Side:Almindelig Handelsvidenskab.djvu/103

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er ikke blevet korrekturlæst


3. Om Menter og de techniske Benævnelser, som vedrøre løntfabrlkationen. Det lovlige Betalingsmiddel.

Brugen af de ædle Metaller som Byttemiddel har dog ogsaa sine Ulemper. De els forekomme disse Metaller meer eller mindre blandet med fremmede Bestanddele og have først i re en Tilstand lige Værdi. Ved enhver Handel blev det derfor nødvendigt at undersøge det tilbudte Metals Blandingsforhold, og denne Undersøgelse er ikke alene tidsspildende, men tillige vanskelig med Nøiagtighed at foretage, navnlig naar ikke den fornødne Sagkundskab er tilstede, Og dette tør kun forudsættes i de allerfærreste Tilfælde. Deel s er Afveining af selve Metallet en Operation, der paa Grund af dets store Værdi, fordrer megen Nøiagtighed og bedre indrettede Vægtinstrumenter end dem, man i ældre Tider var i Besiddelse af. Disse Omstændigheder have bevirket, at man efterhaanden har indseet Nødvendigheden af til Penge kun at anvende Guld og Sølv af en vis vedtaget Fimhed og afpasse dette efter Øiemedets Tarv, saaledes at man, istedelfor ved enhver Omsætning at afveie det fornødne Qvantum, kunde have det paa rede Haand i Stykker af en vis Vægt. Disse Stykker forsynede man da med et Stempel, der angav deres Indhold, og det er de saaledes stemplede Metalstykker vi benævne Mønter.

Forfærdigelsen af Mønter er nuomstunder et Regale, d. e. en Rettighed, som Staterne have forbeholdt sig. Man anseer det fornødent paa denne Maade at tilveiebringe den behørige Control med Fabrikationen, for derved at beskytte det store Publicum mod de Misligheder, som Udmøntningen, naar den var overladt til den private Industri, let kunde give Anledning til.

Fabrikationsstedet for Mønter kaldes en Mønt. Vi have heri Landet kun een saadan, nemlig i Kjøbenhavn. Den Person, der paa Regjeringens Vegne forestaaer