Paa Kierkegaardske „Stadier“, et Livsbillede/2

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Gyldendal Kjøbenhavn Paa Kierkegaardske Stadier, et Livsbillede


Rasmus Nielsen - Paa Kierkegaardske Stadier.djvu Rasmus Nielsen - Paa Kierkegaardske Stadier.djvu/1 51-70

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

II.

Ægteskabet.

Cum pietate felicitas.

Med Sværmeri, som ingen Anden, maa han elske det, han brød, og i dette Sværmeri opdage hver en Skjønhed yndigere og lifligere, end selv Den, der glæder sig ved Lykken; thi Den, der vil forkaste noget Almeent, maa vide bedre Besked derom, end Den, der trygt lever deri. See, naar en Saadan, hvis der gives en Saadan, vilde tale om Ægteskabet, han vilde tale med et Kjendskab til al dets stille Fryd, som ingen Ægtemand har det; thi det brudte Ansvars Qval maa holde hans Sjæl aarvaagen og varagtig i Beskuelsen af, hvad han tilintetgjorde, og det nye Ansvar fordrer først og fremmest, at han veed, hvad han gjorde.

Assessoren.

Min kjære Læser! Dersom Du ikke skulde have Lyst og Leilighed til at anvende en halv Snees Aar af dit Liv paa at reise Verden rundt, for at see Alt, hvad en Jordomseiler lærer at kjende; dersom Du ikke skulde have Evne og Vilkaar til ved mangeaarig Øvelse i fremmede Sprog at trænge ind i Folkeindividualiteternes Forskjellighed, som disse vise sig for Grandskeren; dersom Du ikke er betænkt paa at opdage et nyt astronomisk System, der vil fortrænge baade det copernicanske og det ptolomæiske — saa gift Dig; og dersom Du har Tid til det Første, Evne til det Andet, Tanke om det Sidste, saa gift Dig ogsaa. Selv om Du ikke fik hele Jordkloden at see, eller talede i mange Tunger, eller blev klog paa Himlen, Du vil ikke fortryde det, thi Ægteskabet er og bliver den vigtigste Opdagelses-Reise, et Menneske foretager sig; ethvert andet Kjendskab er overfladisk i Sammenligning med en Ægtemands, thi han og kun han har retteligen fordybet sig i Tilværelsen. Vel sandt, ingen Digter skal kunne sige om Dig, hvad Digteren siger om den forslagne Ulysses, at han saae mange Menneskers Byer og lærte deres Sind at kjende; men Spørgsmaalet er, om han ikke havde faaet ligesaa Meget og ligesaa behagelige Ting at see, hvis han var bleven hjemme hos Penelope. Er ingen Anden af den Mening, saa er min Kone det, og hvis jeg ikke feiler, saa er enhver Kone det. En saadan Majoritet er lidt mere end en simpel, saa meget mere, som Den, der har Konerne paa sin Side, han faaer nok Mændene med.

Priset være derfor Ægteskabet, priset Enhver, der taler til dets Ære; hvis en Begynder tør tillade sig en Yttring, da vil jeg sige, at det netop derfor forekommer mig saa vidunderligt, fordi Alt dreier sig om Ubetydeligheder, hvilket dog det Guddommelige i Miraklet forvandler til det Betydelige for den Troende. Og alle disse Ubetydeligheder have igjen den Mærkelighed, at Intet lader sig forud optage, Intet udtømme ved et løseligt Anslag; men medens Forstanden staaer stille, og Phantasien løber med Liimstangen, og Beregningen regner feil, og Kløgten fortvivler, gaaer det ægteskabelige Liv fort, og forvandles ved Underet fra Herlighed til Herlighed, bliver det Ubetydelige betydningsfuldere og betydningsfuldere ved Underet — for den Troende. Men Troende maa man være, og en Ægtemand, der ikke er troende, er den kjedeligste Patron, et sandt Huuskors. Der er intet Fatalere, naar man engang i Selskab med Andre tager ud, for at frydes ved at see Experimenter og Forsøg i den naturlige Magie, end da at have en Tværdriver med, der bestandig er vantro, uden dog at kunne forklare Kunststykkerne. Dog en saadan Fatalitet finder man sig i; man tager jo kun sjeldent saaledes ud, og desuden kan man af en saadan muggen Tilskuer have den Fordeel, at han kommer til at spille med. I Almindelighed faaer Professoren i den naturlige Magie Ram paa ham, og lader ham nu holde Lyset, more os Andre ved sin Klogskab, ligesom Arv morer ved sin Dumhed. Men et saadant Murmeldyr af en Ægtemand, han burde ligesom en Fadermorder puttes i en Sæk, og kastes i Vandet. Hvilken Qval at see en Qvinde afmatte al sin Elskelighed paa at overbevise ham, at see ham, efter at han har modtaget Indvielsen, der berettiger til at være Troende, kun fordærve Alt, fordærve Alt, thi bort med Spøg, Ægteskabet er dog paa saa mange Maader Forsøg i den naturlige Magie, og dets Forsøg i Sandhed vidunderlige.

