til at forvisse disse Folk om de 300 Rd. for hver af dem, saa længe de leve og upaaklageligen opføre sig, i Fald og Fabriken ikke mere skulde være til«. Det synes dog, som om Fabriken ikke har havt megen Glæde af disse Arbejdere. Ansøgningen, som foranledigede den Resolution, hvori de sachsiske Arbejderes Gage bestemtes, viser, at Fabriken langtfra dansede paa Roser. Uagtet al mulig Sparsommelighed ere Interessenternes oprindelige Indskud, hedder det, opbrugte, og Interessenterne krympe sig ved at gjøre nye Tilskud; Enkedronningen og Kronprinsen vare komne Fabriken til Hjælp, den første med 400 Rd. og den anden med 200 Rd., men desuagtet ved man intet bedre, end »endvidere at anbefale dette saa vel begyndte Anlægs Fuldførelse, som efter al Anseende vil lykkes, til Hs. Maj. Kongens allerhøjeste Omhu og Understøttelse.« Resultatet heraf var, at der strax af Finanserne blev udbetalt Fabriken 3000 Rd. og Aaret efter igjen 3000 Rd., foruden at der blev tillagt den 600 Rd. om Aaret »til Nytte for det blaa Porcellæn, som bør være den egentlige Hensigt«, og til Brændeindkjøb 1000 Rd. strax og derefter i 9 paa hinanden følgende Aar 800 Rd. i hvert. Denne betydelige Hjælp var dog langtfra tilstrækkelig. I Februar 1778 sendte Konferensraad Holm sine Meddirektører en længere Meddelelse om Fabrikens Tilstand, og den er ingenlunde god. »Saa forvisset,« skriver han, »som jeg er om, at dette Anlæg med Tiden kan komme til Fuldkommenhed, saa bekymret er jeg dog over, at det ikke allerede er saa nær, at der kan begyndes at høste Frugt deraf«.
Fabriken havde 3 Ovne, og en fjerde var paabegyndt, men de vare ikke, som de skulde være, og desuden manglede man de nødvendige Kapsler.
Porcellænet brændtes ikke ens overalt, Glasuren fik Ridser paa de Stykker, der stode i den forreste Ild, og den blaa Farve blev ofte sort. Man havde sidste Vinter brændt mere Tøj færdigt og faaet det hvidere end hidtil, men det meste var dog ikke andet end Mellemgods og meget af »det Slags, der andensteds sælges ved Auktion«. Holm saa med Angst paa, at de staaende Udgifter beløbe sig til 750 Rd. om Maaneden, og at man kun havde 6000 Rd. pr. Kasse. Der var ingen anden Udvej, fandt man, end paany at »indfly« til Kongens Naade. En Skibskapitain (Mads Schifter) vilde skjænke den kongelige Kasse 10,000 Rd., naar de maatte betragtes som en Livrente, der gav ham 8 p. C. aarlig, og nu bad man om, at disse Penge maatte komme Fabriken tilgode, mod at den betalte Halvdelen af Renten, hvilket ogsaa allernaadigst blev tilstaaet.
Ogsaa disse Penge fortæredes imidlertid, og i Begyndelsen af 1779 var man lige nær. Man kunde ikke sælge det tilvejebragte Forraad af Frygt for derved at bringe Fabriken i Miskredit — det var Middelgods og Udskud — men Penge maatte man have. Man behøvede en Kapital paa mellem 20 og 22,000 Rd., og man udfandt da, at da »Hensigten fornemmeligen i Førstningen mere maatte sigte til Værkets sande Flor end til en utidig Vindelyst«, vilde der bedst raades Bod paa alt, ved at Kongen eller det kongelige Hus blev Eneejer af Fabriken. Denne Tanke gjorde man Alvor af, og Fabriken blev tilbudt Kongen saaledes, at Aktierne, der vare paa 1000 Rd., skulde udbetales med 1200 Rd. (d. v. s. med Tillæg af 5 p. C. Rente for 4 Aar), og saaledes, at Kongen overtog den paa Fabriken hæftende Gjæld, der ialt løb op til 40,500 Rd. Desuden var der af Statens Midler efterhaanden skjænket Fabriken 22,150 Rd. Enkedronning Juliane Marie havde ydet 100 Rd. hvert Kvartal og Kronprinsen 50 Rd. Det til Udsalg staaende Forraad vurderedes til 18,438 Rd. og det ubrændte Arbejde til 4010 Rd. Der var 4 Brændeovne (en 5te var paabegyndt) foruden en Glødeovn, en Gipsovn m. m., og man regnede, at der hver Maaned kunde brændes for omtrent 3000 Rd. Porcellæn mod en Udgift af kun 2237 Rd.; altsaa, sluttede man, »vindes ved Arbejdet i et Aar fuldkommen den Summa, som Værket i ansatte Tid koster at underholde«.
