Penge kan gjøre alting godt

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Aug. Bang og Lehmann & Stage Kjøbenhavn


Danske Folkeæventyr ved Svend Grundtvig.djvu Danske Folkeæventyr ved Svend Grundtvig.djvu/7 156-162

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1947. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1923.

Penge kan gjøre Alting godt!

Penge kan gjøre Alting godt!

Med Tegninger af Carl Thomsen.

En Gang var der en Soldat, han var sat til Skildvagt foran et Hus, og dèr stod han og skrev paa Væggen: »Penge kan gjøre alting godt, Penge kan gjøre alting godt!« Han tænkte ikke videre over det, han saadan stod og skrev: han kjedede sig, og Tiden faldt ham lang. Nu stod Indskriften der at læse, og læst blev den jo af mange, og det baade af de smaa og de store Officerer. »Penge kan gjøre alting godt!« — Aa ja, men hvem mon der har skrevet det? tænkte de, for der maatte jo en have gjort det. Omsider kom det jo ogsaa ud, hvem der havde sat Indskriften, og saa spurgte de Soldaten, om han vilde staa ved det, han havde skrevet. — Jo, det vilde han nok: »Penge kan gjøre alting godt,« sagde han, »Penge kan gjøre alting godt!« Til sidst blev det bragt for Kongens Øre, og han spurgte da ogsaa Soldaten, om han vilde staa ved det, han havde skrevet, at Penge kan gjøre alting godt?» — Jo, det vilde han nok, sagde Soldaten. — Ja, sagde Kongen, saa kunde han nu faa at prøve, om det ogsaa altid slog til. »Penge faar du nu i mit Skatkammer, saa mange du vil, og to Aars Frist giver jeg dig: Enten bedrager du min Datter, inden de to Aar er omme — og kan du komme afsted med det, saa giver jeg dig hende til Kone —, eller ogsaa,« sagde Kongen, »skal du miste dit Liv.« — Naa, det var jo en slem Knibe for den stakkels Soldat at komme i, men der hjalp ingen Snak, enten skulde han det ene eller det andet.

Saa lod Kongen bygge et stort Stentaarn, dèr blev Prinsessen sat ind, og dèr skulde hun sidde, til de to Aar var omme. Ingen maatte komme ind til hende, uden Kongen selv. Kun han havde Nøglen til Taarnet, og han bragte hende selv Mad og Drikke og alt, hvad hun havde behov. Det huede slet ikke Soldaten, for han kunde nok indse, at her vilde Pengene ikke hjælpe ham meget.

Men Tiden gik, og noget maatte der gjøres. Soldaten bestemte sig da til at rejse. En farlig Mængde Penge var det alligevel, Kongen havde givet ham. Soldaten stoppede sit Tornyster fuldt baade af Sølv og Sedler, og saa drog han ud i den vide Verden.

Saa hændte det sig, at han en Aften fór vild i en Skov, saa han hverken vidste ud eller ind. Omsider blev han et lille Lys vàr, og det gik han efter, indtil han kom til et enligt lille Hus, hvor der ikke bode andre end en gammel Kone. Hende bad Soldaten da saa mindelig, om han ikke maatte blive der Natten over, og det fik han da ogsaa Lov til. Da de nu rigtig kom i Snak sammen, saa fortæller han den gode gamle Kone, hvor ilde han var faren: at han enten inden to Aar skulde bedrage Kongens Datter, eller ogsaa skulde miste sit Liv; at Prinsessen sad i et Stentaarn, som ingen uden Kongen havde Nøglen til; at det var allerede langt inde i det første Aar, og at han ikke vidste sine levende Raad. Penge havde han jo nok af, men hvad godt kunde de her gjøre ham?

»Ja,« siger saa den gode gamle Kone »det skal du endda ikke være saa vis paa. Nu skal du lade en Guldhjort gjøre, saa stor, at du kan sidde inde i den, og naar den saa er færdig, skal du krybe der ind, og saa skal du leje en, der kan trække rundt med den.« Og saa sagde hun ham Besked om, hvordan han i ét og alt skulde bære sig ad. — Soldaten sagde da den gamle Kone saa mange Tak for hendes gode Raad, og saa snart det blev Dag, bød han Farvel og vandrede tilbage til Kongestaden.

Her satte han strax en Guldsmed med alle hans Svende i Arbejde. De skulde gjøre ham en Guldhjort, saa stor, at han magelig kunde sidde inde i den, og en Laage skulde sættes paa, som han kunde krybe ind og ud ad, ligesom han vilde. — Da Hjorten var færdig, var den saa kunstig gjort, at ingen kunde opdage, at der var nogen Laage. Soldaten var ikke sen, han fik lejet sig en Karl, krøb ind i Hjorten og lod saa Karlen trække afsted med Dyret.

