fremgaaer tilstrækkeligt af § 65, der siger: »Den som accepterer og efter rette Forfaldstid udbetaler en Vexel, der er kommen i urigtige Hænder, bør ikke lide under den indløbne Misligbed, naar Vexlen og dens Endossementer ere i behørig Form.« Men af denne g fremgaaer (ulige', at Fritagelse" for Ansvar paa de der anførte Betingelser kun gjalder, naar Acceptanten »efter rette Forfaldstid« betaler Vexlen, hvorimod g 51 udtrykkeligt siger, at »dersom Acceptanten betaler en Vexel jnden Forfaldstiden, er han ansvarlig i Tilfælde at det siden skulde vise sig, at Betalingen var skeet til en uretmæssig Besidder, og det uagtet ingen synlig Feil fandtes hos Vexlen«.
Den, der vil forhindre, at Vexlens Beløb udbetales dens Ihændehaver, fordi Vexlen er kommet i urette Hænder, bør ifølge g 65 »gjøre lovligt Forbud« og »Beløbet bør da, naar det af nogen af de Paagjældende forlanges, deponeres i Nationalbanken, og de i saa Henseende fornødne Bekostninger indeholdes af Beløbet«.
Beløbet for Vexlen skal ifølge g 45 »altid erlægges i den Møntsort, hvorpaa Vexlen lyder«, og det følger da ligefrem heraf, at vi, dersom vi have accepteret en Vexel lydende paa fremmed Mønt, ere pligtige til at betale hermed. Da imidlertid Tilveiebringelsen af den fremmede Mønt i Reglen vil være forbunden med Vanskelighed, undertiden endog umulig, ligesom paa den anden Side Eieren af Vexlen under almindelige Forhold vil være bedst tjent med at erholde Betalingen erlagt i indenlandsk Mønt, er det Skik og Brug, ved Vexler lydende paa fremmede Penge, at betinge Betalingens Erlæggelse efter en, paa en eller anden Maade fastsat Cours. Saaledes see vi ofte i Vexler trukne fra England den Clausul indført, at Sterlingbeløbet skal erlægges efter den Cours, som findes anført i Endossementet (exchange as per indorsement). En saaledes stilet Vexel bør ingen