Man taler i Almindelighed kun om en Ægtemands Utroskab, men hvad der er ligesaa slemt, er en Ægtemands Mangel paa Tro. Tro er det Eneste, der fordres, og Troen gjør Fyldest for Alt. Lad kun Forstand og Kløgt og Raffineri tælle op, regne ud, og beskrive, hvorledes en Ægtemand bør være: der er kun een Egenskab, som gjør ham elskværdig, det er Tro, absolut Tro paa Ægteskabet. Lad kun Forfarenhed i Livet ville nøiagtigt bestemme, hvad der fordres as en Ægtemands Trofasthed, der er kun een Trofasthed, een Redelighed, der i Sandhed er elskværdig, og skjuler Alt i sig, det er Redelighed mod Gud og sin Hustru og Standen til ikke at ville negte Underet.

Priset være Ægteskabet, priset Enhver, der taler til dets Ære! Hvad jeg har at sige er ikke nye Opdagelser; det vilde ogsaa være betænkeligt, at gjøre en ny Opdagelse med Hensyn til den ældste Indretning i Verden. Enhver Ægtemand veed det Samme, som jeg; Hovedtankerne ere og blive de samme som Stammebogstaver (Radikaler), men medens disse staae uforandrede fast, kan man have sin Glæde af at sætte nye Vocaler til, og da læse om igjen. Det følger af sig selv, at dette maa forstaaes cum grano salis, og hvorledes jeg end bærer mig ad, jeg gjør det ikke, som en ondskabsfuld Spotter har sagt, at Elskov og Ægteskab have de samme Consonanter, Vocalerne udgjøre Forskjelligheden, og denne er igjen ligesom i et bekjendt Sted i første Mosebog, hvor der fortælles, at Esau kyssede Jacob, og de lærde Jøder, som ikke tiltroede Esau dette Sind, men heller ei turde forandre Consonanterne, blot satte andre Punkter, saa der stod: han beed ham.


Der gives et Phantom, som ofte nok er paa Benene, naar det gjælder at fatte en Beslntning, det er Sandsynligheden — en Pjalt, en Bønhas, en Skakkerjøde, som ingen fribaaren Sjæl indlader sig med, en Døgenicht, der snarere burde sættes i Tugthuset, end kloge Mænd og Koner, da den fraraner Menneskene, hvad der er mere end Penge og Penges Værd. Ethvert Menneske, der i Forhold til Beslutning ikke er kommen videre, aldrig kommer videre end til at beslutte sig i Kraft af Sandsynlighed, er tabt for Idealiteten, hvad han saa end bliver. Naar et Menneske i Beslutningen ikke støder paa Gud, ingen Beslutning nogensinde har taget, ved hvilken han gjorde en Omsætning med Gud, kunde han ligesaa gjerne have ladet være at leve.

