Præst og Degn

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Aug. Bang og Lehmann & Stage Kjøbenhavn


Danske Folkeæventyr ved Svend Grundtvig.djvu Danske Folkeæventyr ved Svend Grundtvig.djvu/7 53-55

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1947. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1923.

Præst og Degn.

Med Tegning af Carl Thomsen

Danske Folkeæventyr illustration p053.png

Det var i gamle, gamle Dage og langt, langt vester paa i Jylland, dèr var der to Sogne, der laa langt fra hinanden og havde kun tilsammen én Præst og én Degn. Degnen maatte saa age med Præsten, naar der skulde være Tjeneste i Annexet.

Saa en Gang de kjørte til Sogns sammen, saa kommer de forbi en dejlig stor Flok Stude. »Det var da nogen farlig gode Stude,« siger Præsten. »Ja, det er den rige Gregers Engbjærgs Stude,« siger Degnen, »han har snart saa mange af dem, som der er Dage i et Aar.« — »Hvem der endda havde haft en af dem!« siger Præsten. »Ja, det kunde der nok blive Raad til,«  siger Degnen, »for i Nat kunde vi gaa op og knibe en af dem.«  — »Det gaar aldrig an,« siger Præsten. »Jo, det kan godt gaa,«  siger Degnen, »for der er ingen, der vil tro os til det.«

Da Natten kom, fulgtes saa Præsten og Degnen ad der op og stjal en Stud. Den slagtede de og delte den ligelig imellem sig: de savede den igjennem midt ad Ryggen. Men Huden kunde ikke deles; den kunde de ikke komme til rette om. »Vi kan rykkes om den, Far!« siger saa Degnen. Præsten tog saa i Hornene, og Degnen tog i Halen, og saa trak de, hver fra sin Ende, det bedste de kunde. Præsten havde det bedste Hold, og han vandt Sejer; Halen gled Degnen ud af Hænderne, og han faldt baglængs og fik sig et godt Skrup, dèr hvor man er højest, naar man sanker Spaaner.

De kom da godt hjem, hver med sit; Gregers Engbjærg savnede jo sin Stud, men den var ingensteds at finde, og der var ingen, som havde enten Præst eller Degn mistænkt for det Skjælmsstykke.

Saa en Gang, Provsten var paa Kirkesyn, saa kom han da ogsaa til denne her Præst, og der var Gilde for ham i Præstegaarden, og Degnen var med til Gildet. Saa ved Bordet udtalte Provsten sin Glæde over den Enighed og gode Forstaaelse, der fandtes i dette Sogn mellem dets Præst og dets Degn. »Der er mange Steder,« sagde han, »hvor det ikke er saaledes, saa det maa dobbelt glæde mig, her at finde en saadan Enighed.« — »Ja, der var dog én Gang,« siger saa Degnen, »at hans Velærværdighed og jeg ikke kunde komme til rette; det var den Gang, vi stjal Studen sammen. Det gik godt nok med Kjødet, men Huden kunde vi ikke enes om.« Ved disse Degnens Ord fik Præsten med ét noget galt i Halsen, blev højrød i Hovedet og maatte skynde sig uden for. Den gode Degn fulgte ud med ham, for at hjælpe ham til rette.

»Du er jo gal,« siger saa Præsten; »du gjør os begge to ulykkelige; den Snak vil koste mig baade Kjole og Krave.« — »Nej vist ikke!« siger Degnen; »vil Far give mig et Hundred Daler, saa skal her ingen Skade ske.« Ja, det maatte Præsten love ham, og saa da Hosten var ovre, kom de ind igjen. »Hvordan var saa det med den Stud og med den Hud?«  spørger Provsten strax, de kommer til Sæde igjen. »Jo,« siger Degnen, »Far tog i Hornene, og jeg tog i Halen, og saa rykkede vi; men saa faldt jeg bag over og slog Enden i Gulvet og Benene i Vejret, — og saa vaagnede jeg.« — »Naa! det var kun en Drøm?« sagde Provsten. »Nej! andet var det ikke,«  sagde Degnen.