Paa Kierkegaardske „Stadier“, et Livsbillede/3

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Gyldendal Kjøbenhavn Paa Kierkegaardske Stadier, et Livsbillede


Rasmus Nielsen - Paa Kierkegaardske Stadier.djvu Rasmus Nielsen - Paa Kierkegaardske Stadier.djvu/1 71-83

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

III.

"Skyldig?" — "Ikke Skyldig?

Quidam.

.... oplært var jeg fra Barn i Lydighed, absolut Lydighed, udrustet med næsten dumdristig Tro paa at formaae Alt, kun ikke Eet, at blive en fri Fugl, om det saa blot var en eneste Dag heel, eller at slippe ud af Tungsindets Lænker, hvori en anden Magt holdt mig; endeligen var jeg mig selv en Poeniterende.

Rapport til Historien.


Saa segner han da fortvivlet i al sin Elendighed, naar hiint eneste Ord, det sidste, det yderligste, saa yderligt, at det ligger udenfor det menneskelige Sprog, udebliver, naar Vidnesbyrdet ikke er hos ham, naar han ikke kan opvriste den forseglede Depesche, der indeholder Ordren fra Gud. Dette er Begyndelsen til at blive en Undtagelse, hvis der ellers gives en saadan.

Assessoren.

Burde en Grændsesoldat være gift? Tør en Grændsesoldat, aandeligt forstaaet, gifte sig, en Yderpost, der Dag og Nat kæmper ikke just med Tartarer og Skyter, men med et oprindeligt Tungsinds Røverhorder, en Yderpost, der, om han end ikke kæmper Dag og Nat, om han end i længere Tid har Fred, dog aldrig kan vide, hvilket Øieblik Krigen igjen begynder, da han ikke engang tør kalde denne Rolighed en Vaabenstilstand?


Ak! at hun dog ikke maatte døe, ak, at hun dog ikke maatte visne hen! — Hvor bleg, hvor lidende, hvor ganske som dens Skikkelse, der siger En til at møde for Evigheden! Dette næsten brustne Blik, denne Gysen i min Sjæl, fordi Døden gaaer over min Grav.


"Hvad er Æren," siger Falstaff, "kan den sætte et Been paa? Nei. Kan den sætte en Arm paa? Nei. Ergo er den en Indbildning, et Ord, et malet Skildt." Nei, dette Ergo det var galt; thi kan den end Intet af dette gjøre, naar man vinder den, saa kan den, naar den tabes, gjøre det Modsatte, den kan sætte et Been af og en Arm af, ja den kan mishandle et Menneske værre end man gjør det i Rusland, og sende En til Siberien. Naar den kan det, er den dog ikke nogen Indbildning. Thi gaae hen paa Valpladsen, betragt de Faldne; besøg Invalidernes Hospital, betragt de Saarede: aldrig fandt Du der en Død, aldrig der en Qvæstet saaledes mishandlet som den, hvem Æren gjorde det af med.

Saa kommer Forstaaelsen indenfor Jernstængerne. Hvor er saa Ærens Mark? Den er overalt, hvor en Mand falder med Ære. Men Den, der foretrak, hellere end at skulke sig gjennem Livet med Æren, at tabe Æren og give Gud den, han falder ogsaa paa Ærens Mark.

Er der en ny Himmel og en ny Jord at forvente, saa er der ogsaa en ny Ære. Falder jeg da end der, hvor Ingen drømmer om, at Ærens Mark kan være, begraves jeg end paa de Uærliges Kirkegaard, dersom dog en Enkelt, der maaskee i andre Tanker gik min Grav forbi, pludselig standser og holder mig denne Ligtale: "hvorledes er dog dette Menneske kommen til at ligge her, kan man da ligge uden Skjændsel blandt de Uærlige, og han ligger her jo med Æren —", saa forlanger jeg ikke mere.


Sæt Maria Magdalene ingen Medvider havde havt i sin Skam, og hun kunde have lusket sig gjennem Livet med Æren, og i Døden lusket sig ud af Verden med Myrthekrandsen om sin Pande: mig synes hun vandt ved sit Mod en anden Ære; mig synes, hun ligger i Døden uden Myrthekrands mere hædret end med denne.


Dernede i Landsbyen, der boer jo den kjønne Marie. Hun havde ogsaa en Kjærlighedshistorie; nu er Smerten forbi, nu gnider Musikanten Violen, og Marie træder i Dandsen med en ny Elsker. Nei, Nei, det forstyrrer mit hele Væsen! Lad Uendeligheden skille os ad; mit Haab var, at Evigheden ogsaa vilde forene os. Kom Død, og bevar hende for Evigheden; kom Vanvid, og sæt Alt i Bero, indtil Evigheden tager Skifterettens Segl fra; kom Had med din uendelige Lidenskab; kom stolte Udmærkelse med din visnelige Æreskrands; kom Gudsfrygt med din uforkrænkelige Salighed; kom Een af Eder, og tag hende, hvem jeg ikke selv kan tage; men ikke Dette, ikke Endelighedens Fuskerier! — Skeer dette, o, da bedrager jeg hende, da maa jeg bedrage hende. Jeg stjæler hendes Billede, som min Indbildning elsker det; jeg skal beskue det, men det skal ikke minde mig om hende, som det hidtil har gjort, da jeg forsagede Erindringens Lindring; thi da er det kun en Erindring.


