Paa Kierkegaardske „Stadier“, et Livsbillede
Paa
Kierkegaardske "Stadier",
et Livsbillede
ved
R. Nielsen.
Kjøbenhavn.
Forlagt af den Gyldendalske Boghandling (F. Hegel).
Thieles Bogtrykkeri.
1860.
To store Træer overskygge den. Videre er der ikke at see paa Stykket, og den umiddelbare Iagttager seer ikke Andet. Imellem de to Træer er der et tomt Rum; idet Øiet følger langs med dets Contur-Omrids, fremtræder af dette Intet Napoleon selv, og nu er det umuligt at lade ham forsvinde igjen.
Begrebet Ironi
med stadigt Hensyn til Sokrates.
Nogle af mine Landsmænd mene vel, at Kjøbenhavn er en kjedelig By og en lille By. Mig synes den tvertimod, forfrisket af det Hav, ved hvilket den ligger, og uden selv i Vinteren at kunne opgive Bøgeskovens Erindring, at være det lykkeligste Opholdssted, som jeg kunde ønske. Stor nok til at være en større By, lille nok til, at der ingen Torvepriis er paa Mennesker: kan den tabellariske Trøst, som man har den i Paris, over saa og saa mange Selvmordere, kan den tabellariske Glæde, som man har den i Paris, over saa og saa mange Udmærkede, ikke trænge sig forstyrrende ind, og hvirvle den Enkelte hen i en Brusen, saa Livet ingen Betydning faaer, ikke Trøsten sin Hviledag, ikke Glæden sin Helligdag, fordi Alt farer hen i det Indholdsløse eller altfor Indholdsrige.
Nogle af mine Landsmænd finde Menneskene, som boe i denne By, ikke livlige nok, ikke hurtigt nok bevægede. Dette synes mig ikke. Den Hurtighed, hvormed i Paris Tusinder danne et Opløb om Een, kan vel smigre den Ene, om hvem de samles, men mon den bøder, paa Savnet af det stillere Sind, som lader den Enkelte føle, at han dog ogsaa har nogen Betydning?
Nogle af mine Landsmænd mene, at Modersmaalet ikke skulde være dygtigt til at udtrykke vanskelige Tanker. Dette synes mig en besynderlig og utaknemmelig Mening, som det ogsaa synes mig besynderligt og overdrevent at ville ivre for det, saa man næsten glemmer at glæde sig ved det, at forfægte en Uafhængighed saa ivrigt, at Iveren næsten synes at tyde paa, at man allerede føler sig afhængig, og at det stridige Ord tilsidst bliver det Spændende, ikke Sprogets Fryd det Vederqvægende. Jeg føler mig lykkelig ved at være bunden til mit Modersmaal, bunden, som maaskee kun Faa er det, bunden, som Adam var til Eva, fordi der ingen anden Qvinde var, bunden, fordi det har været mig en Umulighed at lære noget andet Sprog, og derved en Umulighed at fristes til at lade stolt og fornemt om det medfødte, men ogsaa glad ved at være bunden til et Modersmaal, der er rigt i indre Oprindelighed, naar det udvider Sjælen, og lyder vellystigt i Øret med sin søde Klang; et Modersmaal, der ikke stønner betynget af den vanskelige Tanke, og derfor er det maaskee Nogen troer, at det ikke kan udtrykke den, fordi det gjør Vanskeligheden let ved at udtale den; et Modersmaal, der ikke puster og lyder anstrænget, naar det staaer for det Uudsigelige, men sysler dermed i Spøg og i Alvor, indtil det er udsagt; et Sprog, der ikke finder langt borte, hvad der ligger nær, eller søger dybt nede, hvad der er lige ved Haanden, fordi det i lykkeligt Forhold med Gjenstanden gaaer ud og ind som en Alf, og bringer den for Dagen, som et Barn den lykkelige Bemærkning, uden ret at vide af det; et Sprog, der er hæftigt og bevæget, hver Gang den rette Elsker veed mandligt at hidse Sprogets qvindelige Lidenskab, selvbevidst og seierrigt i Tankestriden, hver Gang den rette Hersker veed at føre det an, smidigt som en Bryder, hver Gang den rette Tænker ikke slipper det, og ikke slipper Tanken; et Sprog, der, om det end paa et enkelt Sted synes fattigt, dog ikke er det, men forsmaaet, som en beskeden Elskerinde, der jo har den høieste Værd, og fremfor Alt ikke er forjadsket; et Sprog, der, ikke uden Udtryk for det Store, det Afgjørende, det Fremtrædende, har en yndig, en tækkelig, en livsalig Forkjærlighed for Mellemtanken og Stemningens Smaasnakken og Overgangens Nynnen og Bøiningens Inderlighed og den dulgte Velværens forborgne Frodighed; et Sprog, der forstaaer Spøg nok saa godt, som Alvor: et Modersmaal, der fængsler sine Børn med en Lænke, som er let at bære — ja! men tung at bryde.