Der er et Gøglebillede, som den Besluttende render efter, som Hunden efter Skyggen i Vandet, det er Udfaldet, et Endelighedens Tegn, et Fortabelsens Blændværk, vee Den, som seer efter det, han er fortabt. Naar et Menneske i Beslutningens Øieblik ikke saaledes omstraales af Guddommens Klarhed, at alle Gøglebilleder, dannede af Døsighedens Taager, forsvinde, da er hans Beslutning kun et større eller mindre Falsum — lad ham trøste sig med Udfaldet.

Hvad her er sagt, gjælder om enhver Beslutning, i hvilken det Evige er tilstede, og afslutter Kjøbet, ikke blot om Ægteskabets, naar den første Gang trykker Forelskelsen til sit Bryst, og slutter den i Beslutningens trofaste Favnetag. I Ægteskabets Beslutning derimod er Forelskelsen deponeret som et Fideicommis, og Forelskelsen har netop Magt til at drage den Besluttende, ikke just ned til Jorden, men ned ved den Elskedes Side i Tiden.

Den sande idealiserende Beslutning maa være ligesaa sympathetisk, som autopathisk. At have Sympathie hører Mennesket væsentligen til; enhver Beslutning, der overseer dette, er ikke i største Forstand idealiserende, og er det heller ikke, naar Sympathien ikke faaer sit adæquate Udtryk. Lad Pebersvenden blive en Nar, der ødsler sin Sympathie paa Hunde, Katte og Narrestreger; lad Eneboeren, der valgte negativt, lad ham være en ædel Sjæl, lad hans Sympathie søge og finde Opgaver, der ere langt større end at have Hustru og Børn, han har dog ikke Glæde deraf. Hvis Himmelens Dag ikke maatte falde paa Græsset, og ikke maatte have Glæde af at see Blomstret vederqvæget ved dens Liflighed; hvis den skulde udbrede sig over det vide Hav eller fordampe, før den naaede Blomstret, var det ikke forfærdeligt! — Og saaledes med et Menneske, hvis Sympathie ikke faaer Lov at see en Hustru grønnes som Træet, der er plantet i Sympathiens velsignede Hegn, ikke faaer Lov at see Træet blomstre og bære sin Frugt, der modnes under Sympathiens Omsorg! Ulykkeligt det Menneske, der ikke har dette Udtryk for sin Sympathie, og det endnu herligere Udtryk for Alt, hvad hans Sympathie udtrykker: at det Alt er hans Skyldighed. Denne Modsigelse er Sympathiens saligste Lyst, en Salighed, over hvilken den ligesom taber Forstanden af Glæde. Lad en Ulykkelig, der ikke i Ægteskabets Beslutninger er i Forstaaelse med det Timelige, lad ham pleie Syge, lad ham bespise Hungrige, lad ham klæde den Nøgne, lad ham besøge den Fangne, lad ham trøste den Døende, jeg priser ham, han har ikke sin Løn borte; men han er ei heller i guddommeligt Vanvid en unyttig Tjener, hans Sympathie søger bestandigt sit dybeste Udtryk, men finder det ikke, søger det viden om, som hans Omsorg jo vandrer fra Huus til Huus, medens Ægtemanden finder Beleiligheden i sit Huus, i sit Hjem, hvor det er ham en Salighed at ville gjøre Alt, og endnu større Salighed, et guddommeligt poscimur, at han er og bliver uden Fortjeneste.

Reent udvortes betragtet er der jo Hundrede og atter Hundrede, der have vovet mere end en Ægteand, vovet Riger og Lande, Millioner og Millioner, mistet Throner og Fyrstendømmer, Formue og Velfærd, og dog vover en Ægtemand mere. Thi den, der elsker, vover mere end alt Sligt, og den, der elsker paa saa mange Maader, som det er en Mand muligt at elske, han vover mest af Alle. Lad saa Ægtemanden være en Konge, en Millionær, behøves ikke, behøves ikke, alt det Andet forvirrer blot Regnestykkets Klarhed, lad ham være en Stodder, han vover mest.

