Side:Almindelig Handelsvidenskab.djvu/107

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er ikke blevet korrekturlæst


Ligeledes kan man erholde Frederiksdorer udmøntede. Man maa da betale det til Legeringen nødvendige Kobber, og for hver indleveret Mark flint Guld, erholder man 39TV Stk. enkelte Frederiksdorer. — Forøvrigt er Nationalbanken pligtig til at afkjøbe Enhver de Sølvbarrer, der tilbydes den, til en Priis af 18£ R-dlr. for 1 Mark flint, forudsat at Barrerne ere mindst y%Vo- mn< linken kan herfor beregne sig en Godtgjørelse, der dog ikke maa overstige Halvdelen aT Møntningsomkostningerne for Dobbeltdalere.

Man har stridt endeel om, hvorvidt det er rigtigt at vælge Sølv eller Gulv til de Mønter, der skulle gjælde som lovligt Betalingsmiddel, og der kan siges Adskilligt for og imod paa begge Sider. Eet synes kun hidtil afgjort, og det er, at man i det enkelte Land bør holde sig til et enkelt af disse Metaller; thi vælges begge, da ville indtrædende Forandringer i Priisforholdet mellem de ædle Metaller stedse blive til Skade for den, der har noget tilgode, idet Debitor, naar han har Valget, naturligviis vil betale med den Mønt, som er billigst at skaffe tilveie. Herved opstaaer en Usikkerhed i alle Omsætningsforhold, som er meget ubehagelig, og man bør derfor holde sig til enten Guld eller Sølv. At Sølv imidlertid uden Hinder kan anvendes til mindre Mønter, de saakaldte Skillemønter, ogsaa der, hvor det lovlige Betalingsmiddel er Guld, derom er der ingen Tvivl. Skillemønten faaer derved et større Omfang, hvilket gjør den til et beqvemmere Byttemiddel, og selv om man for at opnaae dette, udmønter den af en Masse, der er mindre værdifuld, end den efter Mønternes Navneværdi skulde være, kan dette ikke have nogen skadelig Indflydelse paa Omsætningsforholdene, naar det blot ved Lov er fastsat, at Ingen er pligtig til at modtage i Betaling mere end et vist ringe Qvantum af saadan Mønt