Den particulaire Skade falder udelukkende den Gjenstand til Last, som den rammer; der er altsaa ikke her Tale om nogen Fordeling af det lidte Tab. Et Skib strander f. Ex. med en Ladning, som deels bestaaer af meget let fordærvelige Varer, deels af saadanne, som Søvandet ingen Skade kan gjøre. Antage vi nu, at hele Ladningen bjerges og at Skibet derpaa sønderslaaes, da vil den Ladningseier, hvis Varer ingen Skade have lidt, heller ikke komme til at tilsvare Andet end Bjergelønnen, hvorimod Eieren af de let fordærvelige Varer som ogsaa Skibets Rheder ville lide et meget betydeligt Tab.
Til det particulaire Havari regnes al den Skade, som lides ved Søens eller Stormens Magt ved andet Uveir, ved Ild, ved fjendtligt Overfald eller anden Vold, ved Paaseiling eller Paadrivning, Støden paa Grund, Kæntring ved Skibets Undergang eller Stranding. Derimod er det ikke rigtigt, naar man til particulairt Havari ogsaa har villet henregne den Skade, som hidrører fra Ladningens naturlige Egenskaber, saaledes som naar t. Ex. en Ladning Kornvarer fordærves underveis, fordi den ikke har kunnet taale at ligge indesluttet i Skibets lukkede Rum. Dette kan fornuftigviis ikke komme ind under Begrebet Søskade.
Det particulaire Havari, maa som alt bemærket bæres af Den, hvis Gods rammes af Ulykken, forudsat at han ikke har sikkret sig ved en Assurance. Selv i dette Tilfælde, vil han, som nærmere vil blive omtalt i det følgende Capitel, dog meget ofte lide Tab, da enhver Forsikkringscontract nødvendigviis maa indeholde mange Forbehold med Hensyn til particulair Skade. Kun i Tilfælde af Paaseiling eller Paadrivning kan der blive Tale om en Tabfordeling, vel at mærke, dog ikke over Skib og dertil hørende Ladning, men mellem de sammenstødende Skibe indbyrdes. Herom gjælde hos os følgende Lovbestemmelser.
Det maa i Tilfælde af Sammenstød først afgjøres, om Skaden er hændelig d. e. har sin Grund i Omstændig