Interessentskabet havde da ogsaa den Glæde, at Kongen modtog Tilbudet. Fabriken blev nu kaldt »Den kongelige danske Porcelaine-Fabrik« og i en Kancelliskrivelse af 29de Juni 1779 bleve General Eichstedt og Konferentsraad Holm udnævnte til Direktører, men iøvrigt blev Fabriken fremdeles ledet navnlig af Müller.
Det var de samme Personer, som havde styret Fabriken før 1779 og efter 1779, og det var da ogsaa det samme Mærke, der sattes paa de tilvirkede Gjenstande, tre bølgende Linier, som efter nogle have Hensyn til Øresund og efter andre skulle betyde de tre danske Strømme: Øresund, Storebælt og Lillebælt.
Under Müller var Fabriken skabt og bragt til et saadant Standpunkt, at Kongen kunde bruge de tilvirkede Sager som Foræringer til fremmede Hoffer, men helt uden Skyggesider var hans Bestyrelsestid naturligvis ikke. Hvad han udrettede, var betydeligt, men da han som Apotheker ikke oprindeligt var Tekniker, maatte mange Resultater naas gjennem dyre Forsøg, hvortil endnu kom, at Porcellænjorden, der hentedes fra Bornholm, ikke altid var ens. Der maatte stadigt foretages nye Slæmninger og Prøver, hvorfor Resultatet blev en overordentlig stor Mængde Vraggods. Tilsidst brugte han en Tilsætning af Porcellænjord fra Limoges i Frankrig, hvorved Porcellænet blev hvidere og standhaftigere i Ilden.
Stort pekuniært Udbytte naaede han imidlertid ikke, og mærkeligt er det at se Regeringen, navnlig i Tidsrummet fra Aarene 1783 til 1793 uophørligt stille Anmodninger om Indskrænkning i Driften. 1784 befalede den, at »det Blaamalede« skulde være Hovedgjenstanden for Fabrikens Tilvirkning.
Den gottingske Professor Hausmann, der var her Aar 1806, kalder Fabriken »et Fyrste Liebhaveri«, og han har ikke set Fabriken ganske flygtigt. Han er ikke alene i Stand til at give ret fyldige Oplysninger, men han kan endog give en Tegning af den runde Etageovn, som Justitsraad Manthey, der blev Müllers Efterfølger, havde ladet bygge i Vinteren 1805 til 1806. Under Mantheys Ledelse syntes det, at Fabriken bedre skulde svare Regning end hidtil. Tilvirkningsmaaden blev forbedret, og man lagde større Vægt end tidligere paa Forfærdigelsen af let sælgelige Varer, men nu kom Kjøbenhavns Bombardement, der umiddelbart gjorde stor Skade, og Krigen med England, der bl. a. bevirkede, at Fabriken saa godt som ikke kunde faa Tilførsel hverken af Porcellænjord eller Brænde, der udelukkende benyttedes til Ovnene.
Ved alle tænkelige Kunstgreb blev den holdt i Gang saa længe som muligt for at Arbejderne ikke skulde blive brødløse, men Aar 1810 maatte den dog standse. Aar 1812 nedlagde Manthey sin Post. Trods alle Anstrengelser var Udskud og Vraggods ved Brændingen stegen i en ganske overordentlig Grad under ham, hvilket maaske for en stor Del kan tilskrives den Omstændighed, at de nye Indretninger ikke fik Tid til at blive Arbejderne tilvante, og det maa ikke heller overses, at ydre uheldige Omstændigheder samtidigt indtraf.
