saa fordeelagtigt at udvide sin Bedrift. Ikke alene skulde dette synes billigt, men tillige fordeelagtigt saavel for Laantageren som for Capitalisten.
Medens det saaledes er givet, at det ikke bør nægtes Creditor at tage Rente af de udlaante Capitaler, og medens denne Anskuelse ogsaa nu synes at være den almindelige, har man hidtil ikke allevegne troet at burde frigive Rentefoden, men derimod ved Lov søgt at sætte et Maximum for den. Hos os er saaledes Rentefoden for Laan i faste Eiendomme ved Lov bestemt til 4 pCt., hvorimod den for alle andre Laan er fri. En væsentlig Indrømmelse i friere Retning er imidlertid gjort derved, at der efter Ansøgning kan ventes Tilladelse til at give mere end 4 pCt. selv for Laan i faste Eiendomme, og da slig Tilladelse, saavidt vides, aldrig er bleven nægtet, kan Rentefoden i Virkeligheden hos os betragtes som fri. Det sees heller ikke, at det i nogen Henseende kan være til Nytte ved Lov at fastsætte Rentefoden. For det Første maa man nemlig i dette som i alle lignende Forhold gaae ud fra, at den, der mangler en Capital, ogsaa selv bedst formaaer at bedømme, hvorvidt det er foreneligt med hans Interesse, at give den Rente, der fordres, eller hellere undvære Laanet. Dernæst maa man ikke oversee, at Love af denne Natur ikke kunne overholdes. Opfindsomme Folk vide at omgaae dem paa mange forskjellige Maader, og sætter man Straf for deres Overtrædelse, i Haab om at dette skal afskrække, vil man snart finde, at man høiligen har forregnet sig. Hvad der opnaaes er i Reglen kun dette, at Laantageren, foruden den Rente, som han under andre Forhold vilde have at betale, tillige kommer til at betale Credilor en Extrapræmie som Erstatning for den Risico, som Lovovertrædelsen fører med sig; thi Renten, som jo væsentlig er Leieafgiften af den laante Capital, og som retter sig efter det øieblikkelige Forhold mellem Laansøgere og disponible Capitaler, (d. e. Capitaler,
