- 34 -
sig selv og ikke kan betragtes som statslig, og at staten ikke kan inddrage dens formue, er statsretligt et væsentligt forhold, som sagsøger gør gældende statsretligt forpligter staten. Dette gælder ikke mindst, når man ser på, hvorledes forholdene efter denne udtalelse udviklede sig med en stærk selvejende og selvstyrende - men også til stadighed fortsat selvfinansierende - havn. Sagsøger gør gældende, at sagsøger kan støtte direkte ret på ministerens erklæring fra 1891.
Sagsøger støtter endvidere ret på, at sagsøgte, Trafikministeriet, i notat af 3. marts 1989 og i notat af 4. april 1991 har afgivet markante udtalelser om Københavns Havns retlige stilling, nemlig at havnen ikke var og ikke kunne gøres statslig uden iagttagelse af bestemmelserne i Grundlovens § 73. Sagsøger påberåber sig således disse notaters retlige vurderinger og erklæringer om retlige forhold. Disse notaters indhold kan sagsøger i enhver henseende tiltræde.
Det er endog særdeles bemærkelsesværdigt, at sagsøgte, Trafikministeriet, i dag indtager juridiske standpunkter, der stort set undtagelsesfrit er direkte modsatrettede den juridiske vurdering og de juridiske standpunkter vedrørende Københavns Havns retlige stilling, Trafikministeriet indtog både i 1989 og 1991 og i hvert fald også så sent som i 1992. Dette graverende forhold må påvirke tyngden af den - efter sagsøgers opfattelse uløftelige - bevisbyrde, der påhviler sagsøgte for, at sagsøger oprindelig var eller kunne gøres statslig.
Københavns Handelshavn har altid været tættere tilknyttet eller mindst ligeså tæt tilknyttet Københavns Kommunes som staten - på tilsvarende måde, som de tidligere købstadhavne var tilknyttet vedkommende kommune. Københavns Kommune har i 1999 og 2000 udtalt sig markant mod statens overtagelse af havnen. Ligeledes har havnens kunder, det private erhvervsliv, prote-