Da Manthey gik af, stod en Reorganisation for Døren; ved Reskript af 15de Juni 1813 blev Fabriken henlagt under General Land-Økonomi- og Kommercekollegiet. Fra Aar 1793 havde den mærkværdigt nok henhørt under General-Post-Direktionen; tidligere endnu havde dens Bestyrelse havt umiddelbart Referat til Kongen.
Fabrikens tredie Tidsrum begyndte ikke gunstigt. Porcellænjorden fra Limoges var oparbejdet, og Tiderne tillode ingen ny Forsyning; man var alene henvist til Jorden fra Bornholm. Dennes Bearbejdelse blev derfor vel omhyggeligere end nogensinde før: et nyt Slæmmeapparat af Administrator Boye blev indført, men Porcellænet, man fik heraf, kunde dog aldrig blive saa hvidt og gjennemsigtigt som Porcellænet af fransk Jord, skjøndt det maaske blev stærkere og varigere.
Efterhaanden kom man dog ud over de værste Vanskeligheder; Gottfried Garlieb, der var økonomisk Administrator fra 1816 til 1833, foretog Rejser til Tyskland (1818) og Frankrig (1823), hvorfra han hjembragte gode Erfaringer, og det kunstneriske Tilsyn med Fabriken blev overdraget Professor Hetsch, ligesom det kan nævnes, at afdøde Etatsraad Forchhammer i Aaret 1822 blev ansat som Laborant ved Fabriken. Selve Massen blev bedre herefter, Formerne og Dekoreringerne smukkere, men trods disse Fremskridt vilde Fabriken dog stedse ikke betale sig.
Den 1ste Juli 1858 blev Kand. pol. F. Holm Fabrikens Administrator. Opgaven var uden noget Tilskud fra Statskassens Side at give Driften et større Opsving og sikre Statskassen et lille aarligt Overskud trods den voxende Konkurrence fra den nylig oprettede Bing & Grøndahls Porcellænfabrik saa vel som fra Udlandet. Med de smaa Midler, som Fabrikens ringe Driftskapital ydede, kunde Vejen ikke være nogen anden end at søge at gjøre Tilvirkningen billigere og formindske Risikoen under Brændingen samtidig med, at Varernes Kvalitet forbedredes for om muligt at kunne sælge billigere. Der indførtes derfor en stor Del tekniske Forandringer og Forbedringer tilligemed forskjellige økonomiske Foranstaltninger. Den vigtigste af disse var den, at den gamle runde Porcellænovn fra 1805, hvor der var brugt Fyrrebrænde, i 1861 forandredes, saaat den kunde ophedes med Stenkul, samtidig med at Blankovnsafdelingen deri forstørredes fra c. 440 til c. 540 Kubikfod. Ved en forandret Arbejdsinddeling gjordes det tillige muligt at forøge Brændingernes Antal fra 52 til 77 aarlig (1866). Derved opnaaedes en betydelig Besparelse, der gjorde det muligt at nedsætte Priserne paa en Mængde kourante Artikler. Et bedre Resultat af Sorteringen opnaaedes ved forbedrede Arbejdsmaader, Forandring af Kapselmassens Sammensætning og hensigtsmæssigere Forme af Kapsler til flere Arter af Varer. Ved en ny Porcellænmasse og Glasur erholdtes smukkere hvidt Porcellæn, og Pletterne paa dette formindskedes ved en Omordning af Slæmmeriet, Anvendelsen af finere Sigter og ved at forsyne Stamperne, hvormed Kvarts og Feldspat blev pulveriseret, med Sko af en haard Sandsten i Stedet for Jern.
Produktionen voxede trods Prisnedsættelsen noget og naaede sit Maximum i 1863—1864 med 112,800 Kr., da Afsætningen som Følge blandt andet af Udstillingen i London ogsaa naaede sit Maximum nemlig i 1862—1863 117,772 Kr. og 1863—1864 114,804 Kr. Netto. Fabriken deltog i denne Periode med Hæder i Udstillingerne i London 1862, Malmø 1865, Stockholm 1866 og Paris 1867.
