os derved. Hvad det tredie Punkt angaaer, at »de opoffrende Foranstaltninger skulle have været nødvendige«, da kan det tilvisse ofte være vanskeligt at komme paa det Rene dermed. Vel skal Skipperen overeensstemmende med de fleste Sølove, forinden han skrider til Opoffrelsen, raadføre sig med Ladningseieren, hvis denne er ombord, og i Mangel deraf med de fleste (eller bedste) af sine Søfolk; men denne Raadførelse kan i paatrængende Tilfælde falde bort. Skipperen staaer imidlertid til Ansvar, naar han paa egen Haand beslutter sig til en Opoffrelse, lige saa vel som naar han skrider dertil, uagtet hans Raadgivere ere af en anden Mening. Det vil dog næppe være muligt at gjøre Skipperen ansvarlig, selv hvor han gjør en unødvendig Opoffrelse, med mindre det viser sig, at han har handlet imod bedre Overbeviisning.
Naar den ved Gros Havari lidte Skades Størrelse er udfundet, bliver den at fordele over Alt, hvad der er reddet; enhver Gjenstand bidrager ifølge sin Værdi, og den Enkelte, hvis Eiendele have lidt Skade, faaer denne godtgjort af de øvrige Interesenter i Expeditionen, dog maa han naturligviis bære sin forholdsvise Deel deraf. En saadan Tabfordeling kan dog fornuftigviis hun finde Sted, forsaavidt de gjorte Opoffrelser bevirke at Noget bliver frelst; thi det er kun paa de frelste Gjenstande at Tabet kan fordeles og ikke paa Eierne af disse. Hvad i Øvrigt denne Fordeling og de dermed i Forbindelse staaende Beregninger angaaer henvise vi til Pg. 309.
3. Om Particulairt Havari.
Medens Gros Havariet hidrører fra de frivillige Opoffrelser, som i Nød gjøres til Skibs og Ladnings Frelse, bestaaerdetparticulaireHavarideels i al denSkade, som Skib eller Ladning lider ved ulykkelig Hændelse, deels i de Opoffrelser, som gjøres for at frelse Skib eller Ladning fra en Fare, som kun truer en af Delene.
