ikke lader sig gjøre, hvis han allerede har afsendt det ene Exemplar. Ligesaa vist som den retmæssige Ihændehaver af Connossementet har Dispositionsret over de i samme omhandlede Varer, ligesaa uvist er det om han har Eiendomsret. Dette beroer nemlig ganske paa det ' Forhold, hvori han staaer til Afladeren. Har han ordide ret Varerne, da maa han betragtes som Eier, saasnart han er i Besiddelse af Connossementet. Ere Varerne derimod sendte ham i Consignation, da er han kun at betragte som Afladerens Fuldmægtig, og som saadan giver Connossementet ham kun Dispositionsret, men ikke Eiensdomsret over Varerne. Omstændighederne kunne imidlertid foranledige, at det her Sagte ikke alletider slaaer til. Vor Fallitlov af 30te Decbr. 1858 bestemmer saaledes, at de Connossementer over ordinerede Varer, som indgaae i et Bo, efterat dette er taget under Fallitbehandling, skulle tilbagegives Afsenderen, og Ordinateuren faaer altsaa i dette Tilfælde ingen Eiendomsret. Paa den anden Side blive vel de Connossementer over consignerede Varer, som forefindes i et Fallitbo, tilbagegivne Afsenderen, men det er derhos sikkert, at dersom Fallenten inden Fallitten har disponeret over dem ved at sælge dem til Andre, kan ingen Tilbagegiveise finde Sted; Fallenten var i sin gode Ret da han solgte Connossementet, og af Kjøberen, der tilmed jo ikke engang kunde vide, om de Varer, han kjøbte, vare Fallentens egne eller sendte ham i Commission, kan man ikke forlange Connossementet udleveret.
At udfærdige Connossementet til »Ordre« er meget almindeligt. Afladeren forbeholder sig derved foreløbig sin Ret til de afskibede Varer, og kan tillige have en anden Nytte af denne Fremgangsmaade. Dersom nemlig den Person, til hvem han sender Varerne er mindre paalidelig, kan han istedetfor at tilstille ham Connossementet, sende det til en Anden paa samme Plads, og opfordre