At være en Ægtemand er den skjønneste og betydningsfuldeste Opgave; Den, der ikke blev det, er en Ulykkelig, hvis Liv enten ikke tillod ham det, eller hvem Forelskelsen ikke besøgte, eller han er en mistænkelig Person, som vi senere skulle anholde. Ægteskabet er Tidens Fylde; Den, som ikke blev Ægtemand, er altid enten for Betragtningen ulykkelig, eller han er det ogsaa for sig selv: i sin Excentricitet vil han føle Tiden som en Byrde.

Saaledes er Ægteskabet. Det er guddommeligt, thi Forelskelsen er Vidunderet; det er verdsligt, thi Forelskelsen er Naturens dybeste Mythe, Forelskelsen er den uudgrundelige Grund, som er skjult i det Dunkle, men Beslutningen er Seiervinderen, der lig Orpheus henter Forelskelsen for Dagen; thi Beslutningen er Forelskelsens sande Form, den sande Forklaring; derfor er Ægteskabet helligt og velsignet af Gud. Det er borgerligt, thi ved dette tilhøre de Elskende Staten og Fødelandet og Medborgeres fælleds Anliggender. Det er poetisk, uudsigeligt, som Forelskelsen er det; men Beslutningen er den samvittighedsfulde Oversætter, der sætter Sværmeriet over i Virkelighed, og denne Oversætter er saa nøieregnende, o, saa nøieregnende! Forelskelsens Stemme "lyder som Feernes fra Sommernattens Grotter", men Beslutningen har Udholdenhedens Alvor, der lyder gjennem det Flygtige og det Forsvindende. Forelskelsens Gang er let som Dandsens over Enge, men Beslutning griber den Trætte, indtil Dandsen atter begynder.

Saaledes er Ægteskabet. Det er barnligt glad, og dog høitideligt, fordi det har Vidunderet stadigt for Øie; det er beskedent og i Dølgsmaal, dog boer Festligheden derinde; men, som den Handlendes Dør er under Gudstjenesten lukket fra Gaden, saa er Ægteskabets det altid, fordi der bestandigt er Gudstjeneste. Det er bekymret, men denne Bekymring er ikke uskjøn, da den hviler i Forstaaelse og Følelse med hele Tilværelsens dybe Smerter; hvo der ikke kjender denne Bekymring, er uskjøn. Det er alvorligt, og dog formildet i Spøg; thi ikke at ville gjøre Alt, er en daarlig Spøg, men at gjøre sit Yderste, og da at forstaae, at det er Lidet, Lidet, Intet i Forhold til Kjærlighedens Ønske og til Beslutningens Begjæring, er en salig Spøg. Det er ydmygt og dog modigt, ja et saadant Mod findes kun i Ægteskabet, fordi det er dannet af Mandens Kraft og af Qvindens Svaghed, og forynget ved Barnets Sorgløshed. Det er trofast; sandeligen, hvis Ægteskabet ikke var trofast, hvor var da Trofasthed! Det er trygt, beroliget, hjemlet i Tilværelsen, ingen Fare er virkelig Fare, men kun Anfægtelse. Det er nøisomt; det veed ogsaa at bruge meget, men det veed at være skjønt i tarvelige Kaar, og veed at være ikke mindre skjønt i Overflod. Det er tilfredsstillet og dog forventningsfuldt; de Elskende ere sig selv nok, og dog kun til for Andres Skyld. Det er dagligdags, ja, hvad er saa dagligdags som Ægteskabet; det er ganske Timelighedens, og dog lytter Evighedens Erindring til, og glemmer Intet.

