paa; men den for Kongeriget augjældende Forord. af 7. April 1843 har hævet disse Indskrænkninger. Ifølge g 1 af denne Forord. er det tilladt »Alle og Enhver, der er mægtig og myndig til at udstede Gjældsbeviser, at udstede Vexler paa sig selv og betalbare paa det Sled, hvor de ere udstedte, dog maae fornævnte Vexler ikke lyde paa længere Tid end 3 Maaneder fra Udstedelsesdagen;« og g 4 bestemmer, »at de almindelige Forskrifter om Vexler skolle, forsaavidt de kunne finde Anvendelse paa indenbyes Vexler, tjene til Rettesnor for disse.«
Der er imidlertid tvende Punkter, hvori Forord. for indenbyes Vexler adskiller sig fra den om trasserede, hvilket vi her skulle mærke os. g 2 bestemmer nemlig, at disse Vexler »altid skulle udstedes til en bestemt, fra Udstederen forskjellig Person, hvorimod de som andre Vexler Kuntie' endosseres saavel in blanco eller til Ihændehaver, som til en bestemt Person« og i g 4 er det fastsat, at man af en protesteret indenbyes Vexel ei tør beregne sig »høiere Renter end 6 % pro anno, og at disse Renter først begynde fra Stævningens Dato«.