Da det paa Grund af den stedse stigende Konkurrence viste sig nødvendigt at give Virksomheden et større Omfang for at kunne tilfredstille Statskassens Fordring om et passende Udbytte, hvortil desuden Resultaterne af Driften i 1862—1864 opmuntrede, men Finantsministeriet ikke vilde gjøre Udlæg til den dertil nødvendige Udvidelse af Fabriken, besluttede Ministeriet i 1867 at sælge Fabriken ved Auktion. Grosserer G. A. Falck kjøbte den da for 270,000 Kr. og overtog den fra 1ste Januar 1868 med Bibeholdelse af Administrator Holm som teknisk Leder af Driften og med Tilladelse til fremdeles at drive Fabriken under Navn af «Den kgl. Porcellænfabrik i Kjøbenhavn«.
Da en Udvidelse maatte være en nødvendig Betingelse for et heldigt Resultat, blev der strax taget fat paa Planerne til en saadan, og i Foraaret 1869 var den for den væsenligste Del fuldført. En ny større Porcellænovn med et Rumfang i Blankovnen af c. 1100 Kubikfod opførtes ved Siden af den gamle, der senere, i 1871, atter forstørredes med 84 Kubikfod, saaat Fabriken nu har 2 3etages Ovne. Den gamle Hestegang og de øvrige Apparater til Massetilberedningen ombyttedes med en Dampmaskine, Stengang, Knusecylinder (Alsingsk Tromle) og en Filtrerpresse, ligesom ogsaa hele Slæmnieriet og Massebeholderne forandredes. Samtidig bleve ogsaa Værkstederne omordnede og udvidede.
Senere ere Bestræbelserne for at indføre tekniske Forbedringer og fuldkommengjøre Fabrikaterne gaaede Haand i Haand med Bestræbelserne for at skaffe Fabriken en større Afsætning navnlig til Udlandet, og som en væsenlig Hjælp dertil er ogsaa, ligesom i forrige Periode, dels mange nye smagfulde Modeller og Mønstre anskaffede med Bistand af Kunstnere, som Aagaard, Dahlerup, Olrik, Peters, Vieth, Stein o. fl., dels mange af de gode gamle Modeller tagne frem igjen efter i lang Tid at have været tilsidesatte.
Det Standpunkt, hvortil Fabriken i denne Periode er naaet, fremgaar maaske bedst af den Bedømmelse, der blev dens Fabrikata tildel paa Udstillingen i Kjøbenhavn 1872 og den smigrende Beretning, som ledsagede denne og hvori det udtrykkelig fremhævedes, at Fabrikens Tilvirkninger stode ikke lidet over de andre Porcellænfabriker, man dog ogsaa havde ment at turde tilkjende en første Præmie. I Aaret 1873 deltog Fabriken ogsaa med Hæder i Udstillingen i Wien.
Bing & Grøndahls Porcellænfabrik grundlagdes 1853 af Brødrene M. H. & J. H. Bing i Forening med F. Grøndahl, der i en Aarrække havde været beskjæftiget som Arbejder ved den kgl. Porcellænfabrik.
Man har i de forløbne Aar udelukkende tilvirket det «haarde« franske Porcellæn. Fabriken beskjæftigede i de første Aar 25—35 Arbejdere og var mest beregnet paa at tilvirke kunstneriske Gjengivelser i Biskuit af Thorvaldsens og Bissens Værker, men stillede sig senere med Held den Opgave at fortrænge de slette tyske og engelske Varer, der i sin Tid indførtes til Anvendelse i de mere velhavende Familier; den tarveligere Middelstand nøjedes da som nu med dansk og udenlansk Fajance. I Aaret 1856 døde Grøndahl.
Der forbrugtes af Porcellænmasse Aar 1856 306,000 Pund, 1867 824,000 Pd. og i 1877 1,904,000 Pd.
Begyndelsestallet af Arbejdere var, som ovenfor anført, beskedent nok; nu er Fabriken indrettet paa i stærkt beskjæftigede Perioder at kunne anvende c. 250 mandlige og kvindelige Arbejdere.
