Paa Kierkegaardske „Stadier“, et Livsbillede/1
I.
Gjæstebudet.In vino veritas.
.... I de lange Vinteraftener, naar jeg ikke havde Andet at bestille, tog jeg da stundom Bogen frem, og læste i den til min Fornøielse. Men jeg kan ikke sige, at Fornøielsen var stor, thi jeg forstod ikke Stort, men havde dog min Fornøielse af at sidde og spekulere over, hvad det Hele vel kunde være....
Hvilken skjøn Syssel at tilberede sig en Hemmelighed, hvor forførerisk at nyde den, og dog, hvor betænkeligt stundom at have nydt den, hvor let, at den ikke bekommer En vel! Vel kan der være Nydelse i en Erindring; men Erindringen maa da ikke blot være nøiagtig, den maa ogsaa være lykkelig. Som Druen ikke lader sig perse til enhver Tid, som Veirliget i Persningens Tid har stor Indflydelse paa Vinen, saaledes lader det Oplevede sig heller ei erindre eller inderindres til enhver Tid eller under enhver Omgivelse.
At erindre er ingenlunde identisk med at huske. Man kan saaledes godt huske en Begivenhed til Punkt og Prikke uden derfor at erindre den. Hukommelsen er kun en forsvindende Betingelse. Ved Hukommelsen stiller det Oplevede sig frem for at modtage Erindringens Indvielse.
Forskjellen skjønnes allerede i Menneskealderens Forskjellighed. Oldingen taber Hukommelsen, der overhovedet er den Evne, som tabes først. Dog har Oldingen noget Digterisk, han er i Folkeforestillingen prophetisk. Men Erindringen er jo ogsaa hans bedste Kraft, hans Trøst, der trøster ham med det prophetiske Fjernsyn. Barndommen har omvendt i høi Grad Hukommelse og Nemme, slet ikke Erindring. Istedetfor at sige: Alderdommen glemmer ikke, hvad Ungdommen nemmer, kunde man maaskee sige: hvad Barnet husker, erindrer Oldingen. Oldingens Brille slibes til at see nærved med. Naar Ungdommen bruger Briller, er Glasset til at see paa Afstand, thi den mangler Erindringens Kraft, hvilken er: at fjerne, bringe paa Afstand.
Erindringen vil hævde et Menneske den evige Continuitet i Livet, og sikkre ham, at hans jordiske Tilværelse bliver uno tenore, eet Aandedrag og udsigeligt i Eet. Dette er Betingelsen for Menneskets Udødelighed, at Livet er uno tenore.
Besynderligt nok, er, saavidt jeg veed, Jacobi den Eneste, hos hvem man finder Yttringer om det Forfærdelige i at tænke sig selv udødelig. Det var ham stundom, som skulde Udødelighedens Tanke, hvis han fastholdt den lidt længer i det enkelte Øieblik, forvirre ham Forstanden. Er Grunden den, at Jacobi var nervesvag? En stærk Mand, der har faaet haard Hud i Haanden alene ved at slaae i Prædikestolen eller Kathedret, hver Gang han beviste Udødeligheden, føler ingen saadan Forfærdelse, og dog forstaaer han sig jo paa Udødeligheden, thi at have haard Hud betyder jo paa Latin at forstaae sig paa Noget tilgavns.
Egentlig kan man kun erindre det Væsentlige. Det Væsentlige betinges ikke blot ved sig selv, men ogsaa ved sit Forhold til den Paagjældende. Den, der har brudt med Ideen, kan ikke handle væsentlig, kan intet Væsentligt foretage sig; det skulde da være at angre, der er den eneste nye Idealitet. Alt, hvad han ellers gjør, er uvæsentligt, trods de ydre Kjendetegn.
Men det Erindrede kan man heller ikke glemme. Det Erindrede er ikke, som det Huskede er ligegyldigt mod Hukommelsen, ligegyldigt mod Erindringen. Det Erindrede kan man kaste bort; det vender tilbage ligesom Thors Hammer, og ikke blot saaledes, men det har en Længsel efter Erindringen som en Due, ja, som den Due, der, hvor ofte den end sælges til Andre, aldrig kan blive en Andens Eiendom, fordi den bestandig flyver hjem.
For at tilveiebringe sig en Erindring, hører der Kjendskab til Stemningers, Situationers, Omgivelsers Modsætninger. En erotisk Situation, hvori Pointen var Landlivets hyggelige Afsideshed, lader sig stundom bedst erindre og inderindre i et Theater, hvor Omgivelsen og Larmen tvinger Modsætningen frem. Altid er dog den ligefremme Modsætning ikke den lykkelige. Modsætningen kan være yderst reflecteret. — Yderspidsen af Reflectionsforholdet mellem Hukommelse og Erindring er at bruge Hukommelsen mod Erindringen. Tvende Mennesker kunne af den modsatte Grund ikke ville see et Sted igjen, der minder om en Begivenhed. Den Ene aner slet ikke, at der er Noget til, som hedder Erindring, men frygter blot Hukommelsen. Ude af Øie, ude af Sind, tænker han; naar han blot ikke seer, saa har han glemt. Den Anden vil netop erindre, derfor vil han ikke see; kun mod de ubehagelige Erindringer bruger man Hukommelsen.
Det her Fremsatte er mig selv til Erindring om Tanker og Tankesysler, der mange Gange og paa mange Maader have beskæftiget min Sjæl. Anledningen til, at de henkastedes, er, at jeg nu føler mig stemt til at ville indfrie en oplevet Begivenhed for Erindringen, til at ville optegne, hvad der allerede i nogen Tid har ligget færdigt husket, og partielt ogsaa erindret.
Vel veed jeg, at jeg ikke saa snart skal glemme hiint Gjæstebud, hvori jeg blev deeltagende uden at være Deeltager; men desuagtet kan jeg nu ikke beslutte mig til at slippe det, uden at have sikkret mig et omhyggeligt απομνημονευμα af, hvad der for mig virkelig var memorabile.
Erindringens erotiske Forstaaelse har jeg søgt at begunstige, derimod har jeg Intet gjort for Hukommelsen. Erindringens Situation er dannet ved Modsætningen, og allerede i nogen Tid har jeg søgt at slette mig det Erindrede ind i Omgivelsens Modsætning.
Den pragtfuldt oplyste Spisesal, hvor Gjæstebudet holdtes, Lysreflexionens berusende Straalehav frembragte en phantastisk Virkning. Forsaavidt ønsker Erindringen en Modsætning, der ikke er phantastisk. Det Exalterede i Deeltagernes Stemning, Festlighedens Larmen, Champagnens skummende Lyst erindres bedst i en stille afsides Glemthed. Aandens Yppighed, som den svulmede i de Talendes Stemning, erindres bedst i fredsom Tryghed.
