men selv klare sine Udgifter, og ere disse extraordinaire, maa de altsaa dækkes ved Forhøielse i de alt almindelige Skatter og Afgifter eller ved Paalæg af nye.
Skulle vi besvare det Spørgsmaal, om Staten i et givet Tilfælde bør laane eller indskrænke sine Udgifter, da vil Svaret ganske afhænge af den Anvendelse, som der agtes gjort af de laante Penge. I saa Henseende er Statens Forhold saa temmelig det samme som Privatmandens. Ligesom det for denne ikke er den væsentligste Opgave at see paa Udgifternes Størrelse, men vel saa meget paa den fornuftige Anvendelse af de Midler, der haves til Raadighed, saaledes ogsaa med Staten; laaner den Penge for at fremme store almeennyttige Foretagender, som paa Grund af deres Omfang ellers ikke vilde blive udførte, f. Ex. Jernbane-, Canal- og Havneanlæg, da er dette i de allerfleste Tilfælde et meget priseligt Foretagende. Laaner den derimod for at Regenten kan tilfredsstille sin Hang til Ødselhed, eller for at bøde paa den Underbalance, som slet Huusholdning har fremkaldt, eller for at sætte ærgjærrige Planer igjennem (Erobringskrig), da fortjener dette i høi Grad Dadel.
I de Stater, hvor Skatteyderen har en afgjørende Stemme med Hensyn til Anvendelsen af Statens Midler, i de frie, constitutionelle Stater, maa Ødselhed og slet Huusholdning efterhaanden give Plads for klog Sparsommelighed, og alt eftersom Folket tilkjæmper sig den Ret til at paasee det Heles Tarv, som saa naturligt tilkommer det, vil en hensynsløs Laanen blive sjeldnere og sjeldnere. Statsgjælden er for de europæiske Staters Vedkommende allerede saa stor, at dens Forrentning og Amortisation aarlig sluger omtrent en Trediedeel af samtlige Statsindtægter — det er den ubehagelige Arv, som Forfædrene have efterladt os. En Deel af denne Gjæld hidrører fra Ødselhed og slet Huusholdning, men for det meste er det Krigene, som have fremkaldt den. Krig medfører altid