At en elskende Yngling er et lifligt Syn, behøver man ikke at sige, men vel maaskee, at en Ægtemand er et endnu mere velgjørende Syn, med mindre Alteret skulde være til Forargelse; thi det er dog forkeert, blot at være en elskende Yngling, naar man vil træde frem der. Men Ægtemanden er den elskende Yngling, aldeles! hans Forelskelse er uforandret, kun har den Beslutningens hellige Skjønhed, hvad Ynglingens ikke har. Eller er han ikke ligesaa riig og lykkelig som Ynglingen? Er min Rigdom maaskee mindre, fordi jeg eier den i den eneste betryggende Sikkerhed; er min Fordring til Livet mindre, fordi jeg har den paa stemplet Papiir; er min Lykke mindre, fordi Gud i Himlen vil borge for den, og ikke vil det for Spøg, som Eros vilde det, men vil det i Alvor og Sandhed, saasandt Beslutningen holder ham fast! Eller skulde maaskee det Sprog, den elskende Yngling veed at føre, være mere guddommeligt, end det Ægtemanden veed at forstaae? Er ikke Vielsen selv en saa mørk Tale, at der skal mere end en Digter til, for at forstaae, er den ikke et saa dristigt vovet Ord, at Den, der kun forstaaer det halvt, maatte tabe Sands og Samling? At tale om Pligt til et Par Elskende — og at forstaae det, og dog være forelsket, vundet til den Elskede med Umiddelbarhedens fasteste Baand! At tale om Forbandelsen, der hviler paa Slægten, om Ægteskabets Besværligheder, om Qvindens Smerte og Mandens sure Sveed — og dog være forelsket, og i Forelskelsens Umiddelbarhed forvisset om, at kun Lykke venter dem! At høre dette, at see Beslutningen, at holde Sindet fast paa den, og tillige at kunne see Myrthekrandsen paa den Elskedes Hoved — sandeligen, en Ægtemand, en ret Ægtemand er selv et Vidunder! At kunne høre den Elskedes Stemme, medens Orgelet lyder! At kunne fastholde Elskovens Lyst, medens Tilværelsen samler al Alvorens Magt over ham og den Elskede!

Som Brud er Qvinden skjønnere end som ung Pige, som Moder skjønnere end som Brud, som Hustru og Moder er hun et godt Ord paa et godt Sted, og med Aarene bliver hun skjønnere. Hermed har jeg allerede antydet, i hvilken Retning jeg vil søge Qvindens Skjønhed. Ak! selv redelige Mennesker have bidraget til den sørgelige Forvexling, som desto værre en letsindig qvindelig Ungdom griber altfor begjærlig efter, uden at betænke, at den er Fortvivlelse: at en Piges eneste Skjønhed er Ungdommens første, at hun blomstrer kun et Øieblik, at dette er Elskovens Tid, og at man elsker kun een Gang. Rigtigt, man elsker kun een Gang, men Qvinden tiltager netop i Skjønhed med Aarene, og er saa langt fra at aftage, at den første Skjønhed kun er noget Tvivlsomt i Sammenligning med den senere. Hvo saae vel en ung Pige, dersom han ikke er en Rasende, uden at fornemme et vist Veemod, fordi det jordiske Livs Skrøbelighed her viser sig i sin stærkeste Modsætning: Forgjængelighed, hurtig som en Drøm, Skjønhed, fager som en Drøm. Men hvor fager end hiin første Skjønhed er, den er dog ikke Sandheden; den er et Hylster, en Indklædning, ud af hvilken først i Aarene den sande Skjønhed vikler sig for Ægtemandens taknemmelige Blik. — Betragt derimod hende, den Bedagede. Du griber ikke uvilkaarlig derefter, thi det er ikke den flygtige Skjønhed, der haster som en Drøm; nei! sæt Dig ved hendes Side, betragt hende nærmere: hun tilhører ganske Verden med sin moderlige Omsorg, hvis travle Tid dog nu er forbi, og kun Omsorgen er bleven tilbage, og i den svæver hun, som Engelen over Pagtens Ark. Sandelig, hvis Du ikke her føler, hvilken Realitet en Qvinde har, saa er og bliver Du en Kritikus, en Recensent, en Kjender maaskee ɔ: en Fortvivlet, der farer hen med i Fortvivlelsens Rasen, raabende: lader os elske idag, thi imorgen er det forbi — ikke med os, det var tungt, men med Elskoven — det er modbydeligt. Giv nu lidt Tid, sæt Dig hos hende; det er ikke Begjæringens lystelige Frugt! dersom det bruser i Dig, da sid her, at Du maa vorde beroliget.... Saa foretrækker Du maaskee at undgaae hendes Selskab. O, selv om den unge Slægt, der omgav hende, var — uhøflig (saaledes tænker vel en Modeherre, der mener, at hun behøver hans Conversation), nei, var forvildet nok til at lade hende sidde ene; hun savner ikke dens Lyst, hun er forligt med Tilværelsen, og dersom Du atter engang skulde føle Trang til et forsonende Ord, dersom Du skulde føle Trang til at glemme Dissonantserne i Livet, saa tye til hende, sid værdigen hos den Værdige, — og hvad er saa skjønnest, den unge Moder, der føder ved Naturens Kraft, eller den udlevede, der føder Dig igjen ved sin Omsorg! Eller er Du ikke saaledes medtagen af Verdens Nød, sid blot værdigen hos den Værdige, ogsaa hendes Liv er ikke uden Melodi, ogsaa denne Alderdom er non sine cithara; og Intet er glemt af det Oplevede, det lyder Alt deri fra Livets forskjellige Tider sødt sammenklingende, naar denne Stemme bevæger Erindringens Strenge. Thi see, hun er kommen til Livets Opløsning, ja hun er ligesom selv Opløsningen paa Livet, hørlig og synlig. Saaledes fuldender en Mands Liv sig aldrig, hans Regnskab er i Almindelighed vidtløftigere; men en Huusmoder har kun Smaabegivenhederne, de daglige Lidelser og de daglige Glæder, men derfor ogsaa denne Lykke; thi er en ung Pige lykkelig, da er jo den bedagede Qvinde endnu lykkeligere. Siig saa, hvad der er skjønnest: den unge Pige med sin Lykke, og den Udlevede, der fuldkommer en Guds Gjerning, der løser op for den Bekymrede, og for den Glade er den bedste Lovtale over Tilværelsen, ved at være Livets skjønneste Opløsning!