Der ligger i Gribs-Skov et Sted, som kaldes Ottekrogsveien; kun den finder det, som søger værdeligen, thi intet Kort angiver det. Navnet selv synes ogsaa at indeholde en Modsigelse, thi hvorledes kan et Sammenstød af otte Veie danne en Krog, hvorledes kan det Alfare og Befarne forliges med det Afsides og Skjulte? Og dog er det saaledes: der er virkelig otte Veie, men dog meget eensomt; afsides, skjult, lønligt er man der ganske nær ved et Hegn, som hedder Ulykkes-Hegnet. Modsigelsen i Navnet gjør da Stedet blot mere eensomt, som Modsigelse altid gjør eensom. De otte Veie, den megen Færdsel er kun en Mulighed, en Mulighed for Tanken, thi Ingen befarer denne Vei uden et lille Insekt, der haster tvers over lente festinans; Ingen befarer den uden hiin flygtige Reisende, der idelig seer sig om, ikke efter Nogen, men for at undgaae Alle, hiin Flygtning, der selv i sit Skjulested ikke fornemmer den Reisendes Længsel efter Budskab fra Nogen, hiin Flygtning, hvem kun den dødbringende Kugle indhenter, der vel forklarer, hvorfor Hjorten nu blev stille, men ikke, hvorfor den var saa urolig; Ingen færdes paa denne Vei uden Vinden, om hvem det ikke vides, hvorfra den kommer, eller hvor den farer hen. Selv Den, der lod sig bedrage af hiin forføreriske Vinken, hvormed Indesluttetheden hist inde fanger efter Vandringsmanden, selv Den, der fulgte den snevre Fodsti, som frister ind i Skovens Indelukke: selv han er ikke der saa eensom, som man er det ved de otte Veie, paa hvilke Ingen reiser. Otte Veie og ingen Reisende! Det er jo, som var Verden uddød og den Efterlevende bragt i den Forlegenhed, at der var Ingen til at begrave ham; eller som var det hele Folkefærd vandret ud ad de otte Veie og havde glemt Een! — Er det sandt, hvad Digteren siger: bene vixit, qui bene latuit, saa har jeg levet vel, thi min Krog var godt valgt. Vist er det ogsaa, at Verden og Alt, hvad som derudi befindes, aldrig tager sig bedre ud, end naar det sees fra en Krog, og man maa liste sig til at see; vist er det ogsaa, at Alt, hvad der er hørt i Verden, og skal høres, lyder lifligst og meest fortryllende, hørt fra en Krog, naar man maa liste sig til at lytte.
Saa har jeg da oftere søgt ud til min Afkrog. Jeg kjendte den før, længe før, nu har jeg lært ikke at behøve Natten for at finde Stilhed, thi her er altid stille, altid skjønt, men skjønnest synes det mig nu, naar Høstsolen holder Midaften og Himlen blaaner smægtende; naar Skabningen aander efter Heden, naar Kølingen giver sig løs, og Engens Blad zittrer vellystigt, medens Skoven vifter; naar Solen tænker paa Aftenen for at svale sig i Havet, naar Jorden skikker sig til Hvile, og tænker paa Taksigelsen, naar de før Afskeden forstaae hinanden i den ømme Sammensmelten, der mørkner Skoven og gjør Engen grønnere.
O, venlige Aand, Du, som beboer disse Steder, hav Tak, at Du altid fredede om min Stilhed, hav Tak for hine Timer, tilbragte med Erindringens Syssel, hav Tak for det Skjulested, som jeg kalder mit!"
Det var en af de sidste Dage i Juli Maaned, at Deeltagerne samlede sig til hiint Gjæstebud. Datum og Aarstal har jeg glemt; Sligt interesserer da ogsaa kun Hukommelsen, ikke Erindringen. Stemning, og hvad der sorterer under Stemning, er alene Erindringens Gjenstand, og som den ædle Viin vinder ved at passere Linien, fordi Vandpartiklerne fordampe, saaledes vinder Erindringen ogsaa ved at tabe Hukommelsens Vandpartikler: dog bliver Erindringen ligesaalidt derved en Indbildning, som den ædle Viin bliver det. — Deeltagerne vare fem: Johannes med Tilnavn Forføreren, Victor Eremita, Constantin Constantius og endnu Tvende, hvis Navne jeg just ikke har glemt, hvad der var temmeligt ligegyldigt, men hvis Navne jeg ikke fik at vide. Det var, som havde disse Tvende intet proprium, thi de nævnedes bestandig kun ved et Epitheton. Den Ene blev kaldet det unge Menneske. Han var vel heller ei mere end nogle og tyve Aar, slank og fiint bygget, meget mørkladen. Udtrykket i hans Ansigt var tænksomt, men mere end dette behagede hans Mine, der elskelig og indtagende udprægede en Sjælereenhed, der harmonerede ganske med hans hele Skikkelses næsten qvindelige vegetative Blødhed og Gjennemsigtighed. Men denne ydre Skjønhed glemte man dog igjen over det næste Indtryk, eller man beholdt det kun in mente, medens man betragtede en Yngling, der kun dannet, eller, for at bruge et endnu zartere Udtryk, opdægget ved Tanken, næret ved sin Sjæls eget Indhold, Intet havde havt med Verden at skaffe, hverken var bleven vakt og opflammet, eller uroliget og forstyrret. Lig en Søvngjænger havde han Loven for sin Optræden i sig selv, og hans elskelige velvillige Mine angik Ingen, men afspeilede kun Sjælens Grundstemning. Den Anden kaldte de Modehandleren, hvilket var hans borgerlige Stilling. Af ham var det en Umulighed at faae et heelt Indtryk. Han var klædt efter den allernyeste Mode, krøllet og parfumeret, duftende af eau de Cologne. Hans Optræden var i eet Øieblik ikke uden Aplomb, men i næste Øieblik antog hans Gang en vis dandsende Festlighed, en vis Svæven, som hans Førlighed dog indtil videre satte en Grændse for. Selv naar han var mest ondskabsfuld i sin Tale, havde hans Stemme bestandig noget af den Boutique-Behagelighed, den Galanteri-Sødlighed, som vist var ham selv yderst modbydelig, og kun tilfredsstillede hans Trods. Naar jeg nu tænker paa ham, forstaaer jeg ham vel bedre, end da jeg saae ham træde ud af Vognen, og uvilkaarlig kom til at lee.
Fløidørene aabnedes; Virkningen af den straalende Belysning, Kjøligheden, der strømmede dem imøde, Anretningens Smagfuldhed overvældede et Øieblik de Indtrædende, og da der i det samme fra Orchestret lød Toner af Ballet i Don Juan, forklaredes de Indtrædendes Skikkelser, og som af Ærbødighed for en usynlig Aand, der omgav dem, standsede de et Øieblik som den, hvem Beundring har vakt, og som er opstanden til Beundring.
Hvo veed, hvad det lykkelige Øieblik er, hvo har fattet dets Vellyst, og ikke fornummet hiin Angst, at der pludseligen skulde skee Noget, det Ubetydeligste, der dog er mægtigt til at forstyrre Alt! Hvo har holdt Lampen i sin Haand, og dog ikke følt Vellystens Besvimelse, fordi man blot behøver at ønske! — Saaledes stode de hos hinanden. Kun Victor stod noget afsondret, hensjunken i sig selv; en Gysen gik ham igjennem Sjælen, han skjælvede næsten; da samlede han sin Sjæl, og hilste Varslet med disse Ord: I skjulte, festlige, forføreriske Toner, der rev mig ud af en stille Ungdoms klosterlige Eensomhed, og bedrog mig med et Savn, som var det en Erindring, forfærdeligt, som hvis Elvira end ikke var bleven forført, men kun havde begjæret det! Udødelige Mozart, Dig, hvem jeg skylder Alt; dog nei, endnu skylder jeg Dig ikke Alt. Men naar jeg er bleven en Olding, hvis jeg nogensinde bliver det, eller naar jeg er bleven gammel, hvis jeg nogensinde bliver det, eller naar jeg skal døe, thi dette veed jeg dog, jeg skal, da vil jeg sige: udødelige Mozart, Dig, hvem jeg skylder Alt, da vil jeg lade den Beundring, der er min Sjæls første og dens eneste, bryde frem af al sin Magt, lade den dræbe mig, hvad den dog ofte har villet. Da har jeg beskikket mit Huus, da har jeg betænkt min Elskede, da har jeg tilstaaet min Kjærlighed, da har jeg ganske sandet, at jeg skylder Dig Alt, da tilhører jeg Dig ikke mere, ikke Verden, men kun Dydens alvorlige Tanke! — Nu lød fra Orchestret hiin Indbydelse, hvori Lysten jubler høiest, svinger sig himmelstormende over Elviras smertelige Taksigelse, og let apostropherende gjentog Johannes: viva la liberta; — et veritas, sagde det unge Menneske, men fremfor Alt in vino, afbrød Constantin dem, idet han selv tog Plads ved Bordet, og opfordrede de Andre dertil.
