Side:Almindelig Handelsvidenskab.djvu/291

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er ikke blevet korrekturlæst


omtrent 1435 udkommen; dog har der sandsynligviis existeret lignende Love før den Tid. Imidlertid er det klart, at Assurancevæsenet først i den nyere Tid har vundet almindelig Udbredelse, hvilket vi bl. A. for vort Lands Vedkommende kunne udlede deraf, at der endnu saa seent som 1750 udkom en Forordning, hvorved det paalagdes Søfarende at assurere deres Skibe og Ladninger, idet man samtidigt betydede dem, at de ikke for Fremtiden »maatte stole paa at erholde Bevilling om Collect eller Bækkeners Udsættelse.«

2. Om de forskjellige Slags Assurandeurer.

Som allerede tidligere bemærket, maa den, der overdrager Faren til en Anden, almindeligviis derfor betale en vis Præmie. Det forekommer dog heller ikke sjeldent, at Flere, der ere udsatte for en nogenledes lige Fare, forene sig og gjensidig forpligte sig til at holde hverandre skadesløse i Ulykkestilfælde. Der er derfor navnlig to Former, hvorunder al Forsikkring finder Sted: enten gives den mod Præmie eller mod Gjensidighed. Forsikkring mod Præmie gives atter enten af Compagnier eller af private Assurandeurer. Vi skulle nu omtale disse hver for sig, ligesom ogsaa sluttelig tilføie nogle Bemærkninger om den gjensidige Forsikkring.

1) Assurance-Compagnier ere Selskaber, som have sammenskudt en større Capital, der tjener til Sikkerhed for deres Forpligtelser, og som paatage sig at løbe den Ricico, som den, der sender Skibe eller Varer over Søen, ellers vilde være udsat for. Vi have her i Danmark kun eet saadant Compagni, nemlig det Kongelige Søassurance-Compagni, som stiftedes 1726 og ved en Octroi af 1746 erholdt Eneret til som Compagni at tegne Søassurance her i Landet. Dets Grundfond bestaaer af 600,000 Rdl., fordeelt paa 600 Actier, men det eier ved Siden heraf en meget betydelig Reservefond,