indenfor snævre Grændser, da man altid har den Cdvei at afgjøre Mellemværendet med rede Penge eller ædelt Metal, hvis Forsendelse, især nutildags, ikke kan være meget bekostelig. Særegne Omstændigheder kunne imidlertid foranledige en Undtagelse fra denne Regel, og der er da navnlig to Tilfælde, hvori vi kunne tænke os Courserne afvige meget fra Pari. Det ene Tilfælde indtræffer, naar et af de paagjældende Lande, imellem hvilke Vexlen forsendes, lider under et slet Pengevæsen, naar Metallet har ophørt at være det lovlige Betalingsmiddel, og man i dets Sted har sat uindleselige Papirpenge. Derfor har Coursen i Hamborg paa Østerrig nu i mange Aar staaet omtrent 20°/0 under pari. — Vor Tid kan dog ikke, selv i det forgjældede Østerrig, opvise noget Sidestykke, til hvad man i tidligere Tider har oplevet i denne Retning: Vi bragte det i 1813 saavidt, at 140 Courantsedler (der oprindeligt gjaldt 9 % 12 /^Stykket i vore nuværende Penge) ikke vare mere end 2 Rigsdaler Rigsmønt (i Sølv) værd, og under Omvæltningerne i Frankrig ved forrige Aarhundredes Slutning, var dette Lands Pengevæsen bragt til den Yderlighed, at Coursen i Hamborg paa Paris i 1796 stod i Tij, o: Tx^ $ Banco for 3 Francs, som under almindelige Forhold vare 25 J-/3 værd. — En lignende uheldig Indflydelse paa Courserne fremkalde Handelscriserne. Den Mangel paa Tillid, som er disses Særkjende, bevirker, at Alle blive bange for at kjøbe Vexler, at Tilbudet af disse saaledes i allerhøieste Grad kommer til at overstige Efterspørgselen, og hvem der da ikke er istand til at vente, til han paa anden Maade kan tilveiebringe Resourcer, maa tage tiltakke med de daarlige Courser, der bydes af de Enkelte, der ville »risikere« at kjøbe en Vexel, men paa den anden Side naturligviis beregner sig en Præmie for denne Risico.