Nogle af mine Landsmænd mene, at det at være Forfatter i Danmark, er et fattigt Levebrød og en kummerlig Ansættelse. De mene ikke blot, at dette er Tilfældet med en saadan tvetydig Forfatter som mig, der ikke har en eneste Læser, og kun nogle faa til midt i Bogen, hvem de derfor end ikke tænke paa i deres Dom, men de mene, at det ogsaa er Tilfældet med de udmærkede. Nu, Landet er jo kun lille. Men var det saa ringe en Ansættelse i Grækenland at være Øvrighed, uagtet det kostede Penge at være det!
Nu er det altsaa stille, ikke i den Forstand, hvor det gjælder, at Stilheden erhverves ved en Lidenskab, der er stærkere end det meest larmende Udbrud. Nei, det er stille i den Forstand, hvori Kjøbmanden siger: det er i denne Tid stille i Kornvarer, de spørges ikke; stille i den Forstand, hvori man siger om en Landsby, at der er stille, fordi der ingen Begivenhed er og ingen i Vente, medens dog det Sædvanlige skeer. Stille, ikke i phantastisk Forstand, som man siger det om et Huus, hvis Indesluttethed gjemmer det Anede, men som man siger det i borgerlig Forstands om et Huus, hvor de rolige Familier passe hver Sit, og Alt skeer, som det pleier at skee; stille, som man siger det om de "Stille i Folket", der Ugen igjennem passe Næringsveien, gjøre Regnskabet op, lukke Boden, og om Søndagen gaae i Kirke.
Jo mere jeg tænker paa denne Stilhed, desto mere forvandles mit Væsen. Denne Stilhed, denne Tryghed forekommer mig at være Tilværelsens underfundigste Svigagtighed. Ja, naar Stilheden er et uendeligt Intet og netop derved Mulighedens rummelige Form for et uendeligt Indhold, ja, da elsker jeg den; thi da er den Aandens Element og righoldigere end Kongeskifter og Verdensbegivenheder. Derfor elsker jeg Dig, Du Stilhed mellem Gravene, thi de Døde sove, og dog er denne Stilhed Formen for Evighedens Bevidsthed om deres Gjerninger. Derfor elsker jeg Dig, Du Nattens Stilhed, naar Naturens Inderste forraader sig tydeligere i Anelser, end naar den høirøstet forkynder sig i Alts Liv og Bevægelse! Derfor elsker jeg Dig, Du Aandetimens Stilhed her paa mit Værelse, hvor ingen Lyd og ingen menneskelig Stemme begrændser Tanken og Tankernes Uendelighed, hvor Petrarcas Ord passe: ikke har Havet saa mange Dyr i sine Bølger, ikke saae nogensinde Natten saa mange Stjerner paa Himlens Hvælving, ikke boer der saa mange Fugle i Skoven, ikke saa mange Straa har Mark og Eng, som mit Hjerte har Tanker hver Aften! Derfor elsker jeg Dig, Du høitidelige Stilhed før Slaget; lad det være Bønnens, der ikke udsiges, lad det være Feltraabets, der hviskes, din Stilhed betyder mere end Slagets Tummel! Derfor elsker jeg med Gysen Dig, Du Stilhed i Ørkenen, Du er forfærdeligere end Alt, hvad der skeer eller er skeet! Derfor elsker jeg Dig, Du Eensomhedens Stilhed fremfor Alt, hvad der er mangfoldigt, fordi Du er uendelig!
Dersom en Mand vilde staae paa eet Been, eller i en snurrig dandsende Stilling svinge med Hatten, og i denne Attitude foredrage noget Sandt, saa vilde hans faa Tilhørere dele sig i to Klasser; og mange fik han ikke, da de fleste strax vilde opgive ham. Den ene Klasse vilde sige: hvor skulde det kunne være sandt, han siger, naar han gesticulerer saaledes; den anden vilde sige: ja, hvad enten han nu slaaer Entrechats, eller han gaaer paa Hovedet, om han saa slog Kulbøtter, det, han siger, er sandt, det vil jeg tilegne mig, og lade ham fare.