106
Om Nødvendigheden af et almindeligt Byttemiddel.
vilde dog i det mere udviklede Samfund lægge store Hindringer iveien for Omsætningen og Samfærdselen. Tænke vi os saaledes en Landmand, der bringer til Byen et Qvantum af de Producter, som hans Jordbrug har forskaffet ham, udover hvad han selv behøver, og at han for disse ønsker at forsyne sig med Varer af forskjellig Slags, da vil dette medføre utallige Vanskeligheder for ham, naar han hos Smeden, Skomageren, Sadelmageren, Vognmageren, Urtekræmmeren og Manufacturhandleren skal ved Hjælp af selve de medbragte Producter tilbytte sig hvad han ønsker. Sandsynligviis vil Landmanden komme til at lede længe, inden han finder Nogen, som er tilbøielig til at tage i Bytte, netop hvad han tilbyder. Enkelte af dem, han henvender sig til, ville maaskee nok have Noget, men ikke saa store Qvantiteter, som svare til Værdien af den Ting, som Landmanden ønsker at tilbytte sig. For at faae hvad han trænger til, maa han maaskee gjere flere Byttehandeler og saaledes først ad Omveie naae Maalet.
Men en slig gjentagen Ombytning er altid forbunden med megen Ulempe og Tidsspilde. Vi finde derfor ogsaa, at der hos alle Folkeslag og til alle Tider har viist sig en Trang til et almindeligt Byttemiddel, et saadant, hvis Værdi tør antages at være bekjendt for de Fleste, og som derhos er saa almindeligt i Brug, at Enhver kan være tjent med at modtage det i Bytte for de Gjenstande, han har at afsætte. Dette Byttemiddel blev da tillige en Maalestok for Værdien, og det er dette Handelens vigtige Redskab, vi benævne Penge.
Hos Romerne og Grækerne var i Oldtiden Qvæget den almindelige Værdimaaler, man udtrykte en Vares Bytteværdi ved at sige, at den var saa og saa mange Oxer værd*).
*) Benyttelsen af Qvæget som Værdimaaler hos Romerne gav Anledning til, at disse senere paa deres Menter afbildede en Oxe i Præget. Pecunia betød derfor baade Qvæg og Penge.
