til at laane sin Capital ud, fordi den, naar han ikke selv kan brugeden, ellersikke vilde bringe ham nogensomhelstIndtægt, vil han paa den anden Side fordre et saa stort Vederlag for Laanet, at han heri har tilstrækkelig Godtgjørelse ikke alene for Afsavnet af sin Capital, men ogsaa for den Risico, som ethvert Udlaan fører med sig. Det er denne Godtgjørelse, man kalder Rente, og som sædvanligt beregnes med visse Hundrededele af den laante Capital for hvert Aar (visse pro cent pro anno).
Der har saavel i tidligere Tider som i Nutiden hersket stor Uenighed om, hvorvidt det overhovedet var tilladeligt at betinge sig Renter af udlaante Capitaler. Den romerskcatholske Kirke forbød ligefrem under streng Straf at tage nogensomhelst Rente, hvilket gav Anledning til, at Laaneforretningen kom udelukkende i Jødernes Hænder. Ogsaa Muhamedanernes Religion forbød at tage Renter. I vor Tid have ligeledes de saakaldte Socialister i Frankrig (som dog neppe have mange Tilhængere) ivrigt forfægtet samme Anskuelse. Det vil dog allerede efter det ovenfor Udviklede være klart, at man ikke med Rette kan benægte Tilstedeligheden af at lage Rente, saalænge man overhovedet vil tillade Individet den frie Raadighed over sine Eiendele, og ikke foretrække at stille det under Statens Formynderskab, hvilket absolut maa forkastes. Heller ikke synes Noget rimeligere, end at den Mand, der sætter os istand til at drive vor Virksomhed med større Fordeel, ogsaa er berettiget til at modtage i det mindste en Deel af det forøgede Udbytte. Tænke vi os, at en Fabrikant med sine egne Midler er istand til aarligt at have en Nettofortjeneste af 5000 Rdl., men at han, efter at have laant 50,000 Rdl. og derved betydeligt udvidet sin Virksomhed, nu ved samme personlige Anstrengelse kan fortjene det Dobbelte, saa synes Intet rimeligere, end at han afgiver noget af det meget betydeligt forøgede Udbytte til den, der har sat ham istand til