Og hvilken Mangfoldighed af Collisioner er der ikke sat Moderkjærligheden, og hvor skjøn er Moderen ikke, hvergang hendes fornegtende, opoffrende Kjærlighed gaaer seierrig ud deraf! Jeg taler nu ikke her om, hvad der vel er vitterligt og givet, at Moderen offrer Livet for Barnet. Det lyder saa høit, saa forelsket, og har ikke det rette ægteskabelige Præg. I Smaating sees den ligesaa godt, ligesaa stor, ligesaa elskelig. Til daglig Brug er Moderkjærligheden ligesaa skjøn, som ved den meest afgjørende Leilighed, og egentligen er den væsentligen skjøn til daglig Brug, fordi den der er i sit Element, fordi den der, uden at faae nogen Impuls eller nogen Tilvæxt af Kraft ved Katastropher udenfra, kun er bevæget i sig selv, ernæres ved sig selv, fremskynder sig selv ved sin egen oprindelige Drift, beskeden, og dog altid paa Færde i sin elskelige Gjerning. Stakkels Mand, der skal gaae ud i Verden for at søge en saadan Tusindfryd, han finder den dog ikke; stakkels Mand, der i det Høieste har en Forestilling om, at Naboen dyrker den; lykkelig Ægtemanden, hvis han ret veed at glæde sig ved sin Tusindfryd. Opdager han denne Blomst udenfor sin egen Grund, denne Blomst, der ligesom hiin Pragtplante er mærkelig ved, at den kun blomstrer een Gang i hundrede Aar, har den endnu sjeldnere Mærkelighed, at den blomstrer hver Dag, og end ikke lukker sig i Natten — da har han sin Glæde af derhjemme at fortælle, hvad han har seet ude.

Dog den aabnede Sands for Moderkjærlighedens skjønne Præstationer har kun en Ægtemand; han har tillige den sande Sympathie, der er dannet af Alvor til at fatte Opgavens uendelige Betydning, og Glæde i Tilværelsen til at ville opdage, om han derfor just ikke udbryder i Ord og Jubel.