I Begyndelsen anvendtes endel udenlandske Arbejdere, men efterhaanden som det lykkedes at opdrage Indfødte til denne Industri erstattede disse med megen Dygtighed de Fremmede, og for Øjeblikket, er det kun i et enkelt Fag — Tilvirkning af Tallerkener — at Fabriken beskjæftiger Franskmænd. En Ovns Kubikindhold anslaas til c. 700 Kubikfod og af saadanne Ovne tømte man i 1877 16 Stykker maanedlig.
Af Kunstnere, der i den forløbne Aarrække have staaet Fabriken bi, nævnes: Bissen, Stein, Conradsen, Monies og Sørensen; indtil 1868 forestod afdøde Landskabsmaler Juel den artistiske Ledelse; efter den Tid har Etatsraad Heinr, Hansen Overtilsynet med den kunstneriske Del af Arbejdet.
Last, not least blandt vort Lands Fabriker til Fremstilling af Porcellæn og Fajance maa nævnes den yngste: »Aluminia«, der dog kun som Bisag beskjæftiger sig med Porcellæntilvirkning, men hovedsagelig har kastet sig over Fajancefabrikationen. Denne Fabrik, der blev anlagt paa Kristianshavn Aar 1863, blev Aar 1869 flyttet til Frederiksberg og gik Aar 1872 over til et Aktieselskab med en Kapital paa 800,000 Kroner. Under sin dygtige og driftige Bestyrer, Schou, har den udviklet sig saa betydeligt, at den i Størrelse og Produktion staar paa et særdeles højt Standpunkt, og den kan i saa Henseende maale sig med de større engelske Fajancefabriker. Aluminias Produktion beløb sig i Aarene 1864—1869 til gjennemsnitlig 160,000 Kr. aarlig; i Aarene 1870—1872 til 360,000 Kr. aarlig og i Aarene 1873—1879 til omtrent 650,000 Kr. aarlig; der exporteres for Øjeblikket til et Beløb af c. 80,000 Kr. om Aaret, for en meget stor Del til Norge, hvor Aluminias Varer med Held have optaget Konkurrencen med de svenske Fabriker, skjøndt disses Produkter kunne sælges billigere som Følge af Toldforholdene mellem de to forenede Riger. I Fabriken »Aluminia« beskjæftiges der for Tiden c. 250 Arbejdere.
Som Ejendommeligheder ved »Aluminia« sammenlignet med »den kgl. Porcellænfabrik« og Bing & Grøndahls ville vi nævne, at samtlige Drejeskiver drives ved Dampkraft, der ved en særdeles snild Mekanisme med største Lethed kan reguleres af hver enkelt Arbejder. Dernæst ere de store Tørrekamre forsynede med Vægge, der kunne drejes i mange Dele om lodrette Axler og som paa begge Sider ere forsynede med Hylder, hvor de Varer, der skulle tørres, blive anbragte; medens nu den ene Side af en saadan Vægdel vender ind mod Tørrekamret, vender den anden ud mod den store Arbejdssal; paa denne Sides Hylder sættes nu de Sager, der skulle underkastes Tørring, Væggen svinges rundt og de Sager, der for et Øjeblik siden befandt sig indenfor Tørrekamrets Omraade, befinde sig nu i Arbejdssalen; de tages ned af Hylderne, utørrede Sager sættes i deres Sted, Væggen svinges atter rundt o. s. v. Ved denne Indretning undgaar man Opholdet i det usunde Tørrekammer. Endelig maa bemærkes, at Aluminias 16 Ovne, ordnede i to Rækker med 8 i hver, opvarmes ved Gas, der udvikles af 3 Generatorer, hvoraf dog kun 2 ad Gangen ere i Virksomhed.
Hvad selve Tilvirkningen i Aluminia angaar, da omfatter den hovedsagelig saadanne Artikler, der ere let afsættelige, og kun undtagelsesvis giver den sig af med Kunstsager, der kun vanskelig kunne finde noget Marked; imidlertid har man i den seneste Tid med afgjort Held forsøgt at fremstille særdeles fint dekorerede Fajancesager i gamle Mønstre, og det synes, som om det udenlandske Marked har Tilbøjelighed til at paaskjønne Fremkomsten af disse pragtfulde men ogsaa meget kostbare Artikler.
