Bredsdorff har upaatvivlelig slaaet ind paa den rigtigste Vei til Hornindskriftens Fortolkning, naar han som Nögle til Læsningen anvender det Runealfabet, der findes paa den i Skaane fundne, og nu i det stockholmske kongelige Antiqvitetsarkiv opbevarede Guldbracteat, nöiagtigen afbildet paa Tab. XIII i det „kgl. danske Videnskabernes Selskabs historiske og philosophiske Afhandlinger”, 6te Deel, 1841. Ethvert af Bogstaverne i Indskriften gjenkjendes nemlig, ubetydelige Modificationer fraregnede, ogsaa i Bracteatens Alfabet. Dette maae vi derfor her, inden vi skride til Indskriftens Fortolkning, underkaste en nöiere Granskning. Finn Magnusens Undersögelse af samme Alfabet i hans i nysnævnte Værk indförte Afhandling om Runamo-Indskriften, S. 620–633, er os her til megen Hjælp og Veiledning, om vi end i enkelte Stykker ei kunne være enige med denne lærde Forfatter, ligesaalidt som i hans Forklaring af Guldhorn-Indskriften sammesteds Side 396–419. Vi gaae nemlig, saavel i Forklaringen af Bracteat-Alfabetet, som af Horn-Indskriften, ud fra den Forudsætning, at den simpleste, og med tidligere vundne, sikkre Erfaringer stemmende Fortolkningsmaade ogsaa er den rigtigste. Ligesom vi derfor med Hensyn til Bracteatalfabetet ansee det som det rimeligste og naturligste, at Bogstavfigurernes Betydning og Orden her er den samme, som i andre lignende, tilstrækkeligen bekjendte, Runealfabeter, saaledes antage vi med Hensyn til Indskriften selv, at en Fortolkningsmaade, hvorved ethvert oftere forekommende Bogstav beholder den engang for dette antagne Betydning, medens den af denne Bogstavværdi betingede Læsning frembringer en simpel og med Hensyn til de formodede Omstændigheder ved Indgravningen rimelig Mening, i et allerede nöie kjendt og grammatisk behandlet Sprog, ubetinget er at foretrække for en anden, der, medens den tillægger eet og samme