Nu kunde Soldaten spille saa urimelig kjønt — en rigtig god Rost havde han ogsaa altid haft, og alle Vegne, hvor den gode Hjort nu kom frem, dèr blev Folk staaende: de vilde næsten ikke tro deres egne Øjne og Øren, for saadan en Hjort havde de aldrig set før, og aldrig havde de hørt, at en Hjort kunde gjøre saadan Musik. Omsider kom Karlen ogsaa trækkende forbi Kongens Slot med sin Hjort. Kongen han kom jo ud, for at høre paa denne Musik, for han havde da heller aldrig hørt nogen Hjort, der kunde spille saadan op. Det morede ham saa godt at staa og høre paa Guldhjorten, og hver Gang den havde spillet et Stykke, saa raabte Kongen: »Naa, lille Hjort, spil nu det Stykke!« og »spil nu det Stykke!« og alt, hvad Kongen forlangte, det spillede Guldhjorten. Kongen fik da saadan en Lyst til denne Hjort, at han endelig vilde kjøbe den, og han bød Karlen en stor Sum Penge for den; men Karlen var ikke saadan at komme til rette med: han forlangte mange Gange mere for den, end Kongen havde budt ham. — Nej, saa urimelig meget vilde Kongen da ikke give for den, saa kunde han gaa, hvor han var kommen fra.

Men Kongens Datter havde oppe fra sit Taarn set Guldhjorten og hørt den spille, og hun gav sig strax til at tigge og bede sin Fader om, at han da endelig maatte kjøbe den til hende. Hun havde nu siddet dér et helt Aar og skulde sidde der ét til, og det var jo saa meget ensomt for hende; men naar hun havde den Hjort, saa kunde den spille for hende og more hende, naar Tiden faldt hende lang. — Ja, det syntes nu Kongen ikke han kunde nægte hende, og han kjøbte Hjorten og lod den bringe op i Taarnet til Prinsessen. Glad blev hun, og raabte strax: »Spil nu et Stykke, lille Hjort!« Og den spillede det ene efter det andet, alt hvad hun forlangte.

Da det saa blev henimod Aften, og Kongen var gaaet, og det var blevet stille i Taarnet, saa aabnede Soldaten Laagen og krøb ud af Hjorten. Prinsessen blev saa forskrækket, at hun

Danske Folkeæventyr illustration p160.png

gav sig til at skrige højt, men der var jo ingen, der kunde høre hende, og Døren var kikket af. Soldaten gav sig da til at snakke godt for hende, at hun skulde ikke være bange, det var ham, der havde siddet og spillet saa kjønt inde i Hjorten, og naar hun nu vilde tie med ham, saa vilde han blive og more hende baade med Sang og Spil, og han skulde ingen Fortræd gjøre hende. Saa snart Kongen kom, skulde han strax krybe ind i Hjorten igjen, og saa var der jo slet ingen, som kunde faa at vide, at han var der. — Ja, hun syntes jo ogsaa, det kunde være rart at have noget at more sig med, og hun gav ham saa Lov at blive der. Saa samlede hun sammen, hvad hun havde levnet af Mad og Drikke — en Flaske Vin var der ogsaa —, og Soldaten fik sig en god Aftensmad. Da det saa blev Sengetid, saa bad han, om han maatte blive siddende paa en Stol om Natten, for om Dagen havde han jo saa lidt Plads til at strække sig der inde i Hjorten. — Det, fandt hun, var et rimeligt Ønske. Snart efter laa Prinsessen og sov sødelig i sin Seng, og Soldaten sad paa sin Stol uden for Sengen og nikkede.

Paa samme Tid var Kongen ogsaa ved at gaa i Seng. Alt imens han klædte sig af, gik han og tænkte paa Guldhjorten, den kunde han slet ikke faa ud af sit Hoved, og saa fik han da saadan en urimelig Lyst til at høre bare et lille Stykke endnu, inden han gik til Ro. Og da han altid var vant til at gjøre, hvad han havde Lyst til, saa fik han i en Fart Klæderne paa igjen, og skyndte sig hen til Taarnet. Soldaten sad imidlertid i sin Stol og var lige begyndt at blunde lidt; men da han hørte Kongen komme op ad Trappen, blev han lysvaagen, og i det Øjeblik, Kongen stak Nøglen i Døren, hvad gjorde saa Soldaten! — Han krøb ikke ind i Hjorten igjen, som han havde lovet; men han sprang lige op i Sengen og lagde sig ved Siden af Prinsessen, og dèr gav han sig saa til at sparke og skrige op af alle Livsens Kræfter. Da Kongen hørte denne Støj og saa' Soldaten i Sengen, blev han saa rasende forbitret, at han trak sin Guldsabel ud, for at slaa ham ihjel. Prinsessen, som naturligvis var vaagnet ved al denne Larm, græd og skreg og klagede sig over, at Soldaten saadan havde bedraget hende, men Soldaten lo bare og sagde: »Ser I nu, gode Konge, at Penge kan gjøre alting godt! Jeg slap dog ind til Prinsessen, og nu er I nødt til at holde jeres Ord og give mig hende til Kone.« Kongen syntes jo ikke rigtig om det; men der var jo ikke noget at gjøre ved den Ting: hvad han havde lovet, maatte han ogsaa holde, og saadan gik det til, at Soldaten fik Prinsessen.

Danske Folkeæventyr illustration p162.png