Mønter kom i Omløb i Riget, da Hanserne og andre udenlandske Kjøbmænd vragede Landets Mønt og forlangte Betaling i gode Penge. Paa denne Maade fortrængtes efterhaanden den gamle danske Møntberegning efter Marker, Øre, Ørtuger og Penninger af engelske Shillings og Pund Sterling og franske eller nederlandske Grot, hvilke atter afløstes af den nordtydske Møntberegning efter Mark, Schilling og Pfennig. Erik af Pommerns fortjente Dronning Philippa (f 1430) lykkedes- det for en Tid at raade Bod paa Pengeforvirringen ved at slaae god Mønt og slutte en Overeenskomst med Hansestæderne, hvori Forholdet mellem danske og fremmede Mønter nøie bestemtes; men snart efter begyndte igjen det forrige Uvæsen. Først henimod Slutningen af Middelalderen indførtes nogen større Orden af Kong Hans (f 1513), som ogsaa var den Første, der slog større Mønter, saasom Nobler, Gylden og Dalere, medens man tidligere blot slog Smaamønt og alene brugte de større Mønter som Regningsmønt*). Ved Reformationens Indførelse (1536) blev Bispernes Ret til at slaae Mønt dem frataget; enkelte Kjøbstæder beholdt den derimod i længere Tid, men de maatte fra nu af slaae Mønten af samme Godhed som den kongelige Mønt, og derhos forsyne den med Kong Christian lll's Brystbillede. Under Frederik II (f 1588) og Christian IV (f 1648) synes Møntvæsenet at have været i en bedre Tilstand. Sidstnævnte Konge har endog som det fortælles »slaaet udmærket god Mønt, hvortil den i Aaret 1623 opdagede Sølvaare ved Kongsberg ydede ham megen Hjælp«. Under Christian V i Aaret 1671 blev ved et Reglement Møntfoden fastsat saaledes, at Specien skulde være 14-lødig og 9£ Stykke gaae paa 1 Mark flint Sølv kølnsk Vægt. Dette var den første egentlige Møntfod heri Landet og den svarede ganske til den vi nu have. Men paa den Tid var der allerede
- ) Efter Allens Haandbog i Fædrelandets Historie.