Hvor let er det ikke at gjøre et Gjestebud, og dog har Constantin forsikkret, at han aldrig mere vilde vove det! Hvor let er det ikke at beundre, og dog har Victor forsikkret, at han aldrig vil give sin Beundring Ord, fordi et Nederlag er forfærdeligere, end at blive Invalid i Krigen!
De toge Plads ved Bordet. I samme Øieblik var det lille Selskab midt ude paa Nydelsens uendelige Hav, som med et eneste Sæt. Enhver havde al sin Tanke, al sin Begjæring til Gjæstebudet, havde gjort sin Sjæl slet for Nydelsen, der tilbødes i Overflødighed, og hvori Sjælen flød over.
Saa spiste de da. Snart havde Samtalen flettet sin skjønne Krands om Gjæsterne, saa de sadde bekrandsede; snart var Samtalen forelsket i Maden, snart i sig selv, snart var det, som vilde den betyde Noget, snart igjen betydede den slet Intet. Snart viklede Indfaldet sig ud, hiint pragtfulde, der kun blomstrer eengang, hiint zarte, der lukker sig strax; da lød der et Udbrud af den Spisende: Disse Trøfler ere superbe; nu et Tilraab af Verten: denne Chateau Margeaux! Nu var Taffelmusikken bleven borte i Larmen, nu lød den atter. Snart stod Tjenerskabet som in pausa i det afgjørende Øieblik, naar en ny Ret sattes frem, eller en ny Viin bødes og nævntes ved Navn, snart blev der atter travlt. Nu indtraadte Tausheden et Secund, da gik atter Musikkens oplivende Aande over Gjæsterne. Nu kastede den Enkelte sig med en dristig Tanke i Spidsen for de Samtalende, og de fulgte ham, næsten glemmende Maden, og Musikken lød bagefter dem, som den lyder efter de Stormendes Jubel, snart hørtes kun Glassenes Larm og Tallerknernes Klang, og Spiisningens Gjerning skete taus, kun understøttet af Musiken, der festlig gik foran, og atter kaldte Samtalen frem. — Saaledes spiste de.....
Det unge Menneske reiste sig, erklærede, at han følte Vinens Magt, hvilket ogsaa var tildeels synligt; han talede:
Dersom der er Sandhed i Digterens Ord, kjære Drikkebrødre, da er jo ulykkelig Elskov den tungeste Smerte. Skulde det behøve noget Beviis, saa agter paa de Elskendes Tale. De sige, at den er Døden, den visse Død, og troe det første Gang fjorten Dage, anden Gang sige de, det er Døden, tredie Gang sige de, det er Døden, og endelig døe de engang — af ulykkelig Elskov; thi at de døe af Elskov, derom er ingen Tvivl, og at Elskoven maa tage tre Gange, for at tage Livet af dem, er ligesom at Lægen maa tage tre Gange, for at faae den faste Kindtand dragen ud. Men er ulykkelig Elskov den visse Død, hvor lykkelig er jeg da ikke, som aldrig har elsket, og forhaabentligen kun driver det til at døe een Gang, og heldigviis ikke af ulykkelig Elskov?
Skal Elskov blot være et Tankeexperiment, saa ere jo de Elskende latterlige, som virkelig gaae hen og forelske sig. Skal den derimod være noget Virkeligt, saa maa jo Virkeligheden bekræfte, hvad de Elskende sige om den. Intet andet Forhold mellem Menneske og Menneske gjør Fordring paa den Idealitet, som Elskoven, og dog skjønnes den aldrig at have den. Allerede af den Grund frygter jeg Elskov, fordi jeg frygter, den skulde have Magt til ogsaa at faae mig til at snakke hen i Luften om en Salighed, jeg ikke fornam.
For det Første finder jeg det komisk, at alle Mennesker elske og ville elske, og man da aldrig kan faae oplyst, hvad det Elskelige, det er: Elskovens egentlige Gjenstand, er. Hvad er det man elsker? Herpaa gives der intet andet Svar, end at man elsker det Elskelige. Svarer man nemlig med Plato, at man skal elske det Gode, da har man ved et eneste Skridt overskredet hele det Erotiskes Omfang. Men saa svarer man maaskee, at man skal elske det Skjønne. Dersom jeg da vilde spørge, om det at elske, er at elske en skjøn Egn, et smukt Maleri, saa vilde man strax see, at det Erotiske ikke forholder sig som Art til Elskovens Omfang, men er noget ganske Særeget. Vilde saaledes en Elsker, for ret at udtrykke, hvor- megen Elskov der boede i ham, holde saadan Tale: jeg elsker smukke Egne og min Lalage, og den skjønne Dandser og en skjøn Hest, kort, jeg elsker alt det Skjønne, saa vilde Lalage, om hun end ellers var tilfreds med ham, ikke være tilfreds med hans Lovtale, selv om hun var skjøn; og sæt nu, at Lalage ikke var skjøn, om han dog elskede hende.
Altsaa at elske — dertil svarer det Elskelige, og det Elskelige er det Uforklarlige. Det lader sig høre; men forstaae lader det sig ikke, ligesaa lidet som den uforklarlige Maade, hvorpaa Elskoven griber sit Bytte. Hvo vilde ikke føle det Ængstelige deri, hvis Menneskene omkring En Tid efter anden faldt om og døde ganske pludselig, eller bleve convulsiviske, uden at Nogen formaaede at forklare Grunden. Men saaledes griber Elskoven netop ind i Livet, kun at man ikke bliver ængstelig derved, da de Elskende selv ansee det for den høieste Lykke, men derimod kommer til at lee deraf; thi det Komiske og det Tragiske correspondere bestandigt. Idag taler man med et Menneske, kan nogenlunde forstaae ham, imorgen taler han i Tunger og besynderlige Gebærder — han er forelsket. Dersom Elskovens Udtryk var at elske den Første den Bedste, saa lod det sig forstaae, at man ikke nærmere kunde forklare sig, men da Elskovens Udtryk er: at elske en Eneste, en Eneste i den ganske Verden, saa synes en saa uhyre Udsondringsakt at muliggjøre en Forklaring. Men nei, den Elskende kan slet Intet forklare. Han har seet hundrede og atter hundrede Qvinder, han er maaskee bleven ældre, har Intet fornummet, pludselig seer han hende, hende den Eneste — Cathrine. Er dette ikke komisk; er det ikke komisk, at det, der skal forklare og forskjønne hele Livet: Elskoven, ikke er som et Sennepskorn, hvoraf der voxer et Træ, men endnu mindre, er i sin Grund slet Intet ....