Da jeg var Barn, var en lille Tørvegrav mig mit Alt: de mørke Trærødder, der hist og her ragede frem i det dybe Dunkle, vare forsvundne Riger og Lande, hver en Opdagelse mig vigtig, som de antidiluvianske for Naturforskeren. Begivenhed var der nok af; thi kastede jeg en Steen ud, hvilke uhyre Bevægelser frembragte den ikke, den ene Kreds større end den anden, indtil Vandet atter blev stille; og kastede jeg Stenen paa en anden Maade, da var Bevægelsen forskjellig fra hiin, og i sig selv rig paa ny Forskjellighed. Da laae jeg ved Kanten, og saae ud over dens Flade, hvorledes Vinden først midtude begyndte at kruse Vandet, indtil den riflede Bølgegang forsvandt mellem Sivene paa den modsatte Side; da steg jeg op i Pilen, som bøiede sig ud over Graven, sad saa yderligt som muligt, tyngede den lidt ned, for at kunne stirre ned i det Dunkle; da kom Ænderne svømmende til fremmede Lande, besteg den smalle Tunge, som løb ud og dannede en Bugt med Sivet, hvor min Flodholdtsbaad laa i Havn. Men fløi der nu en Vildand fra Skoven over Graven, vakte dens Skrig dunkle Erindringer i de adstadige Ænders Hoved, begyndte de at slaae med Vingerne, at flyde vildt hen langs Fladen: da vaagnede der ogsaa en Længsel i mit Bryst, indtil jeg atter stirrede mig tilfreds ved min lille Tørvegrav.


Barndommens Tid er nu længst forbi, derfor har jeg maaskee ikke saa meget at give til af, i Henseende til Phantasi; saaledes er jeg forandret. Men min Betragtningsgjenstand er ikke bleven meget større i Forhold til, hvad et ældre Menneske ellers har. Det er eet Menneske, et eneste, hvorom Alt dreier sig.


Glemme hende? — det er umuligt. Min Bygning er styrtet sammen. Tungsindig var jeg; men i dette Tungsind var jeg en Sværmer, og hiin min Ungdoms trøstesløse Tanke, at jeg duede til Intet, var maaskee kun Sværmeriets Form, fordi jeg fordrede en Idealitet, under hvilken jeg segnede. Tidlig, kun altfor tidlig havde jeg seet, at den Begeistring, man finder paa Gader og Stræder, er as en saadan Art, at jeg ikke vilde have Lod og Deel i den. Da vilde jeg danne mit Ydre koldt og hjerteløst, for intet Fælledsskab at have med det Sminkede eller det Selvbedragerske. Det var en stolt Idee, som en Tungsindig kan hitte paa den. Men om man end skreg høit imod mig, at jeg var en Egoist, jeg vilde, at Ingen maatte have Ret imod mig. Alt dette er forstyrret, jeg er afvæbnet. Det Skin, jeg vilde fremkogle, er jeg bleven fangen i. Jeg har jo handlet lumpent mod et Menneske; thi om jeg end forstaaer det anderledes, — jeg kan ikke gjøre mig forstaaelig for noget Menneske.


Min Lidelse er en Straf. Jeg tager den af Guds Haand; jeg har fortjent den.


Saasnart jeg er udenfor min religiøse Forstaaelse, da er jeg tilmode som et Insekt, hvilket Børnene lege med, thi saa ubarmhjertigt synes Tilværelsen at have leget med mig; saasnart jeg derimod er i min religiøse Forstaaelse, forstaaer jeg, at dette netop har absolut Betydning for mig. Det der da i det ene Tilfælde er rædsom Spøg, er i den anden Forstand den dybeste Alvor.


En Spedalsks Selvbetragtning.

(Scenen er mellem Gravene ved Daggry, Simon leprosus sidder paa en Steen, er slumret ind, vaagner op og raaber:)

Simon! — ja, — Simon! — ja, hvo kalder? — Hvor er Du, Simon? — Her; med hvem taler Du? med mig selv. Er det med Dig, hvor er Du væmmelig med dit Udslæt, en Pest for alt Levende, viig bort fra mig, Vederstyggelige, flygt ud mellem Gravene! — Hvorfor blev jeg den Eneste, der ikke kan tale saaledes, ikke gjøre derefter; enhver Anden, hvis jeg ikke flygter for ham, saa flygter han for mig, og lader mig ene? Skjuler ikke en Kunstner sig, for lønligt at være Vidne til, hvorledes hans Kunstværk beundres; hvorfor kan jeg ikke stille denne væmmelige Skikkelse fra mig, og dog kun skjult være Vidne til Menneskenes Afsky? Hvorfor skal jeg være fordømt til at bære den omkring, og vise den frem, som var jeg en forfængelig Kunstner, der i egen Person maatte høre Beundringen? Hvorfor skal jeg fylde Ørkenen med mit Skrig, og gjøre de vilde Dyr Selskab og forkorte dem Tiden med min Hylen? Dette er intet Udraab, det er et Spørgsmaal; jeg spørger Den, som selv har sagt, at det ikke er et Menneske godt at være uden Selskab. Er dette da mit Selskab, er dette det Lige, som jeg skal søge: de hungrige Uhyrer eller de Døde, som ikke frygte for at blive smittede?

