Møntningen kaldes Møntmester, og den, der paaseer, at det rette Forhold mellem ædelt og uædelt Metal er tilstede, kaldes Møntvardein eller Møntguardein. Mønterne blive nemlig af forskjellige Grunde ikke forarbeidede af aldeles reent Guld eller Sølv; mendeelsfor at give de mindre Mønler noget større Omfang, og deels for at tilveiebringe en større Haardhed, blandes det ædle Metal med Kobber (Guld underliden med Sølv). At blande Guld eller Sølv paa denne Maade, kaldes at legere det, og selve Tilsætningen af det uædle Metal benævnes Legering. Den legerede Masse, hvoraf Mønten bestaaer, hedder Skrot og den ædle Deel af Massen Korn. Hvis der i en Mønt, saaledes som det er Tilfældet med Smaamønter, findes mere uædelt end ædelt Metal, kalde vi Massen, hvoraf denne Mønt er slaaet, Bilion. Naar der tales om Mønters eller Sølv- og Guldarbeiders Fiinhed (Gehalt), menes derved det Forhold, hvori det ædle Metal staaer til Legeringen. For Sølvets Vedkommende benævnes Fiinheden rettere Lødighed, og hvad Guldet angaaer, da benytter man undertiden Karatighed istedetfor Finhed. Den Vægt (Marken, see P. 90), hvorefter man tænker sig Guldets og Sølvets Blandingsforhold reguleret, benævnes Probeervægten. '
Da det vilde være forbunden med altfor megen Besværlighed at afveie hver enkelt Møntstykke med aldeles fuldstændig Nøiagtighed, er der ved de fleste Mønter indrømmet Møntmesteren et vist Spillerum saavel med Hensyn til Vægten som Fiinheden. Dette Spillerum, udenfor hvis Grændser han ikke tør gaae, kaldes Remedium eller Tolerans.
Mønternes For- eller Billedside benævnes Aversen, den modsatte Side er Reversen. For at undgaae Afklipning og derhos at give Mønten et smukkere Udseende, ere de fleste Mønter nu riflede i Kanten. Ved