Constantin talede saaledes:
Ogsaa jeg har grundet, og jeg har udgrundet Qvindens Kategori, ogsaa jeg har søgt, men jeg har ogsaa fundet, og gjort en mageløs Opdagelse, hvilken herved meddeles Eder. Hun opfattes ene rigtigt under Kategorien Spas. Manden tilkommer det at være absolut, at handle absolut, at udtrykke det Absolute; Qvinden ligger i Relationen. Mellem tvende saa forskjellige Væsener kan ingen sand Vexelvirkning finde Sted. Dette Misforhold er netop Spasen, og med Qvinden kom Spasen ind i Verden. Betragter man ikke Qvinden saaledes, kan hun afstedkomme ubodelig Skade; ved min Opfattelse bliver hun uskadelig og morsom. For en Mand er intet Forfærdeligere end at gribe sig selv i Piat. Hermed er al sand Idealitet tilintetgjort; thi at være en Skurk lader sig angre, ikke at have meent et Ord af, hvad man har sagt, lader sig fortryde, men at være Piat, at have meent Alt og see: det var Piat: Sligt væmmes endogsaa Angeren ved. Med Qvinden anderledes. Hun har et oprindeligt Privilegium paa i mindre end 24 Timer at transfigureres i det uskyldigste og tilgiveligste Galimathias; thi langtfra hendes oprigtige Sjæl være det at ville bedrage Nogen; hun mente Alt, hvad hun sagde, nu siger hun det Modsatte; men med samme elskelige Aabenhjertighed, thi nu vil hun døe paa det Modsatte. Dersom da Manden af fuld Alvor giver sig hen i Elskov, da kan han sige, at han har godt assureret, ifald han ellers nogetsteds kan saae assureret; thi et saa fængeligt Stof, som en Qvinde, maatte altid gjøre Assurandeuren betænkelig. Hvad har han ogsaa gjort? Han har identificeret sig med hende; gaaer hun af Nytaarsaften som et Knald, saa gaaer han med, og skeer det ikke, er han kommen i temmelig nær Slægtskab med Faren.
At Shakespeare har opfattet Othello tragisk (ogsaa fraseet den ulykkelige Katastrophe, at Desdemona er uskyldig) lader sig kun forklare, men ogsaa absolut retfærdiggjøre derved, at Othello er en farvet Mand. Thi en farvet Mand, kjære Drikkebrødre, der ikke kan antages at repræsentere Aand, en farvet Mand, kjære Drikkebrødre, der altsaa bliver grøn i Ansigtet, naar han bliver vred (hvilket er et physiologisk Factum), en farvet Mand kan vel blive tragisk ved at være bleven bedragen af en Qvinde, ligesom Qvinden har hele Tragoediens Pathos paa sin Side, naar hun er bedragen af Manden. En Mand, der bliver rød i Kammen, kunde maaskee blive tragisk, men en Mand, af hvem man tør fordre Aand, han bliver enten ikke jaloux, eller han bliver komisk, naar han bliver det, og allermeest, naar han kommer løbende med en Dolk.
At skyde en Qvinde, at udfordre hende, at foragte hende, gjør Alt den stakkels Mand kun mere latterlig, thi Qvinden er det svagere Kjøn. Denne Betragtning kommer igjen allevegne, og forvirrer Alt. Gjør hun det Store, beundrer man hende mere, fordi man ikke har troet at turde fordre det af hende. Bliver hun bedragen, har hun al Pathos i sin Faveur; bliver en Mand bedragen, har man lidt Medlidenhed og lidt Taalmodighed, saalænge han er tilstede, for at lee, naar han er gaaet.
See derfor gjør man vel i itide at betragte Qvinden som Spas. Morskaben er ubetalelig. Som en retskaffen Elsker opdager man enhver Ynde hos den Elskede. Naar man nu træffer paa denne Genialitet, da lader man den ikke staae hen som en Mulighed, men udvikler den tvertimod til Virtuositet. Videre behøver jeg Intet at sige, videre lader Intet sig sige i Almindelighed, Enhver forstaaer mig. Som da En har sin Morstab af at balancere med en Stok paa Næsen, af at svinge med et Glas, uden at dets Indhold finder ud, af at dandse mellem Æg, og andre lignende ligesaa underholdende som gavnlige Øvelser, saaledes og ikke anderledes har den Elskende i Samlivet med den Elskede den uvurdeerligste Morskab og det interessanteste Studium.....
Da Constantin havde talet, bød han øieblikkeligt Victor Eremita at begynde; denne talede saaledes:
Som bekjendt takker Plato Guderne for fire Ting, og for det Fjerde takker han, fordi han var bleven samtidig med Sokrates. De tre første Goder, han nævner, har allerede en tidligere græsk Philosoph bragt Guderne sin Tak for; og slutter jeg, at det er Taksigelse værd. Ak, men vilde jeg end takke som hine Grækere, jeg kan dog ikke takke for, hvad der blev mig negtet. Saa vil jeg da samle min Sjæl i Tak for det Ene, der ogsaa blev mig givet: at jeg er bleven en Mand, ikke en Qvinde.
At være en Qvinde er noget saa besynderligt, saa blandet, saa sammensat, at intet Prædikat udtrykker det, og at de mange Prædikater, hvis man vil bruge dem, sige hinanden imod paa en Maade, saa kun en Qvinde kan udholde det, ja, hvad værre er, kan finde sig lykkelig derved.
Selv om en Qvindes Liv ikke havde saadanne Modsætninger, den Udmærkelse, hun nyder, og som med Rette antages at tilkomme hende qua Qvinde, en Udmærkelse, hun ikke deler med Manden, peger allerede hen paa det Meningsløse. Denne Udmærkelse er Galanteriets. At være galant mod Qvinden sømmer sig for Manden. Galanteriet bestaaer nu ganske simpelt deri, at man opfatter Den i phantastiske Kategorier, mod hvem man er galant. At være galant imod Manden er derfor en Fornærmelse, thi han frabeder sig Brugen af phantastiske Kategorier. Derimod er Galanteriet en Tribut til det smukke Kjøn, en Udmærkelse, der væsentligen tilkommer det.
Sammenfatter man en qvindelig Existens, for indenfor dens Heelhed at udvise de afgjørende Momenter, saa gjør enhver qvindelig Existens et aldeles phantastisk Indtryk. Hun har i en ganske anden Forstand Vendepunkter i sit Liv, end Manden; thi hendes Vendepunkter vende op og ned paa Alt. I Tiecks romantiske Dramer finder man stundom en Person, forhen Konge i Mesopotamien, nu Urtekræmmer i Kjøbenhavn. Netop saaledes phantastisk er enhver qvindelig Existens. Hedder Pigen Juliane, saa er hendes Liv følgende: forhen Keiserinde i Elskovens vidtudstrakte Overdrev og Titulair-Dronning af alle Fianteriets Overdrivelser, nu Madam Petersen paa Hjørnet af Badstustrædet.
Saa takker jeg da Guderne, at jeg er bleven Mand, ikke Qvinde. Og dog, hvad giver jeg ikke Afkald paa! Fra Drikkevisen til Tragoedien er jo Poesien en Forgudelse af Qvinden. Ganske sandt: ved Qvinden kommer Idealiteten ind i Livet, hvad var Manden uden hende? Der er mangen Mand bleven Geni ved en Pige, mangen Mand bleven Helt ved en Pige, mangen Mand bleven Digter ved en Pige, mangen Mand bleven Helgen ved en Pige; — men han blev ikke Geni ved den Pige, han fik; thi med hende blev han kun Etatsraad; han blev ikke Helt ved den Pige, han fik, thi ved hende blev han kun General; han blev ikke Digter ved den Pige, han fik, thi ved hende blev han kun Fader; han blev ikke Helgen ved den Pige, han fik, thi han fik slet ingen, og vilde kun have en eneste, som han ikke fik, ligesom Enhver af de Andre blev Geni, blev Helt, blev Digter ved den Piges Hjælp, de ikke fik.