De Tusinder af Kors og Ringe m. m., der benyttes i »Aluminia« for at holde Sagerne adskilte under Brændingen, forarbejdes i Frederiksberg Kommunes Fattighus, medens de naturligvis brændes i selve Fabriken.
Blandt de finere Lervarer, der tilvirkes i Danmark, maa endnu nævnes Terrakottaen, der har hævet sig til et meget højt Standpunkt, og hvoraf der produceres en stor Mængde, der for en væsentlig Del udføres. England og Amerika ere de største Forbrugere af de Kunstsager af Terrakotta, der udgaa fra flere herværende Fabriker, hvoraf Ipsens indtager den første Plads; der forfærdiges navnlig Statuer, Vaser, Skaale, som oftest i antik Form og udsmykkede med Blomstermaling, hvad der dog mangen Gang ikke tager sig godt ad paa de strengt antike Former.
Inden vi slutte denne Fremstilling maa vi med et Par Ord omtale en Industri, der er ejendommelig for Danmark, nemlig Fremstillingen af de saakaldte »Jydepotter«, der i umindelige Tider ere udgaaede navnlig fra Egnen om Varde. Ved disse sorte Kar er der nu i og for sig intet særeget, de ere hyppigt plumpe i Formen og daarligt brændte; men ved deres Tilvirkning er der den Ejendommelighed, at det navnlig er Kvinder, »Grydepiger«, der forfærdige dem. Af det blaalige en Vinter over henlagte Ler tilvirker en Grydepige fra det tidlige Foraar, da Arbejdet begynder, til sent om Efteraaret 6 til 8 Læs Gryder, hvert paa omtr. 15 Snese. Allerede i forrige Aarhundrede finde vi et særligt Skrift om Jydepotterne: »Om de sorte jydske Lerkars Fabrikationsmaade og denne Industris Artikels Fordel for Staten af Dr. theol. L. Smith«, der fremhæver deres Tilvirkning som en god Husflidsgjerning i Modsætning til saa megen anden Husflid, der efter hans Mening ikke er fordelagtig for Staten. Han meddeler, at en Snes Jydepotter paa Tilvirkningsstedet kostede 82 Øre, det er 4 Øre for Stykket, medens en saadan allerede i Vejle kostede 25 til 32 Øre og i Kjøbenhavn 48 til 64 Øre.
Hvad den danske Teglværksindustri angaar ville vi blot anføre som historisk Faktum, at den ældste hidtil kjendte Bevilling til et Teglværksanlæg i Danmark er af 17de November 1729.
Sverig. Oplysningerne om den svenske Lervaretilvirkning gaa ikke stort længere tilbage end til Midten af forrige Aarhundrede; der er dog al Grund til at antage, at de Pottemagerværksteder, der fandtes rundt omkring i Landet, have været i Stand til at tilfredsstille Forbruget af simplere Varer, medens de finere ere blevne indførte fra Udlandet. Den ældste svenske Lervarefabrik, Rörstrand, blev anlagt af et Interessentskab i Aaret 1728, men den begyndte ikke sin Virksomhed førend i Aaret 1730. De udenlandske Mestere, der ledede Fabrikens første Skridt, synes ikke at have været deres Kald voxne; da Svenskeren Fahlström Aar 1741 blev sat i Spidsen for Fabriken, gik det imidlertid fremad med Rörstrands Virksomhed, om det end varede adskillige Aar, førend Tilvirkningen kunde kaldes tilfredsstillende. Aar 1753 gik Fabriken over til et nyt Selskab, og Ingman (Nordenstolpe) blev dens Bestyrer; under hans Ledelse steg Tilvirkningen i Løbet af 12 Aar til omtrent det tredobbelte; Aar 1765 beskjæftigede Fabriken 122 Arbejdere. Rörstrand havde imidlertid allerede dengang faaet en farlig Medbejler i Fabriken ved Marieberg. Nordenstolpe var ved sin Død Aar 1773 den eneste Ejer af Rorstrand, som i den sidste Tid havde begyndt at betale sig; hans Arvinger kjøbte Marieberg Aar 1782, men nedlagde dog denne Fabrik Aar 1788. Aar 1797 kjøbtes Rörstrand af Direktør Geijer og gik efter hans Død over til hans Arvinger. I Aaret 1868 var der endelig et Aktieselskab, som overtog Fabriken.
