Andre tilbød paa hines Vegne at sætte den i Virksomhed. Disse Laantagere (Debitorer) paatage sig altsaa det Besvær og den Risico, der altid er forbunden med den økonomiske Virksomhed, medens Laangiveren (Capitalisten — Creditor) forstrækker dem med Midlerne dertil, idet han gaaer ud fra, at de baade kunne og ville opfylde deres Forpligtelser. Det er Tilliden hertil vi kalde Credit.
Idet Capitalen saaledes fra Uvirksomhed bringes i Virksomhed, bliver den først i Stand til at understøtte Productionen, og heri ligger Creditens store Betydning for den økonomiske Udvikling. Det er imidlertid en Vildfarelse, mod hvilken man ikke noksom kan advare, naar det undertiden antages, at Crediten i og for sig er istand til at skabe nye Capitaler og altsaa forøge Rigdommen. Ligesom Capitalen kun ved en fornuftig Anvendelse bliver istand til at fremme Productionen og derved forøge Capitalerne, saaledes vil ogsaa Crediten, kun naar den benyttes paa en productiv Maade, kunne udøve sin gavnlige Indflydelse, hvorimod den, naar den benyttes til tabbringende Foretagender, eller naar Debitor forbruger den laante Capital istedetfor at bruge den, virker ødelæggende ikke alene for de enkelte Individer, men for Udviklingen i sin Heelhed. Det er derfor ogsaa et af de størte Misbrug, der kan gjøres af Crediten, naar Staterne optage Laan; thi disse Laan blive i Reglen anvendt paa den mindst productive Maade af alle, nemlig til at føre Krig for. Det er først i den nyeste Tid og som en reen Undtagelse, at der stiftes Statslaan for at fremme saadanne store almeennyttige Foretagender, som overstige de private Kræfter.
Ihvorvel Creditor kun udlaaner sin Capital i Tillid til, at Debitor baade kan og vil betale den tilbage, er Opfyldelsen af dennes Forpligtelser dog afhængig af saamange og saa uberegnelige Omstændigheder, at intet Udlaan kan finde Sted uden meer eller mindre Risico. Medens derfor Creditor paa den ene Side fristes
