der søge Anvendelse) lader sig ligesaalidt regulere ved Lovbud som f. Ex. Prisen paa Smør.
Det sees heraf, at ligesaavel som Creditor maa ansees for fuldt berettiget til at erholde en Rente af sin udlaante Capital, saaledes bør Rentefodens Høide fornuftigvis ene være afhængig af Parternes Overeenskomst.
Medens, som vi ovenfor have viist, ethvert Udlaan nødvendigviis er forbunden med større eller mindre Risico, og det ofte er vanskeligt forud med Nøiagtighed at beregne denne, give dog de forskjellige Maader, hvorpaa Laan stiftes, nogen Veiledning til Bedømmelsen heraf, og det er med Hensyn hertil, at man deler Crediten i den reelle og den personlige.
Vi kalde det reel C re dit, naar Creditor, foruden den Sikkerhed, som han har i Debitors Personlighed, tillige erholder et Pant i en eller anden værdifuld Gjenstand, hvortil han holder sig, saafremt Debitor ikke opfylder de paatagne Forpligtelser. Dette Pant kan da enten være Underpant (Hypothek) eller haandfaaet Pant. Førstnævnte bestaaer enten i faste Eiendomme eller i Løsøre; sidstnævnte i Værdipapirer eller Varer, som overgives Creditor, for at han om fornødent deri kan søge Fyldestgjørelse for sit Tilgodehavende.
Laan i faste Eiendomme medføre i Reglen den mindste Risico for Laangiveren; dog kunne Tidsomstændighederne nu og da i mærkelig Grad trykke Eiendommenes Værdi, og saaledes ogsaa paaføre Creditor Tab. Derimod vil han ikke let komme til at lide under Debitors Uredelighed, naar Retsvæsenet er ordnet, som det bør være. Af dertil ansatte Embedsmænd kan nemlig uden stort Besvær føres Bog over de faste Eiendomme *og den Gjæld, der hæfter paa disse, hvorved Enhver, der staaer i Begreb med at gjøre et Udlaan, let kan forsikkre sig om, hvorvidt det tilbudte Pant er behæftet iforveien og i hvilken Grad. Heller ikke kan Debitors Ligegyldighed eller