(Sætter sig ned igjen, seer sig om, og siger som ved sig selv:)

Hvor er Manasse bleven af? (med opløftet Røst) Manasse! — (tier et Øieblik.) Saa er han dog vandret til Staden. Ja, jeg veed det. En Salve har jeg opfundet, ved hvis Brug alt Udslættet vender sig ind efter, saa Ingen kan see det, og Præsterne maae erklære os sunde. Jeg lærte ham at bruge den, jeg sagde ham, at Sygdommen derfor ikke hørte op, at den blev indvendig, at Ens Aandedræt kunde smitte en Anden, saa han blev spedalsk i det Synlige. Da jublede han; han hader Tilværelsen, han forbander Menneskene, han vil hævne sig, han løber til Staden, han aander Gift paa dem alle. Manasse, Manasse, hvorfor gav Du Djævelen Plads i din Sjæl, var det ikke nok, at dit Legeme var spedalsk?

Jeg vil kaste den øvrige Salve bort, at jeg aldrig maa fristes; Fader Abrahams Gud, lad mig glemme, hvorledes den tilberedes! Fader Abraham, naar jeg er død, da spiser jeg med den Reneste, Du er jo ikke bange for den Spedalske; Isaak og Jakob, I frygte ikke at sidde tilbords med den, der var spedalsk og afskyet af Mennesker! I Døde, som sove her omkring mig, vaagner op, blot et Øieblik, hører et Ord, kun et Ord: hilser Abraham fra mig, at han har Pladsen beredt blandt de Salige for Den, som ikke maatte have Plads mellem Mennesker.

Hvad er dog menneskelig Medlidenhed! Hvem tilkommer den med Rette uden den Ulykkelige, og hvorledes betales den ham? Den Forarmede falder i Aagrerens Haand, der tilsidst hjælper ham i Fangenskab som Træl: saaledes drive og de Lykkelige Aager, og betragte den Ulykkelige som et Offer, og mene at kjøbe Herrens Venskab for godt Kjøb, ja paa en ulovlig Maade. En Gave, en Skjærv, naar de selv have Overflod, et Besøg, naar der ingen Fare er; lidt Deeltagelse, der ved sin Modsætning kan krydre deres Ødselhed, see! det er Medlidenhedens Offer. Men er der Fare, saa jage de den Ulykkelige ud i Ørkenen, for ikke at høre hans Skrig, der kunde forstyrre Strengelegen, og Dandsen og Yppigheden, og dømme Medlidenheden — den menneskelige Medlidenhed, der vil bedrage Gud og den Ulykkelige.

Saa søg da forgjæves Medlidenheden i Staden og hos de Lykkelige, søg den her ude i Ørkenen. Jeg takker Dig, Abrahams Gud, at Du lod mig opfinde denne Salve, jeg takker Dig, at Du stod mig bi til at forsage Brugen af den; jeg forstaaer dog din Barmhjertighed, at jeg frivillig bærer min Skjæbne, frit lider det Nødvendige. Har Ingen havt Medlidenhed med mig, hvad Under da, at Medlidenheden er flygtet, som jeg, ud mellem Gravene, hvor jeg sidder trøstet som den, der offrer sit Liv for at frelse Andre, som den, der vælger frivillig Landflygtighed, for at frelse Andre, trøstet som Den, der har Medlidenhed med den Lykkelige.

Fader Abrahams Gud, giv dem Most og Korn i Overflod og lykkelige Tider, byg Laderne større, og giv Overflod, større end Laderne, giv Fædrene Viisdom og Mødrene Frugtbarhed og Børnene Velsignelse, giv Seier i Strid, at det maa være dit Eiendoms Folk. Hør dens Bøn, hvis Legeme er besmittet og ureent, Præster en Vederstyggelighed, Folket en Rædsel, den Lykkelige en Snare, hør ham, dersom hans Hjerte dog ikke var besmittet.


Naar Hvalen er saaret, søger den ned paa Havets Bund, og udsprøiter Blodstraaler: døende er den forfærdeligst. Silden døer strax, og naar den er død, er den saa død som en Sild; men stundom ligger Hvalen ganske stille, uagtet den dog ikke er død.


Alt sover, kun de Døde stige frem af Graven, og leve om igjen. Og end ikke det gjør jeg, thi da jeg ikke er død, kan jeg jo ikke leve om, og dersom jeg var død, kunde jeg jo heller ikke leve om, thi jeg har jo aldrig levet.


For at holde min natlige Syssel saa skjult som muligt, bruger jeg den Forsigtighed at gaae i Seng Kl. 9. Kl. 12 staaer jeg op igjen. Det tænker Ingen paa, end ikke de Deeltagende, der have Deeltagelse nok til at opholde sig over, at jeg gaaer saa tidligt i Seng.