Side:Almindelig Handelsvidenskab.djvu/108

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er ikke blevet korrekturlæst


4. Om løntvæsenet i Danmark.

I Oldtiden kjendte man ikke til Mønter, men Handelen bestod i at tuske. Den ældste slagne Mønt, man har, hører til Svend Tveskjægs Tid (-J- 1014). Denne Konge betjente sig ligesom hans nærmeste Efterfølgere af engelske Møntmestre. Fra Knud den Stores Tid (f 1035) haves flere Mønter og siden blive de hyppigere. løvrigt var Møntningen ikke forbeholdt Regjeringen, men ogsaa Bisperne og enkelte Kjøbstæder sloge Mønt; man regnede efter Marker å 8 Øre å 3 Ørtuger å 10 Penninge (1 Mark = 240 Penninge). 1 Mark Sølv var det samme som nuomstunder, altsaa 18£ Rdlr.; men Mønten forværredes snart, saa at paa Valdemar den 2dens Tid (-J- 1241) en Mark i Penge kun gjaldt for omtrent 5 Rdlr. eller ^ af en Mark Sølv, og siden sank den endnu langt dybere. Dette slette Møntvæsen vedblev gjennem Aarhundreder at trykke Handel og Omsætning. Geistligheden begyndte at besvære sig derover, da den derved led et betydeligt Skaar i sine Indtægter; men Møntforfalskningen tiltog ikke destomindre saaledes, at Biskop Johan Grand i sin Klage Aar 1296 fortæller, at der gik 10 eller endog 18 Pund af den da courserende Mønt paa 1 Mark rede Sølv. Under den stadige Pengeforlegenhed, hvori Kongerne befandt sig, brugte de nemlig som Nødhjælp at inddrage den gamle Mønt og sætte ny i Omløb af samme Navneværdi, men med større Tilsætning af uædle Metaller, hvilke Enhver under stor Straf var forpligtet til at modtage i Uandel og Vandel. Dette skete meget hyppigt og tilsidst endog engang hvert Aar. Forvirringen blev endnu større derved, at Mønten ikke havde samme Værdi i alle Rigets Provindser, men en skaansk Mark var bedre end en sjællandsk, og denne undertiden bedre undertiden slettere end en jydsk. Denne Ustadighed i Pengevæsenet havde foruden de øvrige skadelige Følger ogsaa den, at fremmede