Den høieste Idealitet, Qvinden kan vække hos Manden, er egentligen at vække Udødelighedens Bevidsthed. Et negativt Forhold til en Qvinde kan uendeliggjøre, det skal altid være sagt til Ære for Qvinden, og kan siges ganske ubetinget; thi det kommer ikke væsentligen an paa den respective Qvindes sædelige Beskaffenhed, hendes Deilighed eller hendes Deiligheds Vedvaren. Det beroer paa, at hun viser sig i det rette Øieblik, naar Idealiteten faaer sit Syn. Det er et kort Øieblik, da gjør hun vel i at forsvinde igjen. Thi et positivt Forhold til Qvinden endeliggjør Manden efter den størst mulige Maalestok. Det Høieste derfor en Qvinde kan gjøre for en Mand, er at komme ham for Øie i det rette Øieblik, dog dette kan hun ikke gjøre, det er Skjæbnens Velvillie; men nu kommer det Største, hun kan gjøre for en Mand, det er at blive ham utro, jo før jo hellere.
Saa takker jeg da Guderne for, at jeg blev en Mand, ikke en Qvinde; saa takker jeg da Guderne for det Meste, at ingen Qvinde ved livsvarigt Engagement forpligter mig til bestandig at tænke bagefter.
Hvilket besynderligt Paafund er ikke ogsaa et Ægteskab? Og hvad der gjør det endnu besynderligere er, at det skal være et umiddelbart Skridt. Og dog er intet Skridt saa afgjørende; thi der er Intet saa selvraadigt og herskesygt i Forhold til et Menneskeliv, som Ægteskabet er det. Noget saa afgjørende skal man altsaa gjøre umiddelbart. Og dog er Ægteskabet ikke noget Enkelt, men et yderst sammensat og fleertydigt. Ligesom Skildpaddens Kjød smager af alt muligt Kjød, saa har Ægteskabet en Smag af Alt, og ligesom Skildpadden er et langsomt Dyr, saaledes er Ægteskabet det ogsaa. En Forelskelse er dog noget Enkelt, men et Ægteskab! Er det noget Hedensk eller noget Christeligt, eller noget Gudeligt eller noget Verdsligt, eller noget Borgerligt eller lidt af Alt, er det Udtrykket for hiin uforklarlige Erotik, hiin ligestemte Sjæles Wahlverwandtschaft, eller er det Pligt, eller er det Compagniskab, eller en Hensigtsmæssighed i Livet, eller Skik og Brug i visse Lande, eller er det Lidt af Alt; er det hos Stadsmusikanten, man skal bestille Musikken, eller hos Organisten, eller skal man have lidt af begge Dele; eller er det Præsten eller Politiassistenten, der skal holde Talen, og indskrive deres Navne i Livsens — eller i Qvarterets — Mandtal; er det paa Redekam, at Ægteskabet lader sig høre, eller lytter det efter hiin Hvidsken, der lyder som "Feernes fra Sommernattens Grotter"?....
Neppe havde Victor endt, førend Modehandleren sprang op, rev en Viinflaske omkuld, der stod for ham, og nu begyndte han saaledes:
Vel talt, kjære Drikkebrødre, vel talt; jo mere jeg hører Eder tale, desto mere forvisses jeg om, at I ere Medsannnensvorne, jeg hilser Eder som saadanne, jeg forstaaer Eder som saadanne, thi Sammensvorne forstaaer man langt fra. Og dog, hvad veed I, hvad er Eders Smule Theori, som I give Udseende af Erfaring, Eders Smule Erfaring, som I syer om til en Theori, og endeligen i hveranden Stund troe I dog et Øieblik, og hildes et Øieblik. Nei, jeg kjender Qvinden — fra hendes svage Side, det vil sige, jeg kjender hende. Jeg skyer ingen Forfærdelse i mit Studium, og skyer intet Middel for at forvisse mig om, hvad jeg har forstaaet, thi jeg er en Rasende, og Rasende maa man være, for at forstaae hende, og var man det ikke før, naar man har forstaaet hende, bliver man det. Som Røveren har sit Smuthul ved den larmende Landevei, og Myreslugeren sin Tragt ved det løse Sand, og Caperen sit Skjulested ved det brusende Hav, saa har jeg min Modeboutique midt i Menneskevrimlen, forførerisk, uimodstaaelig for en Qvinde, som Venusbjerget for Manden. Her i en Modeboutique lærer man hende at kjende, praktisk og fra Grunden af, uden al theoretisk Ophævelse. Ja betydede Moden ikke Andet, end at en Qvinde i Begjærligheds Brynde kastede Alt af sig, saa var det dog Noget. Men saaledes er det ikke; Moden er ikke aabenbar Vellyst, ikke tolereret Udsvævelse, men en Uanstændighedens Snighandel, der er autoriseret som Velanstændighed. Og som i det hedenske Preussen den giftefærdige Pige bar en Klokke, hvis Ringen var til Signal for Mændene, saaledes er en Qvindes Existens paa Moden et evindeligt Klokkespil, ikke for Udsvævende, men for slikvorne Vellystninge. Man troer, Lykken er en Qvinde, o ja, den er jo ustadig, men den er dog ustadig i Noget, thi den kan give Meget, forsaavidt er den ikke en Qvinde. Nei, Moden er en Qvinde, thi Moden er Ustadighed i Nonsens, der kun kjender een Consequens, at den altid bliver mere og mere pinegal. Een Time i min Boutique er mere værd, end Aar og Dage udenfor, hvis man ønsker at lære Qvinden at kjende; i min Modeboutique! thi den er den eneste i Residensen, der er ikke Tanke om Concurrence; hvo skulde vove en Væddestrid med Den, der ganske har offret sig, og offrer sig som Ypperstepræst i denne Afgudsdyrkelse? Nei, der er ikke et distingueret Selskab, uden at mit Navn er det første og sidste, og der er ikke et borgerligt Selskab, hvor jo mit Navn, naar det nævnes, indgyder hellig Ærefrygt som Kongens, og der er ingen Dragt saa vanvittig, at den jo, naar den er fra min Boutique, ledsages af en Hvidsken, idet den gaaer igjennem Salen; og der er ikke en Dame af Byrd, der vover at gaae min Boutique forbi, og ikke en borgerlig Pige, uden at hun gaaer den sukkende forbi, og tænker: dersom jeg blot havde Raad. Nu, hun var ei heller bedragen. Jeg bedrager Ingen; det Fineste, det Kostbareste, leverer jeg til de billigste Priser, ja under Prisen sælger jeg; saaledes ønsker jeg ikke at vinde, nei, jeg sætter aarligt store Summer til. Og dog vil jeg vinde, jeg vil det, jeg giver min sidste Hvid hen, for at bestikke, for at underkjøbe Modens Organer, at mit Spil kan vindes. Det er mig en Vellyst uden Lige at tage de kosteligste Tøier frem, at skjære til, at klippe ægte Brysler-Kniplinger ud, for da at danne en Narredragt, jeg udsælger til de billigste Priser, ægte Stoffer og paa Moden. I troer maaskee, at det kun er i enkelte Øieblikke, hun ønsker at være paa Moden. Langtfra, hun vil det altid, og det er hendes eneste Tanke; Thi Qvinden har Aand, men den er anbragt ligesaa godt som den forlorne Søns Midler; og