af større Foreninger, der virke ved Hjælp af en paa denne Maade tilveiebragt Capital (Creditkasser, Hypothekanstalter, Creditforeninger).
De Fordringer, som gjøres til en velordnet Stat, lade sig kun tilfredsstille ved betydelige Bekostninger fra Statens Side. Denne har derfor, som den private Mand, sin Huusholdning, der fører mange Udgifter med sig, og disse søger Staten at tilveiebringe ved de forskjellige Skatter, som i denne Hensigt paalægges Borgerne. Efter den Maade, hvorpaa Skatterne tilveiebringes, deler man dem i 2 Classer, nemlig directe og indirecte. Directe kaldes Skatten, naar den hviler paa Besiddelsen af en vis Gjenstand eller paa en bestemt Egenskab hos Skatteyderen. Hertil hører altsaa Skat paa Jorder og Bygninger, paa Næring eller Indkomst. Til de indirecte Skatter hører derimod Told, Stempelafgivt og lignende Skatter paa Forbruget og Omsætningen.
Det er Statens Opgave ved Hjælp af Skatterne at tilveiebringe de til de ordinaire Udgifter fornødne Summer, men mere bør den aldrig opkræve, da den enkelte Borgers Midler stedse ville finde en frugtbarere Anvendelse, naar de ere i hans Besiddelse, end i Statens Casse. Derfor kan der fornuftigviis ikke i Statshuusholdningen være Tale om ved store aarlige Overskud at opsamle en Reservefond, og naar altsaa extraordinaire Udgifter blive nødvendige til enkelte Tider, maa Staten for at dække disse ofte tage sin Tilflugt til Laan. Dette tør ansees som aldeles i sin Orden, naar den Anvendelse, der gives den laante Capital, er af en saadan Beskaffenhed, at man med Sandhed kan sige, at de Nulevendes Efterkommere, som jo ville komme til idetmindste at bære endeel af den derved forøgede Skattebyrde (Renter, Amortisation), ogsaa ville blive deelagtige i de Fordele, som Staten opnaaer ved det gjorte Laan. Er dette ikke Tilfældet, da bør Nutiden ikke laane,