I det forrige Aarhundrede tilvirkede Rörstrands Fabrik kun det saakaldte Delftporcellæn, der næsten udelukkende dekoreredes med blaa Farve, men efter Aaret 1760 anvendtes ogsaa brogede Mønstre. Fig. 178 viser en Skaal, der er tilvirket noget efter Aar 1760. Rokokkostilen var gjennemgaaende; derhos udførtes der endel Efterligninger af Fajancerne fra Rouen, den saakaldte »genre rouennais«. Massen var Ler fra Upsala. I Begyndelsen af dette Aarhundrede ophørte man med Tilvirkningen af det gamle Fabrikat og tog tat paa Fremstillingen at forskjellige Varer, der skulde være en Efterligning af Wedgwoods fine Fajance eller Queens ware; det tilvirkedes af Ler fra Köln og glaseredes med gjennemskinnelig, blyholdig Glasur.
Omtrent Aar 1810 blev der forskrevet en engelsk Dampmaskine til Fabriken, som fortsatte Tilvirkningen af det sidstnævnte Slags Varer indtil man omtrent Aar 1830 indkaldte en engelsk Værkmester; man gik nu over til Fabrikation efter engelsk Mønster og med engelsk Ler. Denne Virksomhed blev fortsat næsten uforandret indtil kort Tid efter Aar 1850; men nu foretoges der gjennemgribende Forandringer baade med Hensyn til Fabriksindretninger og i Almindelighed med Hensyn til Tekniken. I Aaret 1857 begyndte man Tilvirkningen af Kakkelovne af en særlig tilberedt hvid og ildfast Masse med gjennemskinnelig Glasur, en Fabrikation, som nu har naaet et meget betydeligt Omfang; Aar 1859 tilvirkedes de første Parianartikler, Aar 1865 tog den egentlige Porcellænfabrikation (haardt Porcellæn) sin Begyndelse; denne tilvirker dog væsentlig kun en eneste Vare i større Omfang, nemlig Isolatorer til Telegrafledninger. Aar 1868 tog Fabriken fat paa Tilvirkning af Majolika, hvoraf en ikke ringe Mængde finder Afsætning i Udlandet. I Aaret 1873 fabrikeredes der Varer til en Værdi af mere end 1,100,000 Kr., og Arbejdernes Antal beløb sig til omtrent 500.
Den ovenfor nævnte Fabrik ved Marieberg blev anlagt af Ehrenreich Aar 1758 i Nærheden af Stockholm, men nedlagdes, som omtalt, allerede Aar 1788. Mariebergs Tilvirkninger bestode, ligesom de samtidige fra Rörstrand, hovedsagelig af Fajance med hvid, uigjennemskinnelig Glasur, men der fabrikeredes derhos ogsaa Porcellæn fra 1778—1782; Formerne vare i Almindelighed ikke originale men laante fra Marseille- og Strassburgfajancerne. Porcellæntilvirkningen naaede aldrig noget betydeligere Omfang og udviklede sig aldrig til en virkelig Fabrikation. De Gjenstande, som endnu findes af Mariebergs Porcellæn, ere navnlig smaa Figurer, Frugtkurve, Terriner m. m. Det meste bestaar af blødt Porcellæn, men der er ogsaa undtagelsesvis Gjenstande af haardt Porcellæn. Paa endel af Mariebergs Fabrikata ere Dekorationerne anbragte ved Hjælp af Trykning. Som det maaske vil erindres, var det Sadler og Green i Liverpool, hvem den Opfindelse skyldes at kunne anbringe Farver paa Lervarer ved denne Fremgangsmaade. Ti Aar senere (1766) gjorde Stenman ved Marieberg Fabrik den samme Opfindelse, som det synes uden at have havt noget Kjendskab til den engelske Opfindelse. I Aaret 1766 kulminerede Fabrikens Tilvirkning, men naaede da kun en Værdi af 200,000 Kroner. Porcellænet fra Marieberg er ivrigt efterspurgt af Samlere og betales højt.