Qvinden har Reflexion i ubegribelig høi Grad, thi der er intet saa Helligt, at hun jo i samme Nu finder det commensurabelt for Pynten, og Pyntens fornemste Udtryk er Moden; hvad Under at hun finder det commensurabelt, thi Moden er jo det Hellige; og der er intet saa Ubetydeligt, at hun jo atter veed at bringe det i Forhold til Pynten, og Pyntens ideløseste Udtryk er Moden; og der er Intet, Intet i hele hendes Paaklædning, ikke det mindste Baand, uden hun har en Forestilling om dets Forhold til Moden, og uden hun øieblikkelig opdager, om den forbigaaende Dame har bemærket det; thi for hvem pynter hun sig uden for andre Damer! Selv i min Boutique, hvor hun jo kommer for at vorde udstyret paa Moden, selv der er hun paa Moden. Ligesom der er en særskilt Badedragt og Ridedragt, saaledes er der ogsaa en egen Art af Paaklædning til at gaae i Boutiquen med. Denne Dragt er ikke saaledes skjødesløs, som den Negligee, i hvilken en Dame behager at lade sig overraske tidligere om Formiddagen. Pointen er da hendes Qvindelighed og Coquetteriet i at lade sig overraske. Modedragten derimod er beregnet paa at være lidt skjødesløs, lidt letfærdig, uden at være generet derved, fordi en Modehandler staaer i et andet Forhold til hende, end en Cavaleer. Coquetteriet ligger i at vise sig saaledes for en Mand, der paa Grund af sin Stilling ikke tør fordre Damens qvindelige Anerkjendelse, men maa nøies med de uvisse Indtægter, der rigelig falde af, men uden at hun tænker derpaa, eller uden at det falder hende ind ligeoverfor en Modehandler at ville være Dame. Pointen er derfor den, at Qvindeligheden paa en Maade er udeladt, og Coquetteriet gjort uskyldigt i den distinguerede Dames fornemme Overlegenhed, der vilde smile, hvis Nogen vilde alludere til et saadant Forhold. I sin Negligee ved en Visit skjuler hun sig, og forraader sig gjennem Skjulet; i Boutiquen blotter hun sig med den yderste Nonchalence, thi det er kun en Modehandler — og hun en Qvinde. Nu falder Schawlet lidt ned, og giver en lille Blöße; dersom jeg ikke veed, hvad det betyder, og hvad hun vil, saa er mit Renomee fortabt; nu snærper hun apriorisk, nu gesticulerer hun aposteriorisk, nu svinker hun i Hofterne, nu speiler hun sig, og seer mit beundrende Fjæs i Speilet; nu læsper hun, nu tripper hun, nu svæver hun, nu slæber hun Foden løsagtigt, nu synker hun blødagtigt i en Lænestol, medens jeg presenterer hende en Flacon, og med min Tilbedelse svaler over hendes Hede; nu slaaer hun skjelmsk efter mig med Haanden, nu taber hun sit Lommetørklæde; uden en eneste Bevægelse lader hun endog Armen forblive i sin løst nedhængende Stilling, medens jeg bøier mig dybt, og tager det op, og byder det, og faaer et lille protegerende Nik. Saaledes bærer en Dame sig ad, der er paa Moden, naar hun er i Boutiquen. Om Diogenes bevægede den Qvinde, der laae bedende i en noget uanstændig Stilling, ved den Bemærkning, om hun ikke troede, at Guderne kunde see hende bagfra, veed jeg ikke; men det veed jeg, at hvis jeg vilde sige til hendes knælende Naade: Deres Kjoles Folder falde ikke paa Moden, da vilde hun frygte dette mere, end at krænke Guderne. Vee den Udskudte, den Askepot, der ikke forstaaer dette! Proh dit immortales, hvad er en Qvinde ogsaa, naar hun ikke er paa Moden, per deos obsecro, hvad er hun, naar hun er paa Moden! Om det er sandt? Ja forsøg det. Lad Elskeren, idet den Elskede synker salig til hans Bryst, og hvisker uforstaaeligt: Din for evig, skjulende sit Hoved ved hans Barm, lad ham sige til hende: søde Catinka, din Frisure er slet ikke paa Moden. Maaskee tænke Mændene ikke derpaa; men Den, der veed det, og nyder Anseelse af at vide det, er den farligste Mand i Kongeriget. Hvilke salige Timer, Elskeren tilbringer med den Elskede før Bryllupet, veed jeg ikke; men de salige Timer, hun tilbringer i min Boutique, gaae hans Næse forbi. Uden mit Kongebrev og min Sanction er dog et Bryllup en ugyldig Akt eller ogsaa et meget plebeiisk Foretagende. Lad Øieblikket allerede være kommet, da de skal møde for Alteret, lad hende træde frem med den bedste Samvittighed i Verden, at Alt er kjøbt hos mig, og for mig gjort Prøve paa Alt; hvis jeg vilde styrte til og sige: men min Gud, min naadige Frøken, den Myrthekrands sidder reent forkeert, — saa blev maaskee Ceremonien udsat. Men alt Sligt veed Mændene ikke; man maa være Modehandler for at vide det. Der hører en saa uhyre Reflexion til at controllere en Qvindes Reflexion, at kun en Mand, der offrer sig dertil, formaaer det, og formaaer det, hvis han oprindelig er begavet. Lykkelig er derfor den Mand, der ikke indlader sig med nogen Qvinde; hun tilhører ham dog ikke, om hun end ikke tilhører nogen anden Mand, thi hun tilhører hiint Phantom, dannet af qvindelig Reflexions unaturlige Omgang med qvindelig Reflexion: Moden. See, derfor skulde en Qvinde altid sværge ved Moden, saa var der Fynd i hendes Eed; thi Moden er dog det Eneste, hun altid tænker paa, det Eneste, hun kan tænke sammen med og ind i Alt. — Der er fra min Boutique til den fornemme Verden udgaaet det glade Budskab for alle distinguerede Damer, at Moden byder Brugen af en egen Art Hovedtøi, naar man tager i Kirke, og at dette Hovedtøi igjen maa være noget forskjelligt til Høimesse og til Aftensang. Naar da Klokkerne ringe, da holder Eqvipagen for min Dør. Hendes Naade stiger ud (thi ogsaa dette er forkyndt, at Ingen kan sætte dette Hovedtøi rigtigt uden jeg, Modehandleren); jeg styrter hende imøde i dybe Buk, fører hende ind i mit Cabinet; medens hun blødagtigt vegeterer, bringer jeg Alt i Orden. Hun er færdig, hun har speilet sig; hurtigt som et Gudernes Sendebud iler jeg forud, har aabnet Cabinetsdøren, og bukker, iler til Boutiquesdøren, lægger mine Arme paa Brystet som en østerlandsk Slave, men opmuntret af et naadigt Knix vover jeg endog at tilkaste hende et tilbedende og beundrende Haandkys, — hun sidder i Vognen, see! hun har glemt Psalmebogen, jeg iler ud, og rækker den ind ad Vinduet til hende, tillader mig endnu engang at mindes hende om at holde Hovedet en lille Kiende til Høire, og selv at rette lidt ved det, hvis hun ved at stige ud skulde bringe Hovedtøiet en Smule af Lave. Hun kjører hen og opbygges.
