paa, at henregne til den flydende Capital, og skulle fuldstændigt erstattes af den Værdi, som de færdige Producter have. Penge maae, uagtet deres bevægelige Natur, henregnes til de faste Capitaler; de have nemlig den Egenskab tilfælles med disse, at de kunne gjøre Nytte ved uendelig mange Productioner, og ere saaledes at betragte som blotte Redskaber, hvis Værdi kun for en meget ringe Deel behøver at medregnes blandt Omkostningerne ved Productionen.
De nyttige Kundskaber og Færdigheder, som Mennesket har erhvervet sig, henregnes ogsaa ofte til Capitalen, og det kan heller ikke nægtes, at disse ligesom denne i høi Grad befordre og lette Productionen. Imidlertid maae vi lægge Mærke til, at der bestaaer en væsentlig Forskellighed, idet nemlig Kundskaber og Færdigheder ere uadskillelig bunden til Personen og altsaa forsvinde med denne. Vel kan man sige, at selve Kundskabsfonden ikke forsvinder, forsaavidt som den gjennem Underviisning og Tradition gaaer fra den ældre til deri yngre Slægt, men da ethvert nyt Individ maa anvende saavel Tid som Bekostning paa at erhverve de Kundskaber og Færdigheder, han behøver, kunne disse altsaa ikke siges at gaae i Arv paa samme Maade, som de materielle Capitaler.
2. Om Crediten.
Det vil af det Foregaaende være bleven klart, at ligesom det er af Vigtighed for Productionen, at der overhovedet findes Capital, ligesaa nødvendigt bliver det, at denne anvendes paa en hensigtsmæssig Maade, uden hvilket den ikke kan stifte den fulde Nytte. Det følger imidlertid af sig selv, at der hos Mange, der besidde Capital, kan være Mangel saavel paa Evne som paa Lyst til at anvende den i Productionens Tjeneste, og i saa Tilfælde vilde Capitalen ligge ufrugtbar hen, dersom ikke