Og naar jeg nu som Ægtemand, Ægtemand i 8 Aar, støtter mit Hoved til hendes Skulder, da er jeg ikke en Kritiker, der beundrer eller savner nogen jordisk Skjønhed, jeg er ei heller en sværmerisk Yngling, der besynger hendes Barm, men dog bevæges jeg ligesaa dybt, som første Gang. Thi jeg veed, hvad jeg vidste, og hvad jeg atter og atter forvisser mig om, at der i denne min Hustrues Bryst slaaer et Hjerte, stille og ydmygt, men jævnt og ligeligt, thi jeg veed, det slaaer for mig og mit Vel, og for hvad der tilhører os begge, jeg veed, at dets rolige, ømme Bevægelse er uafbrudt, ak! medens jeg har travlt med mine Forretninger, ak! medens jeg adspredes i det Mangfoldige; jeg veed, at til hvilken Tid, og under hvilke Forhold, jeg tyer til hende, da har det ikke ladet af at slaae for mig. Og jeg er en Troende: som den Elskende troer, at den Elskede er ham Livet, saa troer jeg aandeligt, hvad der staaer i en gammel Bog, at Naturforskerne lære, at Moderens Mælk er frelsende for Den, der er syg indtil Døden; jeg troer, at denne Ømhed, der uudtømmelig kjæmper for at finde et inderligere og inderligere Udtryk, jeg troer, at denne Ømhed, der var hendes rige Medgift som Brud, jeg troer, den bærer rigelig Rente, jeg troer, den vil fordoble sig, hvis jeg ikke forøder hendes Midler; jeg troer, at dette ømme Blik, hvis jeg var syg, syg indtil Døden, dersom det hvilede paa mig, ak, som var hun selv, ikke jeg, den døende Fægter, jeg troer, at det vilde kalde mig tilbage til Livet; dersom Gud i Himlene ikke selv vil bruge Magten: da troer jeg, at denne Ømhed atter binder mig til Livet, som et Syn, der besøger hende, som en Død, hvem Døden dog ikke kan overtale, indtil vi igjen forenes. Men indtil da, indtil da, at Gud saaledes bruger Magten, troer jeg, at jeg ved hende indsuger Fred og Tilfredshed i mit Liv, og mange Gange er frelst fra Mismodets Død og Aandsfortærelsens onde Møie.


Jeg siger ikke, at Ægteskabet er det høieste Liv, jeg kjender et høiere; men Vee Den, der uberettiget vil springe det over. Forfærdeligt er det, en Rædsel; men saa skal det ogsaa være. Den, der vil bryde med Virkeligheden, skal idetmindste vide, hvad det er han bryder med. Jeg er langtfra at være grusom, saalidet som jeg er grusom, naar jeg sidder rolig i Inqvisitionens Tjeneste, og maner alle Rædsler frem, for at strække tilbage indenfor Ret og Retfærdigheds fredelige Hegn. Det er muligt, at Den, der har bøiet Lykkens Green ned til Jorden i Forelskelsen, at han kan hugge den over, og selv slynges ved dens Kraft hen i Dødens Marter, som den Ulykkelige, hvem denne Livsstraf overgaaer, lidende endnu mere, fordi han sønderrev den Elskede tillige; det er muligt, naar han feiler tryg med sin Lykke, at stige ned, og bore et Hul i Skibet, og bringe sig selv og Een til i Havsnød; det er muligt, han kan gjøre det, hvis han virkelig er forelsket; og er han det ikke, da er det umuligt, at han kan være Undtagelsen, dersom der er nogen saadan...

... See, nu gik hun netop min Dør forbi, jeg forstaaer det, hun venter mig, men hun vil ikke gaae ind, for ei at forstyrre. Blot et Øieblik, blot et Øieblik, min Sjæl er saa rig, jeg er saa veltalende i dette Øieblik, jeg vil skrive det ned paa Papiret, en Lovtale over Dig, min elskelige Viv, og saa overbeviser jeg hele Verden om Ægteskabets Gyldighed. Og dog tidsnok imorgen, iovermorgen, mit Valg er gjort, jeg følger Vinket og Indbydelsen...