I troe maaskee, at det kun er fornemme Damer, der hylde Moden, langtfra. See til mine Sye-Jomfruer, paa hvis Toilet jeg Intet sparer, at Modens Dogmer maae forkyndes med Eftertryk fra min Boutique! De danne et Chor af Halvgale, og jeg selv som Ypperstepræst foregaaer med et lysende Exempel, og bortødsler Alt, blot for ved Modens Hjælp at gjøre enhver Qvinde latterlig. Thi naar en Forfører brouter af, at enhver Qvindes Dyd er venibel for den rette Kjøber, da troer jeg ham ikke; men jeg troer, at enhver Qvinde i føie Tid skal være fanatiseret af Modens vanvittige og besmittende Selvreflexion, der fordærver hende ganske anderledes, end om hun var forført. Jeg har forsøgt det mere end een Gang; Formaaer jeg det ikke selv, saa hidser jeg et Par af Modens Trælqvinder, som hører til hendes Stand, paa hende; thi som man afretter Rotter til at bide Rotter, saa er den fanatiserede Qvindes Bid ligesom Tarantellens. Og fremfor Alt er det farligt, naar en Mand træder understøttende til. Om jeg tjener Djævelen eller Guden, veed jeg ikke, men jeg har Ret, jeg vil have Ret, jeg vil det, saalænge jeg eier en eneste Hvid, jeg vil det, saalænge til Blodet sprøiter ud af mine Fingre. Physiologen tegner en Qvindes Skabning af, for at vise Snørelivets forfærdelige Følger, ved Siden tegner han den normale Skikkelse. Det er rigtigt; men kun den ene har Virkelighedens Gyldighed, de gaae alle med Snørliv. Skildrer saaledes den Modesyges elendige forkrøblede Forskruethed, beskriv denne snigende Reflexion, der fortærer hende, og skildrer den qvindelige Blufærdighed, der mindst af Alt veed Noget om sig selv, gjør det godt, og Du har tillige dømt Qvinden, og i Virkeligheden dømt hende forfærdeligt. Opdager jeg engang en saadan Pige, der nøisom og ydmyg ikke er fordærvet ved uanstændig Omgang med Qvinder, hun skal dog falde. Jeg bringer hende i mine Garn; nu staaer hun paa Offerpladsen ɔ: i min Boutique. Med det haanligste Blik, som fornem Nonchalence kan væbne sig med, maaler jeg hende, hun forgaaer af Skræk; en Latter fra Naboværelset, hvor mine afrettede Haandlangere sidde, tilintetgjør hende. Naar jeg da har faaet hende udmaiet paa Moden, naar hun seer vanvittigere ud end et Daarekistelem, saa vanvittig som En, der end ikke kunde blive optagen i en Daarekiste, da gaaer hun salig fra mig; intet Menneske, end ikke en Gud kunde forfærde hende, thi hun er jo paa Moden.
Forstaaer I mig nu, forstaaer I, hvorfor jeg kalder Eder Medsammensvorne, om end kun langt fra. Forstaaer I nu min Opfattelse af Qvinden. Alt i Livet er en Modesag, Gudsfrygt er en Modesag, og Kjærlighed og Fiskebeensskjørter og en Ring i Næsen. Saa vil jeg af yderste Evne komme den ophøiede Genius til Hjælp, der begjærer at lee af det latterligste af alle Dyr. Har Qvinden reduceret Alt paa Moden, saa vil jeg ved Modens Hjælp prostituere hende, som hun har fortjent; jeg raster ikke, jeg Modehandleren, min Sjæl raser, naar jeg tænker paa min Opgave: hun skal endnu komme til at gaae med en Ring i Næsen. Sager derfor ingen Elsket, opgiver Elskov som det farligste Naboskab, thi ogsaa Eders Elskede skulle komme til at gaae med en Ring i Næsen.
Derpaa talede Johannes Forføreren saaledes:
Høistærede Drikkebrødre, plager Satan Eder? I taler jo som Bedemænd, Eders Øine ere røde af Taarer og ikke af Viin. Fast bevæge I ogsaa mig til Taarer, thi en ulykkelig Elsker frister en meget bedrøve1ig Ansættelse i Livet. Hinc illæ lacrymæ. Jeg er nu en lykkelig Elsker, og ønsker blot bestandig at være det. Maaskee er det en Concession mod Qvinden, hvilken Victor frygter saa meget? Hvorfor ikke? Det er en Concession. At jeg løsner denne Champagneflaskes Sløife, er ogsaa en Concession, at jeg fører Pokalen til Læberne, er ogsaa en Concession — nu tømmer jeg den — concedo. Nu derimod er Pokalen tom, altsaa gjør jeg ingen Concession. Saaledes med Pigerne. Om en ulykkelig Elsker har kjøbt et Kys for dyrt, beviser mig kun, at han hverken veed at tage for sig eller tage fra sig. Jeg kjøber det aldrig for dyrt, det lader jeg Pigerne om.
Den, der naar han er 20 Aar gammel, ikke fatter, at der er et kategorisk Imperativ: nyd, er en Nar, og Den, som ikke griber til, bliver en Christiansfelder. Men I ere ulykkelige Elskere, derfor ville I skabe Qvinden om. Guderne forbyde det. Som hun er, behager hun mig, ganske saaledes som hun er. Selv Constantins Spas indeholder et hemmeligt Ønske. Jeg derimod er galant. Hvorfor ikke? Galanteri koster Intet, og bringer Alt, og betinger al erotisk Nydelse. Galanteriet er Sandfelighedens og Vellystens Frimureri mellem Mand og Qvinde. Det er et Natursprog som Elskerens Sprog overhovedet. Det bestaaer ikke af Lyd, men af formummede Begjærligheder, der bestandig bytte Rolle.
Min Glæde er det, at Qvindekjønnet langt fra at være ufuldkomnere end Manden, tvertimod er det fuldkomneste. Min Tale vil jeg indklæde i en Mythe, og skal det glæde mig paa Qvindens Vegne, hvem I saa uretfærdigen have krænket, om Talen maa dømme Eders Sjæle, idet Nydelsen viser sig; men flyer Eder, som Frugterne Tantalus, fordi I have flyet dem, og fordi I have krænket Qvinden. Kun saaledes krænkes hun nemlig, om hun end er ophøiet derover; og Enhver straffet, der vover det. Jeg krænker Ingen. Sligt er kun Ægtemændenes Paafund og Bagvaskelse, da jeg tvertimod anerkjender hende meget mere end Ægtemanden.
Oprindeligen var der kun eet Kjøn, saa fortælle Grækerne, det var Mandens. Herligt udrustet var han, saa han gjorde Guder Ære, saa herligt udrustet, at det gik Guderne, som det stundom hænder en Digter, der har udtømt al sin Kraft i sin digteriske Skabning: de bleve misundelige paa Mennesket. Ja hvad værre var, de frygtede ham, at han skulde uvilligt bøie sig under deres Aag, de frygtede, om end uden Grund, at han endog skulde bringe Himlen selv til at vakle.
Med Magt kunde han ikke tvinges, thi da kunde Guderne selv have tvunget ham, men derom var det jo netop de mistvivlede. Fanges og tvinges maatte han da ved en Magt, der var svagere end hans egen, og dog stærkere og stærk nok til at tvinge. Hvilken vidunderlig Magt maatte dette ikke være! Dog Nød lærer selv Guder at overgaae sig selv i Opfindsomhed. De søgte og grundede og fandt. Denne Magt var Qvinden, Skabningens Vidunder, selv i Gudernes Øine et større Vidunder end Manden, en Opdagelse, som Guderne i deres Naivetet ikke kunde lade være at prise sig selv for.
Og Gudernes List lykkedes. Dog lykkedes den ikke altid. Der var til alle Tider nogle Mænd, enkelte, som bleve opmærksomme paa Bedraget. Disse saae vel hendes Deilighed mere end nogen Anden, men de anede Sammenhænget. Disse kalder jeg Erotikere, og tæller mig selv i deres Tal, Mændene kalde dem Forførere, Qvinden har intet Navn for dem, en saadan er for hende unævnelig."