Gustafsberg, den yngste af de svenske Porcellænfabriker, blev anlagt af Öhmann og Vennberg Aar 1827 ikke langt fra Stockholm. I de første 20 Aar blev Tilvirkningen staaende omtrent paa det samme Standpunkt, og det er egentlig først fra Aar 1850, da Fabriken gik over til Firmaet Godenius & Cie, at Gustafsberg tog et betydeligt Opsving. Fabriken har navnlig gjort sig bekjendt i Indland og Udland ved sine smukke Gjenstande af Parian. I Aaret 1873 steg Tilvirkningens Værdi til omtrent 1,100,000 Kroner, og der var henved 500 Personer ansatte ved Fabriken.
Naar vi notere de betydelige Summer, hvortil Tilvirkningen beløber sig ved denne Fabrik og ved Gustafsberg, ville vi dog udtrykkeligt bemærke, at der ved de svenske Fabriker gjennemgaaende ikke tilvirkes andet end »engelsk« og kun ganske undtagelvis haardt Porcellæn.
Blandt de svenske Lervarefabriker maa endnu nævnes Höganäs; den tilvirker foruden mange forskjellige Gjenstande af ildfast Ler (Stentøj) ogsaa almindelig Fajance. Fabriken begyndte sin Virksomhed Aar 1827. I Aaret 1872 beløb Værdien af Tilvirkningen sig til over 300,000 Kroner.
Som bekjendt spille Lerkakkelovnene en stor Rolle i Sverig, og de tilvirkes i alle Slags Godheder, lige fra den allerfineste Fajance, luxuriøst og smagfuldt udstyrede, saa at de blive virkelige Prydelser for de Værelser, hvori de blive opstillede, og lige til den simpelt murede Ovn, man kan se i den tarveligste svenske Bondestue.
Det er ikke bekjendt, fra hvilken Tid man kan datere Tilvirkningen af Lerkakkelovne i Sverig, men rimeligvis gaar den temmelig langt tilbage i Tiden. De ældste Kakkelovne vare sandsynligvis tilvirkede af godt Tegller og overtrukne med en farvet, gjennemskinnelig Glasur. I ældre Bygninger kan man endnu finde saadanne Ovne, og i fjernere Dele af Landet forfærdiges der endnu Ovne af et lignende Slags.
I det forrige Aarhundrede tilvirkedes der ved Rörstrand Ovnsten af Upsalaler, der glaseredes med tinholdig, uigjennemskinnelig Glasur. De, som man har tilbage fra den Tid, ere i Almindelighed malede med en eller to Farver og se ret godt ud. Det syntes dog kun at være de to Fajancefabriker Rörstrand og Marieberg, der forstode at tilberede smuk hvid Glasur, og de Kakkelovne, der bleve forfærdigede i Sverig efter at disse Fabriker havde ophørt med Tilvirkningen af emailleret Fajance, vare af underordnet Beskaffenhed hvad Glasurens Udseende og Holdbarhed angaar. I Aaret 1840 lykkedes det imidlertid en Fabrikant Vestman efter flere Aars Forsøg at finde en Glasur, der baade var glansfuld og hvid samt meget holdbar. Fra denne Tid kan man regne Begyndelsen af den nye svenske Kakkelovnsindustri, der nu har hævet sig til en saadan Højde, at den sikkert er større end noget andet Lands.
Den betydeligste svenske Kakkelovnsfabrik er for Øjeblikket Åkerlindhs, der ligger paa Kungsholmen.
Udførslen til Udlandet har naaet et betydeligt Omfang og er stadigt tiltagende.
Fodnoter[redigér]
I den trykte bog er de enkelte fodnoter skrevet på samme side som de optræder i teksten, men da det ikke er muligt i den digitale udgave er de i stedet samlet herunder.
- ↑ Til denne korte Fremstilling er benyttet dels C. Nyrops Meddelelser i Industriforeningens Maanedsskrift Februar og Marts 1878 dels velvillige Oplysninger fra de forskjellige Fabriker.