At der da intet Vidunderligere, intet Lifligere, intet mere Forførerisk lader sig udtænke end en Qvinde, derfor borge Guderne, og deres Nød, som skærpede Opfindsomheden, borger atter for dem, at de have vovet Alt, og i hendes Væsens Dannelse bevæget Himmelens og Jordens Kræfter.
Jeg forlader Mythen. Mandens Begreb svarer til hans Idee. Man kan derfor tænke en eneste Mand tilværende og intet mere. Qvindens Idee derimod er en Almindelighed, der ikke er udtømt i nogen Qvinde .... Hun er Endeligheden, saaledes er hun et Collectivum; den ene Qvinde er de mange. Dette forstaaer kun Erotikeren, og derfor veed han at elske Mange, aldrig bedraget, men indsugende al den Vellyst, som listige Guder mægtede at tilberede. Derfor lader Qvinden sig ikke udtømme i nogen Formel, men er en Uendelighed af Endeligheder. Vil man tænke hendes Idee, da gaaer det En, som Den, der stirrer ind i et Hav af Taagebilleder, der bestandigt danne sig, eller som Den, der forvildes ved at skue i Bølgerne, hvis Skumpiger bestandigt gjække, thi hendes Idee er kun et Mulighedens Værksted, og atter i Erotiken er denne Mulighed Sværmeriets evindelige Ophav.
Saa dannede Guderne hende fiin og ætherisk som af Sommernattens Taage, og dog fyldig som den modne Frugt, let som Fuglen, skjøndt hun bærer en Verdens Attraa i sig, let, fordi Kræfternes Spil er enet i et, negativt Forholds usynlige Centrum, i hvilket hun forholder sig til sig selv, slank i Skuddet, bestemt tegnet og dog for Øiet svulmende i Skjønhedens Bølgelinier, og dog, som blev hun bestandig nu først færdig, kjølig, liflig, forfriskende som den nyfaldne Snee, og dog rødmende i stille Gjennemsigtighed, lykkelig som en Spøg, der lader En glemme Alt, beroligende, som det Maal, hvortil Begjæringen er, tilfredsstillende ved selv at være Begjæringens Incitament.
Saaledes frister Qvinden. Menneskene sætte det Herligste frem som Spise for Guder, de vide intet Herligere at byde; saaledes er Qvinden en Skuefrugt, Guderne vidste Intet at sammenligne dermed. Hun er, hun er tilstede, nærværende, tæt hos, og dog er hun uendelig fjernet, skjult i Blufærdigheden, indtil hun selv forraader sit Skjulested, hvorved, det veed hun ikke, det er ikke hende, det er Tilværelsen selv, der er den listige Angiver. Skjelmsk er hun som Barnet i Legen, der titter frem af sit Skjul, og dog er hendes Skjelmeri uforklarligt, thi hun veed ikke selv af det, og er altid gaadefuld, gaadefuld naar hun skjuler Øiet, gaadefuld, naar hun udsender Blikkets Sendebud, hvilket ingen Tanke, end mindre noget Ord formaaer at følge. Og dog, er Blikket Sjælens "Tolk", hvor er da Forklaringen, naar Tolken selv taler uforstaaeligt. Rolig er hun som Aftenens Stilhed, naar intet Blad rører sig, rolig som en Bevidsthed, der endnu ikke veed af Noget, hendes Hjertes Bevægelse saa regelmæssigt, som var det ikke til, og dog opdager den Erotiker, der lytter stethoskopisk rigtigt, Lystens dithyrambiske Slag, som et ubevidst Medlydende. Sorgløs som Vindens Pust, tilfreds som det dybe Hav, og dog længselsfuld som det Uforklarede er det. Mine Venner! mit Sind er formildet, ubeskriveligt formildet; jeg fatter, at ogsaa mit Liv udtrykker en Idee, om I end ikke forstaae mig....
Taflet var hævet. Der behøvedes kun et Vink af Constantin; med militairisk Taktfasthed forstode Deeltagerne hinanden, naar det gjaldt, at gjøre et Sving og et Omsving. Med den usynlige Commandostav, der i Constantins Haand var elastisk som en Ønskeqvist, berørte han dem endnu engang, for i en flygtende Reminiscens at minde om Gjæstebudet og Nydelsens Stemning, der for en Deel var overvunden af Talernes Tankebevægelse, og for at, som det skeer i Resonantsen, den Festlighedens Tone, der var forsvunden, atter maatte vende tilbage over Gjæsterne i Gjenlydens korte Nu. Han hilste til Afsked med det fulde Glas, han tømte det, han slyngede det mod Døren i Bagvæggen. De Andre fulgte hans Exempel, og fuldkommede den symbolske Handling med en Indviets Høitidelighed. Afbrydelsens Lyst skete saaledes sin Ret, denne keiserlige Lyst, der kortere end nogen anden, dog er frigjørende som ingen anden. Man bryder af, og der hører Kraft til at gjøre det, større Kraft end til at overhugge en Knude, fordi Knudens Vanskelighed giver Lidenskab, men den Lidenskab, der hører til for at bryde af, maa man give sig selv.
Medens der spændtes for, spadserede de natlige Gjæster et lille Stykke henad Veien. Den friske Morgenluft luttrede deres hede Blod med sin Kjølighed, i hvis Forfriskelse de ganske gave sig hen, medens deres Skikkelser og Gruppen, disse dannede, paa mig gjorde et phantastisk Indtryk. Thi at Morgensolen skinner over Mark og Eng og over hver en Skabning, der i Natten fandt Hvile og Styrke til jublende at staae op med Solen, deri er kun en velgjørende gjensidig Forstaaelse; men et Natteselskab opfattet ved Morgenbelysning i en smilende Naturomgivelse, virker næsten unheimlich. Man kommer til at tænke paa Spøgelser, der ere blevne overraskede af Daggryet; paa Underjordiske, der ikke kunne finde Ridsen, gjennem hvilken de forsvinde, fordi denne kun er synlig i Mørke; paa Ulykkelige, for hvem Forskjel paa Dag og Nat er forsvunden i Lidelsens Eensformighed. — En Fodsti førte dem over et lille Stykke Mark hen til en indhegnet Have, skjult af hvilken et beskedent Landsted forraadte sig i Baggrunden. Hver havde indtaget sin Plads for at titte ind, da trækker Victor sig et Skridt tilbage og siger til sin Nabo: Ih! min Gud, det er jo Assessor Vilhelm og hans Frue.
De bleve overraskede — ikke hine Tvende, hvem Løvet skjulte, hine tvende Lykkelige, der vare altfor fordybede i huuslig Lyst til at være Iagttagere, altfor trygge til at troe sig som Gjenstand for Nogens Opmærksomhed uden Morgensolens, der med Velbehag tittede ind til dem, medens en sagte Luftning viftede i Grenene, og medens Landlighedens Ro, som Alt omkring dem, fredede om det lille Lysthuus. Det lykkelige Ægtepar blev ikke overrasket, og bemærkede Intet. At det var Ægtefolk, var klart nok, det saae man strax, ak, hvis man er i Slægtskab med en Iagttager. Selv om Intet, Intet i den vide Verden, intet Aabenlyst, intet Skjult, aabenlyst eller skjult har til Hensigt at ville forstyrre de Elskendes Lykke: naar de sidde hos hinanden, ere de ikke saaledes trygge; salige ere de, og dog er det, som var der en Magt, der vilde skille dem ad; saa fast holde de hinanden omslyngede, og dog er det, som var der en Fjende til, mod hvilken de værne sig, og dog er det, som kunde de aldrig blive tilstrækkelig forvissede.